DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
17. november 2022 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – princippet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – direktiv 2000/78/EF – artikel 2, stk. 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – national lovgivning, der fastsætter en aldersgrænse på 30 år for ansættelse som politikommissær – berettigelse«
I sag C-304/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF indgivet af Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) ved afgørelse af 23. april 2021, indgået til Domstolen den 12. maj 2021, i sagen
VT
mod
Ministero dell’Interno,
Ministero dell’Interno – Dipartimento della Pubblica Sicurezza – Direzione centrale per le risorse umane,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún (refererende dommer), og dommerne N. Wahl og J. Passer,
generaladvokat: J. Richard de la Tour,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– VT ved avvocati A. Bonanni og P. Piselli,
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato E. De Bonis og G.M. De Socio,
– den tyske regering ved J. Möller og A. Hoesch, som befuldmægtigede,
– den græske regering ved M. Tassopoulou, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved D. Martin og D. Recchia, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16), artikel 3 TEU, artikel 10 TEUF og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Denne anmodning blev fremsat i forbindelse med en tvist mellem VT på den ene side og Ministero dell’Interno (indenrigsministeriet, Italien) og Ministero dell’Interno – Dipartimento della Pubblica Sicurezza – Direzione centrale per le risorse umane (indenrigsministeriet – afdeling for offentlig sikkerhed – den centrale ledelse for menneskelige ressourcer, Italien) på den anden side vedrørende afgørelsen om at nægte VT at tage del i en udvælgelsesprøve med henblik på besættelse af stillinger som kommissær i Polizia di Stato (statspolitiet, Italien) med den begrundelse, at han havde nået den i denne henseende fastsatte aldersgrænse.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af 18. og 23. betragtning til direktiv 2000/78:
»(18) Navnlig må dette direktiv ikke medføre, at de væbnede styrker og politiet, fængselsvæsnet og redningstjenesterne skal være forpligtet til ansættelse eller fortsat ansættelse af en person, der ikke opfylder de nødvendige krav for at kunne udføre samtlige opgaver, der kan blive pålagt vedkommende under hensyn til det legitime mål at sikre disse tjenesters operationelle karakter.
[…]
(23) Under meget begrænsede omstændigheder kan ulige behandling retfærdiggøres, når en relevant egenskab, der vedrører […] alder […], udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, når målet er legitimt, og kravet står i et rimeligt forhold hertil. […]«
4 Ifølge artikel 1 i direktiv 2000/78 er formålet med dette at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.
5 Dette direktivs artikel 2, der har overskriften »Begrebet forskelsbehandling«, bestemmer:
»1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1:
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet
[…]«
6 Nævnte direktivs artikel 3, der har overskriften »Anvendelsesområde«, fastsætter:
»1. Inden for rammerne af [Den Europæiske Unions] beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
a) vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse
[…]«
7 Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Erhvervsmæssige krav« fastsætter følgende i stk. 1:
»Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.«
8 Artikel 6 i direktiv 2000/78 med overskriften »Berettigelse af ulige behandling på grund af alder« fastsætter følgende i stk. 1:
»Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:
[…]
c) fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.«
Italiensk ret
Lovdekret nr. 165/1997
9 I henhold til artikel 1 og 2 i decreto legislativo n. 165 – Attuazione delle deleghe conferite dall’articolo 2, comma 23, della legge 8 agosto 1995, n. 335, e dall’articolo 1, commi 97, lettera g), e 99, della legge 23 dicembre 1996, n. 662, in materia di armonizzazione al regime previdenziale generale dei trattamenti pensionistici del personale militare, delle Forze di polizia e del Corpo nazionale dei vigili del fuoco, nonchè del personale non contrattualizzato del pubblico impiego [lovdekret nr. 165 om gennemførelse af de delegationer, der er givet i henhold til artikel 2, stk. 23, i lov nr. 335 af 8.8.1995 og artikel 1, stk. 97, litra g), og artikel 1, stk. 99, i lov nr. 662 af 23.12.1996 om harmonisering med den almindelige socialsikringsordning af pensionsvederlag for militærfolk, politifolk, brandmænd og offentligt ansatte uden for kontraktforhold] af 30. april 1997 (GURI nr. 139 af 17.6.1997) er aldersgrænsen for pensionering af personale fra statspolitiet 61 år.
