RETTENS DOM (Femte Afdeling)
18. januar 2000 (1)
»Annullationssøgsmål - indførsel af fjerkræ - artikel 13 i forordning (EØF) nr.
1430/79 - Kommissionens beslutning om at afslå godtgørelse af landbrugsafgifter
- tilbagekaldelse af beslutning - erklæring om sagsakterne - gyldighed -
berettiget forventning - retssikkerhed - åbenbare fejlskøn - begrundelsespligt«
I sag T-290/97,
Mehibas Dordtselaan BV, Rotterdam (Nederlandene), ved advokaterne Pierre Bos,
Jasper Helder og Marco Slotboom, Rotterdam, og med valgt adresse i Luxembourg
hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Hendrik van Lier,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, bistået af advokat Jules
Stuyck, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la
Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(97) 2331 af
22. juli 1997, hvorved der blev meddelt afslag på en ansøgning indgivet af
Kongeriget Nederlandene om godtgørelse af landbrugsafgifter til sagsøgeren,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.D. Cooke, og dommerne R. García-Valdecasas
og P. Lindh,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4. maj
1999,
afsagt følgende
Dom
Retlig baggrund
- 1.
- Artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om
godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1,
herefter »forordning nr. 1430/79«), som affattet ved Rådets forordning (EØF) nr.
3069/86 af 7. oktober 1986 om ændring af forordning nr. 1430/79 (EFT L 286, s.
1), bestemmer følgende:
»Godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter kan indrømmes, når der
foreligger [...] særlige forhold [...] og der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys
forsømmelse af den berettigede.«
- 2.
- Det bestemmes i artikel 905, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93
af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF)
nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1, herefter
»forordning nr. 2454/93«):
»2. De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de
oplysninger, som er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte
sag.
Kommissionen anerkender straks modtagelsen af sagsakterne over for den
pågældende medlemsstat.
Viser det sig, at de oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt, er
utilstrækkelige til, at Kommissionen kan træffe beslutning om sagen med fuldt
kendskab til omstændighederne, kan den anmode om supplerende oplysninger.«
- 3.
- Forordningens artikel 907 bestemmer følgende:
»Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle
medlemsstaterne, forsamlet i udvalget med henblik på at behandle den foreliggende
sag, træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den særlige situation, der er til
behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indrømme godtgørelse eller
fritagelse.
Denne beslutning skal træffes senest seks måneder efter Kommissionens
modtagelse af de i artikel 905, stk. 2, omhandlede sagsakter. Såfremt
Kommissionen har været nødt til at anmode medlemsstaten om supplerende
oplysninger for at kunne træffe beslutning, forlænges fristen med tidsrummet fra
Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger til dens modtagelse heraf.«
- 4.
- Forordningens artikel 909 lyder således:
»Har Kommissionen ikke inden for den i artikel 907 omhandlede frist vedtaget sin
beslutning eller ikke inden for den i artikel 908 omhandlede frist meddelt den
pågældende medlemsstat nogen beslutning, imødekommer den besluttende
toldmyndighed godtgørelses- eller fritagelsesansøgningen.«
Sagens baggrund
- 5.
- Sagsøgeren Mehibas Dordtselaan BV (tidligere Expeditie-en Controlebedrijf
Codirex BV) er toldspeditør i Rotterdam's havn.
- 6.
- I perioden mellem februar 1981 og juni 1983 indgav sagsøgeren 98 toldangivelser
vedrørende selskabet Ruva BV's (herefter »Ruva«) indførsel af stykker af fjerkræ.
Disse angivelser blev udfærdiget på grundlag af fakturaer fremlagt af Ruva, som
dannede grundlag for opkrævning af landbrugsafgifter. De pågældende varer blev
bragt i fri omsætning i Fællesskabet.
- 7.
- I 1984 opdagede de nederlandske afgiftsmyndigheder, at de fakturaer, som Ruva
havde fremlagt, var svigagtige. I virkeligheden var værdien af de indførte varer
højere, hvorfor der skulle have været betalt højere landbrugsafgifter.
- 8.
- På den baggrund anmodede de nederlandske toldmyndigheder i oktober 1986 det
sagsøgende selskab om at betale de overskydende landbrugsafgifter. Selskabet
betalte disse afgifter, som samlet beløb sig til 677 476 NLG (herefter »de
omtvistede afgifter«).
- 9.
- Den 29. oktober 1990 indgav sagsøgeren en ansøgning til de nederlandske
myndigheder med henblik på at opnå godtgørelse af de omtvistede afgifter. Disse
myndigheder videresendte ved skrivelse af 29. april 1994 ansøgningen til
Kommissionen, som modtog den den 16. maj 1994, med henblik på, at
Kommissionen kunne tage stilling til, om indrømmelse af godtgørelse var begrundet
i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
- 10.
- Ved beslutning af 14. november 1994 fandt Kommissionen, at ansøgningen om
godtgørelse ikke var begrundet.
- 11.
- Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 26. januar 1995 anlagde
sagsøgeren sag med påstand om annullation af beslutningen af 14. november 1994
(sag T-89/95).
- 12.
- Den 31. maj 1996 trak Kommissionen sin beslutning af 14. november 1994 tilbage
under hensyn til Rettens dom af 9. november 1995 (sag T-346/94, France-aviation
mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, herefter »dommen i sagen France-aviation«).
- 13.
- Kommissionen orienterede de nederlandske myndigheder om denne tilbagekaldelse
ved skrivelse af 4. juni 1996, idet den oplyste, at ifølge dommen i sagen France-aviation skulle enhver ansøgning om godtgørelse af importafgifter ledsages af en
erklæring fra den pågældende, hvori denne bekræfter, at han har gjort sig bekendt
med de sagsakter, som er fremsendt af de nationale myndigheder, og at han i givet
fald ikke har noget at tilføje (herefter »erklæring om sagsakterne«). Idet
Kommissionen havde anført, at ansøgningen om godtgørelse af 29. april 1994
hverken kunne »godkendes eller behandles«, eftersom den ikke var ledsaget af en
erklæring om sagsakterne, opfordrede Kommissionen endvidere de nederlandske
myndigheder til at fremsende en sådan erklæring underskrevet af sagsøgeren.
- 14.
- Den 17. oktober 1996 hævede sagsøgeren sag T-89/95, som blev slettet af Rettens
register ved kendelse af 17. december 1996.
- 15.
- Ved skrivelse af 10. december 1996 meddelte de nederlandske toldmyndigheder
sagsøgeren, at Kommissionen under hensyn til dommen i sagen France-aviation
havde omgjort sin beslutning af 14. november 1994, og at ansøgningerne om
godtgørelse som følge af denne dom skulle ledsages af en erklæring om
sagsakterne. På denne baggrund anmodede de nederlandske toldmyndigheder
sagsøgeren om at fremsende dem et sådant dokument.
- 16.
