Language of document : ECLI:EU:T:2016:320

Forenede sager T-479/11 og T-157/12

Den Franske Republik

og

IFP Énergies nouvelles

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – forskning på olieområdet – Institut français du pétrole (IFP) omfattet af en implicit ubegrænset statsgaranti ved at blive tillagt status som offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter (EPIC) – fordel – formodning om en fordel«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 26. maj 2016

1.      Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – det påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en fordel – vurdering på grundlag af alle væsentlige elementer – fordel, der kommer til udtryk i forholdet mellem den af garantien omfattede virksomhed og dennes kreditorer

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

2.      Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – det påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en fordel – rent hypotetisk ræsonnement – ræsonnement, som ikke opfylder bevisbyrden

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

3.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens pligter – omhyggelig og upartisk undersøgelse – hensyntagen til så væsentlige og pålidelige elementer som muligt – pligtens omfang

(Art. 108, stk. 2, TEUF)

4.      Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – domstolskontrol – rækkevidde

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

5.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt

(Art. 296 TEUF)

6.      Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – behov for at tage hensyn til en foranstaltnings virkninger for at bestemme støttemodtagerens fordel

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

7.      Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – bevis for, at der foreligger en fordel, ved en formodning om en forbedring af denne virksomheds finansielle stilling – grænser

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

8.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – undersøgelse af en støtteordning samlet set – lovlig – undersøgelse af det generelle indhold af en støtte, som er tildelt på grundlag af en støtteordning, og som skal meddeles – ikke tilladt

(Art. 108 TEUF)

9.      Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – bevis for, at der foreligger en fordel, ved en formodning om en forbedring af denne virksomheds finansielle stilling – afkræftelse af denne formodning

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

1.      Støttebegrebet som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF omfatter ikke blot positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger. Alle statslige indgreb – uanset hvilken form de end måtte have – anses for støtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder eller er at betragte som en økonomisk fordel, som den begunstigede virksomhed ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår.

For at efterprøve, om den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under normale markedsvilkår, skal Kommissionen foretage en fuldstændig gennemgang af alle de væsentlige elementer i den omtvistede transaktion og af dens sammenhæng, herunder af den begunstigede virksomheds situation og det pågældende marked.

I denne forbindelse bestod den metode, Kommissionen valgte til at fastslå, om et offentligt forskningsinstituts status som offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter havde givet foretagendet en økonomisk fordel ved at være begunstiget af en ubegrænset og implicit statsgaranti, i at undersøge den fordel, som var opstået i forholdet mellem dette institut og dets kreditorer.

Den fordel, der følger af en statsgaranti, som knytter sig til den virksomheds status, der er omfattet af garantien, kommer nemlig til udtryk i virksomhedens forhold til sine kreditorer. For at fastslå, at der foreligger en fordel i et konkret tilfælde, er det imidlertid en betingelse, at kreditorernes gunstigere behandling af den af garantien omfattede virksomhed og de byrder eller den fortjeneste, denne behandling letter eller forøger, bestemmes under hensyntagen til alle de væsentlige elementer i den omtvistede transaktion og dens sammenhæng, herunder den begunstigede virksomheds situation og det pågældende marked.

(jf. præmis 70, 71, 82, 83, 87 og 88)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 71, 94-108, 114 og 115)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 73-75)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 126 og 130)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 129)

7.      Selv om Domstolen i dom af 3. april 2014, Frankrig mod Kommissionen, C-559/12 P, fastslog, at der foreligger en simpel formodning, hvorefter udstedelsen af en implicit og ubegrænset garanti fra staten til en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation, medfører en forbedring af virksomhedens økonomiske situation gennem en lettelse af de byrder, der normalt belaster dennes budget, afhænger muligheden for at anvende en formodning som bevis nemlig ikke desto mindre af sandsynligheden af de antagelser, den bygger på.

Den formodning, der opstilles i den nævnte dom, bygger på den dobbelte forudsætning – hvis sandsynlighed Domstolen anerkender – dels at det har en gunstig indflydelse på kreditorernes vurdering af risikoen for, at den af garantien omfattede virksomhed misligholder sine forpligtelser, at der foreligger en garanti stillet af de offentlige myndigheder i en medlemsstat, dels at denne gunstige indflydelse kommer til udtryk i reducerede finansieringsomkostninger. Derimod følger sandsynligheden af den antagelse, som Kommissionen har gjort gældende om, at den gunstige indflydelse, det har på kreditorernes vurdering af risikoen for, at den af garantien omfattede virksomhed misligholder sine forpligtelser, at der foreligger en garanti stillet af de offentlige myndigheder i en medlemsstat, kommer til udtryk i en nedsættelse af de priser, som leverandørerne tilbyder den pågældende virksomhed, ikke af sig selv.

Under alle omstændigheder kan Kommissionen for at godtgøre, at fordelen foreligger i forholdet mellem på den ene side et offentligt forskningsinstitut, som er begunstiget af implicit og ubegrænset garanti fra staten, og på den anden side leverandørerne og kunderne, ikke påberåbe sig den simple formodning, Domstolen opstillede i den ovennævnte dom, idet denne formodning kun kan anvendes på forhold, der indebærer en finansiering, et lån eller i bredere forstand en kredit ydet af en kreditor i forhold til et sådant offentligt institut, herunder navnlig forholdet mellem dette institut og bankerne og de finansielle institutioner.

(jf. præmis 136-139, 142 og 160)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 165-173)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 187-195)