Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 6. februar 2024 – X.Y.

(Sag C-96/24, Rzecznik Dyscyplinarny Sądu Najwyższego)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Anmoder: X.Y.

Procesdeltagere: Rzecznik Dyscyplinarny Sądu Najwyższego og Prokuratura Krajowa

Præjudicielle spørgsmål

I.    Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union, sammenholdt med artikel 47, [første og andet afsnit], i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at:

1)    Sąd Najwyższy (øverste domstol), inden for rammerne af en særlig procedure indledt af en part med henblik på en prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) – der er udpeget til det dommerkollegium, der behandler en sag vedrørende en anmodning om tilladelse til strafforfølgning af en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) – selv opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, og er forpligtet til ex officio at foretage en prøvelse af, om det dommerkollegium, der er sammensat efter lodtrækning blandt alle dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) (i sagen om tilladelse til strafforfølgning af en dommer) ligeledes er en retsinstans, der »forudgående er oprettet ved lov«, når national ret alene kræver en prøvelse af dommernes egenskaber i form af uafhængighed og upartiskhed?

2)    Såfremt en anmodning om en prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, er baseret på en indsigelse om, at en sådan dommer blev udnævnt inden for rammerne af en (grundlæggende) mangelfuld udnævnelsesprocedure til dette embede, kan et kollegium på fem dommere, der udvælges ved lodtrækning blandt alle dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), da ikke omfatte dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der er blevet udnævnt som led i den samme mangelfulde udnævnelsesprocedure, idet en sådan sammensætning af Sąd Najwyższy (øverste domstol) ikke kan betragtes som en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov?

3)    Såfremt det i en sag vedrørende en prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) (der er udpeget til et dommerkollegium (der behandler en sag vedrørende en anmodning om tilladelse til strafforfølgning af en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol)), selv opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, er blevet godtgjort af en part, at det udvalgte kollegium på grund af deltagelsen af denne dommer, der er udpeget inden for rammerne af en (grundlæggende) mangelfuld udnævnelsesprocedure til dette embede, ikke opfylder kravene til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er det ikke længere nødvendigt med henblik på at træffe afgørelse om anmodningen – hvorfor prøvelsen af om dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed – at foretage en prøvelse af den pågældende dommers adfærd efter vedkommendes udnævnelse til dommer eller sagens art (tilladelse til strafforfølgning af en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol)), som det kræves i national ret, og det er følgelig ikke tilladt at afvise en anmodning om prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, alene med den begrundelse, at ansøgeren ikke har godtgjort, at den pågældende dommers adfærd efter dennes udnævnelse rejser tvivl om vedkommendes uafhængighed og upartiskhed?

-    Såfremt det første spørgsmål, nr. 2), besvares bekræftende:

II.    Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i Traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel 47, [første og andet afsnit], i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at:

En dommer, der er medlem af et dommerkollegium, som skal foretage en prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) (som er udpeget til at behandle en sag om tilladelse til strafforfølgning af en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol))) overholder kravene om uafhængighed og upartiskhed, dels kan anmode om udelukkelse af en anden dommer (dommere) fra dommerkollegiet, der er blevet udvalgt ved lodtrækning blandt alle dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), og som er blevet udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) inden for rammerne af en (grundlæggende) mangelfuld udnævnelsesprocedure, der udelukker anerkendelsen af den nævnte domstol med den eller de pågældende dommeres deltagelse som en domstol, der er oprettet ved lov og er uafhængig og upartisk, dels anmode om, at en sådan anmodning ikke behandles af en dommer, der ligeledes er blevet udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) inden for rammerne af en sådan mangelfuld udnævnelsesprocedure?

III.    Kan den dommer, der har indgivet en sådan anmodning som omhandlet i punkt II, i tilfælde af, at den uden videre afvises (ved kendelse afsagt af en national domstol), afslå at foretage en prøvelse af, om dommeren ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed, eller skal vedkommende dommer alligevel træffe afgørelse, idet det overlades til parten at afgøre, om vedkommende vil anfægte afgørelsen med den begrundelse, at den tilsidesætter partens ret til at få sagen behandlet af en ret, der opfylder kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 47 [første og andet afsnit] i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

IV.    Påvirkes lovligheden i sammensætningen af dommerkollegiet – i en sag, der vedrører prøvelse af, om en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) opfylder kravene om uafhængighed og upartiskhed – i forbindelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 47 [første og andet afsnit], i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af den omstændighed, at kun én af de fem dommere er blevet udnævnt til embedet som dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) inden for rammerne af en (grundlæggende) mangelfuld udnævnelsesprocedure, dvs. er det i et sådant tilfælde ikke desto mindre muligt at fremme sagen og afsige dom, da der, for så vidt angår flertallet af dommerne i den udpegede sammensætning, ikke er tale om, at deres udnævnelse til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) er mangelfuld?

____________