Lov nr. 127/1997
10 De generelle regler om alder for så vidt angår deltagelse i de offentlige udvælgelsesprøver er fastsat i artikel 3, stk. 6, i legge n. 127 – Misure urgenti per lo snellimento dell’attività amministrativa e dei procedimenti di decisione e di controllo (lov nr. 127 om hasteforanstaltninger til rationalisering af den administrative virksomhed og af beslutnings- og kontrolprocedurerne) af 15. maj 1997 (GURI nr. 113 af 17.5.1997 – almindeligt tillæg til GURI nr. 98), hvorefter »[d]eltagelse i udvælgelsesprøver, der afholdes af den offentlige forvaltning, ikke må være underlagt nogen aldersgrænser bortset fra i undtagelsestilfældene nævnt i de bestemmelser, der er udarbejdet af de enkelte forvaltninger på grundlag af tjenestens art eller forvaltningens objektive behov«.
Lovdekret nr. 334/2000
11 Politikommissærens arbejdsopgaver er reguleret ved decreto legislativo n. 334 – Riordino dei ruoli del personale direttivo e dirigente della Polizia di Stato, a norma dell’articolo 5, comma 1, della legge 31 marzo 2000, n. 78 (lovdekret nr. 334 – omstrukturering af arbejdsopgaverne for personale med administrations- og ledelsesbeføjelser ved statspolitiet, i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i lov nr. 78 af 31.3.2000) af 5. oktober 2000 (GURI nr. 271 af 20.11.2000 – almindeligt tillæg til GURI nr. 190, herefter »lovdekret nr. 334/2000«).
12 Lovdekretets artikel 2, stk. 2, beskriver politikommissærens arbejdsopgaver på følgende måde:
»Tjenestemænd op til erhvervet som chefkommissær kvalificeres som funktionærer inden for den offentlige sikkerhed og kriminalpolitiet. I relation til deres kvalifikationer udfører de funktioner, som vedrører de institutionelle opgaver for statspolitiet og myndigheden for offentlig sikkerhed, idet de har selvstændigt beslutningsansvar og udfører de tilsvarende faglige arbejdsopgaver. De varetager endvidere oplæringen af det ansatte personale og udfører i relation til deres tilegnede professionalisme opgaver bestående i instruktion og oplæring af personalet i statspolitiet. Det samme personale er direkte medarbejdere til funktionærer med højere kvalifikationer og erstatter dem med hensyn til ledelsen af kontorer og afdelinger i tilfælde af fravær eller hindringer. Såfremt de pågældende er udpeget til chefkommissærer, og når de erstatter ledere for lokale politistationer, udøver de også den lokale myndighed for offentlig sikkerhed. Det samme personale udfører endvidere, med det fulde ansvar for de givne instrukser og de opnåede resultater, funktioner vedrørende ledelse af kontorer og afdelinger, som ikke er forbeholdt personale med højere kvalifikationer, samt funktioner vedrørende målretning og samordning af flere personaleenheder på det kontor, hvor vedkommende er ansat. […]«
13 Det er anført i nævnte lovdekrets artikel 3, stk. 1, at »[a]ldersgrænsen for at deltage i udvælgelsesprøven, som ikke må være over 30 år, fastsættes ved forordning vedtaget i medfør af artikel 3, stk. 6, i lov nr. 127 af 15. maj 1997, uden at det berører undtagelserne fastsat i den nævnte forordning«.
14 Samme lovdekrets artikel 3, stk. 3, fastsætter, at indenrigsministeren i en bekendtgørelse skal fastlægge »de nærmere regler for gennemførelse af konditionsprøverne, kravene til den fysiske og psykiske kapacitet og egnethed samt fremgangsmåden for bedømmelsen heraf«.
15 I henhold til artikel 3, stk. 4, i lovdekret nr. 334/2000 er »20% af de disponible pladser i prøven med henblik på at opnå kvalifikationen som kommissær […] forbeholdt personalet i statspolitiet med den påkrævede juridiske kandidateksamen og med en alder på ikke over 40 år«.
Ministerielt dekret nr. 103/2018
16 Den bekendtgørelse, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000, er decreto ministeriale n. 103 – Regolamento recante norme per l’individuazione dei limiti di età per la partecipazione ai concorsi pubblici per l’accesso a ruoli e carriere del personale della Polizia di Stato (ministerielt dekret nr. 103 – bekendtgørelse om fastsættelse af aldersgrænser for deltagelse i offentlige udvælgelsesprøver med henblik på ansættelse inden for statspolitiet) af 13. juli 2018 (GURI nr. 208 af 7.9.2018, herefter »ministerielt dekret nr. 103/2018«), vedtaget af indenrigsministeren og hvis artikel 3, stk. 1, fastsætter:
»Der gælder en aldersgrænse på 30 år for deltagelse i den offentlige udvælgelsesprøve med henblik på at opnå kvalifikationen som kommissær og teknisk direktør i statspolitiet.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
17 Den 2. december 2019 afholdt indenrigsministeriet en udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver med henblik på besættelse af 120 stillinger som statslig politikommissær. Blandt de almindelige betingelser for adgang til denne udvælgelsesprøve fremgik det af indkaldelsen af ansøgninger i henhold til ministerielt dekret nr. 103/2018, at ansøgerne skulle være fyldt 18 år, men måtte endnu ikke være fyldt 30 år, med forbehold af visse særlige tilfælde.