- Ved skrivelse af 6. februar 1997 tilsendte det sagsøgende selskab de nederlandske
myndigheder den erklæring om sagsakterne, som de havde anmodet om, samt
bemærkninger om, hvilken betydning dommen i sagen France-aviation efter
selskabets opfattelse burde tillægges i forhold til ansøgningen om godtgørelse.
Selskabet anmodede endvidere disse myndigheder om at vedlægge den stævning
og den replik, som det havde indgivet i sag T-89/95, til de nye sagsakter, som skulle
sendes til Kommissionen.
- 17.
- Ved skrivelse af 17. februar 1997 indgav de nederlandske myndigheder til
Kommissionen en ny ansøgning om godtgørelse, som indeholdt de ovennævnte
oplysninger.
- 18.
- Ved beslutning K(97) 2331 af 22. juli 1997 rettet til Kongeriget Nederlandene
(herefter »den omtvistede beslutning«), fandt Kommissionen, at der ikke var
grundlag for at imødekomme ansøgningen om godtgørelse. Ifølge Kommissionen
udgjorde den omstændighed, at fakturaer senere viste sig at være ukorrekte, en
erhvervsrisiko, som enhver person, som indgiver toldangivelser, må bære, og den
kunne således ikke i sig selv betragtes som et særligt forhold. Kommissionen
anførte endvidere, at den omstændighed, at de nationale lovgivninger fastsætter
forskellige opkrævningsfrister, i tilfælde af handlinger, der vil kunne undergives
strafferetlig forfølgning, ikke kunne føre til, at der forelå særlige forhold i den
forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 19.
- På denne baggrund har sagsøgeren ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor
den 10. november 1997 anlagt den foreliggende sag.
- 20.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
- 21.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet
den 4. maj 1999.
- 22.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Den omtvistede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 23.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
- 24.
- Sagsøgeren har fremført fire anbringender til støtte for sit søgsmål. Herefter har
Kommissionen for det første tilsidesat forordning nr. 2454/93, overskredet sine
beføjelser og tilsidesat retssikkerhedsprincippet, for det andet har den tilsidesat
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det tredje har den
tilsidesat artikel 13 i forordning nr. 1430/79, og for det fjerde foreligger der
manglende begrundelse.
Første anbringende om tilsidesættelse af forordning nr. 2454/93, overskridelse af
beføjelser og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet
Parternes argumenter
- 25.
- Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at forordning nr. 2454/93 ikke
indeholdt noget krav om fremlæggelse af en erklæring om sagsakterne på det
tidspunkt, da selskabet indgav sin første ansøgning om godtgørelse. Sagsøgeren har
med henvisning til Domstolens dom af 26. oktober 1994 (sag C-430/92,
Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5197, præmis 19), gjort gældende, at
eftersom denne ansøgning var fuldstændig, begyndte 6 måneders fristen i henhold
til nævnte forordnings artikel 907 at løbe fra det tidspunkt, hvor Kommissionen
modtog den, dvs. fra den 16. maj 1994. Da Kommissionen den 31. maj 1996
ophævede sin beslutning af 14. november 1994, må det heraf udledes, at den har
undladt at tage stilling til den første ansøgning om godtgørelse inden for de herfor
fastsatte frister, og at de nederlandske myndigheder i overensstemmelse med artikel
909 i forordning nr. 2454/93, dermed skulle godtgøre de omtvistede afgifter. I
retsmødet har sagsøgeren anført, at eftersom Kommissionens beslutning af 14.
november 1994 var udstedt to dage før udløbet af 6 måneders fristen, havde den
efter beslutningen om tilbagekaldelse af 31. maj 1996 kun to dage til at tage stilling
til ansøgningen om godtgørelse, og at den dermed havde afskåret sig selv fra at
træffe en ny beslutning.
- 26.
- Det sagsøgende selskab har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke var
beføjet til at kræve, at det indgav en ny ansøgning om godtgørelse, som indeholdt
en erklæring om sagsakterne. Selskabet har fremført tre argumenter til støtte for
denne antagelse.
- 27.
- For det første følger dette krav ikke af dommen i sagen France-aviation. Det ville
have været tilstrækkeligt, at Kommissionen med henblik på at overholde
kontradiktionsprincippet i sager om godtgørelse af told, som blev fastslået i denne
dom, havde opfordret de nederlandske myndigheder til at give selskabet lejlighed
til at udtale sig i medfør af artikel 905, stk. 2, i forordning nr. 2454/93.
- 28.
- For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke kunne opstille
en ny betingelse for indgivelse af ansøgninger om godtgørelse af importafgifter,
medmindre betingelsen var klar og præcis (Domstolens dom af 9.7.1981, sag 169/80,
Gondrand Frères, Sml. s. 1931, præmis 17, og Rettens dom af 7.2.1991, forenede
sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53, præmis 40),
hvilket krævede en ændring af forordning nr. 2454/93. Denne ændring blev i øvrigt
foretaget senere ved Kommissionens forordning (EF) nr. 12/97 af 18. december
1996 om ændring af forordning nr. 2454/93 (EFT 1997, L 9, s. 1, herefter
»forordning nr. 12/97«). Sagsøgeren har gjort gældende, at denne forordning dog
ikke kunne finde anvendelse på nærværende sag, idet forordningen først trådte i
kraft den 20. januar 1997.
- 29.
- For det tredje sikrer erklæringen om sagsakterne ikke de pågældende en ret til at
blive hørt. Således vedrørte denne erklæring kun de sagsakter, som de nationale
myndigheder havde fremsendt til Kommissionen, og den blev således fremlagt før
det tidspunkt, hvor Kommissionen skulle behandle ansøgningen om godtgørelse. I
henhold til dommen i sagen France-aviation (jf. præmis 36) burde Kommissionen
have opfordret de nationale myndigheder til at høre den pågældende, såfremt den
havde til hensigt at afslå en sådan ansøgning.
- 30.
- Kommissionen har indledningsvis anført, at den har overholdt 6 måneders fristen
i artikel 907 i forordning nr. 2454/93. Således modtog den den 16. maj 1994 den
første ansøgning om godtgørelse, som var genstand for dens beslutning af 14.
november 1994. Kommissionen modtog den anden ansøgning om godtgørelse den
25. februar 1997, hvilken den afslog den 22. juli 1997.
- 31.
- Kommissionen har endvidere anført, at selv om den ikke havde truffet sin
beslutning inden for 6 måneders fristen, påhvilede det de nederlandske
myndigheder at godtgøre de omtvistede afgifter i overensstemmelse med artikel
909. Sagsøgeren burde således have anfægtet disse myndigheders afgørelse og ikke
den omtvistede beslutning.
- 32.
