RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)
8. juli 1998 (1)
»Antidumpingtold på PPC-fotokopieringsmaskiner - fornyet undersøgelse -
antidumpingtoldens anvendelsesperiode - åbenbart urigtigt skøn«
I sag T-232/95,
Committee of European Copier Manufacturers (Cecom), Köln (Tyskland), ved
advokaterne Dietrich Ehle og Volker Schiller, Köln, og med valgt adresse i
Luxembourg hos advokat Marc Lucius, 6, rue Michel Welter,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved Antonio Tanca, Rådets Juridiske Tjeneste,
som befuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe og Georg M.
Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør
Alessandro Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske
Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
angående en påstand om annullation af artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF)
nr. 2380/95 af 2. oktober 1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på
importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 244, s.
1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Udvidede Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne C.W. Bellamy og R.M.
Moura Ramos,
justitssekretær: H. Jung,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25.
november 1997,
afsagt følgende
Dom
Sagsfremstilling
- 1.
- I juli 1985 blev der indgivet en klage af Committee of European Copier
Manufacturers (sammenslutning af europæiske producenter af
fotokopieringsmaskiner, herefter »Cecom«), og efter behandling af klagen vedtog
Kommissionen forordning (EØF) nr. 2640/86 af 21. august 1986 om indførelse af
en midlertidig antidumpingtold på importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med
oprindelse i Japan (EFT L 239, s. 5).
- 2.
- Den 23. februar 1987 vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 535/87 om indførelse af
en endelig antidumpingtold på importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med
oprindelse i Japan (EFT L 54, s. 12, herefter »forordning nr. 535/87«).
- 3.
- Efter at Kommissionen den 27. august 1991 havde offentliggjort en meddelelse i De
Europæiske Fællesskabers Tidende (EFT C 222, s. 2) om forestående ophør af visse
antidumpingforanstaltninger vedrørende import af PPC-fotokopieringsmaskiner fra
Japan, indgav Cecom i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 15, stk. 3,
i Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod
dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen
fra 1988«), en anmodning om fornyet undersøgelse af disse foranstaltninger til
Kommissionen.
- 4.
- Ved meddelelse offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 11.
februar 1992 (EFT C 33, s. 4) oplyste Kommissionen, at den havde til hensigt at
foretage en fornyet undersøgelse af den antidumpingtold, som var indført ved
forordning nr. 535/87.
- 5.
- Den 16. juli 1992 anmodede Cecom om, at undersøgelsen blev udvidet til også at
omfatte PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed på over
75 A4-ark pr. minut. Disse fotokopieringsmaskiner var ikke omfattet af den
antidumpingtold, som var indført ved forordning nr. 535/87 (forordningens artikel
1, stk. 4, første led).
- 6.
- Ved meddelelse offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 14. august
1992 (EFT C 207, s. 16) oplyste Kommissionen, at den havde indledt en
undersøgelse i henhold til artikel 14 og 15 i grundforordningen fra 1988. I henhold
til forordningens artikel 15, stk. 3, skulle antidumpingforanstaltningerne forblive i
kraft, indtil resultatet af den fornyede undersøgelse forelå.
- 7.
- På grundlag den foretagne undersøgelse, som omfattede perioden fra den 1. juli
1991 til den 30. juni 1992, vedtog Rådet på forslag af Kommissionen forelagt efter
konsultation i Det Rådgivende Udvalg forordning (EF) nr. 2380/95 af 2. oktober
1995 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af
PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 244, s. 1, herefter
»forordning nr. 2380/95«). Den ved forordning nr. 2380/95 indførte
antidumpingtold gælder ligeledes for PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere
med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut.
- 8.
- Ifølge artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 udløber forordningen »to år efter
dens ikrafttræden, dog således, at hvis en fornyet undersøgelse af de
foranstaltninger, der vedtages ved denne forordning, endnu ikke er afsluttet på det
pågældende tidspunkt, forbliver forordningen i kraft, indtil den fornyede
undersøgelse er afsluttet«.
- 9.
- Det anføres i denne forbindelse i 103. betragtning til forordningen:
»Hvad angår foranstaltningernes gyldighedsperiode, fastslog Rådet, at som følge
af, at en række aspekter i denne sag var usædvanligt komplicerede, indtrådte der
betydelige forsinkelser i sagsbehandlingen. For det første forløb der næsten seks
måneder mellem Kommissionens meddelelse om, at den agtede at foretage en
fornyet undersøgelse af foranstaltningerne, og den faktiske iværksættelse af denne
undersøgelse. Derefter varede selve den fornyede undersøgelse, som indledtes den
14. august 1992, mere end tre år. I henhold til artikel 15, stk. 3, i
[grundforordningen fra 1988] forblev den oprindelige antidumpingtold på importen
af PPC[-fotokopieringsmaskiner] fra Japan i kraft i hele denne periode. Rådet
finder det derfor rimeligt, at anvendelsesperioden for de nye foranstaltninger under
disse særlige omstændigheder begrænses, således at gyldighedsperioden herfor
udløber to år efter deres ikrafttræden, jf. dog gældende bestemmelser om fornyede
undersøgelser.«
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 10.
- Sagsøgeren har på denne baggrund anlagt nærværende sag ved stævning indleveret
til Rettens Justitskontor den 19. september 1995.
- 11.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående
bevisoptagelse.
- 12.
- Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmøde den
25. november 1997.
- 13.
- Retten blev i dette retsmøde beklædt af Første Udvidede Afdeling sammensat af
præsidenten, A. Saggio, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, R.M. Moura
Ramos og J. Pirrung. Efter at A. Saggio den 4. marts 1998 blev udnævnt til
generaladvokat ved Domstolen, er rådslagningen og afstemningen om nærværende
dom foregået under medvirken af de tre dommere, der har underskrevet denne,
jf. procesreglementets artikel 32, stk. 1.
- 14.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Kommissionen og Rådet tilpligtes at fremlægge referaterne af møderne i
Antidumpingudvalget og Rådet vedrørende vedtagelsen af forordning nr.
2380/95.
- Artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 annulleres.
- Om nødvendigt bestemmes det, at den ved artikel 1 i forordning nr. 2380/95
indførte antidumpingtold opretholdes, indtil de kompetente institutioner har
truffet de foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde Rettens dom.
- Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 15.
- Rådet har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Påstanden om annullation af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95
Anbringendet om, at Rådet ikke har kompetence til at vedtage
antidumpingforanstaltninger med en varighed på under fem år
Parternes argumenter
- 16.
- Anbringendet består af to led.
- 17.
- Med det første led har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en
tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988. Det fremgår af
bestemmelsens klare og ubetingede ordlyd, hvorefter »antidumping[...]told
[bortfalder] .. efter en frist på fem år fra den dato, på hvilken den pågældende
foranstaltning trådte i kraft eller senest blev ændret eller bekræftet«, at det herved
bindende fastlægges, hvor længe antidumpingforanstaltninger er gældende, og
hvornår de træder i kraft, herunder i tilfælde, hvor antidumpingtolden bekræftes
i forbindelse med en fornyet undersøgelse. Det er derfor ulovligt, at Rådet i artikel
3, stk. 2, i forordning nr. 2380/95 har begrænset antidumpingtoldens
anvendelsesperiode til to år, idet Rådet ikke har kompetence til ved en ændring
eller bekræftelse af antidumpingforanstaltningerne i forbindelse med en fornyet
undersøgelse at fravige femårsperioden.
