Forenede sager T-479/11 RENV og T-157/12 RENV
Den Franske Republik og IFP Énergies nouvelles
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 5. oktober 2020
»Statsstøtte – forskning på olieområdet – støtteordning iværksat af Frankrig − implicit og ubegrænset statsgaranti ydet til fordel for det franske olieinstitut, ny energi (IFPEN) ved tildeling af status som offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter (EPIC) – fordel – formodning for, at der foreligger en fordel – proportionalitet«
1. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – det påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en fordel – vurdering på grundlag af alle væsentlige elementer – formodning for, at den af garantien omfattede virksomhed har en fordel i sine forhold til sine leverandører og kunder – betingelser – forudgående kontrol af, at der foreligger markedsvilkår, som begrunder en antagelse om en fordel, der er analog med den fordel, som den af garantien omfattede virksomhed har i sine forhold til bankerne og de finansielle institutioner – foreligger ikke
(jf. præmis 74, 75, 82, 83, 87-92 og 94-104)
2. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statsgaranti til fordel for en virksomhed, som ikke er omfattet af de almindelige regler om rekonstruktion og retslig likvidation – bevis for, at der foreligger en fordel ved en formodning for en forbedring af denne virksomheds finansielle stilling – afkræftelse af denne formodning – betingelser – bevis for, at der ikke i fortiden har foreligget, og ikke i fremtiden vil foreligge nogen reel økonomisk fordel
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 77, 124-132 og 140-151)
3. Statsstøtte – Kommissionens afgørelse – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 132 og 133)
4. Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – omhyggelig og upartisk undersøgelse – hensyntagen til så væsentlige og pålidelige elementer som muligt – forpligtelsens rækkevidde
(Art. 107, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 134-143)
5. Statsstøtte – forbud – undtagelser – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked på visse betingelser – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 202-207)
Resumé
Institut français du pétrole, der i dag hedder IFP Énergies nouvelles (herefter »IFPEN«), er et offentligt fransk foretagende, der er pålagt opgaver inden for forskning og udvikling, inden for uddannelse og inden for information og dokumentation. Indtil 2006 havde IFPEN status som privatretlig juridisk person og var undergivet den franske regerings økonomiske og finansielle kontrol. I 2006 blev IFPEN omdannet til en offentligretlig juridisk person, nemlig et offentligt foretagende af industriel og kommerciel karakter (EPIC).
I 2011 (1) fastslog Europa-Kommissionen, at tildelingen af denne status havde bevirket, at IFPEN havde fået en ubegrænset offentlig garanti for alle sine aktiviteter. Den udledte heraf, at denne garantis dækning af IFPEN’s økonomiske aktiviteter (såsom teknologioverførselsaktiviteter og kontraktforskningsaktiviteter) udgjorde statsstøtte. Kommissionen vurderede således, at IFPEN havde en økonomisk fordel af den implicitte og ubegrænsede statsgaranti, ikke blot i sine forhold til bankerne og de finansielle institutioner, men ligeledes i sine forhold til sine leverandører og kunder. Ifølge Kommissionen var denne fordel selektiv, idet IFPEN’s konkurrenter, der var undergivet de almindelige retsregler om insolvensbehandling, ikke var omfattet af en tilsvarende statsgaranti. Ikke desto mindre konkluderede Kommissionen, at den således tildelte statsstøtte, under forudsætning af overholdelse af visse betingelser, kunne anses for forenelig med det indre marked.
Den Franske Republik og IFPEN anlagde sag ved Den Europæiske Unions Ret for at opnå annullation af den anfægtede afgørelse. Ved den oprindelige dom af 26. maj 2016 (2) gav Retten delvist medhold i søgsmålene og annullerede den anfægtede afgørelse, for så vidt som den garanti, der fulgte af IFPEN’s status som EPIC, i denne afgørelse blev kvalificeret som statsstøtte. Retten vurderede i sin oprindelige dom, at Kommissionen ikke med henblik på at godtgøre, at IFPEN havde en økonomisk fordel i sine forhold til sine leverandører og kunder, kunne henholde sig til den af Domstolen opstillede (3) formodning for, at et EPIC opnår en økonomisk fordel ved den implicitte og ubegrænsede statsgaranti, der er knyttet til dets status. Dernæst fastslog Retten ligeledes, at denne formodning for en fordel var blevet afkræftet i IFPEN’s forhold til de finansielle institutioner og bankerne, fordi IFPEN i den periode, der var blevet undersøgt i den anfægtede afgørelse, ikke var blevet indrømmet nogen reel økonomisk fordel i form af gunstigere kreditvilkår. I denne forbindelse fastslog Retten ligeledes, at eftersom formodningen var blevet afkræftet for den periode, der var blevet undersøgt i afgørelsen, kunne formodningen ikke påberåbes i henseende til fremtiden, uden at der var sket en væsentlig ændring af de omstændigheder, hvorunder formodningen var blevet afkræftet.