- I øvrigt har Kommissionen forklaret, at den i medfør af EF-traktatens artikel 176
(nu artikel 233 EF) var forpligtet til at træffe foranstaltninger med henblik på at
opfylde dommen i sagen France-aviation, herunder i de godtgørelsessager, som
allerede var påbegyndt (Domstolens dom af 9.7.1981, forenede sager 59/80 og
129/80, Turner mod Kommissionen, Sml. s. 1883, præmis 72, og af 26.4.1988,
forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen,
Sml. s. 2181, præmis 28 og 30). I den foreliggende sag følger det af præmisserne
til dommen i sagen France-aviation (jf. præmis 39), at der skulle indledes en ny
procedure på grundlag af de yderligere oplysninger fra de nederlandske
myndigheder og sagsøgeren. Af denne grund tilbagekaldte den sin beslutning af 14.
november 1994 og anmodede de nederlandske myndigheder om at fremsende en
ny ansøgning om godtgørelse, som indeholdt en af sagsøgeren underskreven
erklæring om sagsakterne før den - inden 6 måneder fra modtagelsen af den nye
ansøgning - kunne træffe en ny beslutning. Kommissionen har understreget, at
formålet med erklæringen om sagsakterne er at sikre, at denne erklæring
indeholder de oplysninger, som er oversendt af såvel toldmyndighederne som af
sagsøgeren, og at den dermed udgør en hensigtsmæssig foranstaltning, som sikrer,
at sidstnævnte kan blive hørt. Den har i denne forbindelse anført, at den ikke i
medfør af dommen i sagen France-aviation er forpligtet til selv at høre sagsøgeren,
men at den alene er forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af fuldstændige
sagsakter. Endelig har den gjort gældende, at den i sin skrivelse af 4. juni 1996 til
de nederlandske myndigheder klart og præcist havde beskrevet ordningen med
erklæring om sagsakterne, og at disse myndigheder i overensstemmelse med den
fremgangsmåde, som er indført ved forordning nr. 2454/93, på den baggrund har
givet sagsøgeren en fuld orientering herom.
Rettens bemærkninger
- 33.
- Indledningsvis bemærkes, at det var med rette, at Kommissionen tilbagekaldte sin
beslutning af 14. november 1994 som følge af dommen i sagen France-aviation (jf.
Rettens kendelse af 18.9.1996, sag T-22/96, Langdon mod Kommissionen, Sml. II,
s. 1009, præmis 12), idet denne tilbagekaldelse var i fuld overensstemmelse med
legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.
- 34.
- Således udtalte Retten i denne dom, at en erhvervsdrivende, som ansøger om
godtgørelse af told, har ret til at udtale sig under proceduren for vedtagelse af den
beslutning, som træffes i medfør af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, og at en
tilsidesættelse af denne ret og dermed af kontradiktionsprincippet fører til, at
beslutningen skal annulleres (jf. præmis 34-40). Det fremgår af begrundelsen for
Kommissionens beslutning af 31. maj 1996, at beslutningen af 14. november 1994
netop blev tilbagekaldt med henvisning til, dels at den fremgangsmåde, som den
havde benyttet ved udstedelsen af beslutningen, var den samme som den, der i
dommen i sagen France-aviation fandtes at være i strid med
kontradiktionsprincippet, dels at denne beslutning var genstand for et
annullationssøgsmål ved Retten. Desuden skal det bemærkes, at det sagsøgende
selskab i den nævnte sag havde gjort gældende, at beslutningen var ugyldig, idet
selskabet ikke havde fået lejlighed til at udtale sig.
- 35.
- Endvidere bemærkes, at sagsøgerens argumentation rejser to hovedspørgsmål,
henholdsvis om Kommissionen er beføjet til at træffe en ny beslutning på grundlag
af sagsøgerens ansøgning om godtgørelse efter beslutningen om tilbagekaldelse af
31. maj 1996, og om forskriftsmæssigheden af reglerne for udstedelsen af den
omtvistede beslutning.
1. Kommissionens beføjelse til at træffe en ny beslutning efter beslutningen om
tilbagekaldelse af 31. maj 1996
- 36.
- Det bemærkes, at Kommissionen i sin beslutning af 31. maj 1996 udtrykkeligt
erkender, at tilbagekaldelsen af beslutningen af 14. november 1994 skyldtes, at den
var ulovlig (jf kendelsen i sagen Langdon mod Kommissionen, præmis 12).
Endvidere havde tilbagekaldelsen tilbagevirkende gyldighed (Rettens dom af
14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 61, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in levende varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml.
II, s. 2941, præmis 46). Desuden skal det bemærkes, at det sagsøgende selskab selv
har erkendt, at det efter beslutningen om tilbagekaldelse af 31. maj 1996 ikke
længere havde nogen interesse i, at beslutningen af 14. november 1994 blev
annulleret, og at det på denne baggrund hævede sag T-89/95.
- 37.
- Under disse omstændigheder påhvilede det Kommissionen i overensstemmelse med
legalitetsprincippet at træffe en ny beslutning vedrørende sagsøgerens ansøgning
om godtgørelse i overensstemmelse med proceduren i forordning nr. 2454/93, efter
at den havde givet sagsøgeren lejlighed til at udtale sig.
2. Reglerne for udstedelse af den omtvistede beslutning
- 38.
- For det første påhvilede det Kommissionen, på samme måde som hvis Domstolen
havde kendt beslutningen af 14. november 1994 ugyldig, på ny at undersøge, om
artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1430/79 kunne finde anvendelse på
omstændighederne i sagen og at give sagsøgeren lejlighed til at udtale sig, idet den
i artikel 907 forordning nr. 2454/93 omhandlede frist begynder at løbe fra datoen
for tilbagekaldelsen af beslutningen af 14. november 1994, dvs. fra den 31. maj 1996
(Domstolens dom af 7.9.1999, sag C-61/98, De Haan Beheer, endnu ikke trykt i
Samling af Afgørelser, præmis 48).
- 39.
- I den foreliggende sag blev den omtvistede beslutning truffet den 22. juli 1997, dvs.
mere end 6 måneder efter beslutningen om tilbagekaldelse af 31. maj 1996. Det
bemærkes imidlertid, at Kommissionen allerede den 4. juni 1996 anmodede de
nederlandske myndigheder om at indhente sagsøgerens bemærkninger, og at den
først modtog disse bemærkninger den 17. februar 1997. Imidlertid følger det af
artikel 907, stk. 2, i forordning nr. 2454/93, at der ved beregningen af 6 måneders
fristen i stk. 2, første punktum, ikke skal tages hensyn til tidsrummet mellem disse
to datoer. Det følger heraf, at Kommissionen har truffet den omtvistede beslutning
inden for den i forordning nr. 2454/93 fastsatte frist.
- 40.
- Det skal imidlertid fastslås, at den fremgangsmåde, hvormed Kommissionen traf
den omtvistede beslutning var behæftet med uregelmæssigheder.
- 41.
- For det første, hvis afslaget på sagsøgerens første ansøgning om godtgørelse ved
beslutningen af 14. november 1996 alene var begrundet med, at der ikke forelå
særlige forhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning
nr. 1430/79, fremgår det af sagen og navnlig af Kommissionens skrivelse af 4. juni
1996 til de nederlandske toldmyndigheder, at den da fandt, at ansøgningen
»hverken [kunne] godkendes eller behandles« idet den ikke var ledsaget af en
erklæring om sagsakterne. Det er imidlertid ubestridt, at fremlæggelsen af en sådan
erklæring ikke var påkrævet på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet.