- 18.
- Ifølge sagsøgeren bekræftes denne fortolkning af artikel 15, stk. 1, i
grundforordningen fra 1988 af forhistorien til og formålet med bestemmelsen. For
så vidt forhistorien kan påberåbes til støtte for fortolkningen af denne entydige
bestemmelse, har sagsøgeren henvist til, at der i den tidligere aftale om
anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og
udenrigshandel (herefter »den tidligere antidumpingkodeks«), som på
Fællesskabets vegne blev godkendt ved Rådets afgørelse 80/271/EØF af 10.
december 1979 om indgåelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af
handelsforhandlingerne 1973-79 (EFT 1980 L 71, s. 1), ganske vist ikke er fastsat
en bestemt periode for anvendelse af antidumpingtold, men det anføres i aftalens
artikel 9, at en »antidumpingtold [kun] forbliver ... i kraft, så længe og i det omfang
det er nødvendigt for at modvirke dumping, der forvolder skade«. Det må derfor
lægges til grund, at fællesskabslovgiver har fastsat den periode, der anses for
nødvendig for at fjerne de uheldige konsekvenser ved dumping og genskabe en
normal konkurrencesituation, til fem år. Dette bekræftes af 28. betragtning til
grundforordningen fra 1988, hvorefter »det er nødvendigt at fastslå, at
antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde efter en vis tid, medmindre
det kan godtgøres, at de fortsat bør finde anvendelse«.
- 19.
- Sagsøgeren udleder heraf, at der i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988
fastsættes såvel en minimums- som en maksimumsvarighed af en
antidumpingforanstaltning. For så vidt angår minimumsvarigheden er formålet
hermed at sikre beskyttelsen, herunder den retlige beskyttelse, af virksomhederne
i Fællesskabet, der som udgangspunkt allerede har lidt et betydeligt tab inden
indførelsen af antidumpingforanstaltningerne. Det er på samme måde nødvendigt,
at beskyttelsen har en varighed på fem år, når det efter fristens udløb viser sig, at
importørerne ikke har opgivet deres dumpingpraksis, og at der fortsat opstår tab.
- 20.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at Rådet i sin hidtidige praksis i
overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 altid har
fastsat antidumpingforanstaltningernes varighed til fem år, når de er blevet
bekræftet efter en langvarig fornyet undersøgelse (jf. bl.a. den forordning, der var
genstand for Rettens dom af 2.5.1995, forenede sager T-163/94 og T-165/94, NTN
Corporation og Koyo Seiko mod Rådet, Sml. II, s. 1381).
- 21.
- Når det i artikel 15, stk. 3, i grundforordningen fra 1988 bestemmes, at den
oprindelige antidumpingtold fortsat er gældende, indtil resultatet af den fornyede
undersøgelse foreligger, indebærer dette en risiko, og det har været
fællesskabslovgivers udtrykkelige hensigt, at denne risiko skal bæres af de
eksportører, som er ansvarlige for dumping. Det samme gælder i henhold til artikel
15, stk. 4, i grundforordningen fra 1988 for så vidt angår en fornyet undersøgelse,
der er i gang ved udløbet af antidumpingforanstaltningernes oprindelige
anvendelsesperiode. I modsætning til, hvad der er anført i 103. betragtning til
forordning nr. 2380/95 kan en antidumpingforanstaltnings anvendelsesperiode ikke
være afhængig af varigheden af den fornyede undersøgelse, idet den afhænger af
en række forhold, som virksomhederne i Fællesskabet ikke har nogen indflydelse
på.
- 22.
- Endelig har sagsøgeren anført, at de »særlige omstændigheder«, Rådet har
påberåbt sig, under ingen omstændigheder kan begrunde den begrænsning i
anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne for fotokopieringsmaskiner,
som kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut, idet
antidumpingtolden med hensyn til disse fotokopieringsmaskiner er indført for første
gang ved forordning nr. 2380/95.
- 23.
- Med anbringendets andet led har sagsøgeren gjort gældende, at nedsættelsen afantidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode indebærer en tilsidesættelse af
de retsregler, der er fastsat i grundforordningerne om antidumping, navnlig for så
vidt angår forholdet mellem rettigheder og pligter for virksomhederne i
Fællesskabet og de dumpingudøvende virksomheder. Sagsøgeren har i denne
forbindelse henvist til bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 3283/94 af 22.
december 1994 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er
medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 349, s. 1, herefter
»grundforordningen fra 1994«), men har samtidig understreget, at de tidligere
grundforordninger indeholdt tilsvarende bestemmelser.
- 24.
- Sagsøgeren har nærmere redegjort for de processuelle rettigheder, der er
indrømmet virksomhederne i Fællesskabet, og som indebærer, at de kan indgive
klage (artikel 5 i grundforordningen fra 1994) og anmode om fornyet undersøgelse
(artikel 11 i grundforordningen fra 1994). En klage og/eller en anmodning om
fornyet undersøgelse skal indeholde tilstrækkeligt bevis for, at det er berettiget at
indlede en procedure, og initiativet og bevisbyrden påhviler således virksomhederne
i Fællesskabet. Når der først er indført en endelig antidumpingtold, fremgår det af
artikel 11, stk. 2, i grundforordningen fra 1994, at virksomhederne i Fællesskabet
er beskyttet mod dumping i en periode på fem år, medmindre der indledes en
fornyet undersøgelse.
- 25.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at initiativet og bevisbyrden i perioden på fem år
fra tidspunktet for de endelige antidumpingforanstaltningers ikrafttræden i henhold
til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen fra 1994 påhviler de dumpingudøvende
virksomheder.
- 26.
- Endelig har sagsøgeren anført, at Rådet ved at nedsætte
antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode til to år har ændret ved den
ligevægt, som ved grundforordningen er skabt mellem rettigheder og pligter for
virksomhederne i Fællesskabet og de dumpingudøvende virksomheder.
Virksomhederne i Fællesskabet er således efter ca. et års forløb tvunget til på ny
at tage initiativ til en anmodning om fornyet undersøgelse, nedsættelsen af
antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode indebærer et indgreb i den
retlige beskyttelse af de europæiske virksomheder, og pligten til at indgive en
anmodning og bevisbyrden pålægges uberettiget disse virksomheder.
- 27.
- Rådet har bestridt den af sagsøgeren foreslåede fortolkning af ordlyden af artikel
15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988. Da det kun fremgår af bestemmelsens
ordlyd, at antidumpingtolden bortfalder senest efter fem år, kan den ikke fortolkes
således, at der fastsættes en minimumsvarighed af antidumpingtolden.
- 28.
- Ifølge Rådet bekræftes denne fortolkning af bestemmelsens forhistorie. Før
vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse
mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af
Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 201, s. 1, herefter
»grundforordningen fra 1984«), indeholdt grundforordningerne ikke specifikke
bestemmelser vedrørende antidumpingforanstaltningernes varighed, således at
Rådet frit kunne fastsætte varigheden heraf. Ved anvendelsen af de tidligere
gældende regler var det Rådets normale praksis ikke at begrænse varigheden af
antidumpingforanstaltninger, der således var gældende, indtil eksportørerne
anmodede om en fornyet undersøgelse. Imidlertid glemte visse eksportører at
anmode om en fornyet undersøgelse, eller de havde ikke nogen interesse heri, idet
de ikke længere eksporterede til Fællesskabet. Det var grunden til, at der i artikel
15, stk. 1, i grundforordningen fra 1984 for første gang blev indsat en bestemmelse
svarende til bestemmelsen i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988.
