PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)
14. april 2011
Sag F-113/07
Irmantas Šimonis
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – interinstitutionel overførsel – jurist lingvist – ændring af begrundelse – krav om minimumsanciennitet«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Irmantas Šimonis principalt har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om at udelukke ham fra udvælgelsesproceduren i den interinstitutionelle meddelelse om ledig stilling KOM/2007/142 ved at undlade at ansøge Domstolen om, at han blev overført, en afgørelse, som sagsøgeren fik kendskab til den 8. marts 2007.
Udfald: Afgørelsen, hvorved Kommissionen udelukkede Irmantas Šimonis fra udvælgelsesproceduren i meddelelse om ledig stilling KOM/2007/142 ved at undlade at ansøge Domstolen om overførsel af ham, annulleres. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger. Republikken Litauen, som har interveneret i sagen til støtte for sagsøgerens påstande, bærer sine egne omkostninger
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – udtrykkelig afgørelse om afslag på klagen – afgørelse truffet efter fornyet vurdering af en tidligere afgørelse – formaliteten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – genstand – administrationens forpligtelse til at angive de krævede betingelser for at besætte en stilling – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)
3. Tjenestemænd – ansættelse – kriterier – tjenestens interesse – administrationens skønsbeføjelse – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29)
4. Tjenestemænd – ansættelse – ansættelsesprocedurer – udvælgelse – administrationens skønsbeføjelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1)
5. Tjenestemænd – ansættelse – administrationens forpligtelse til at besætte en ledig stilling – foreligger ikke – undtagelse
6. Tjenestemænd – søgsmål – ændring af begrundelsen for den anfægtede retsakt under sagen – ikke tilladt – undtagelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. Enhver afgørelse om afvisning af en klage, hvad enten den er stiltiende eller udtrykkelig, bekræfter blot – såfremt det er en ren afvisning – den akt eller den undladelse, som sagsøgeren klager over, og er isoleret set ikke en anfægtelig akt. En afgørelse kan nemlig ikke anses for en bebyrdende afgørelse, når den er af rent bekræftende art, hvilket er tilfældet for en afgørelse, der intet ændrer i forhold til en tidligere afgørelse, som indeholder et klagepunkt, og dermed ikke er trådt i stedet for denne.
En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage kan, henset til dens indhold, imidlertid være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er således tilfældet, når afgørelsen om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt Unionens retsinstansers kontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt.
(jf. præmis 35 og 36)
Henvisning til:
Retten: 2. marts 2004, sag T-14/03, Di Marzio mod Kommissionen, præmis 54
Personaleretten: 30. november 2009, sag F-86/08, Voslamber mod Kommissionen, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis
2. Når retssikkerhedsprincippet kræver af administrationen, at denne sætter de berørte parter i stand til nøjagtigt at kende omfanget af de forpligtelser, som påhviler dem, eller de rettigheder, som de råder over, medfører princippet, at en regel, som fastsætter rettigheder og forpligtelser for administrationens ansatte, er genstand for en passende offentliggørelsesforanstaltning på de vilkår og i den form, som det tilkommer administrationen at fastlægge. En sådan offentliggørelse kræves hvad angår en intern regel, hvorefter administratorer, der arbejder som jurist lingvister, skal opfylde et krav om fire års anciennitet fra deres første ansættelse for at kunne overføres til andet arbejde.
Hvad angår regler om ansættelse af tjenestemænd er ansættelsesmyndigheden bl.a. forpligtet til så præcist som muligt i meddelelsen om ledig stilling at angive de betingelser, der kræves for at besætte en stilling, således at de berørte personer sættes i stand til at vurdere, om de skal ansøge herom. Ansættelsesmyndigheden kan ganske vist ikke være forpligtet til at henvise til betingelser, der er udtrykkeligt fastsat i vedtægten, eftersom ansøgerne formodes at have kendskab hertil, men en meddelelse om ledig stilling fratages sin genstand, som er at oplyse ansøgerne om de betingelser, der skal opfyldes for at besætte en stilling, hvis administrationen kunne udelukke en ansøger af en grund, som ikke udtrykkeligt fremgår af nævnte meddelelse om ledig stilling eller af vedtægten, eller som ikke har været genstand for en offentliggørelse. Vedtægtsbestemmelserne, og navnlig objektivitetsprincippet, ville ikke blive overholdt, hvis administrationen påberåbte sig visse betingelser, som ifølge administrationen kræves for at besætte den pågældende stilling, efter offentliggørelsen af meddelelsen, med hensyn til de ansøgere, der har søgt stillingen.
