Sag T-95/15

Printeos, SA m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for standard-katalogkonvolutter og specialtrykte konvolutter – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samordning af salgspriser og fordeling af kunder – forligsprocedure – bøder – Grundbeløb – ekstraordinær tilpasning – loft på 10% af den samlede omsætning – artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 – begrundelsespligt – ligebehandling«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 13. december 2016

1.      Retsakt fra institutionerne – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt

(Art. 296 TEUF)

2.      Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – forligsprocedure – anvendeligheden af de principper, der følger af den primære og den afledte ret – mulighed for en kortfattet begrundelse – foreligger ikke

(Art. 101 TEUF, 261 TEUF, 263 TEUF og 296 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2, og art. 31; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 10a; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37, og 2008/C 167/01, punkt 41)

3.      Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder – så meget strengere begrundelseskrav

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 44-46 og 54)

2.      De principper, der følger af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 263 TEUF, på den ene side, og med artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003, på den anden side, som anført i forligsmeddelelsens punkt 41, finder anvendelse mutatis mutandis på Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF til at begrunde en afgørelse, hvorved den pålægger bøder, og som den træffer efter afslutningen af en forligsprocedure, hvorunder den pågældende virksomhed kun skal acceptere den maksimale størrelse af den foreslåede bøde. Henset til de ovennævnte bestemmelser i primær og afledt ret har Domstolen således fremhævet den helt særlige betydning af Kommissionens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser, hvorved den pålægger bøder på konkurrenceområdet, og navnlig forklare vægtningen og vurderingen af de forskellige elementer, som den har taget i betragtning med henblik på at fastsætte bøderne, samt retsinstansernes forpligtelse til af egen drift at undersøge eksistensen af en sådan begrundelse.

(jf. præmis 47)

3.      Når Kommissionen beslutter at fravige den generelle metode, der er fastsat i punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, hvorved den har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn hvad angår bødefastsættelsen, idet den støtter sig på disse retningslinjers punkt 37, gælder disse begrundelseskrav så meget desto mere. Retningslinjerne fastsætter i denne forbindelse de vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som Kommissionen ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som bl.a. er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Denne begrundelse skal være så meget desto mere præcis, eftersom retningslinjernes punkt 37 blot indeholder en vag henvisning til de særlige forhold i en given sag og således overlader Kommissionen et vidt skøn til at foretage en ekstraordinær tilpasning af grundbeløbet for de pågældende virksomheders bøder. I et sådant tilfælde må der således lægges endnu større vægt på Kommissionens overholdelse af de garantier, som EUʼs retsorden giver med hensyn til den administrative procedure, herunder begrundelseskravet.

Det følger heraf, at Kommissionen, når den fastsætter de bøder, der pålægges de virksomheder, som er berørt af en forligsprocedure, idet den støtter sig på retningslinjernes punkt 37, er forpligtet til tilstrækkeligt klart og præcist at forklare, hvordan den tilsigter at anvende sine skønsbeføjelser, herunder de forskellige faktiske og retlige forhold, som den har taget hensyn til i denne henseende. I betragtning af Kommissionens forpligtelse til at overholde ligebehandlingsprincippet ved bødefastsættelsen, omfatter denne begrundelsespligt alle de relevante forhold, der kræves for at kunne vurdere, om de pågældende virksomheder, hvis deres bøders grundbeløb er blevet tilpasset, befandt sig i ensartede situationer eller ej, om disse situationer blev behandlet ensartet eller ej, og om en eventuel ensartet eller forskellig behandling af disse situationer var objektivt begrundet.

På samme måde tilsidesætter Kommissionen sin begrundelsespligt, hvis den ikke anfører grundene til, at den har anvendt forskellige nedsættelsessatser for de nævnte virksomheder, og dette gælder særligt, hvis disse satser udviser klart forskellige fravigelser i forhold til hver af de nævnte virksomheders samlede omsætning, og forskellene ikke kan forklares med den grund alene, at Kommissionen tilsigtede at nedsætte alle grundbeløbene til en procentsats, der var lavere end loftet på 10% af den samlede omsætning.

(jf. præmis 48, 49 og 52)