Baggrunden herfor var i henhold til 34. betragtning til grundforordningen fra 1984,
der svarer til 28. betragtning til grundforordningen fra 1988, at det fandtes
»nødvendigt at fastslå, at antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde
efter en vis tid, medmindre det kan godtgøres, at de fortsat bør finde anvendelse«.
- 29.
- Rådet har anført, at der af hensyn til retssikkerheden og for at sikre
virksomhederne i Fællesskabet en minimumsbeskyttelse konsekvent bør fastsættes
en anvendelsesperiode på fem år i forbindelse med den første vedtagelse af
antidumpingforanstaltninger, således at virksomhederne i Fællesskabet i hvert fald
er beskyttet i denne periode, hvortil normalt kommer anvendelsesperioden for de
foreløbige antidumpingforanstaltninger. De samme hensyn gør sig ikke gældende
ved indledningen af en fornyet undersøgelse, idet virksomhederne i Fællesskabet
i denne situation allerede har været beskyttet i en vis periode. Endvidere er de
oprindelige antidumpingforanstaltninger stadig gældende, mens denne undersøgelse
foregår, og virksomhederne i Fællesskabet er således ligeledes beskyttet i hele
denne periode. Ved indførelsen af antidumpingtolden ved forordning nr. 2380/95
er den antidumpingtold, der blev indført ved forordning nr. 535/87, i virkeligheden
blevet forlænget med fem år og otte måneder.
- 30.
- Endvidere har Rådet anført, at fællesskabsinstitutionernes tidligere praksis med
hensyn til fastsættelse af anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltninger, der
er fastsat efter en fornyet undersøgelse, i modsætning til, hvad sagsøgeren har
anført, ikke kan binde Rådet.
- 31.
- Endelig har Rådet anført, at den omstændighed, at der ved forordning nr. 2380/95
for første gang indføres en antidumpingtold på PPC-fotokopieringsmaskiner, som
kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut, heller ikke er til hinder
for, at der fastsættes en kortere gyldighedsperiode for forordningen end fem år (jf.
15. betragtning til forordningen).
- 32.
- Hvad angår anbringendets andet led har Rådet anført, at i modsætning til, hvad
sagsøgeren har gjort gældende, er der ikke ved fastsættelsen af en
anvendelsesperiode på to år for den antidumpingtold, der indføres ved forordning
nr. 2380/95, skabt en situation, hvor de japanske eksportører og virksomhederne
i Fællesskabet ikke har stilles lige.
- 33.
- Med hensyn til situationen for virksomhederne i Fællesskabet er de blevet
yderligere beskyttet, idet antidumpingtolden er forblevet i kraft i hele den periode,
hvori den fornyede undersøgelse er foregået.
- 34.
- For så vidt angår de japanske eksportører har opretholdelsen af den ved forordning
nr. 535/87 indførte antidumpingtold under hele den fornyede undersøgelse derimod
været en ikke ubetydelig ulempe, idet de først måtte afvente udfaldet af
undersøgelsen og derefter vente yderligere et år, før de selv har kunnet indgive en
anmodning om fornyet undersøgelse.
Rettens bemærkninger
- 35.
- Det bemærkes indledningsvis, at selv om forordning nr. 2380/95 er udstedt, efter
at grundforordningen fra 1994 trådte i kraft den 1. januar 1995, fremgår det af
sidstnævnte forordnings artikel 24, at grundforordningen fra 1988 fortsat finder
anvendelse på fornyede undersøgelser, der er indledt før den 1. september 1994.
Da forordning nr. 2380/95 er vedtaget efter en fornyet undersøgelse, som blev
indledt i august 1992, skal spørgsmålet om forordningens lovlighed således vurderes
på grundlag af bestemmelserne i grundforordningen fra 1988.
- 36.
- Det bestemmes i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988, at
»antidumping[...]told [bortfalder] ... efter en frist på fem år fra den dato, på hvilken
den pågældende foranstaltning trådte i kraft eller senest blev ændret eller
bekræftet«.
- 37.
- Det fremgår for det første af en ordret fortolkning af bestemmelsen, at denne ved
at foreskrive, at antidumpingtolden »bortfalder« efter fem år, fastsætter et
tidspunkt, hvor tolden automatisk ophører, men ikke en obligatorisk
minimumsperiode for anvendelsen af antidumpingtolden.
- 38.
- I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, kan den ordrette fortolkning af denne
bestemmelse ikke påvirkes af dens forhistorie.
- 39.
- En bestemmelse svarende til artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 blev
for første gang indført i antidumpingbestemmelserne ved artikel 15, stk. 1, i
grundforordningen fra 1984. 34. betragtning til denne forordning, der er identisk
med 28. betragtning til grundforordningen fra 1988, og hvori anføres, at »det er
nødvendigt at fastslå, at antidumping- og udligningsforanstaltninger vil bortfalde
efter en vis tid, medmindre det kan godtgøres, at de fortsat bør finde anvendelse«,
bekræfter i virkeligheden kun, at der i denne bestemmelse fastsættes et tidspunkt
for, hvornår antidumpingtolden automatisk ophører.
- 40.
- Endvidere fremgik det af artikel 9 i den tidligere antidumpingkodeks, som var
gældende, da grundforordningen fra 1984 blev vedtaget, at en »antidumpingtold
[kun] forbliver ... i kraft, så længe og i det omfang det er nødvendigt for at
modvirke dumping, der forvolder skade«. Denne bestemmelse omfatter efter sin
ordlyd kun antidumpingtoldens maksimale anvendelsesperiode.
- 41.
- Det må herefter undersøges, om det - således som sagsøgeren har anført - fremgår
af det måde, hvorpå grundforordningen fra 1988 er opbygget, og dens formål, at
artikel 15, stk. 1, skal fortolkes således, at der herved fastsættes en obligatorisk
minimumsperiode for anvendelsen af antidumpingtolden.
- 42.
- Det bemærkes i denne forbindelse for det første, at der i artikel 15, stk. 2, 3 og 4,
i grundforordningen fra 1988 implicit henvises til den i stk. 1 omhandlede
femårsperiode. Det er bl.a. tilfældet i artikel 15, stk. 4, der lyder således:
»Hvis en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 14 er i gang ved udløbet af den
pågældende femårsperiode, forbliver foranstaltningen ligeledes i kraft, indtil
resultatet af den fornyede undersøgelse foreligger. En meddelelse herom
offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende inden udløbet af den
pågældende femårsperiode.«
- 43.
- Selv om disse henvisninger viser, at artikel 15, stk. 2, 3 og 4, i grundforordningen
fra 1988 bygger på den forudsætning, at femårsperioden er den normale
anvendelsesperiode for den endelige antidumpingtold, kan bestemmelserne ikke
fortolkes således, at denne periode i modsætning til, hvad der fremgår af en ordret
fortolkning af forordningens artikel 15, stk. 1, skal anses for en obligatorisk
minimumsperiode for anvendelsen af den endelige antidumpingtold.
