Language of document :

Sag anlagt den 14. maj 2012 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-198/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze og A. Wiedmann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse K(2012) 1348 endelig af 1. marts 2012 om de nationale bestemmelser, som den tyske forbundsregering har meddelt om opretholdelse af grænseværdierne for bly, barium, arsen, antimon, kviksølv samt nitrosaminer og nitroserbare stoffer i legetøj efter ikrafttrædelsen af direktiv 2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj, meddelt den 2. marts 2012, annulleres,

for så vidt som de meddelte nationale bestemmelser om opretholdelse af grænseværdierne for grundstofferne antimon, arsen og kviksølv, ikke kan godkendes (art. 1, stk. 1),

for så vidt som de meddelte nationale bestemmelser om opretholdelse af grænseværdierne for grundstofferne bly og barium højst kan godkendes indtil den 21. juli 2013 (art 1, stk. 2 og 3).

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige fremførte følgende anbringender.

Overtrædelse af traktaterne i henhold til artikel 263, skt. 2, TEUF sammenholdt med artikel 114 TEUF, idet tidsbegrænsningen for godkendelse af bly og barium er ulovlig

    Sagsøgeren har gjort gældende, at eftersom Kommissionens godkendelse af de meddelte nationale bestemmelser til opretholdelse af grænseværdierne for grundstofferne bly og barium er tidsmæssigt begrænset til den 21. juli 2013, tilsidesætter den anfægtende afgørelse traktaterne i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF, idet tidsbegrænsningen udgør en omgåelse af frist- og godkendelsesordningen i artikel 114 TEUF.

Væsentlige formelle mangler i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF bestående i en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF for så vidt angår den tidsbegrænsning, der er fastsat for godkendelsen med hensyn til bly og barium.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF, og at der dermed foreligger væsentlige formelle mangler i artikel 263, stk. 2, TEUF's forstand, idet dens godkendelse af de til opretholdelse af grænseværdierne for grundstofferne bly og barium ansøgte nationale bestemmelser kun er gældende indtil den 21. juli 2013.

Magtfordrejning i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF som følge af tidsbegrænsningen af godkendelsen for så vidt angår bly og barium

Overtrædelse af traktaterne i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF som følge af den manglende iagttagelse af vurderingskriteriet i artikel 114, stk. 4 og 6, TEUF for så vidt angår antimon, arsen og kviksølv

    Sagsøgeren har gjort gældende, at i og om med Kommissionen antog, at forbudsregeringen ikke havde fremlagt beviser for, at direktiv 2009/48/EF  ikke længere sikrer et hensigtsmæssigt beskyttelsesniveau, eller at det er sundhedsskadeligt, foreligger der en overtrædelse af traktaterne i artikel 263, stk. 2, TEUF's forstand, idet Kommissionen ikke iagttog vurderingskriteriet i artikel 114, stk. 4 og 6, TEUF med henblik på at fastslå, hvorvidt og i hvilken udstrækning opretholdelsen af nationale bestemmelser efter vedtagelsen af en harmoniseringsforanstaltning kan anses for begrundet i et af de hensyn, der er nævnt artikel 36 TEUF.

    Sagsøgerne er af den opfattelse, at spørgsmålet - i overensstemmelse med Domstolen retspraksis i sag C-3/00, Danmark mod Kommissionen - er, om den ansøgende medlemsstat har godtgjort, at de nationale bestemmelser sikrer et beskyttelsesniveau for folkesundheden, der er højere end den harmoniserende fællesskabsforanstaltning, og at bestemmelserne ikke rækker videre end det, der er nødvendigt for at nå dette mål.

Overtrædelse af traktaterne i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF som følge af en anvendelse af artikel 114, stk. 4 og 6, TEUF, der retligt og faktisk er forkert for så vidt angår antimon, arsen og kviksølv

    Sagsøgeren har gjort gældende, at i og om med Kommissionen antog, at forbudsregeringen ikke havde fremlagt beviser for, at de nationale bestemmelser sikrer et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktiv 2009/48/EF, overtræder den anfægtede afgørelse også artikel 114, stk. 4 og 6, TEUF og dermed traktaterne i henhold til artikel 263, stk. 2, TEUF, idet de nationale bestemmelser om grænseværdier for grundstofferne antimon, arsen og kviksølv i legetøj faktisk sikrer et beskyttelsesniveau for børns sundhed, der er højere end garanteret ved direktiv 2009/48/EF, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, hvilket forbundsregering i øvrigt i tilstrækkelig grad har godtgjort i overensstemmelse med Domstolens retspraksis.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF af 18.6.2009 om sikkerhedskrav til legetøj (EUT L 170, s. 1).