- 42.
- Selv om der således ved forordning nr. 12/97 blev indsat en bestemmelse i artikel
905 i forordning nr. 2454/93, hvorefter de sagsakter, der fremsendes til
Kommissionen, skal omfatte en erklæring om sagsakterne, bemærkes det, at den
trådte i kraft den 20. januar 1997, og at den nye bestemmelse ikke finder
anvendelse på sagsøgerens første ansøgning om godtgørelse.
- 43.
- Heraf følger, at Kommissionen således ikke alene overskred sine beføjelser i
henhold til forordning nr. 2454/93, men også tilsidesatte retssikkerhedsprincippet,
da den med tilbagevirkende gyldighed stillede et nyt formkrav til sagsøgerens første
ansøgning om godtgørelse.
- 44.
- For det andet bemærkes, at den af Kommissionen indførte ordning med en
erklæring om sagsakterne kun delvis opfylder de principper, som er opstillet i
dommen i sagen France-aviation. Således sikrer denne ordning kun, at den
erhvervsdrivende, som ansøger om godtgørelse - og som ikke nødvendigvis har
været inddraget indblandet i udarbejdelsen af de sagsakter, som de kompetente
nederlandske myndigheder har fremsendt til Kommissionen - kan sikre sig, at
sagsakterne er fuldstændige, og at ansøgeren i givet fald kan tilføje de forhold, som
denne anser for væsentlige. Selv om det antages, at denne ordning sikrer, at den
pågældende kan få lejlighed til at udtale sig i første etape af den administrative
procedure, som gennemføres på nationalt plan, sikrer den imidlertid ikke
overholdelsen af retten til kontradiktion i procedurens anden etape, som
gennemføres for Kommissionen, efter at de nationale myndigheder har tilsendt den
sagsakterne. Erklæringen om sagsakterne indgives således på et tidspunkt, hvor
Kommissionen endnu ikke har haft lejlighed til at vurdere den pågældendes
situation endsige taget foreløbig stilling til ansøgningen om godtgørelse.
- 45.
- Det fremgår imidlertid af dommen i sagen France-aviation, at retten til at udtale
sig under en procedure som den i sagen omhandlede skal sikres i begge disse
etaper. Således fastslog Retten i dommens præmis 36, at Kommissionen, når den
agtede at afslå en erhvervsdrivendes ansøgning om godtgørelse med den
begrundelse, at vedkommende var ansvarlig for en åbenlys forsømmelse, selv om
de kompetente nationale myndigheder havde indstillet at yde godtgørelsen med
henvisning til, at ingen forsømmelse kunne gøres gældende over for vedkommende,
havde pligt til at sørge for, at disse myndigheder gav sidstnævnte lejlighed til at
udtale sig. Retten har bekræftet sit standpunkt i senere domme i tilfælde, hvor det
blot var gjort gældende over for en erhvervsdrivende, som ansøgte om godtgørelse,
at han ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed (Rettens dom af 19.2.1998, sag
T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 85, og af
17.9.1998, sag T-50/96, Primex Produkte Import-Export m.fl. mod Kommissionen,
Sml. II. s. 3773, præmis 68).
- 46.
- Det er korrekt, at forordning nr. 2454/93 kun indeholder bestemmelser om kontakt
mellem den pågældende virksomhed og de nationale myndigheder eller mellem
disse myndigheder og Kommissionen (dommen i sagen France-aviation, præmis 30,
og dommen i sagen Primex Produkte Import-Export m.fl. mod Kommissionen,
præmis 58). Den pågældende medlemsstat er således ifølge den gældende
lovgivning Kommissionens eneste kontakt. Det følger af fast praksis, at retten til
kontradiktion under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som
kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende, er
et grundlæggende fællesskabsretligt princip, som skal overholdes, selv om der ikkeer fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure (Domstolens
dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod
Kommissionen, Sml. I, s. 565, præmis 44, af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod
Kommissionen, Sml. I, s. 2885, præmis 39, og af 24.10.1996, sag C-32/95 P,
Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 21). Når henses til det
skøn, Kommissionen råder over, når den træffer beslutning om at anvende den
generelle billighedsklausul i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, må det navnlig i
forbindelse med sager om godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter sikres,
at de berørte parter har lejlighed til at udtale sig (dommen i sagen France-aviation
mod Kommissionen, præmis 34, dommen i sagen Eyckeler & Malt mod
Kommissionen, præmis 77, og dommen i sagen Primex Produkte Import-Export
m.fl. mod Kommissionen, præmis 60).
- 47.
- Det følger af ovenstående, at den procedure, som Kommissionen valgte, da den
skulle træffe den omtvistede beslutning, var behæftet med uregelmæssigheder.
Disse kan dog ikke medføre annullation af den omtvistede beslutning, medmindre
proceduren, såfremt de ikke havde foreligget, kunne have ført til et andet resultat
(jf. i denne retning Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78
og 218/78, Van Landewyck mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 47, og af
21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 48, og
Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsværftsforeningen m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1399, præmis 243).
- 48.
- I den foreliggende sag er dels den omstændighed, at Kommissionen vurderede, at
den første ansøgning om godtgørelse »hverken [kunne] godkendes eller behandles«,
irrelevant. Som anført ovenfor rådede Kommissionen under alle omstændigheder
over en 6 måneders frist i henhold til artikel 907 i forordning nr. 2454/93 med
henblik på at træffe en ny beslutning, idet denne frist, som begyndte at løbe fra
datoen for beslutningen om tilbagekaldelse af 31. maj 1996, var forlænget med det
tidsrum, der var nødvendigt for, at sagsøgeren kunne få lejlighed til at udtale sig i
sagen.
- 49.
- Dels har sagsøgeren ikke alene haft mulighed for at forvisse sig om, at de
sagsakter, der var fremsendt til Kommissionen, var fuldstændige, og at tilføje
forhold, men også med held at give sin mening til kende, idet sagsøgeren allerede
ved indgivelse af den anden ansøgning var bekendt med Kommissionens foreløbige
holdning til sagen, som denne havde givet udtryk for i beslutningen af 14. november
1994. Det sagsøgende selskab har i øvrigt under retsmødet erkendt, at det fuldt ud
havde fået lejlighed til at udtale sig om sagen, og at dets ret til at blive hørt således
var blevet overholdt i den foreliggende sag.
- 50.
- Under disse omstændigheder er der ikke ført bevis for, at proceduren i mangel af
de konstaterede uregelmæssigheder ville have ført til, at den omtvistede beslutning
havde haft et andet indhold. På denne baggrund bør det første anbringende
forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning
Parternes argumenter
- 51.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at den omtvistede beslutning er i strid med
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som
Kommissionen har givet det sagsøgende selskab begrundede forhåbninger om, at
det ville opnå godtgørelse af de omtvistede afgifter. Det sagsøgende selskab har
fremført tre argumenter til støtte for dette andet anbringende.