- 44.
- For så vidt angår forholdet mellem rettigheder og pligter for de dumpingudøvende
virksomheder og virksomhederne i Fællesskabet, således som dette er fastlagt i
grundforordningen, bemærkes, at Rådet selv har anført, at der konsekvent bør
fastsættes en anvendelsesperiode på fem år i forbindelse med den første vedtagelse
af de endelige antidumpingforanstaltninger med henblik på at sikre virksomhederne
i Fællesskabet en tilstrækkelig beskyttelse.
- 45.
- Der er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at den retlige ordning, der er
fastlagt ved grundforordningen, således som sagsøgeren har anført i forbindelse
med anbringendets andet led, er til hinder for, at Rådet i særlige tilfælde, og når
det er objektivt begrundet, kan fastsætte en kortere gyldighedsperiode end fem år
for en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold, i hvert fald ikke når
det drejer sig om en endelig antidumpingtold, som fastsættes efter en fornyet
undersøgelse af tidligere vedtagne foranstaltninger. Den ret til at fastsætte
antidumpingforanstaltninger, som Rådet har i henhold til grundforordningen, må
anses for forudsætningsvis at indebære en ret til at fastsætte en tidsmæssig
begrænsning af anvendelsen af sådanne foranstaltninger, hvis det er i
overensstemmelse med de mål, der forfølges med forordningen, og det forhold
mellem rettigheder og pligter for de involverede parter, som er fastlagt heri.
- 46.
- Artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 må herefter fortolkes således, at
Rådet har en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte en kortere anvendelsesperiode
end fem år for den endelige antidumpingtold, der fastsættes efter en fornyet
undersøgelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, hvis en sådan begrænsning på
grund af særlige omstændigheder er den bedste måde at tage hensyn til de
involverede parters modstridende interesser og at opretholde den ligevægt mellem
disse interesser, som søges skabt ved grundforordningen.
- 47.
- Det bemærkes i denne forbindelse, at det er uden betydning, at Rådet ikke før
vedtagelsen af forordning nr. 2380/95 i andre tilfælde måtte have gjort brug af sin
skønsmæssige beføjelse til at fastsætte en kortere anvendelsesperiode end fem år
for den endelige antidumpingtold, der fastsættes efter en fornyet undersøgelse af
tidligere fastsatte foranstaltninger, navnlig fordi Rådet selv har anført, at der er tale
om en skønsmæssig beføjelse, som kun kan anvendes, når der foreligger særlige
omstændigheder.
- 48.
- Endvidere bemærkes, at for så vidt sagsøgerens argumenter går ud på at bestride,
at Rådet konkret var berettiget til at begrænse anvendelsesperioden for den ved
forordning nr. 2380/95 indførte antidumpingtold til to år, må dette undersøges i
forbindelse med sagsøgerens øvrige anbringender. Da nærværende anbringende
støttes på, at Rådet principielt ikke har kompetence til at fastsætte varigheden af
antidumpingtolden til mindre end fem år, er de pågældende argumenter uden
betydning i denne sammenhæng.
- 49.
- Anbringendet må herefter forkastes.
Anbringenderne om et åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af traktatens artikel
190
Parternes argumenter
- 50.
- Sagsøgeren har anført, at selv om det antages, at Rådet havde en skønsmæssig
kompetence i forbindelse med fastsættelsen af anvendelsesperioden for en
antidumpingforanstaltning, hvilket sagsøgeren bestrider, har Rådet anlagt et
åbenbart urigtigt skøn ved at begrænse anvendelsesperioden for forordning nr.
2380/95.
- 51.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at den fornyede undersøgelse ikke kan være en
»særlig omstændighed«, som begrunder, at anvendelsesperioden for
antidumpingforanstaltningen begrænses. Når henses til, hvor kompleks proceduren
vedrørende antidumpingtolden på fotokopieringsmaskiner var, og til de
undersøgelser, Kommissionen måtte gennemføre, kan en undersøgelsesperiode på
tre år ikke anses for ekstraordinær lang. Endvidere er det uden betydning, om en
undersøgelse med en varighed på mere end tre år er unormal, idet det afgørende
er, at det i sidste ende afgøres af fællesskabsinstitutionerne, hvor længe en fornyet
undersøgelse varer.
- 52.
- For så vidt Rådet gør gældende, at producenterne i Fællesskabet er beskyttet i hele
den periode, hvor den fornyede undersøgelse foregår, vurderer det den retlige
karakter af denne procedure forkert. Når det bestemmes i artikel 15, stk. 3, i
grundforordningen fra 1988, at foranstaltningen fortsat er gældende, indtil resultatet
af den fornyede undersøgelse foreligger, gøres opretholdelsen af foranstaltningen
afhængig af udfaldet af den fornyede undersøgelse. Hvis undersøgelsen f.eks.
munder ud i, at det fastslås, at der ikke foreligger dumping fra eksportørernes side,
ophæves foranstaltningerne, og eksportørerne kan som udgangspunkt efter
anmodning få tilbagebetalt den antidumpingtold, de har betalt, mens undersøgelsen
pågik.
- 53.
- Endvidere har sagsøgeren bestridt det af Rådet anførte, hvorefter varigheden af
undersøgelsen og opretholdelsen af den ved forordning nr. 535/87 indførte
antidumpingtold i denne periode har været en ikke ubetydelig ulempe for
eksportørerne. Eksportørerne har således ved deres henvendelser gjort, hvad de
kunne for at forlænge undersøgelsesperioden, idet en hurtigere sagsbehandling kun
ville have indebåret ulemper for dem. Eksportørerne vidste, at antidumpingtolden
sandsynligvis ville blive udvidet til også at omfatte PPC-fotokopieringsmaskiner, som
kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut, og at
antidumpingtolden ville blive forhøjet. Derimod var fabrikanterne af
fotokopieringsmaskiner i Fællesskabet navnlig interesseret i, at undersøgelsen
hurtigt blev afsluttet, og at der blev truffet nye antidumpingforanstaltninger.
- 54.
- Da formålet med at fjerne virkningerne af dumping var at genskabe rimelige og
gennemskuelige markedsvilkår og at bringe de konkurrenceforstyrrelser til ophør,
som var en følge af en ulovlig forretningspolitik, var det eneste afgørende i
forbindelse med Rådets udøvelse af dets skøn, når henses til resultatet af den
fornyede undersøgelse, om (nye) antidumpingforanstaltninger var nødvendige for
at opveje en dumping, som medførte en skade. Rådet skulle i denne forbindelse
have vurderet, om de mål, der forfølges med antidumpingforanstaltningerne, kunne
nås, hvis anvendelsesperioden blev nedsat til to år.
- 55.
- På grundlag af alle de foreliggende forhold skulle Rådet have fastsat en ny
anvendelsesperiode på fem år fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning nr.
2380/95. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremført tre grupper af argumenter.
- 56.
- Med den første gruppe argumenter gør sagsøgeren gældende, at
fællesskabsmyndighederne på grundlag af den fornyede undersøgelse fastslog, at de
japanske eksportører havde forstærket deres dumpingpraksis, at den skade,
dumpingen medførte for virksomhederne i Fællesskabet, var blevet større, og at der
derfor var en øget interesse i at bevare virksomhederne i Fællesskabet.
- 57.
