Foreløbig udgave
Sag T-52/15
Sharif University of Technology
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at undgå nuklear spredning – indefrysning af midler – støtte til Irans regering – forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter på militære eller militærrelaterede områder – ret til forsvar – ret til effektiv domstolsbeskyttelse – urigtig retsanvendelse og urigtigt skøn – ejendomsret – proportionalitet – magtfordrejning – påstand om erstatning«
Sammendrag – Rettens dom (Syvende Afdeling) af 28. april 2016
1. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – støtte til Irans regering – begreb – krav om årsagsforbindelse mellem den adfærd, der udgør støtte, og forfølgelsen af nukleare spredningsaktiviteter – foreligger ikke
[Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra b) og c), og 2012/35/FUSP, 13. betragtning; Rådets forordning nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra a) og d)]
2. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – støtte til Irans regering – begreb – forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter på militære eller militærrelaterede områder – omfattet – betingelse
[Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 1, stk. 1, litra c), og art. 20, stk. 1, litra c); Rådets forordning nr. 267/2012, art. 5, stk. 1, litra a), og art. 23, stk. 2, litra d)]
3. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – begrænsning af retten til ytrings- og informationsfrihed – begrænsning af retten til uddannelse – begrænsning af ejendomsretten – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 11, art. 14, art. 17, stk. 1, og art. 52, stk. 1; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2014/776/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 1202/2014)
4. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
1. Med hensyn til restriktive foranstaltninger over for Iran, såsom indefrysning af midler, der tilhører enheder, der yder støtte til Irans regering, indebærer kriteriet om ydelse af støtte til den nævnte regering, ikke, at det skal godtgøres, at der foreligger årsagsforbindelse mellem den adfærd, der udgør støtte til Irans regering, og forfølgelsen af nukleare spredningsaktiviteter.
Det nævnte kriterium omfatter ganske vist ikke alle former for støtte til Irans regering, men det omfatter støtteformer, som på grund af deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til Irans nukleare aktiviteter. Fortolket under Unionens retsinstansers kontrol i forhold til målet om at lægge pres på Irans regering med henblik på at få Iran til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter, opstiller kriteriet om støtte til regeringen således på en objektiv måde en afgrænset kategori af personer og enheder, der kan gøres til genstand for foranstaltninger om indefrysning af midler.
I lyset af formålet med foranstaltningerne om indefrysning af midler fremgår det utvetydigt af det ovennævnte kriterium, at dette på en målrettet og selektiv måde omfatter de aktiviteter, som den omhandlede person eller enhed selv har udøvet, og som, selv om de i sig selv hverken har en direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, ikke desto mindre kan fremme udviklingen heraf ved at forsyne Irans regering med bl.a. materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge den nukleare spredning.
Begrebet »støtte til Irans regering« indebærer imidlertid ikke, at der føres bevis for en forbindelse mellem denne støtte og Den Islamiske Republik Irans nukleare aktiviteter. Der må i denne henseende ikke ske en sammenblanding af dels kriteriet om ydelse af støtte til Irans regering, der er opstillet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, dels kriteriet om at yde »støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller Irans udvikling af fremføringssystemer til kernevåben«, som fastsat i denne afgørelses artikel 20, stk. 1, litra b), og denne forordnings artikel 23, stk. 2, litra a). Anvendelsen af det første kriterium indebærer imidlertid ikke, at der foreligger en vis grad af forbindelse, end ikke indirekte, til Irans nukleare aktiviteter, mens en sådan er nødvendig med henblik på anvendelse af det andet kriterium om at yde støtte til Irans nukleare aktiviteter.
Hvad angår kriteriet om ydelse af støtte til Irans regering fremgår det således udtrykkeligt af 13. betragtning til afgørelse 2012/35 om ændring af afgørelse 2010/413, hvorved dette kriterium blev indsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, at Rådet, idet ydelse af støtte til Irans regering anses for at kunne fremme forfølgelsen af spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, havde til hensigt at udvide kriterierne for opførelse på listerne ved at udvide vedtagelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler til personer og enheder, der yder støtte til nævnte regering, uden at kræve, at denne støtte er direkte eller indirekte forbundet med disse aktiviteter.