(jf. præmis 73-75 og 90)
Henvisning til:
Domstolen: 30. oktober 1974, sag 188/73, Grassi mod Rådet, præmis 40; 21. juni 2007, sag C-158/06, ROM-projecten, præmis 25; 11. december 2007, sag C-161/06, Skoma-Lux, præmis 28; 10. marts 2009, sag C-345/06, Heinrich, præmis 44
Retten: 2. oktober 1996, sag T-356/94, Vecchi mod Kommissionen, præmis 50
Personaleretten: 30. november 2009, sag F-80/08, Wenig mod Kommissionen, præmis 90
3. Selv om administrationen, hvad bl.a. angår vurderingen af tjenestens interesse, råder over et vidt skøn, er den ikke desto mindre forpligtet til med henblik på vedtagelsen af en individuel afgørelse at foretage en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder. På ansættelsesområdet kan administrationen således ikke indskrænke sig til at påberåbe sig tjenestens interesse, eller endog ret og rimelighed, med henblik på at vedtage en afgørelse uden at redegøre for, hvorfor den særlige karakter af den stilling, der skal besættes, begrundede vedtagelsen heraf.
Kommissionen overholder ikke dette krav, når den med henblik på at begrunde vedtagelsen af en afgørelse om at udelukke en jurist lingvist fra en anden institution fra den udvælgelse, der er fastsat i en interinstitutionel meddelelse om ledig stilling, har gjort gældende, at den skal fremme den interne mobilitet blandt dens tjenestemænd, at det er nødvendigt at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved de udvælgelsesprøver, der organiseres med henblik på ansættelse af jurist lingvister, og at sidstnævnte nyder godt af en mere fordelagtig indplacering i lønklasse, uden at redegøre for, hvorfor tjenestens interesse kræver, at den pågældende stilling ikke kan besættes af en jurist lingvist ansat for mindre end fire år siden – den anciennitet, der, ikke systematisk, kræves på grundlag af en intern regel – i stedet for blot tre år, som fastsat i den interinstitutionelle aftale fra 2005.
(jf. præmis 77 og 78)
Henvisning til:
Domstolen: 14. juli 1988, forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86, Stahlwerke Peine-Salzgitter og Hoogovens Groep mod Kommissionen, præmis 27
Retten: 5. oktober 1995, sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, præmis 21
4. I henhold til vedtægtens artikel 29, stk. 1, skal ansættelsesmyndigheden når den har til hensigt at besætte en stilling, tage følgende i betragtning i nævnte rækkefølge: for det første mulighederne for forfremmelse og forflyttelse inden for den institution, hvor den ledige stilling findes, for det andet mulighederne for gennemførelse af udvælgelsesprøver inden for institutionen og for det tredje ansøgninger om overflyttelse af tjenestemænd fra andre institutioner, før der gennemføres udvælgelsesprøver baseret på kvalifikationsbeviser, på prøver eller på både kvalifikationsbeviser og prøver.
Nævnte ansættelsesmyndighed er ganske vist ikke ubetinget forpligtet til først at foretage en forfremmelse eller en forflyttelse, selv i tilfælde af gyldige ansøgninger fra tjenestemænd, der opfylder alle de krav og betingelser, der kræves i meddelelsen om ledig stilling. Før den udvider sit valg ved at afholde en intern udvælgelsesprøve eller ved at undersøge mulighederne for interinstitutionel overførsel påhviler det den imidlertid at undersøge, om de eksisterende muligheder kan føre til udnævnelse af en person, der har de bedste kvalifikationer både med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet.
(jf. præmis 81 og 82)
Henvisning til:
Domstolen: 5. december 1974, sag 176/73, Van Belle mod Rådet, præmis 5 og 6; 18. marts 1999, sag C-304/97 P, Carbajo Ferrero mod Parlamentet, præmis 29
Retten: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 98
5. Selv om ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at følge op på en ansættelsesprocedure, kan den kun gøre dette af objektive og tilstrækkelige grunde, for at opveje forventningerne hos den pågældende person om at blive ansat i den stilling, som vedkommende har ansøgt om, hvilke forventninger varierer alt efter hvilket stadium i udvælgelsesproceduren, som den pågældende er nået frem til. Disse grunde skal være umulige at opdage forud for affattelsen af meddelelsen om ledig stilling for en normalt påpasselig administration.
(jf. præmis 90)
Henvisning til:
Domstolen: 9. februar 1984, forenede sager 316/82 og 40/83, Kohler mod Revisionsretten, præmis 22
Retten: 18. marts 1997, sag T-35/96, Rasmussen mod Kommissionen, præmis 60; 17. februar 1998, sag T-56/96, Maccaferri mod Kommissionen, præmis 33; 27. november 2003, forenede sager T-331/00 og T-115/01, Bories m.fl. mod Kommissionen, præmis 173
6. Administrationen kan ikke erstatte eller tilføje en begrundelse til en afgørelse under sagen, medmindre det viser sig, at administrationen befinder sig i en bunden kompetencesituation, således at en eventuel annullation af den omtvistede afgørelse kun vil have den virkning, at administrationen er forpligtet til at træffe en ny afgørelse, som indholdsmæssigt er identisk med den annullerede afgørelse.
(jf. præmis 93)
Henvisning til:
Personaleretten: 15. december 2010, sag F-67/09, Angulo Sánchez mod Rådet, præmis 71