18 VT forsøgte at indgive sin ansøgning til den nævnte udvælgelsesprøve i henhold til den gældende papirløse procedure. Den til formålet beregnede IT-applikation forhindrede ham imidlertid i at indgive denne ansøgning på grund af den omstændighed, at han ikke opfyldte den i den foregående præmis nævnte aldersbetingelse. Da han blev født i 1988, var han allerede fyldt 30 år og faldt ikke ind under nogen af de særlige tilfælde, hvor en sådan aldersgrænse ophæves.
19 VT anlagde derfor sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) til prøvelse af indkaldelsen af ansøgninger, ministerielt dekret nr. 103/2018 og den stiltiende afgørelse om at nægte VT adgang til udvælgelsesprøven.
20 I henhold til en foreløbig foranstaltning truffet af denne retsinstans fik VT – med forbehold – adgang til at deltage i denne udvælgelsesprøve, som han efterfølgende bestod stopprøverne til.
21 Ved dom af 2. marts 2020 forkastede nævnte retsinstans imidlertid VT’s søgsmål med den begrundelse, at den i nærværende doms præmis 17 nævnte aldersgrænse udgjorde en »rimelig begrænsning«, og at den derfor hverken var i strid med Costituzione della Repubblica Italiana (Den Italienske Republiks forfatning) eller med de EU-retlige bestemmelser, som forbyder forskelsbehandling på grund af alder, navnlig direktiv 2000/78.
22 VT iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), idet han har gjort gældende, at reglerne om fastsættelse af den pågældende aldersgrænse er i strid med såvel EU-retten som Den Italienske Republiks forfatning og andre bestemmelser i italiensk ret.
23 Med hensyn til EU-retten har VT påberåbt sig anvendelsen af direktiv 2000/78, chartrets artikel 21 og artikel 10 TEUF. Han har anført, at fastsættelsen af en maksimal aldersgrænse på 30 år for deltagelse i den i hovedsagen omhandlede udvælgelsesprøve udgjorde en urimelig forskelsbehandling. Den omstændighed, at der i visse bestemmelser i den pågældende indkaldelse af ansøgninger var fastsat en højere aldersgrænse for visse kategorier af ansøgere, er således endnu mere urimeligt. I denne indkaldelse af ansøgninger fastsættes det nemlig, at den maksimale aldersgrænse »forhøjes med højst 3 år afhængigt af den militærtjeneste, som ansøgeren faktisk har aftjent«, at »[d]er ses bort fra aldersgrænsen for ansatte i statspolitiet«, og at »[f]or personer, der udfører arbejdsopgaver inden for den civile indenrigsforvaltning, er aldersgrænsen for deltagelse i udvælgelsesprøven 35 år«.
24 Indenrigsministeriet har nedlagt påstand om, at VT’s appel forkastes.
25 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde er tale om forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 2 i direktiv 2000/78, som ikke er begrundet i henhold til direktivets artikel 4 og 6.
26 I denne henseende har den forelæggende ret anført, at det klart fremgår af ordlyden af artikel 2, stk. 2, i lovdekret nr. 334/2000, at en politikommissærs arbejdsopgaver i det væsentlige består af ledelsesopgaver og opgaver af administrativ karakter. De gældende nationale bestemmelser foreskriver således ikke, at arbejdsopgaverne i det væsentlige består af operative udøvende funktioner, der som sådan kræver særligt betydelige fysiske færdigheder, der kan sammenlignes med dem, der kræves af en almindelig betjent i et nationalt politikorps som omhandlet i dommen af 15. november 2016, Salaberria Sorondo (C-258/15, EU:C:2016:873).
