Language of document :

Sag anlagt den 20. november 2023 – Evroins inshurans grup mod EIOPA

(Sag T-1094/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evroins inshurans grup AD (Sofia, Bulgarien) (ved advokaterne H. Drăghici, A. Morogai og F. Giurgea)

Sagsøgt: Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA)

Sagsøgerens påstande

Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordningers afgørelse af 19. september 2023 (EIOPA-23-719) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

Som følge heraf tilpligtes EIOPA at foretage en revurdering af sagsøgerens anmodning om indledning af en undersøgelse af, hvorvidt Autoritatea de Supraveghere Financiară (den rumænske finanstilsynsmyndighed) eventuelt har tilsidesat EU-retten.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om, at EIOPA tilsidesatte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 1 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF 2 .

EIOPA begik en retlig fejl ved at afslå at indlede en undersøgelse af, hvorvidtAutoritatea de Supraveghere Financiară (den rumænske finanstilsynsmyndighed) eventuelt har tilsidesat EU-retten, uden at forsyne den anfægtede afgørelse med en fuldstændig begrundelse.

Andet anbringende om, at EIOPA overskred sin kompetence i henhold til forordning nr. 1094/2010 ved at udstede den anfægtede afgørelse.

EIOPA begik en retlig fejl ved på den ene side at træffe afgørelse om, at der ikke foreligger en tilsidesættelse af EU-lovgivning, og ved på den anden side at beslutte ikke at indlede en undersøgelse af, om der forelå en tilsidesættelse af EU-lovgivning. EIOPA’s begrundelse fremstår i nogen grad som en cirkelslutning, eftersom der er blevet truffet afgørelse om, at der ikke foreligger en tilsidesættelse, uden at det reelt er blevet undersøgt, om en sådan tilsidesættelse har fundet sted.

Tredje anbringende om, at EIOPA tilsidesatte direktiv 2009/138.

EIOPA begik en retlig fejl ved at undlade at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktiv 2009/138 og derved genoprette orden i denne sag. Ved at træffe den anfægtede afgørelse i strid med direktiv 2009/138 forsømte EIOPA at undersøge, om Autoritatea de Supraveghere Financiară handlede i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 32, stk. 1, og artikel 250, stk. 1, litra c), i direktiv 2009/138.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.11.2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (omarbejdning) (EUT 2009, L 335, s. 1).