Det er således udtrykkeligt fastlagt i den lovgivning, der finder anvendelse, at der foreligger en forbindelse mellem at yde støtte til Irans regering og forfølgelsen af nukleare spredningsaktiviteter. Kriteriet om ydelse af støtte til Irans regering skal i denne henseende forstås således, at det omfatter enhver støtte, der, selv om der ikke er nogen direkte eller indirekte forbindelse med udviklingen af den nukleare spredning, imidlertid ved sin kvantitative eller kvalitative betydning kan fremme en sådan udvikling ved at forsyne Irans regering med bl.a. materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter. Det påhviler følgelig ikke Rådet at godtgøre, at der foreligger en forbindelse mellem den adfærd, der udgør støtte, og lettelsen af nukleare spredningsaktiviteter, eftersom en sådan forbindelse er fastlagt i de generelle bestemmelser, der finder anvendelse.
(jf. præmis 49-54)
2. Det fremgår af afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran, at de restriktive foranstaltninger kan vedtages over for personer eller enheder, der for Den Islamiske Republik Iran på militære eller militærrelaterede områder er involveret i indkøb af forbudte varer og teknologi, eller som yder teknisk bistand i tilknytning til disse varer og denne teknologi. Forbindelsen mellem sidstnævnte og nuklear spredning er nemlig fastslået af EU-lovgiver i de generelle regler i de forskrifter, der finder anvendelse.
I særdeleshed forbyder artikel 1, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 at levere, sælge eller overføre alle typer våben og materiel i tilknytning hertil, herunder militærkøretøjer og udstyr, til Den Islamiske Republik Iran. Det er i øvrigt i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 267/2012 forbudt direkte eller indirekte at levere teknisk bistand i tilknytning til de varer og den teknologi, der er opført på Den Europæiske Unions fælles liste over militært udstyr, som vedtaget af Rådet, eller i tilknytning til levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af varer på denne liste, til iranske personer, enheder eller organer eller til brug i Iran. Ved inden for rammerne af forordning nr. 267/2012 at fastsætte et sådant forbud for så vidt angår visse former for militært udstyr har lovgiver således fastslået en forbindelse mellem Den Islamiske Republik Irans erhvervelse af denne type udstyr og den iranske regerings forfølgelse af spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af fremføringssystemer til kernevåben.
Denne fortolkning bekræftes af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1737 (2006) og resolution 1929, der er vedtaget henholdsvis den 23. december 2006 og den 9. juni 2010 og nævnt i henholdsvis første og fjerde betragtning til afgørelse 2012/35 om ændring af afgørelse 2010/413. EU’s generelle forskrifter, der fastsætter vedtagelse af restriktive foranstaltninger, skal nemlig fortolkes i lyset af affattelsen af og formålet med de af Sikkerhedsrådets resolutioner, som de gennemfører. De to ovennævnte resolutioner henviser således til vedtagelsen af foranstaltninger, der kan hindre Den Islamiske Republik Irans udvikling af følsomme teknologier til støtte for sine atom- og missilprogrammer. På disse lister over udstyr og teknologi, som det i henhold til disse resolutioner er forbudt at levere til Den Islamiske Republik Iran – lister som særligt resolution 1929 henviser til – findes nærmere bestemt bl.a. satellitter og ubemandede luftfartøjer (UAV).
Ydelse af støtte til Irans regering inden for forskning og teknologiudvikling på militære eller militærrelaterede områder opfylder følgelig det kriterium om ydelse af støtte til Irans regering, der er opstillet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, når den vedrører udstyr eller teknologi, der er opregnet på den fælles liste over militært udstyr, som det er forbudt for Den Islamiske Republik Iran at erhverve.
(jf. præmis 61-65)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 109 og 110)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 120 og 121)