27 Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at den foreliggende sag ligeledes skal sammenlignes med den sag, der gav anledning til dom af 13. november 2014, Vital Pérez (C-416/13, EU:C:2014:2371), hvori en aldersgrænse på 30 år for adgang til stillingen som almindelig betjent blev anset for uforholdsmæssig i et tilfælde, hvor de tilsvarende funktioner i det væsentlige var af administrativ karakter, uden at en indsats, der krævede anvendelse af fysisk kraft, imidlertid var udelukket. Denne aldersgrænse burde så meget desto mere anses for uhensigtsmæssig i den foreliggende sag, idet indsatser af denne type ikke har noget at gøre med en politikommissærs typiske opgaver.
28 Andre argumenter understøtter ligeledes, at den nævnte aldersgrænse er uforholdsmæssig.
29 For det første har den forelæggende ret anført, at den pågældende udvælgelsesprøve omfatter den konditionsprøve, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, i lovdekret nr. 334/2000, og at den omstændighed, at ansøgeren ikke består denne prøve, medfører, at ansøgeren udelukkes fra udvælgelsesprøven. Da der for så vidt angår politikommissærer ikke stilles krav vedrørende særligt vigtige fysiske færdigheder som dem, der er nævnt i dommen af 15. november 2016, Salaberria Sorondo (C-258/15, EU:C:2016:873), bør det under alle omstændigheder anses for tilstrækkeligt, at der findes en eliminatorisk fysisk konditionsprøve, der sikrer, at de tilsvarende opgaver kan udføres på den måde, som de kræver.
30 For det andet fremgår det af nævnte lovdekrets artikel 3, stk. 4, der fastsætter en kvote, der er forbeholdt politibetjente, der allerede er i tjeneste, og som ikke er fyldt 40 år, at det ikke er uforeneligt med udøvelsen af hvervet som politikommissær at have nået denne alder på datoen for tilmeldingen til den pågældende udvælgelsesprøve.
31 For det tredje gør pensionsalderen, der er fastsat til 61 år, det under alle omstændigheder muligt at sikre en passende tjenestetid, selv for den, der begynder sin karriere efter det fyldte 30. år.
32 På denne baggrund har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal [direktiv 2000/78], artikel 3 TEU, artikel 10 TEUF og [chartrets] artikel 21 […] fortolkes således, at de er til hinder for de nationale bestemmelser i lovdekret nr. 334/2000, med senere ændringer og tilføjelser, og i de sekundærretlige retskilder vedtaget af Ministero dell’Interno, der fastsætter en aldersgrænse på 30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på besættelse af stillinger som kommissær med tjenestemandsstatus i Polizia di Stato (statspolitiet)?«
Om det præjudicielle spørgsmål
33 Indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret i forbindelse med anmodningen om præjudiciel afgørelse har anmodet Domstolen om en fortolkning af direktiv 2000/78, artikel 3 TEU, artikel 10 TEUF og chartrets artikel 21.
34 Hvad angår artikel 3 TEU og artikel 10 TEUF er det tilstrækkeligt at bemærke dels, at artikel 3 TEU begrænser sig til at opregne Unionens mål, som uddybes ved andre bestemmelser i traktaterne, dels, at artikel 10 TEUF ikke fastsætter forpligtelser for medlemsstaterne, men for Unionen. Disse to artikler er derfor ikke relevante for undersøgelsen af det spørgsmål, der er forelagt i den foreliggende sag.
35 Det skal således fastslås, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 2, stk. 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en maksimal aldersgrænse på 30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer.
36 Indledningsvis bemærkes, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af bl.a. alder er fastsat i chartrets artikel 21, og at dette forbud ved direktiv 2000/78 er udmøntet på området for beskæftigelse og erhverv (dom af 3.6.2021, Ministero della Giustizia (Notarer), C-914/19, EU:C:2021:430, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
37 Det skal indledningsvis undersøges, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.
38 Eftersom artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000 bestemmer, at personer over 30 år ikke kan deltage i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer, påvirker bestemmelsen ansættelsesvilkårene for disse arbejdstagere. Følgelig må en lovgivning af denne karakter antages at fastsætte regler for adgang til lønnet beskæftigelse i den offentlige sektor som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78 (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 30, og af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 25).
39 Heraf følger, at den i hovedsagen omhandlede er lovgivning omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78.
40 Hvad dernæst angår spørgsmålet, om denne lovgivning indfører en forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78, bemærkes, at i henhold til denne bestemmelse betyder »princippet om ligebehandling«, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i dette direktivs artikel 1 anførte grunde. Det præciseres i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), at der i henhold til artikel 2, stk. 1, foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i direktivets artikel 1 anførte grunde behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation bliver behandlet (dom af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 28).
