Sag anlagt den 18. september 2008 - Bank Melli Iran mod Rådet
(Sag T-390/08)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Bank Melli Iran (Teheran, Iran) (ved avocat L. Defalque)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Stk. 4 i afsnit B i bilaget til Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som det vedrører Bank Melli Iran og dennes datterselskaber og filialer.
Subsidiært fastslås i henhold til artikel 241 EF, at artikel 15, stk. 2, og artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning nr. 423/2007 af 19. april 2007 ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde.
Rådet tilpligtes under alle omstændigheder at betale samtlige omkostninger i henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet for Retten i Første Instans.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 2008/475/EF af 23. juni 2008 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran
1, for så vidt som sagsøgerens navn er opført på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, hvis midler og økonomiske ressourcer er indefrosne i henhold til denne bestemmelse.
Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremsat 7 anbringender:
- om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i EF-traktaten, retsreglerne om anvendelsen heraf, om magtfordrejning samt om manglende overholdelse af artikel 7, stk. 2, i den fælles holdning 2007/140/FUSP
2, idet den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med reglen om enstemmighed i artikel 7, stk. 2, i den fælles holdning 2007/140 FUSP,
- følgelig om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 15, stk. 2, i forordning 423/2007
3, der forskriver afstemning ved kvalificeret flertal,
- om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som Rådet har foreskrevet indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, uden at have iværksat denne foranstaltning over for andre iranske banker, som befandt sig i en lignende situation,
- om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, idet Rådet har foreskrevet indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, selv om resolution 1803 (2008) fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd alene opfordrer staterne til at udvise agtpågivenhed, hvad angår de transaktioner, der gennemføres mellem de økonomiske institutioner, der er beliggende på staternes område, og de banker, der er hjemmehørende i Iran, herunder sagsøgeren,
- om tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til at blive hørt og retten til en effektiv søgsmålsadgang, for så vidt som i) staterne ved resolution 1803 (2008) kun opfordres til at udvise agtpågivenhed, og ii) sagsøgeren ikke er omfattet af de tidligere resolutioner fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd (resolution 1737 (2006) og 1747 (2007)). Sagsøgeren blev i øvrigt ikke underrettet om de omstændigheder, der blev lagt banken til last,
- om tilsidesættelse af den grundlæggende ret til respekt for ejendomsretten,
- om tilsidesættelse af artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007, for så vidt som Rådet burde have angivet individuelle og specifikke grunde for afgørelsen vedrørende den blotte agtpågivenhedspligt i resolution 1803 (2008) og vedrørende den behandling, som de andre iranske banker blev givet,
- om tilsidesættelse af Fællesskabets beføjelser, idet indefrysningen af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer udgør en straflignende sanktion, og dette så meget desto mere som der ikke i det foreliggende tilfælde er tale om gennemførelse af en resolution fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, da resolution 1803 (2008) ikke foreskriver en sådan indefrysningsforanstaltning.
____________1 - EFT L 163, s. 29.2 - Rådets fælles holdning 2007/140/FUSP af 27.2.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 61, s. 49).3 - Rådets forordning (EF) nr. 423/2007/EF af 19.4.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1).