- Ifølge sagsøgeren fremgår det af det, fællesskabsmyndighederne fastslog, at
dumpingmargenerne for hver af de involverede eksportører var væsentlig højere
end satserne for den oprindelige antidumpingtold, idet den vejede gennemsnitlige
dumpingmargen var på 41% (jf. 76. og 78. betragtning til forordning nr. 2380/95).
De japanske eksportører havde således forstærket deres dumpingpraksis, hvorfor
Rådet burde have fastsat en antidumpingtold under hensyntagen hertil.
- 58.
- Endvidere var den skade, dumpingen medførte for virksomhederne i Fællesskabet,
ifølge sagsøgeren tiltaget. For så vidt angår alle de fotokopieringsmaskiner, som
blev anset for at være samme varer, er det således godtgjort, at de væsentligste
nøgletal for virksomhederne i Fællesskabet forringedes væsentligt fra 1988 og til
udgangen af undersøgelsesperioden, både for så vidt angår produktionen (en
nedgang på 16%), markedsandelen (en nedgang fra 15,4% til 12,4%) og
rentabiliteten ved salg af PPC-fotokopieringsmaskiner (en nedgang fra 11,1% til
2,7%) (33., 34. og 35. betragtning til forordning nr. 2380/95). Trods nedgangen i
eksporten fra Japan fastslog Kommissionen endvidere, at der var tale om betydelige
underbudsmargener (42. og 43. betragtning til forordningen). På baggrund heraf
konkluderede Rådet, at hvis den gældende antidumpingtold bortfaldt, ville der igen
blive forvoldt væsentlig skade (jf. navnlig 81. og 87. betragtning til forordningen).
- 59.
- Endelig har Rådet fastslået, at Fællesskabet havde en øget interesse i at bibeholde
en europæisk produktion af fotokopieringsmaskiner, og at et bortfald af tolden ville
være et incitament for de japanske eksportører til at reducere deres produktion i
Fællesskabet for at nedbringe de betydelige lagerbeholdninger i Japan og for at øge
kapacitetsudnyttelsen dér (betragtning 88 ff.).
- 60.
- Efter sagsøgerens opfattelse kan det heraf udledes, at det,
fællesskabsmyndighederne fastslog i forbindelse med den fornyede undersøgelse,
klart taler imod enhver begrænsning af antidumpingforanstaltningernes
anvendelsesperiode. Sammenhængen mellem det, der er fastslået, og
antidumpingforanstaltningernes anvendelsesperiode fremgår ikke kun af artikel 15,
stk. 1, i grundforordningen fra 1988, men underbygges også af, at dumpingen og
den skade, der er påført virksomhederne i Fællesskabet, ikke er fjernet, men
derimod er væsentlig øget i den periode, hvor forordning nr. 535/87 fandt
anvendelse.
- 61.
- Med den anden gruppe af argumenter gør sagsøgeren gældende, at Rådet ikke har
taget hensyn til de særlige forhold vedrørende fotokopieringsmaskiner, som kan
kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut, og som for første gang er
beskyttet mod dumpingimport ved forordning nr. 2380/95. De japanske eksportører
førte en særlig aggressiv politik med hensyn til fotokopieringsmaskiner i dette
højere segment, og det må under disse omstændigheder anses for at være i strid
med det, fællesskabsmyndighederne selv fastslog, at der for dette segment af
fotokopieringsmaskiner kun blev indført en antidumpingtold for en periode på to
år.
- 62.
- Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at markedet for PPC-fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr.
minut, var særlig vigtigt for producenterne i Fællesskabet. I forordning nr. 2380/95
(42. og 46. betragtning) har Rådet og Kommissionen fastslået, at dette marked
både er karakteriseret ved en betydelig stigning i importen og et større underbud.
- 63.
- Sagsøgeren ønsker ikke »særlige regler« for de omtalte maskiner, men alene at den
normale regel i artikel 15, stk. 1, i grundforordningen fra 1988 anvendes. Rådet har
således selv erkendt, at der af hensyn til retssikkerheden og for at sikre en
minimumsbeskyttelse bør fastsættes en anvendelsesperiode på fem år for
foranstaltninger, der vedtages for første gang.
- 64.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at der ikke er givet nogen begrundelse for, at
Rådet også har begrænset anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne
vedrørende disse fotokopieringsmaskiner til to år, hvilket ligeledes er i strid med
traktatens artikel 190.
- 65.
- Endelig har sagsøgeren anført, at visse japanske producenter før ikrafttrædelsen af
forordning nr. 2380/95 havde opbygget store lagre af denne type
fotokopieringsmaskiner, således at de kan hindre opfyldelsen af formålet med
antidumpingforanstaltningerne.
- 66.
- Med den tredje gruppe af argumenter gør sagsøgeren gældende, at der er fare for,
at begrænsningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to år danner
præcedens, hvilket vil kunne føre til, at antidumpinginstrumentet mister en
væsentlig del af sin værdi. Dette gælder navnlig, når fællesskabsinstitutionerne trods
en situation, hvor dumpingen forstærkes, skaden øges, og hvor Fællesskabet har en
betydelig interesse i at opretholde en vigtig industrisektor, reducerer varigheden af
antidumpingforanstaltningerne. I modsætning til, hvad Rådet har anført, bygger
denne argumentation ikke kun på rent politiske overvejelser.
- 67.
- Rådet har indledningsvis anført, at det udtrykkeligt fremgår af 103. betragtning til
forordning nr. 2380/95, at grundene til, at det undtagelsesvis fastsatte forordningens
gyldighedsperiode til to år var den ekstraordinært lange tid, der medgik til den
fornyede undersøgelse, og at antidumpingtolden forblev i kraft under hele
proceduren. Herved blev anvendelsesperioden for antidumpingtolden i
virkeligheden ved forordning nr. 2380/95 forlænget til fem år og otte måneder, og
sagsøgeren er derfor bedre stillet nu, end hvis Rådet umiddelbart havde forlænget
den oprindelige antidumpingtold i fem år.
- 68.
- For så vidt angår varigheden af den fornyede undersøgelse var denne ifølge Rådet
usædvanlig lang, hvilket bekræftes af, at den sagsbehandling, som førte frem til
indførelsen af antidumpingtolden ved forordning nr. 535/87, kun varede ca.
halvandet år.
- 69.
- For så vidt sagsøgeren påberåber sig andre forhold end varigheden af
undersøgelsen til støtte for, at gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 ikke
skulle have været begrænset, kan disse ikke påvirke Rådets vurdering på dette
punkt.
- 70.
- Sagsøgerens argumenter vedrørende øgningen af dumpingen og den skade, der
herved påføres virksomhederne i Fællesskabet, og Fællesskabets øgede interesse
bygger i det væsentlige på de betragtninger, der er anført i forordning nr. 2380/95.
Der er imidlertid ingen forbindelse mellem disse faktorer og fastsættelsen af
anvendelsesperioden for den antidumpingtold, der er indført ved forordningen.
- 71.
- Endvidere har Rådet anført, at den i 15. betragtning til forordning nr. 2380/95 har
redegjort for grundene til, at der ikke kunne fastsættes særlige regler for
fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr.
minut. Da der derfor ikke kunne fastsættes en afvigende anvendelsesperiode for
antidumpingtolden for disse maskiner, var det heller ikke nødvendigt, at forordning
nr. 2380/95 indeholdt en særlig begrundelse på dette punkt.
