Sag T-201/11
(offentliggørelse i uddrag)
Si.mobil telekomunikacijske storitve d.d.
mod
Europa-Kommissionen
»Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – det slovenske marked for mobiltelefonitjenester – afgørelse om afvisning af en klage – behandling af sagen ved en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder – manglende EU-interesse«
Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 17. december 2014
1. Konkurrence – fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens ret til at afvise en klage vedrørende en sag, der behandles af en national konkurrencemyndighed – betingelser
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, 18. betragtning og art. 13, stk. 1)
2. Konkurrence – fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder – virksomheders ret til at få deres sag behandlet af en given konkurrencemyndighed – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, 18. betragtning og art. 13, stk. 1; Kommissionens meddelelse 2001/C 101/03, punkt 4 og 31)
3. Konkurrence – fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens ret til at afvise en klage vedrørende en sag, der behandles af en national konkurrencemyndighed – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – rækkevidde
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, 18. betragtning og art. 13, stk. 1)
4. Konkurrence – fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens ret til at afvise en klage vedrørende en sag, der behandles af en national konkurrencemyndighed – begrebet »behandling« – rækkevidde
(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og art. 105, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, 1., 6., 18. og 35. betragtning samt art. 13, stk. 1)
5. Konkurrence – fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder – Kommissionens ret til at afvise en klage vedrørende en sag, der behandles af en national konkurrencemyndighed – begrebet »en og samme praksis« – rækkevidde – grænser
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, 18. betragtning og art. 13, stk. 1)
1. Det fremgår af ordlyden af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen kan afvise en klage på grundlag af denne bestemmelse, hvis den konstaterer dels, at en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder »behandler« den sag, der er indbragt for den, dels, at denne sag vedrører en og samme »aftale«, »vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning« eller »praksis«.
Udtrykt på en anden måde udgør opfyldelsen af disse to betingelser en »tilstrækkelig grund« for Kommissionen til at afvise den klage, der er indbragt for den. Anvendelsen af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 kan således ikke underlægges andre betingelser end dem, der allerede er nævnt.
Kommissionen og konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne har i medfør af artikel 4 og 5 i forordning nr. 1/2003 parallelle beføjelser ved anvendelsen af artikel 81 [EF] og 82 [EF], og opbygningen af forordning nr. 1/2003 er baseret på et tæt samarbejde mellem disse. Derimod indeholder hverken forordning nr. 1/2003 eller Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder en regel om fordeling af kompetencen mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne. Selv hvis det antages, at Kommissionen har særlige forudsætninger for at behandle sagen, og at den nationale konkurrencemyndighed ikke har særlige forudsætninger herfor, har den pågældende virksomhed således ingen ret til at få sagen behandlet af Kommissionen.
(jf. præmis 33, 34, 36, 37 og 40)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 39)
3. Artikel 13 i og 18. betragtning til forordning nr. 1/2003 afspejler det vide skøn, som de nationale myndigheder samlet i netværket af konkurrencemyndigheder har for at sikre en hensigtsmæssig sagsfordeling inden for sidstnævnte. Henset til den rolle, som Kommissionen er tillagt ved traktaten og ved forordning nr. 1/2003, har også Kommissionen navnlig et vidt skøn ved anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1/2003.
For så vidt som Kommissionen har et vidt skøn ved anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1/2003, skal EUʼs retsinstansers kontrol således begrænse sig til en efterprøvelse af, om procedurereglerne og reglerne om begrundelsespligt er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et alvorligt åbenbart fejlskøn eller magtfordrejning.
(jf. præmis 43 og 44)
4. Udtrykket »behandle« i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 betyder ikke blot, at en klage er blevet indbragt for en anden myndighed, eller at en anden myndighed på eget initiativ har valgt at behandle en sag. En klagers indgivelse af en klage eller den omstændighed, at en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder på eget initiativ vælger at behandle en sag, er en handling, der betragtet i sig selv hverken er udtryk for nævnte konkurrencemyndigheds anvendelse af sine beføjelser eller for en undersøgelse af de faktiske og retlige omstændigheder i den pågældende sag. Kommissionen ville således ikke opfylde den almindelige kontrolpligt, som påhviler den i henhold til artikel 105, stk. 1, TEUF, hvis den kunne afvise en klage alene med den begrundelse, at en klage var blevet indbragt for en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, eller at denne myndighed af sig selv havde rejst en sag, uden at disse handlinger resulterer i nogen form for behandling af den pågældende sag.
Når Kommissionen anvender artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 i en konkret sag, pålægger denne bestemmelse den imidlertid på ingen måde at vurdere, om de retningslinjer, som den konkurrencemyndighed i en medlemsstat, der behandler sagen, har anvendt, er velbegrundede.
Når Kommissionen afviser en klage i medfør af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, skal denne institution under disse omstændigheder på grundlag af de oplysninger, som den råder over på det tidspunkt, hvor den træffer sin afgørelse, bl.a. sikre sig, at konkurrencemyndigheden i en medlemsstat undersøger sagen.
Det fremgår endvidere af præamblen til forordning nr. 1/2003, herunder navnlig af 1., 6., 8. og 35. betragtning til forordningen, at medlemsstaternes konkurrencemyndigheders tættere deltagelse i gennemførelsen af artikel 81 [EF] og 82 [EF] og de sidstnævntes forpligtelse til at anvende disse bestemmelser, når samhandlen mellem medlemsstaterne kan blive påvirket, netop har til formål at sikre det mål om effektivitet, der forfølges med nævnte forordning. Kravet om effektivitet indebærer således ikke en pligt for Kommissionen til i forbindelse med anvendelsen af denne særlige bestemmelse at undersøge, om den pågældende konkurrencemyndighed råder over de institutionelle, finansielle og tekniske midler til at varetage den opgave, som myndigheden er tillagt ved forordning nr. 1/2003, idet rækkevidden af artikel 13 i forordning nr. 1/2003 ellers undermineres.
(jf. præmis 47-50, 56 og 57)
5. Det fremgår af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen kan afvise en klage med den begrundelse, at en klage vedrørende »en og samme praksis« som den, der behandles af en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, indbringes for den, når denne praksis vedrører »de samme påståede overtrædelser begået på det samme tidspunkt på det samme marked« som dem, der er blevet indbragt for Kommissionen.
Når Kommissionen påtænker at afvise en klage på grundlag af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, skal den desuden bl.a. sikre sig, at den sag, der behandles af en af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der kritiseres i denne klage. Til gengæld er Kommissionen ikke bundet hverken af genstanden for eller årsagen til de af klagerne fremsatte anmodninger eller af de sidstnævntes kvalificeringer af de faktiske omstændigheder, som de kritiserer.
(jf. præmis 69, 73, 75 og 76)