- 52.
- Det sagsøgende selskab har for det første anført, at Kommissionen først den 31.
maj 1996 rejste indsigelse mod, at den oprindelige ansøgning om godtgørelse, som
blev modtaget den 16. maj 1994, kunne behandles, med henvisning til, at den ikke
indeholdt en erklæring om sagsakterne. Selskabet har på grundlag af dette
tidsforløb udledt, at det med rette kunne antage, at ansøgningen var indgivet
forskriftsmæssigt.
- 53.
- For det andet er det sagsøgende selskab af den opfattelse, at det med rette kunne
udlede af tilbagekaldelsen af beslutningen af 14. november 1994, at Kommissionen
ikke havde taget stilling til dets første ansøgning om godtgørelse inden for den
herfor fastsatte frist i forordning nr. 2454/93, og således kunne forvente, at de
nederlandske myndigheder på denne baggrund ville godtgøre de omtvistede afgifter.
- 54.
- For det tredje har det sagsøgende selskab anført, at det i forbindelse med sag T-89/95 havde anmodet om, at beslutningen af 14. november 1994 blev annulleret,
idet den ikke var blevet forskriftsmæssigt stadfæstet. Den 4. september 1995 havde
den medarbejder i Kommissionen, som skulle behandle sagen, under en
telefonsamtale med selskabets advokat udtalt, at beslutningen faktisk var behæftet
med en formel mangel, og at Kommissionen på denne baggrund var indstillet på
at nå en mindelig løsning. Heraf udledte det sagsøgende selskab, at det med rette
kunne gå ud fra, at det ville få medhold, og at Kommissionen ville imødekomme
selskabets ansøgning om godtgørelse.
- 55.
- Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at sagsøgeren ikke kunne have en
berettiget forventning om, at sagsøgerens første ansøgning om godtgørelse ville
blive imødekommet.
- 56.
- Den har understreget, at den tilbagekaldte sin beslutning af 14. november 1994
hurtigst muligt, efter at den havde fået kendskab til dommen i sagen France-aviation, og efter at have konstateret, at den procedure, som dannede grundlag for
beslutningen, ikke var i overensstemmelse med fællesskabsretten.
- 57.
- Kommissionen har endvidere anført, at den under hensyn til dommen i sagen
France-aviation påny skulle træffe afgørelse om sagsøgerens ansøgning om
godtgørelse, og at den skulle sørge for, at sagsøgeren fik lejlighed til at udtale sig.
- 58.
- Endelig har Kommissionen erkendt, at dens befuldmægtigede i forbindelse med sag
T-89/95 havde udtalt, at beslutningen af 14. november 1994 ikke var blevet
forskriftsmæssigt stadfæstet. Kommissionen bestrider imidlertid, at denne har
udtalt, at den var indstillet på at opnå en mindelig løsning af denne grund. Den 13.
oktober 1995 havde dens befuldmægtigede en anden telefonsamtale med
sagsøgerens advokat, som oplyste, at tilbagekaldelsen af beslutningen afhang af
udfaldet af dommen i sag C-286/95 P, som verserer for Domstolen, og som
vedrører en appel til prøvelse af Rettens dom af 29. juni 1995 (sag T-37/91, ICI
mod Kommissionen, Sml. II, s. 1901), som vedrører en tilsvarende formel mangel.
Til sidst tilbagekaldte Kommissionen denne beslutning af en anden grund, nemlig
på grund af kravet om overholdelse af kontradiktionsprincippet, som blev opstillet
i dommen i sagen France-aviation.
Rettens bemærkninger
- 59.
- Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
omfatter enhver erhvervsdrivende, hos hvem Fællesskabets administration har givet
anledning til begrundede forhåbninger (Domstolens dom af 11.3.1987, sag 265/85,
Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products mod Kommissionen, Sml.
s. 1155, præmis 44, og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen,
Sml. I, s. 2477, præmis 26, Rettens dom af 17.12.1998, sag T-203/96, Embassy
Limousines & Services mod Parlamentet, Sml. II, s. 4239, præmis 74, og dommen
i sagen Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, præmis 148).
Derimod kan ingen påberåbe sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter
(Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, Sml.
II, s. 2379, præmis 72, og af 29.1.1998, sag T-113/96, Dubois og Fils mod Rådet og
Kommissionen, Sml. II, s. 125, præmis 68).
- 60.
- Det bemærkes, at de af det sagsøgende selskab fremførte argumenter på ingen
måde godtgør, at Kommissionen har afgivet præcise løfter om, at det ville få
godtgjort de omtvistede afgifter.
- 61.
- For det første, selv om det sagsøgende selskab med føje kunne gå ud fra, at dets
første ansøgning om godtgørelse ville blive behandlet (jf. ovenfor i præmis 41 og
42), kunne selskabet ikke dermed gå ud fra, at den ansøgte godtgørelse ville blive
imødekommet. Som anført ovenfor i præmis 36 og 37, skulle Kommissionen på
baggrund af tilbagekaldelsen af beslutningen af 14. november 1994 genoptage den
administrative procedure og træffe en ny beslutning efter at have givet sagsøgeren
lejlighed til at udtale sig.
- 62.
- For det andet kunne sagsøgeren ikke ud fra tilbagekaldelsen af beslutningen af 14.
november 1994 slutte, at Kommissionen havde undladt at træffe afgørelse inden for
den fastsatte 6 måneders frist. Som anført ovenfor i præmis 38 og 39, skulle
Kommissionen efter sin beslutning om tilbagekaldelse af 31. maj 1996 træffe en ny
beslutning vedrørende sagsøgerens ansøgning om godtgørelse, efter at have givet
denne lejlighed til at udtale sig, idet den frist, som er omhandlet i artikel 905 i
forordning nr. 2454/93, begyndte at løbe fra tidspunktet for beslutningen om
tilbagekaldelse af 31. maj 1996.
- 63.
- Endelig anser Retten det ikke for godtgjort, at Kommissionen i forbindelse med sag
T-89/95 har givet sagsøgeren præcise løfter om, at ansøgningen om godtgørelse ville
blive imødekommet. Desuden bemærkes, at selv om Retten havde annulleret
beslutningen af 14. november 1994 på grund af en uregelmæssighed, som var
indtruffet i forbindelse med stadfæstelsen, kunne Kommissionen have truffet en ny
beslutning på grundlag af ansøgningen, efter at have rettet den formelle mangel,
som var konstateret (jf. i denne retning, Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager
T-305/94, T-306/94, T-307/94, T-313/94, T-314/94, T-315/94, T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/95, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod
Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 98).
- 64.