Rettens bemærkninger
- 72.
- Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren ikke med føje kan gøre gældende, at
den tid, der medgik til den fornyede undersøgelse, ikke i dette tilfælde var unormalt
lang. Det er tilstrækkeligt i denne forbindelse at bemærke, at det fremgår af artikel
7, stk. 9, i grundforordningen fra 1988, at en »undersøgelse indstilles enten ved, at
den afsluttes, eller ved at der træffes endelige foranstaltninger. Den indstilles
normalt inden for en frist på et år efter procedurens iværksættelse«. Kommissionen
gav først meddelelse om, at der ville blive indledt en fornyet undersøgelse den 14.
august 1992, dvs. ca. seks måneder efter offentliggørelsen af meddelelsen den 11.
februar 1992 om, at den agtede at indlede en fornyet undersøgelse. Den fornyede
undersøgelse varede herefter fra august 1992 til oktober 1995, dvs. ca. 38 måneder.
- 73.
- Det må på denne baggrund først undersøges, om den unormalt lange tid, der
medgik til den fornyede undersøgelse, var et forhold, som Rådet lovligt kunne tage
hensyn til ved fastsættelsen af anvendelsesperioden for den endeligeantidumpingtold, som blev fastsat ved afslutningen af undersøgelsen. I denne
forbindelse må det fastlægges, hvilke konsekvenser den unormalt lange
sagsbehandlingstid havde for de virksomheder, som er pålagt antidumpingtolden,
og for virksomhederne i Fællesskabet.
- 74.
- Med hensyn til de virksomheder, som er pålagt antidumpingtolden, bemærkes, at
de endelige antidumpingforanstaltninger, der er indført ved forordning nr. 535/87,
var gældende under hele den fornyede undersøgelse, jf. artikel 15, stk. 3, i
grundforordningen fra 1988. Selv om den fornyede undersøgelse omfattede
perioden fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1992, medførte indførelsen af nye
endelige foranstaltninger ved forordning nr. 2380/95, at de virksomheder, som blev
pålagt antidumpingforanstaltninger, først i oktober 1996 kunne anmode om en
fornyet undersøgelse. Det fremgår således af artikel 14, stk. 1, i grundforordningen
fra 1988, at der kun kan fremsættes en begæring om fornyet undersøgelse »under
forudsætning af, at der er forløbet mindst et år, efter at undersøgelsen er
indstillet«.
- 75.
- Virksomhederne i fællesskabet var dermed på grund af varigheden af den fornyede
undersøgelse sikret en beskyttelse mod dumping i hvert fald indtil oktober 1996.
- 76.
- Rådet findes derfor med rette at have antaget, at den unormalt lange tid, der
medgik til den fornyede undersøgelse, påvirkede retstillingen for parterne i
proceduren på en måde, som var til ugunst for de virksomheder, der var pålagt
antidumpingforanstaltninger.
- 77.
- Den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede undersøgelse, må herefter
anses for et forhold, der kunne begrunde en begrænsning af anvendelsesperioden
for de endelige antidumpingforanstaltninger, som blev vedtaget ved afslutningen af
denne procedure. Endvidere findes Rådet ikke at have overskredet grænserne for
sit skøn, da det under hensyn til varigheden af den fornyede undersøgelse anså det
for rimeligt at begrænse gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to år.
Således indebar indførelsen af nye endelige foranstaltning ved forordning nr.
2380/95, at virksomhederne i Fællesskaber ville være beskyttet mod dumping indtil
oktober 1997, dvs. i mere end fem år fra udløbet af den oprindelige
antidumpingtold, medmindre der blev indgivet en anmodning om fornyet
undersøgelse af de ved forordningen indførte foranstaltninger.
- 78.
- Det må herefter undersøges, om de øvrige forhold, sagsøgeren har påberåbt sig,
burde have medført, at Rådet ikke begrænsede gyldighedsperioden for forordning
nr. 2380/95 til to år trods den unormalt lange tid, der medgik til den fornyede
undersøgelse.
- 79.
- I denne forbindelse bemærkes for det første, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget
bevis for, at de virksomheder, der er pålagt antidumpingtolden, forhalede den
fornyede undersøgelse.
- 80.
- For det andet finder Retten at måtte forkaste sagsøgerens argumentation om, at
det, fællesskabsmyndighederne fastslog i forbindelse med undersøgelsen med
hensyn til dumping, den heraf forårsagede skade og Fællesskabets interesse, skulle
have medført, at Rådet havde forlænget antidumpingtolden i en ny femårsperiode.
- 81.
- Det bemærkes i denne forbindelse, at den fornyede undersøgelse omfattede
perioden fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1992. Endvidere henvises til, at de
antidumpingforanstaltninger, som blev indført ved forordning nr. 535/87, forblev i
kraft under hele undersøgelsen. På grundlag af det, fællesskabsmyndighederne
lagde til grund i forbindelse med undersøgelsen med hensyn til dumping, den heraf
forårsagede skade og Fællesskabets interesse, fastslog Rådet, at der ikke var
grundlag for at lade de antidumpingforanstaltninger, som var indført ved forordning
nr. 535/87, udløbe, og at den sats for antidumpingtolden, der var fastsat heri, skulle
opretholdes. Da varigheden af den endelige antidumpingtold, som blev indført ved
forordning nr. 2380/95 var fastsat til to år, var virksomhederne i Fællesskabet
således beskyttet mod dumping i en periode på mere end fem et halvt år efter det
tidspunkt, hvor den ved forordning nr. 535/87 indførte antidumpingtold ville være
udløbet i februar 1992, hvis der ikke var indledt en fornyet undersøgelse.
- 82.
- Sagsøgeren kan under disse omstændigheder ikke med føje gøre gældende, at der
skulle være taget hensyn til de omhandlede forhold i forbindelse med fastsættelsen
af anvendelsesperioden for de nye endelige antidumpingforanstaltninger. Det
bemærkes i denne forbindelse, at selv om disse forhold ville være relevante ved
vurderingen af den sats for antidumpingtolden, som er fastsat i forordning nr.
2380/95, har sagsøgeren imidlertid ikke nedlagt påstand om annullation af denne
sats.
- 83.
- For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at anvendelsesperioden for de nye
antidumpingforanstaltninger ikke skulle være begrænset, idet der ved forordning
nr. 2380/95 for første gang indføres antidumpingtold for fotokopieringsmaskiner,
som kan kopiere med en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut. Det er ubestridt,
at disse fotokopieringsmaskiner ikke var omfattet af den antidumpingtold, som blev
indført ved forordning nr. 535/87, idet sådanne maskiner på dette tidspunkt ikke
blev importeret fra Japan, og fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en
hastighed over 75 fotokopier pr. minut, blev ikke fremstillet af virksomhederne i
Fællesskabet.
- 84.
- I overensstemmelse med sagsøgerens anmodning herom omfattede den fornyede
undersøgelse ligeledes fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med en hastighed
på over 75 A4-ark pr. minut. Det anføres herom i 15. betragtning, tredje afsnit, til
forordning nr. 2380/95:
»Det ville være ulogisk, være i strid med det system, der er fastsat ved
[grundforordningen fra 1988], og ville kunne føre til ikke samstemmende resultater,
hvis Kommissionen skulle gennemføre to særskilte procedurer vedrørende samme
vare med oprindelse i samme land. For så vidt angår PPC[-fotokopieringsmaskiner]
fra Japan blev den fornyede undersøgelse af gældende foranstaltninger i henhold
til artikel 15 også iværksat og gennemført i henhold til artikel 14 ud fra den
betragtning, at artikel 15 bør, og faktisk kun kan, læses sammen med artikel 14.