41 I den foreliggende sag bevirker aldersbetingelsen, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000, at visse personer behandles ringere end andre personer i en tilsvarende situation alene af den grund, at de er over 30 år.
42 Som alle de berørte parter har anført i de skriftlige bemærkninger, indebærer den i hovedsagen omhandlede lovgivning således en direkte forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 1 i direktiv 2000/78, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, litra a), heri (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 33, og af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 30).
43 Under disse omstændigheder skal det endelig undersøges, om en sådan forskelsbehandling kan begrundes i henhold til artikel 4, stk. 1, eller artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.
Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78
44 For det første fastsætter artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i dette direktivs artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.
45 Det følger af denne bestemmelse, at det er en egenskab, som er knyttet til begrundelsen for den ulige behandling, som skal udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, og ikke begrundelsen i sig selv (dom af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
46 I denne henseende har Domstolen fastslået, at nødvendigheden af at have særlige fysiske evner er en egenskab, som er knyttet til alderen, og de opgaver, som består i beskyttelse af personer og goder, anholdelse og opsyn med ophavsmænd til strafbare forhold samt præventiv patruljering, kan kræve anvendelse af fysisk styrke. Karakteren af disse opgaver forudsætter en vis fysisk egnethed, for så vidt som manglende fysiske evner ved udøvelsen af dette erhverv kan have vidtrækkende konsekvenser, ikke alene for betjentene selv og tredjemænd, men også for opretholdelsen af den offentlige orden (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 37, 39 og 40, og af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 34 og 35).
47 Heraf følger, at den omstændighed, at en person skal besidde særlige fysiske evner for at kunne udøve politiopgaver, såsom at beskytte personer og goder, at sikre, at den enkelte frit kan udøve sine rettigheder og friheder, og at varetage borgernes sikkerhed, kan anses for at udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 i forbindelse med udøvelsen af en politibetjents arbejde (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 36).
48 I den foreliggende sag har den forelæggende ret imidlertid anført, at det følger af artikel 2, stk. 2, i lovdekret nr. 334/2000, at en politikommissærs arbejdsopgaver i det væsentlige består af ledelsesopgaver og opgaver af administrativ karakter. De operative og udøvende funktioner, der kræver særligt vigtige fysiske færdigheder, er ikke væsentlige for udøvelsen af hvervet som politikommissær, og de indsatser, der kræver anvendelse af fysisk kraft, er ikke typiske for en politikommissærs arbejdsopgaver.
49 Denne konstatering bestrides imidlertid af den italienske regering i dens skriftlige indlæg.
50 Ifølge denne regering er det i artikel 2, stk. 2, i lovdekret nr. 334/2000 fastsat, at politibetjente som f.eks. politikommissærer er retshåndhævende politifolk, der udfører funktioner, som er en del af alle statslige polititjenester, herunder operationelle funktioner vedrørende beskyttelse af personer og ejendom, som kan indebære anvendelse af fysiske tvangsforanstaltninger. I øvrigt indebærer kvalifikationen som funktionærer inden for den offentlige sikkerhed ansættelse i tjenester inden for den offentlige orden, bl.a. i eksterne tjenester, der har til formål at sikre en korrekt afvikling af demonstrationer, og som kan kræve en maksimal fysisk effektivitet. Den blotte mulighed for, at en politikommissær kan komme til at stå i risikofyldte situationer, ville være tilstrækkelig til at retfærdiggøre et krav om fysisk styrke, der er knyttet til alder.
51 Det tilkommer den forelæggende ret, som er enekompetent til at fortolke den gældende nationale lovgivning, at afgøre, hvilke opgaver der faktisk udføres af statspolitikommissærerne, og i betragtning heraf at fastslå, om besiddelsen af særlige fysiske evner er et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78.
52 I denne henseende skal den forelæggende ret tage hensyn til de arbejdsopgaver, som kommissærerne sædvanligvis udfører i forbindelse med udførelsen af deres almindelige opgaver. Den omstændighed, at det efter at have bestået en udvælgelsesprøve kan kræves, at visse kommissærer, afhængigt af de særlige kendetegn ved den stilling, de konkret vil blive placeret i, besidder særlige fysiske evner, kan ganske vist tages i betragtning ved udvælgelsen af den person, der skal bestride denne stilling. Dette kan imidlertid ikke begrunde fastsættelsen af en aldersgrænse for deltagelse i en generel udvælgelsesprøve som den i hovedsagen omhandlede.