Efter at Kommissionen havde iværksat appel med påstand om ophævelse af den oprindelige dom, fastslog Domstolen i sin appeldom (4), at Retten havde fejlfortolket rækkevidden af formodningen for en økonomisk fordel. Indledningsvis er den blotte omstændighed, at modtageren af en implicit og ubegrænset statsgaranti ikke tidligere har draget nogen reel økonomisk fordel af sin EPIC-status, ikke i sig selv tilstrækkelig til at afkræfte formodningen for en fordel. Ifølge Domstolen kan denne simple formodning kun afkræftes, såfremt det påvises, at EPIC’et ikke tidligere har opnået og efter al sandsynlighed ikke i fremtiden vil opnå nogen som helst reel økonomisk fordel af denne garanti. Dernæst fastslog Domstolen, at Retten havde begået en retlig fejl, da den fastslog, at formodningen for en fordel er begrænset til de forhold, der indebærer en finansiering, herunder navnlig forholdene mellem EPIC’et og bankerne og de finansielle institutioner. Efter at have fastslået dette præciserede Domstolen, at denne formodning ikke automatisk kan udstrækkes til et EPIC’s forhold til sine leverandører og kunder, uden at det på forhånd undersøges, om den fordel, som foretagendet kan drage, henset til disse aktørers adfærd på markedet svarer til den fordel, som dette EPIC drager af sine forhold til bankerne og de finansielle institutioner, hvilket det tilkommer Kommissionen at efterprøve.
Ved sin dom af 5. oktober 2020, der er blevet afsagt efter hjemvisning fra Domstolen, annullerede Retten delvist den anfægtede afgørelse, fordi det ikke heri er påvist, at IFPEN i sine forhold til sine leverandører og kunder har kunnet drage en fordel af statsgarantien, således at de forpligtelser, der er blevet pålagt for at sikre disse forholds forenelighed med det indre marked, anses for uforholdsmæssige.
Retten bemærkede, at det følger af appeldommen, at Kommissionen for at kunne benytte formodningen om, at et EPIC har haft en fordel i sine forhold til sine leverandører og kunder, er forpligtet til at efterprøve, om den adfærd, der udvises af leverandørerne og kunderne på markedet, begrunder en antagelse om en fordel, der er analog med den antagelse, der foreligger i EPIC’ets forhold til bankerne og de finansielle institutioner. Retten fastslog imidlertid, at Kommissionen ikke har foretaget denne forudgående efterprøvelse. Hvad for det første angår IFPEN’s forhold til sine leverandører har Kommissionen anerkendt, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen påvisning af antagelsen om en fordel, der er analog med den fordel, som eksisterer mellem IFPEN og bankerne og de finansielle institutioner. Hvad for det andet angår IFPEN’s forhold til sine kunder bemærkede Retten, at Kommissionen gjorde brug af et hypotetisk ræsonnement, og at den ikke foretog nogen forudgående undersøgelse af den økonomiske og retlige sammenhæng, som gør det muligt at anerkende det rimelige i en antagelse om, at IFPEN i sine forhold til sine kunder havde en fordel, der var analog med den fordel, som dette EPIC har i sine forhold til bankerne og de finansielle institutioner. Følgelig fastslog Retten, at Kommissionen ikke opfyldte pligten til at føre bevis for, at der forelå statsstøtte hvad angik IFPEN’s forhold til sine leverandører og kunder. I betragtning af denne konstatering anså Retten den IFPEN pålagte forpligtelse til – med henblik på at efterprøve, om en udokumenteret støtte er forenelig med det indre marked – årligt at tilsende Kommissionen en række oplysninger om beløbet for de varer, som det har købt hos sine leverandører, og beløbet for de økonomiske aktiviteter, som det har gennemført med sine kunder, for hverken at være passende eller nødvendig for gennemførelsen af de tilsigtede formål med statsstøttereglerne. Følgelig tiltrådte Retten delvist anbringendet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
Derimod fandt Retten, at Kommissionen med rette vurderede, at den garanti, som IFPEN var omfattet af grundet sin status som EPIC, gav dette foretagende en økonomisk fordel hvad angik dets forhold til bankerne og de finansielle institutioner. Retten anførte i denne forbindelse, at selv om formodningen for en fordel er blevet afkræftet i henseende til fortiden, er det ikke lykkedes Frankrig og IFPEN at afkræfte denne formodning i henseende til fremtiden, således som krævet i appeldommen, da de argumenter, som de har fremsat, ikke har kunnet antages til realitetsbehandling. Disse argumenter gik således på oplysninger, som Kommissionen burde være blevet oplyst om under den formelle undersøgelsesprocedure, og på oplysninger vedrørende tiden efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.