- Heraf følger at anbringendet om, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet
om beskyttelse af den berettigede forventning, bør forkastes.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 13 i forordning nr. 1430/79
Parternes argumenter
- 65.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 13 i forordning
nr. 1430/79 da den antog, at denne bestemmelse ikke kunne danne grundlag for
godtgørelse af de omtvistede afgifter, selv om de to betingelser for anvendelse af
bestemmelsen var opfyldt i den foreliggende sag.
- 66.
- Kommissionen har med henvisning til præmis 34 i dommen i sagen France-aviation
gjort gældende, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 tildeler den et vidt skøn, og
at Fællesskabets retsinstanser kun kan tilsidesætte Kommissionens åbenbare
fejlskøn. I den foreliggende sag har den dog ikke gjort sig skyld i noget fejlskøn.
Den har tilføjet, at selv om betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse er
opfyldt, har den pågældende ikke uden videre ret til godtgørelse.
- Spørgsmålet om der foreligger særlige forhold
- 67.
- Det sagsøgende selskab har påberåbt sig to forhold, som efter dets opfattelse burde
have foranlediget Kommissionen til at fastslå, at der forelå særlige forhold i den
forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
- 68.
- Sagsøgeren har for det første fremført, at det følger af nederlandsk ret på
tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder, at godtgørelsen af importafgifter
forældes efter tre år, og at godtgørelsen af landbrugsafgifter forældes efter 30 år.
I henhold til fællesskabsretten på toldområdet er forældelsesfristen i begge tilfælde
tre år (jf. artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24.7.1979 om
opkrævning af import- og eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for
varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale
sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1, herefter forordning nr. 1697/79)). Det
sagsøgende selskab har i denne forbindelse anført, at såfremt den tre-årige
forældelsesfrist var blevet anvendt i sagen, havde det ikke været muligt at kræve
de omtvistede afgifter betalt af sagsøgeren. Sagsøgeren har endvidere anført, at det
følger af nederlansk ret - til forskel fra fællesskabsretten på toldområdet - at
mandanten og mandataren i fællesskab er ansvarlige for godtgørelsen af
importafgifter, hvorimod det kun er mandataren, der kan drages til ansvar for
landbrugsafgifterne. Sagsøgeren har i retsmødet gjort gældende, at de nederlandske
myndigheder under alle omstændigheder ikke kunne kræve de omtvistede afgifter
godtgjort af Ruva, eftersom dette selskab i mellemtiden var blevet insolvent og gået
konkurs. Af disse grunde kunne sagsøgeren ikke rette sit krav mod Ruva. Endelig
påhviler det Kommissionen at bære konsekvenserne af denne konkurs.
- 69.
- For det andet har sagsøgeren anført, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79fastsætter betingelserne for, hvornår de nationale myndigheder kan undlade at
opkræve import- og eksportafgifter, der ikke er opkrævet. Sagsøgeren har anført,
at disse betingelser ifølge retspraksis er opfyldt, såfremt en »erhvervsdrivende i god
tro meddeler oplysninger, som er unøjagtige eller ufuldstændige, men som er de
eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente, og således
kunne anføre i toldangivelsen« (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89,
Mecanarte, Sml. I, s. 3277, præmis 29).
- 70.
- Sagsøgeren har endvidere anført, at Domstolen i dommen af 1. april 1993 (sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 46), har fastslået, at
betingelserne for anvendelse af artikel 13 i forordning nr. 1430/79 skal bedømmes
under hensyn til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Heraf udleder sagsøgeren,
at Kommissionen er forpligtet til at imødekomme en ansøgning om godtgørelse i
henhold til artikel 13 i forordning nr. 1430/79, såfremt sagsøgeren påberåber sig
omstændigheder svarende til dem, som er omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning
nr. 1697/79.
- 71.
- Ifølge sagsøgeren foreligger der sådanne omstændigheder i den foreliggende sag.
Således har de nederlandske myndigheder stedse antaget, at sagsøgeren i god tro
havde gengivet oplysninger vedrørende Ruva's indførsler i sine tolderangivelser. I
øvrigt var oplysningerne i det sagsøgende selskabs angivelser de eneste, som
selskabet kunne få kendskab til eller indhente. I denne forbindelse havde
sagsøgeren med henblik på at udarbejde disse erklæringer forelagt de af Ruva
udfærdigede fakturaer for en række officielle organer, som på intet tidspunkt rejste
indsigelse mod nøjagtigheden af de heri angivne beløb. I øvrigt opdagede de
nederlandske myndigheder først Ruva's svigagtige adfærd, efter at de havde
gennemført en dybtgående undersøgelse ved hjælp af midler, som sagsøgeren ikke
rådede over. Endvidere havde sagsøgeren ikke adgang Ruva's regnskaber og kunne
dermed ikke kontrollere de beløb, som var indeholdt i dette selskabs fakturaer.
- 72.
- Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren med urette anfører, at det følger
af fællesskabslovgivningen på toldområdet, at importafgifter og landbrugsafgifter
skal behandles ens. Den har i denne forbindelse gjort gældende, at selv om der
ikke i artikel 2 i forordning nr. 1697/79 sondres mellem disse to typer afgifter,
bestemmes det derimod i forordningens artikel 3, at de kompetente myndigheder
foretager efteropkrævningen efter de bestemmelser, der er gældende herfor i de
respektive medlemsstater, når de ikke har været i stand til nøjagtigt at fastsætte
den forskriftsmæssige afgift som følge af, at der er tale om en handling, der vil
kunne undergives strafferetlig forfølgning. Den har endvidere understreget, at
Domstolen har fastslået, at bestemmelserne i artikel 3 i forordning nr. 1697/79 skal
fortolkes på grundlag af national ret (Domstolens dom af 27.11.1991, sag C-273/90,
Meico-Fell, Sml. I, s. 5569, præmis 12). Heraf udleder den, at det er sædvanligt, at
der er forskelle mellem lovgivningerne, og at der således ikke er tale om særlige
forhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr.
1430/79.
- 73.
- Kommissionen har i øvrigt bestridt, at den omstændighed, at de af Ruva
udarbejdede regninger er svigagtige, udgør en særlig omstændighed, som danner
grundlag for godtgørelse af de omtvistede afgifter. Kommissionen har gjort
gældende, at det følger af retspraksis, at det påhviler en importør i god tro at
betale den told, der opkræves for indførsel af en vare, i forbindelse med hvilken
eksportøren har begået en toldovertrædelse (Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209, præmis 55-61). Det påhviler således de
erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at træffe de foranstaltninger, der er
nødvendige for at undgå en sådan risiko (Domstolens dom af 14.5.1996, forenede
sager C-153/94 og C-204/94, Faroe Seafood m.fl., Sml. I, s. 2465, præmis 114, og
dommen i sagen Pascoal & Filhos, præmis 60). I modsat fald ville importøren være
fristet til ikke længere hverken at efterprøve rigtigheden af de oplysninger, der
gives eksportstatens myndigheder af eksportøren, eller dennes gode tro, hvilket
kunne føre til misbrug (dommen i sagen Pascoal & Filhos, præmis 57).
- Anbringendet om, at der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse
- 74.
- Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at det ikke i den foreliggende sag kan
bebrejdes nogen urigtigheder, eftersom det ikke på nogen måde har været
impliceret i forfalskningen af Ruva's fakturaer. Endvidere har selskabet ikke begået
nogen åbenlys forsømmelse, da det ikke kunne gennemskue fakturaernes svigagtige
karakter (dommen i sagen Eyckeler & Malt mod Kommissionen, præmis 141 og
142). Kommissionen har således tilsidesat artikel 13 i forordning nr. 1430/79, idet
den har undladt at tage hensyn til disse forhold i den omtvistede beslutning.
- 75.
- Kommissionen har gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke foreligger
urigtigheder eller åbenlys forsømmelse, ikke er tilstrækkelig til at begrunde en
godtgørelse af de omtvistede afgifter. Således burde sagsøgeren derudover have
godtgjort, at der forelå særlige forhold i den forstand, hvori udtrykket er anvendt
i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Rettens bemærkninger
- 76.
- Indledningsvis bemærkes, at det ifølge Domstolens faste praksis er artikel 13 i
forordning nr. 1430/79 en generel billighedsklausul, der tager sigte på at dække
andre tilfælde end de hyppigst konstaterede i praksis, som ved udstedelsen af
forordningen kunne gøres til genstand for specielle bestemmelser (Domstolens dom
af 15.12.1983, sag 283/82, Papierfabrik Schoellershammer, Sml. 4219, præmis 7, af
26.3.1987, sag 58/86, Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, Sml.
1525, præmis 22, og af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, præmis 41, og
dommen i sagen Eyckeler & Malt mod Kommissionen, præmis 132).
- 77.
- Denne artikel finder navnlig anvendelse, når de omstændigheder, som
karakteriserer forholdet mellem den erhvervsdrivende og myndighederne, er
sådanne, at det ikke er rimeligt at påføre denne erhvervsdrivende et tab, som han
normalt ikke ville have lidt (dommen i sagen Coopérative agricole
d'approvisionnement des Avirons, præmis 22, og dommen i sagen Eyckeler & Malt
mod Kommissionen, præmis 132).
- 78.
- Med henblik på anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 1430/79 råder
Kommissionen over et skøn (dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen,
præmis 34), men den skal ved udøvelsen heraf foretage en reel afvejning af
Fællesskabets interesse i at sikre, at toldbestemmelserne overholdes, og den
interesse, som importøren, der er i god tro, har i ikke at lide tab, der går ud over
de normale erhvervsrisici (dommen i sagen Eyckeler & Malt mod Kommissionen,
præmis 132).
- Spørgsmålet om der foreligger særlige forhold
- 79.
- For så vidt angår sagsøgerens første argument, skal det fastslås, at det udtrykkeligt
bestemmes i artikel 3 i forordning nr. 1697/79, at »såfremt de kompetente
myndigheder fastslår, at de på grund af en handling, der vil kunne undergives
strafferetlig forfølgning, ikke har været i stand til nøjagtigt at fastsætte den
forskriftsmæssige import- eller eksportafgift for den pågældende vare, [foretages
efteropkrævningen af] de kompetente myndigheder efter de bestemmelser, der er
gældende herfor i de respektive medlemsstater«. Eftersom det udtrykkeligt er
foreskrevet, at efteropkrævningen af told i den situation, der er omhandlet i denne
bestemmelse, sker efter de nationalt fastsatte regler, kan der ganske vist i andre
situationer opstå uoverensstemmelser mellem en national lovgivning og den
fællesskabslovgivning på toldområdet, som finder anvendelse.
- 80.
- Det forhold, at der foreligger sådanne uoverensstemmelser, er en objektiv
omstændighed og berører et ubegrænset antal erhvervsdrivende, og det udgør
således ikke et særligt forhold i den i artikel 13 forudsatte betydning (jf. dommen
i sagen Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, præmis 22).
- 81.
- Sagsøgerens anbringende om, at det ikke var muligt at kræve de omtvistede afgifter
betalt af Ruva, idet denne virksomhed i mellemtiden var blevet insolvent, kan ikke
tages til følge. I denne forbindelse skal det blot bemærkes, at artikel 13 i forordning
nr. 1430/79 naturligvis ikke har til formål at beskytte toldspeditører mod følgerne
af deres kommittenters konkurs (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.11.1984,
forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend & Loos mod Kommissionen, Sml. 3763,
præmis 16).
- 82.
- Sagsøgerens andet anbringende om, at den svigagtige karakter af de fakturaer, som
sagsøgeren havde modtaget fra Ruva, udgør et særligt forhold i artikel 13's
forstand, kan heller ikke tages til følge. Kommissionen har ved at fastslå, at denne
omstændighed hører til de erhvervsmæssige risici, som en toldspeditør udsætter sig
for i kraft af sin stilling, ikke anlagt et åbenbart fejlskøn.
- 83.
- Således følger det af fast retspraksis, at den omstændighed, at der, endog i god tro,
fremlægges dokumenter, som senere viser sig at være forfalskede eller unøjagtige
ikke i sig selv udgør et særligt forhold, der kan begrunde en fritagelse eller en
tilbagebetaling af importafgifter (dommen i sagen Eyckeler & Malt mod
Kommissionen, præmis 162). Toldspeditørvirksomhed forudsætter efter sin art, at
toldspeditøren hæfter både for betaling af importafgifter og for de til toldvæsenet
indleverede dokumenters rigtighed (dommen i sagen Van Gend & Loos mod
Kommissionen, præmis 16), og konsekvenser, som skyldes toldspeditørens
kommittenters ukorrekte handlinger kan ikke bæres af Fællesskabet. Således er det
blevet fastslået, at den omstændighed, at oprindelsescertifikater, som var udstedt
af toldmyndighederne i de heri angivne lande, senere viste sig at være ugyldige,
ikke kunne betragtes som et særligt forhold. Dette hører til de erhvervsmæssige
risici, som er forbundet med toldspeditørvirksomhed.
- 84.
- I den foreliggende sag har det sagsøgende selskab alene gjort gældende, at det i
god tro har fremlagt svigagtige dokumenter for toldmyndigheden. Selskabet har
ikke gjort rede for noget forhold, hvormed det kan fastslås, at den pågældende svig
overstiger de normale erhvervsmæssige risici, som selskabet skal påtage sig.
- 85.
- Hvad endelig angår sagsøgerens sammenligning af artikel 13 i forordning nr.
1430/79 og artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, har Domstolen ganske vist
fastslået, at disse to bestemmelser forfølger det samme formål, nemlig at begrænse
efteropkrævninger af import- eller eksportafgifter til tilfælde, hvor en sådan
opkrævning er berettiget, og hvor den er forenelig med et grundlæggende princip,
f.eks. princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, men den har ikke
anset de to bestemmelser for at være sammenfaldende. Den har blot understreget,
at betingelsen i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 om, at fejlen skulle kunne
opdages, svarer til betingelsen i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 om urigtigheder
eller åbenlys forsømmelse, således at betingelserne ifølge sidstnævnte bestemmelse
skal vurderes på baggrund af betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr.