53 Hvis den forelæggende ret konstaterer, at besiddelsen af særlige fysiske evner, henset til de opgaver, der sædvanligvis udføres af statspolitikommissærerne, ikke er et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, skal den konkludere, at denne bestemmelse, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, stk. 2, er til hinder for den i hovedsagen omhandlede lovgivning.
54 Hvis den forelæggende ret derimod konstaterer, at besiddelsen af særlige fysiske evner, henset til disse funktioner, er et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, skal den endvidere efterprøve, om den pågældende aldersgrænse forfølger et legitimt formål, og om den er forholdsmæssig som omhandlet i denne bestemmelse.
55 Hvad for det første angår det formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede lovgivning, har den italienske regering gjort gældende, at denne lovgivning ved at fastsætte en aldersgrænse på 30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer har til formål at sikre politiets operationelle karakter og rette funktion.
56 I denne henseende har Domstolen fastslået, at ønsket om at sikre politiets operationelle karakter og rette funktion er et legitimt mål som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 (dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 44, og af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 38).
57 Hvad for det andet angår denne lovgivnings forholdsmæssighed bemærkes, at det i 23. betragtning til direktiv 2000/78 præciseres, at ulige behandling »under meget begrænsede omstændigheder« kan være berettiget, når en relevant egenskab, der bl.a. vedrører alder, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav. For så vidt som dette direktivs artikel 4, stk. 1, tillader, at princippet om forbud mod forskelsbehandling fraviges, skal undtagelsen i øvrigt fortolkes strengt (dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).
58 I denne henseende har Domstolen i dom af 15. november 2016, Salaberria Sorondo (C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 41, 48 og 50), i det væsentlige fastslået, at en lovgivning, der fastsætter en aldersgrænse på 35 år for ansøgere til stillinger som betjent i første lønklasse i et politikorps, der udfører alle de operationelle opgaver eller udøvende funktioner, der påhviler korpset, i princippet kan anses for ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i nærværende doms præmis 56. Domstolen bemærkede navnlig, at disse funktioner kan kræve anvendelse af fysisk styrke og udførelse af missioner under meget svære, endog ekstreme forhold.
59 Tilsvarende konkluderede Domstolen i dom af 12. januar 2010, Wolf (C-229/08, EU:C:2010:3, præmis 41-44), at en foranstaltning, der bestod i at fastsætte maksimumsalderen for ansættelse af mellemliggende karrierestillinger i brandvæsenet på 30 år, var forholdsmæssig, idet den på grundlag af de videnskabelige oplysninger, den havde til rådighed, havde konstateret, at visse opgaver, der påhvilede medlemmerne af denne tjeneste, såsom brandbekæmpelse, krævede en usædvanlig høj fysisk formåen, og at meget få tjenestemænd over 45 år ville have den fysiske kapacitet til at udøve en sådan aktivitet.
60 Derimod fastslog Domstolen i dom af 13. november 2014, Vital Pérez (C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 54 og 57), at en national lovgivning, der fastsatte en aldersgrænse på 30 år for ansættelse af betjente i lokalpolitiet, stillede et uforholdsmæssigt højt krav, efter at den bl.a. havde bemærket, at i betragtning af de opgaver, som disse betjente udførte, herunder hjælp til borgerne, beskyttelse af personer og goder, anholdelse og varetægt af ophavsmænd til strafbare forhold, præventiv patruljering og regulering af trafikken, var de færdigheder, der blev krævet af dem, ikke altid sammenlignelige med de usædvanligt høje fysiske færdigheder, der rutinemæssigt kræves af brandmænd.
61 Det følger heraf, at den forelæggende ret med henblik på at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning ved fastsættelsen af den maksimale aldersgrænse på 30 år for at deltage i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer har opstillet et forholdsmæssigt krav, for det første skal efterprøve, om de opgaver, som disse politikommissærer faktisk udfører, i det væsentlige er operative eller udøvende funktioner, der kræver usædvanligt høje fysiske færdigheder. Det er nemlig kun i sidstnævnte tilfælde, at denne maksimale aldersgrænse kan anses for forholdsmæssig. Det synes imidlertid at følge af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at statspolitikommissærerne ikke udøver sådanne funktioner.
62 Den omstændighed, som den forelæggende ret har anført, at den stopprøve, der er fastsat i forbindelse med den pågældende udvælgelsesprøve, kan udgøre en passende og mindre indgribende foranstaltning end fastsættelsen af den maksimale aldersgrænse på 30 år, er i øvrigt ligeledes relevant med henblik på bedømmelsen af, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning er forholdsmæssig.