Fornyede undersøgelser af gældende foranstaltninger i henhold til disse
bestemmelser kan eventuelt føre til ændring af foranstaltningerne. Hvis gældende
foranstaltninger efter en fornyet undersøgelse ikke kunne ændres, således at de
inden for rammerne af disse foranstaltninger omfatter nye typer af samme vare,
ville virkningerne af foranstaltningerne blive svækket.«
- 85.
- Da fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet blev inddraget i den fornyede
undersøgelse med den begrundelse, at det ville være ulogisk og til hinder for
antidumpingforanstaltningernes effektive virkning at fastsætte to forskellige regelsæt
for dumping med hensyn til ensartede varer med oprindelse i samme land, var
Rådet berettiget til at bestemme, at antidumpingtolden skulle være gældende i
samme tidsrum for alle de af undersøgelsen omfattede fotokopieringsmaskiner.
- 86.
- Endvidere bemærkes, at når henses til, at forordning nr. 2380/95 blev vedtaget efter
en fornyet undersøgelse af de allerede trufne foranstaltninger, hvori
fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet først blev inddraget efter sagsøgerens
udtrykkelige anmodning, gik Rådet ikke uden for sin skønsmæssige beføjelse, da
den fandt, at inddragelsen af disse fotokopieringsmaskiner i den fornyede
undersøgelse ikke begrundede, at der blev fastsat en anvendelsesperiode for de nye
endelige foranstaltninger på mere end to år.
- 87.
- Herudover bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt beviser for, at visse japanske
eksportører før ikrafttrædelsen af forordning nr. 2380/95 skulle have opbygget
betydelige lagre af fotokopieringsmaskiner med henblik på at omgå
antidumpingtolden. Det er derfor ikke nødvendigt for Retten at undersøge, om der
fandtes sådanne indicier for et forsøg på at omgå den antidumpingtold, der for
første gang blev indført for disse fotokopieringsmaskiner, at der burde være taget
hensyn hertil ved fastsættelsen af anvendelsesperioden for de nye endelige
antidumpingforanstaltninger, som blev fastsat ved forordningen.
- 88.
- Med hensyn til sagsøgerens anbringende om en tilsidesættelse af traktatens artikel
190 bemærkes, at inddragelsen af fotokopieringsmaskiner, som kan kopiere med
en hastighed på over 75 A4-ark pr. minut, i den fornyede undersøgelse i 15.
betragtning til forordning nr. 2380/95 er begrundet med, at sagsøgeren havde
fremsat udtrykkelig anmodning herom, og at det ville være ulogisk at indlede to
forskellige procedurer for fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan. Da
Rådet i 103. betragtning til forordning nr. 2380/95 (jf. ovenfor præmis 9) har
redegjort for grundene til, at forordningens gyldighedsperiode blev fastsat til to år,
var det ikke forpligtet til specifikt at begrunde begrænsningen af forordningens
gyldighedsperiode for så vidt angår fotokopieringsmaskinerne med stor kapacitet.
- 89.
- Endelig bemærkes for det fjerde, at sagsøgerens argument om, at der er en fare
for, at begrænsningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 danner
præcedens, hvilket kan føre til, at antidumpinginstrumentet mister en væsentlig del
af sin værdi, må forkastes. Dette argument støttes ikke på en tilsidesættelse af en
retsregel. Da Rådet selv har gjort gældende, at dets skønsmæssige beføjelse til at
fastsætte anvendelsesperioden for den endelige antidumpingtold, som indføres efter
en fornyet undersøgelse af tidligere fastsatte foranstaltninger, til mindre end fem
år, kun kan bringes i anvendelse under særlige omstændigheder, er der under alle
omstændigheder ikke grundlag for at antage, at begrænsningen af
gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 vil kunne danne præcedens og
dermed kunne have indflydelse på antidumpingforanstaltningernes effektivitet.
- 90.
- Herefter må anbringenderne om et åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af
traktatens artikel 190 forkastes.
Anbringendet om tilsidesættelse af de forsvarsrettigheder, der tilkommer virksomhederne
i Fællesskabet, og deres rettigheder med henblik på at sikre
antidumpingforanstaltningernes effektivitet
Parternes anbringender
- 91.
- Sagsøgeren har indledningsvis anført, at de japanske eksportører kort efter
indførelsen af den endelige antidumpingtold på fotokopieringsmaskiner i 1987 i stor
udstrækning omgik beskyttelsesforanstaltningerne ved opførelse af samlefabrikker
i Fællesskabet (jf. bl.a. Rådets forordning (EØF) nr. 3205/88 af 17.10.1988 om
udvidelse af den antidumpingtold, der indførtes ved forordning nr. 535/87, til også
at omfatte visse PPC-fotokopieringsmaskiner, som samles i Fællesskabet, EFT L
284, s. 36). Endvidere påtog eksportørerne sig i et vist omfang at betale
antidumpingtolden, således at der ikke kunne konstateres nogen prisstigning på
markedet i Fællesskabet. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til
Kommissionens konklusioner efter den fornyede undersøgelse, på grundlag af
hvilke den fastslog, at der var tale om en øget dumping og et øget underbud.
- 92.
- Efter sagsøgerens opfattelse må der påregnes den samme adfærd fra de japanske
eksportører og importører af fotokopieringsmaskiner med henblik på, at de kan
undgå prisstigninger og tab af markedsandele i Fællesskabet, efter at
antidumpingtolden er blevet opretholdt ved forordning nr. 2380/95. Endvidere må
der tages hensyn til, at de japanske producenter af fotokopieringsmaskiner har
opført samlefabrikker i andre asiatiske lande, navnlig Folkerepublikken Kina, idet
statistikkerne viser en stigning i eksporten herfra til Fællesskabet. Sagsøgeren har
bevis for en omgåelse af antidumpingtolden på de omhandlede
fotokopieringsmaskiner.
- 93.
- Virksomhederne i Fællesskabet må derfor ifølge sagsøgeren træffe de nødvendige
foranstaltninger for at undgå, at antidumpingtolden absorberes og/eller omgås ved
samling af fotokopieringsmaskiner i Fællesskabet og/eller i tredjelande, ved at
benytte de særlige procedurer i henhold til grundforordningen om antidumping. De
særlige procedurer til imødegåelse af absorbering af antidumpingtolden (artikel 12
i grundforordningen fra 1994) og omgåelse (forordningens artikel 13) forudsætter
imidlertid, at virksomhederne i Fællesskabet fremsætter en anmodning herom. En
sådan anmodning skal indeholde de nødvendige beviser eller oplysninger til støtte
for, at der bør indledes en undersøgelse. Endvidere vil der i hvert fald medgå mere
end to år til indsamling af beviser, udarbejdelse og indgivelse af en anmodning,
høring af medlemsstaterne, indledning af proceduren, Kommissionens undersøgelser
og fællesskabsmyndighedernes udarbejdelse og vedtagelse af en beslutning.
- 94.