1697/79 (dommen i sagen Eyckeler & Malt mod Kommissionen, præmis 136 og
137).
- 86.
- Kommissionen anlagde således ikke noget åbenbart fejlskøn, da den vurderede, at
de forhold, som sagsøgeren havde påberåbt sig, ikke var særlige forhold i den
forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
- Spørgsmålet om der er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse
- 87.
- Det fremgår af ordlyden af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, at det er en
forudsætning for, at denne bestemmelse kan finde anvendelse, at følgende to
betingelser begge er opfyldt: Der skal foreligge særlige forhold, og der må ikke
være begået »åbenlys forsømmelse« eller »urigtigheder«, således at det er
tilstrækkeligt til, at der gives afslag på godtgørelse af afgifterne, at en af disse to
betingelser ikke er opfyldt (Rettens dom af 5.6.1996, sag T-75/95, Günzler
Aluminium mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 54).
- 88.
- Ved den anfægtede beslutning fastslog Kommissionen, at der ikke var grundlag for
at imødekomme den omhandlede ansøgning om godtgørelse, idet sagsøgeren ikke
havde godtgjort, at der forelå særlige forhold i den forstand, hvori udtrykket er
anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Dermed var Kommissionen ikke
forpligtet til at tage stilling til den anden betingelse, nemlig om sagsøgeren havde
begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse.
- 89.
- Det følger af ovenstående, at det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel
13 i forordning nr. 1430/79 bør forkastes.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
Parternes argumenter
- 90.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at den omtvistede beslutning på to punkter savner
begrundelse. For det første manglede der en begrundelse for Kommissionens
vurdering af, at den første ansøgning om godtgørelse ikke var indgivet
forskriftsmæssigt, og for, at den kunne træffe en ny beslutning på grundlag af
denne ansøgning. I den omtvistede beslutning er det alene anført, at ansøgningen
»ikke opfyldte de opstillede betingelser«. Imidlertid var det først efter, at det
sagsøgende selskab havde læst Kommissionens skrivelse af 4. juni 1996 til de
nederlandske myndigheder, at det indså, at disse »betingelser« omhandlede
erklæringen om sagsakterne. Hvis disse myndigheder ikke havde tilsendt det
sagsøgende selskab en kopi af denne skrivelse, ville det ikke have været i stand til
at gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med den foreliggende sag. For det
andet er der ikke i den omtvistede beslutning angivet nogen begrundelse for, at den
omstændighed, at der efter nederlandsk ret gælder forskellige forældelsesfrister for
efteropkrævning af importafgifter og landbrugsafgifter, ikke udgør et særligt forhold
i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Eftersom Fællesskabets retsinstanser endnu ikke har taget stilling til spørgsmålet
om diskriminerende frister for efteropkrævning, burde Kommissionen have uddybet
sin begrundelse vedrørende dette forhold.
- 91.
- Kommissionen har gjort gældende, at den omtvistede beslutning er tilstrækkeligt
begrundet. I denne forbindelse har den for det første klart angivet, at beslutningen
af 14. november 1994 blev tilbagekaldt under hensyn til dommen i sagen France-aviation, idet sagsøgeren ikke havde haft mulighed for at blive hørt under den
procedure, som havde ført til vedtagelsen af beslutningen. For det andet var det -
eftersom Kommissionen ikke er beføjet til at ændre endsige udtale sig om de af
medlemsstaterne fastsatte frister for efteropkrævning i tilfælde af handlinger, der
vil kunne undergives strafferetlig forfølgning - tilstrækkeligt i den omtvistede
beslutning at anføre, at der forelå forskellige frister, og at disse omstændigheder
ikke udgjorde særlige forhold, som kunne begrunde en godtgørelse af de omtvistede
afgifter.
Rettens bemærkninger
- 92.
- Ifølge fast praksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til EF-traktatens
artikel 190 (nu artikel 253 EF), klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den
institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de
berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og
således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det kræves
dog ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige
forhold. Således skal spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder disse krav,
ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori
den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende
område (jf. bl.a. Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91,
CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873,
præmis 31, og Rettens dom af 16.7.1998, sag T-195/97, Kia Motors og Broekman
Motorships mod Kommissionen, Sml. II, s. 2907, præmis 34).
- 93.
- Det er åbenbart, at sagsøgerens første indsigelse skal forkastes. Det sagsøgende
selskab har selv erkendt, at det fik kendskab til skrivelsen af 4. juni 1996, hvormed
Kommissionen meddelte de nederlandske toldmyndigheder, at ansøgningen om
godtgørelse eller fritagelse skulle ledsages af en erklæring underskrevet af
ansøgeren om, at denne havde kendskab til sagsakterne og ikke havde noget at
tilføje, således at det kunne sikres, at den pågældende fik lejlighed til at udtale sig.
I denne skrivelse anførte Kommissionen endvidere, at den første ansøgning om
godtgørelse hverken kunne »godkendes eller behandles«, eftersom der manglede
en erklæring om sagsakterne. De nederlandske myndigheder gav sagsøgeren den
samme forklaring i deres skrivelse af 30. december 1996. Under disse
omstændigheder burde sagsøgeren nødvendigvis have indset, at »de opstillede
betingelser«, som der var henvist til i den omtvistede beslutning, vedrørte
erklæringen om sagsakterne. Desuden bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af
såvel disse to skrivelser som af den omtvistede beslutning, at beslutningen af 14.
november 1994 blev trukket tilbage under hensyn til dommen i sagen France-aviation, idet sagsøgerens ret til at blive hørt var blevet tilsidesat under den
administrative procedure og på et tidspunkt, hvor beslutningen var genstand for et
annullationssøgsmål.
- 94.
- Endvidere bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af den omtvistede beslutning, at
efteropkrævningen af afgifterne, i tilfælde af handlinger, der vil kunne undergives
strafferetlig forfølgning, skulle ske inden for de efter national ret fastsatte frister,
at disse frister kunne være forskellige, og at denne omstændighed ikke udgjorde
noget særligt forhold i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i
forordning nr. 1430/79. Det følger med tilstrækkelig klarhed af denne forklaring,
at den omstændighed, at der findes nationale undtagelser på området, ifølge
Kommissionen er en retlig kendsgerning, som generelt og objektivt berører de
pågældende erhvervsdrivende, og at sagsøgerens situation ikke frembyder nogen
særlig karakter.
- 95.
- Det følger af ovenstående at anbringendet om manglende begrundelse skal
forkastes.
- 96.
- På den baggrund skal Kommissionen frifindes.
Sagens omkostninger
- 97.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har
tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i
overensstemmelse med Kommissionens påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
CookeGarcía-Valdecasas
Lindh
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. januar 2000.
H. Jung
R. García-Valdecasas
Justitssekretær
Afdelingsformand