63 Den italienske regering har gjort gældende, at det er nødvendigt at nedsætte gennemsnitsalderen i politiet i et fremtidigt perspektiv med henblik på en generel omkalibrering af den overordnede struktur for adgang til statspolitiet.
64 I denne henseende fastslog Domstolen i dom af 15. november 2016, Salaberria Sorondo (C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 44 og 47), henset til de præcise oplysninger, som den havde fået forelagt, og som kunne tyde på en massiv stigning i alderen af personalet i den pågældende politistyrke, at med henblik på at genskabe en tilfredsstillende aldersstruktur skal kravet om særlige fysiske evner ikke udformes som et statisk krav, der alene skal være opfyldt på tidspunktet for udvælgelsesprøven, men derimod et mere dynamisk krav, hvorved der også tages hensyn til de tjenesteår, der tilbagelægges, efter at en ansøger har bestået udvælgelsesprøven.
65 Det skal endvidere fremhæves, således som det fremgår af denne doms præmis 58, at der i den sag, der gav anledning til denne dom, var tale om en udvælgelsesprøve, der havde til formål at ansætte betjente i første lønklasse, som ikke udførte administrative opgaver, men hovedsageligt udførte operative eller udøvende funktioner.
66 For det andet tilkommer det således den forelæggende ret i lyset af de sagsakter, som den råder over, eller eventuelle oplysninger, som den kan indhente hos de nationale myndigheder, at efterprøve, om en eventuel genetablering af en tilfredsstillende aldersstruktur inden for statspolitiet kan begrunde den i hovedsagen omhandlede aldersgrænse. Når dette er sagt, skal den for det første tage hensyn til gennemsnitsalderen for det personale, der er omfattet af den pågældende udvælgelsesprøve, nemlig statspolitikommissærerne, og ikke alle ansatte ved statspolitiet. For det andet er en sådan efterprøvelse kun relevant, for så vidt som den forelæggende ret konstaterer, at de opgaver, der sædvanligvis udføres af disse politikommissærer, kræver besiddelse af særlige fysiske evner, der begrunder nødvendigheden af en sådan omkalibrering af aldersstrukturen.
67 I mangel af en sådan nødvendighed udgør den omstændighed, at der foreligger en stopprøve i forbindelse med den pågældende udvælgelsesprøve, faktisk en passende og mindre indgribende foranstaltning end fastsættelsen af en maksimal aldersgrænse på 30 år som den, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede lovgivning.
68 Ifølge samme forelæggende ret gør den omstændighed, at artikel 3, stk. 4, i lovdekret nr. 334/2000 fastsætter en kvote, der er forbeholdt allerede ansatte tjenestemænd, der ikke er fyldt 40 år, det desuden muligt at fastslå, at det ikke er uforeneligt med udøvelsen af politikommissærens funktioner at have nået denne alder på datoen for tilmeldingen til udvælgelsesprøven, og at den i hovedsagen omhandlede aldersgrænse derfor er uforholdsmæssig. I tråd hermed har VT fremhævet, at denne aldersgrænse hæves med op til 3 år for ansøgere, der har aftjent militær værnepligt, afskaffet for statspolitiets personale og er fastsat til 35 år for ansatte i den civile administration under indenrigsministeriet.
69 Den italienske regering har anført, at den kvote, der er nævnt i den foregående præmis, har til formål at bevare de kvalifikationer, der er erhvervet af personer, der allerede er uddannet til politiets tjeneste, eller til tjenester, der er nyttige for stillingen som politikommissær.
70 Når dette er sagt, bekræfter denne undtagelse og de af VT anførte undtagelser, at den i hovedsagen omhandlede aldersgrænse er uforholdsmæssig. En lovgivning er nemlig kun egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (dom af 15.7.2021, Tartu Vangla, C-795/19, EU:C:2021:606, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
71 Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, fremgår det følgelig, at for så vidt som de opgaver, der faktisk udføres af statspolitikommissærerne, kræver særlige fysiske færdigheder, udgør fastsættelsen af den aldersgrænse på 30 år, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000, et uforholdsmæssigt krav i forhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78.
Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78
72 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den forskelsbehandling, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede lovgivning, kan begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, bemærkes, at dette spørgsmål kun skal undersøges, hvis denne ulige behandling ikke kan begrundes i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 49).
73 Artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78 fastsætter, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Direktivets artikel 6, stk. 1, andet afsnit, litra c), fastsætter, at der kan været tale om ulige behandling i forbindelse med »fastsættelse af en maksimal aldersgrænse for ansættelse, som er baseret på uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før pensionering«.
