Language of document :

Sag anlagt den 29. juni 2009 - Insula mod Kommissionen

(Sag T-246/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Conseil scientifique international pour le développement des îles (Insula) (Paris, Frankrig)) (ved avocats P. Marsal og J.-D. Simonet)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

Det fastslås, at Kommissionens krav om tilbagebetaling af et beløb på 189 241,64 EUR er ugrundet, og Kommissionen tilpligtes derfor at udstede en "kreditnota" på 189 241,64 EUR.

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning på 212 597 EUR.

Subsidiært, det fastslås, at sagsøgeren har krav på en godtgørelse på 230 025 EUR.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har ved dette søgsmål, som er anlagt under henvisning til en voldgiftsbestemmelse, nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at de debetnotaer af 25. september 2008, 26. marts 2009 og 26. maj 2009, hvorved Kommissionen, efter en revisionsrapport fra OLAF, kræver tilbagebetaling af de forskud, som var blevet udbetalt til sagsøgeren, er uforenelige med bestemmelserne i kontrakt IST-2001-35077 DIAS.NET og IST-1999-20896 MEDIS, som er indgået inden for rammerne af et særligt program for Fællesskabets indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration på området for informationssamfundet (1998-2002). Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om betaling af erstatning.

Sagsøgeren har gjort fire anbringender gældende til støtte for søgsmålet.

Sagsøgeren har med det første anbringende bestridt, at den fordring, Kommissionen har gjort krav på, er forfalden, og sagsøgeren finder, at de samlede omkostninger, som sagsøgeren har anmeldt til Kommissionen, skal anses for støtteberettigede.

Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat pligten til loyalt samarbejde og forpligtelsen til at udvise god vilje ved udførelsen af en kontrakt, derved at Kommissionen ikke har udført sine egne kontraktlige forpligtelser korrekt, navnlig ved at lade sagsøgerens forslag om supplerende indsatser forblive ubesvaret i gennem længere tid og ved at opsige MEDIS-kontrakten uberettiget på grund af utilstrækkelige resultater, skønt dette spørgsmål ikke er blevet rejst tidligere, og at disse resultater ifølge sagsøgeren kun kan tilskrives Kommissionen.

Sagsøgeren har med det tredje anbringende påberåbt sig, at den af Kommissionen pålagte økonomiske sanktion for den angivelige manglende overholdelse af visse regnskabsforpligtelser, er uforholdsmæssig, da disse regnskabsforpligtelser, hvis de findes, i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper og principper i belgisk civilret ikke åbner mulighed for at kræve tilbagebetaling af næsten hele det bevilligede forskud. Sagsøgeren påberåber sig følgelig retten til en godtgørelse for de udførte ydelser.

Sagsøgeren har med det fjerde anbringende påberåbt sig Kommissionens manglende overholdelse af god forvaltningsskik og af retten til forsvar i forbindelse med undersøgelses- og revisionsprocessen.

____________