- Med begrænsningen af gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to år
fratages virksomhederne i Fællesskabet efter sagsøgerens opfattelse derfor den
retsbeskyttelse, de er indrømmet ved grundforordningen om antidumping, idet en
sådan periode ikke er tilstrækkelig til at sikre en effektiv varetagelse af de
rettigheder, selskabet har i henhold til artikel 12 og 13 i grundforordningen fra
1994. Ved begrænsningen af gyldighedsperioden sker der således et væsentligtindgreb i de rettigheder, virksomhederne i Fællesskabet har.
- 95.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at Kommissionen i en skrivelse af 7. april 1995
udtalte, at der måtte fastsættes en anvendelsesperiode for antidumpingtolden, som
muliggjorde en effektiv gennemførelse af antidumpingforanstaltningerne og
eventuelt indledning af de særlige procedurer i henhold til grundforordningen.
- 96.
- Rådet har indledningsvis anført, at sagsøgerens påstande vedrørende absorbering
eller omgåelse af antidumpingtolden i fremtiden er rent spekulative, og at selskabet
ikke har fremlagt noget bevis for sine påstand. Det er i denne forbindelse
irrelevant, at sagsøgeren henviser til, hvad der blev fastslået under den fornyede
undersøgelse, idet dette angår fortiden. Endvidere kan den øgede dumping skyldes
ikke blot en absorbering af antidumpingtolden, men også en stigning i den normale
værdi. Endelig beregnede Kommissionen ikke et eventuelt prisunderbuds størrelse
i forbindelse med vedtagelsen af den oprindelige antidumpingtold ved forordning
nr. 535/87, og det kan derfor ikke fastslås, om underbuddet er øget.
- 97.
- Under alle omstændigheder kan begrænsningen af gyldighedsperioden for
forordning nr. 2380/95 til to år efter Rådets opfattelse ikke berøve sagsøgeren den
retsbeskyttelse, selskabet har i henhold til grundforordningen fra 1994.
Anmodninger, der fremsættes i henhold til reglerne om de særlige procedurer, kan
således støttes på begivenheder, der ligger forud for vedtagelsen af forordning nr.
2380/95, idet den antidumpingtold, som blev indført ved forordning nr. 535/87,
stadig var i kraft under den fornyede undersøgelse. Sagsøgeren havde allerede
kunnet fremsætte sådanne anmodninger under den fornyede undersøgelse.
- 98.
- Endvidere har Rådet anført, at begrænsningen af gyldighedsperioden for forordning
nr. 2380/95 til to år var begrundet i særlige omstændigheder. Såfremt det antages,
at denne begrænsning af anvendelsesperioden for antidumpingforanstaltningerne
indebærer en indskrænkning i den adgang, virksomhederne i Fællesskabet har til
at benytte procedurerne i henhold til artikel 12 og 13 i grundforordningen fra 1994,
er der tale om en konsekvens, som er accepteret i forbindelse med den retlige
ordning, der er indført ved forordningen.
- 99.
- Endelig har Rådet anført, at såfremt sagsøgeren påviser, at der er tale om
absorbering eller omgåelse af antidumpingtolden, vil selskabet kunne påberåbe sig
beviserne herfor til støtte for en anmodning om en fornyet undersøgelse.
Rettens bemærkninger
- 100.
- Det bemærkes indledningsvis, at nærværende anbringende må vurderes på grundlag
af den grundforordning, som var i kraft, da forordning nr. 2380/95 blev vedtaget,
dvs. grundforordningen fra 1994, idet eventuelle anmodninger om indledning af
procedurer med henblik på beskyttelse af virksomhederne i Fællesskabet mod
absorbering eller omgåelse af antidumpingtolden skulle indgives i henhold til
bestemmelserne i denne forordning.
- 101.
- Det må fastslås, at der ikke er grundlag for at antage, at begrænsningen af
gyldighedsperioden for forordning nr. 2380/95 til to år har medført en
indskrænkning i de rettigheder, virksomhederne i Fællesskabet har med henblik på
at imødegå absorbering eller omgåelse af antidumpingtolden.
- 102.
- Sagsøgeren har således ikke fremført noget bevis for, at der på tidspunktet for
vedtagelsen af forordning nr. 2380/95 var nogen overhængende fare for absorbering
eller omgåelse af antidumpingtolden. Under alle omstændigheder kan der ikke
efter grundforordningen fra 1994 vedtages endelige antidumpingforanstaltninger,
som er gældende i mere end fem år, og det er derfor uundgåeligt, at i hvert fald
når der er gået tre år, vil de endelige antidumpingforanstaltninger bortfalde efter
en frist på højst to år, hvis der ikke fremsættes en anmodning om fornyet
undersøgelse. Selv om det antages, at det i praksis vil være vanskeligt for
virksomhederne i Fællesskabet at anvende de procedurer, der er fastsat med
henblik på beskyttelse mod absorbering og/eller omgåelse af antidumpingtolden,
når antidumpingforanstaltningerne udløber inden for en frist på to år, beror denne
situation på den retlige ordning, der er indført ved grundforordningen.
- 103.
- Dette anbringende må herefter ligeledes forkastes.
Påstanden om fremlæggelse af dokumenter
- 104.
- Sagsøgeren har anført, at Kommissionen havde foreslået, at de endelige
antidumpingforanstaltninger skulle anvendes indtil august 1998. Ved drøftelserne
om dette forslag i Antidumpingudvalget og i Rådet anmodede repræsentanterne
for visse medlemsstater om en nedsættelse af anvendelsesperioden for de endelige
foranstaltninger. Da sagsøgeren ikke har kendskab til, hvilke argumenter der blev
gjort gældende til støtte for nedsættelsen, har selskabet nedlagt påstand om, at
Kommissionen og Rådet pålægges at fremlægge referaterne af møderne i
Antidumpingudvalget og Rådet vedrørende Kommissionens forslag.
- 105.
- Det bemærkes i denne forbindelse, at en gennemgang af institutionernes interne
akter for at undersøge, hvorvidt den anfægtede retsakt er påvirket af andre
overvejelser end dem, der er anført i retsaktens begrundelse eller fremført af
institutionen for Retten, udgør en bevisførelse af usædvanlig karakter. Dette må
forudsætte, at omstændighederne ved den omhandlede retsakt giver anledning til
alvorlig tvivl om de egentlige bevæggrunde og navnlig til mistanke om, at
bevæggrundene er fællesskabsrettens målsætninger uvedkommende og således
udtryk for magtfordrejning (jf. Domstolens kendelse af 18.6.1986, forenede sager
142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 1899, præmis 11).
- 106.
- Sagsøgeren har ikke i nærværende sag fremført et anbringende om magtfordrejning
eller redegjort for grundene til, at selskabet finder, at begrundelserne i forordning
nr. 2380/95 muligvis ikke er de samme som dem, der blev fremført i forbindelse
med vedtagelsen af forordningen.
- 107.
- Der kan derfor ikke gives sagsøgeren medhold i påstanden om fremlæggelse af
dokumenter.
- 108.
- Herefter tages Rådets frifindelsespåstand til følge.
Sagens omkostninger
- 109.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har
tabt sagen, og i overensstemmelse med Rådets påstand herom dømmes selskabet
derfor til at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Vesterdorf Bellamy Moura Ramos
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. juli 1998.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Præsident