74 Det skal således undersøges, om betingelsen om en maksimal aldersgrænse på 30 år for at få adgang til at deltage i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer, således som denne følger af artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000, er begrundet i et legitimt formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, og om midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
75 Det fremgår ikke af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning angiver, hvilket formål den forfølger. Domstolen har imidlertid fastslået, at det ikke kan udledes af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, at en manglende præcisering i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning med hensyn til det formål, der forfølges dermed, medfører, at det automatisk udelukkes, at sidstnævnte kan være berettiget i medfør af denne bestemmelse. I mangel af en sådan præcisering er det væsentligt, at andre elementer, der indgår i den pågældende foranstaltnings almindelige kontekst, gør det muligt at identificere det formål, der forfølges med foranstaltningen, med henblik på at føre retslig kontrol med dens legitimitet samt med, at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige (dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).
76 Desuden er de formål, der kan anses for »legitime« ifølge artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, og som følge heraf kan berettige, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fraviges, socialpolitiske formål (dom af 13.9.2011, Prigge m.fl., C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
77 For så vidt som den aldersgrænse, der er indført ved den i hovedsagen omhandlede lovgivning, kan anses for at være baseret på den uddannelse, der kræves for den pågældende stilling, eller nødvendigheden af en rimelig beskæftigelsesperiode før pensionering som omhandlet i dette direktivs artikel 6, stk. 1, andet afsnit, litra c), kan den begrunde den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling, hvis den er »objektivt og rimeligt begrundet inden for rammerne af den nationale ret« som omhandlet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 64 og 65).
78 Selv i et sådant tilfælde skal det imidlertid undersøges, om de midler, der anvendes til at opfylde disse formål, er hensigtsmæssige og nødvendige.
79 I denne henseende råder Domstolen for det første ikke over oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at den i hovedsagen omhandlede aldersgrænse er hensigtsmæssig og nødvendig, henset til formålet om at sikre uddannelsen af politikommissærerne.
80 Hvad for det andet angår formålet om at sikre en rimelig beskæftigelsesperiode før pensionering fremgår det af den forelæggende rets oplysninger, at pensionsalderen for statspolitiets personale er fastsat til 61 år.
81 Heraf følger, at en national lovgivning, der fastsætter en maksimal aldersgrænse på 30 år for at kunne deltage i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer, i princippet ikke kan anses for at være nødvendig for at sikre de pågældende kommissærer en rimelig periode i beskæftigelse før pensioneringen som omhandlet i artikel 6, stk. 1, andet afsnit, litra c), i direktiv 2000/78 (jf. i denne retning dom af 13.11.2014, Vital Pérez, C-416/13, EU:C:2014:2371, præmis 72), navnlig hvis den forelæggende ret efter at have undersøgt alle de relevante omstændigheder bekræfter, at en politikommissærs opgaver ikke i det væsentlige omfatter opgaver, der er krævende på det fysiske plan, således at politikommissærer, der er ansat i en højere alder ikke vil være i stand til at udføre disse opgaver i en tilstrækkelig lang periode (jf. i denne retning dom af 12.1.2010, Wolf, C-229/08, EU:C:2010:3, præmis 43, og af 15.11.2016, Salaberria Sorondo, C-258/15, EU:C:2016:873, præmis 46).
82 Under disse omstændigheder, og med forbehold for den forelæggende rets bekræftelse heraf, kan den forskelsbehandling, der følger af en bestemmelse som artikel 3, stk. 1, i lovdekret nr. 334/2000, ikke begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, andet afsnit, litra c), i direktiv 2000/78.
83 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en maksimal aldersgrænse på 30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer, for så vidt som de opgaver, der faktisk udføres af disse politikommissærer, ikke kræver særlige fysiske færdigheder, eller hvis det – såfremt sådanne fysiske færdigheder kræves – viser sig, at en sådan lovgivning forfølger et legitimt mål, men pålægger et uforholdsmæssigt krav, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Sagsomkostninger
84 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 2, stk. 2, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en maksimal aldersgrænse på 30 år for deltagelse i en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af politikommissærer, for så vidt som de opgaver, der faktisk udføres af disse politikommissærer, ikke kræver særlige fysiske færdigheder, eller hvis det – såfremt sådanne fysiske færdigheder kræves – viser sig, at en sådan lovgivning forfølger et legitimt mål, men pålægger et uforholdsmæssigt krav, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Underskrifter