Forenede sager T-407/06 og T-408/06

Zhejiang Aokang Shoes Co., Ltd og Wenzhou Taima Shoes Co., Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – individuel behandling – stikprøver – ret til forsvar – ligebehandling – skade – berettiget forventning – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – stikprøver

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 9, stk. 6, samt art. 17, stk. 1-3)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsler fra lande uden markedsøkonomi, som omhandlet i artikel 2, stk. 7, litra b), i forordning nr. 384/96 – stikprøver

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra b), art. 9, stk. 6, samt art. 17, stk. 1 og 3]

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – Kommissionens endelige underretningsskrivelse til virksomhederne

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 2 og 4)

4.      Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – indrømmelse heraf under administrative procedurer – antidumping – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – supplerende endelig underretningsskrivelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 5)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevant periode

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2)

1.      Anvendelsen af stikprøver i henhold til affattelsen af artikel 17, stk. 1 og 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 som metode, der giver mulighed for at imødegå det betydelige antal ansøgere, eksportører, importører, varetyper eller varetransaktioner, udgør en begrænsning af undersøgelsen. Denne vurdering bekræftes af nævnte grundforordnings artikel 9, stk. 6, hvorefter de producenter, der ikke indgår i stikprøven, ikke er omfattet af undersøgelsen.

Grundforordningen bestemmer imidlertid, at fællesskabsinstitutionerne, når denne begrænsning foretages, skal opfylde to krav. Først og fremmest skal den iværksatte stikprøve være repræsentativ i henhold til nævnte grundforordnings artikel 17, stk. 1 og 2. Endvidere bestemmer denne forordnings artikel 9, stk. 6, at den dumpingmargen, som fastsættes for de producenter, der ikke indgik i stikprøven, ikke må overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen fastsat for parterne i stikprøven.

(jf. præmis 83 og 84)

2.      Såfremt der anvendes stikprøver i henhold til artikel 17 i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, kan de producenter, der ikke indgår i stikprøven, således udelukkende i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 3, anmode om beregning af en individuel dumpingmargen, der forudsætter, at en anmodning om status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, eller individuel behandling accepteres, når der er tale om et land omhandlet af denne grundforordnings artikel 2, stk. 7, litra b). Imidlertid giver artikel l7, stk. 3, Kommissionen beføjelse til at vurdere, om undersøgelse af dem i betragtning af antallet af sådanne anmodninger gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer, at undersøgelsen afsluttes rettidigt.

Det følger heraf, at antidumpinggrundforordningen, såfremt der anvendes stikprøver, ikke tildeler de operatører, der ikke indgår i stikprøven, en ubetinget ret til at få beregnet en individuel dumpingmargen. Accepten af en sådan anmodning afhænger nemlig af Kommissionens beslutning vedrørende anvendelse af denne grundforordnings artikel 17, stk. 3. Endvidere er Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge anmodninger fra operatører, der ikke indgik i stikprøven, når den som led i anvendelsen af grundforordningens artikel 17, stk. 3, har fastslået, at beregningen af individuelle dumpingmarginer gør dens opgave unødigt byrdefuld eller forhindrer undersøgelsen i at blive afsluttet rettidigt, eftersom tildelingen af en sådan status eller en sådan behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), udelukkende tjener til at fastsætte metoden til beregning af den normale værdi med henblik på at beregne disse marginer.

Anvendelsen af disse regler udgør ikke en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, som indgik i stikprøven, og dem, der ikke er omfattet heraf, idet disse to selskabskategorier befinder sig i forskellige situationer, eftersom Kommissionen for de første nødvendigvis skal beregne en individuel dumpingmargen, hvilket forudsætter en undersøgelse og accept af en sådan anmodning om status eller behandling, mens den ikke er forpligtet til at fastsætte en individuel margen for de sidste.

Endvidere pålægger ligebehandlingsprincippet mellem de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, ikke Kommissionen at tage stilling til samtlige anmodninger, den er forelagt, hvorfor den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som indgik i stikprøven, og som fik tildelt en sådan status eller en sådan behandling, kan anvendes på de producenter eller eksportører, som ikke indgik i stikprøven, men som fik tildelt en sådan status eller en sådan behandling.

Såfremt antallet af anmodninger er så stort, at undersøgelsen heraf forhindrer fællesskabsinstitutionerne i at afslutte undersøgelsen rettidigt, er disse i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, nemlig ikke forpligtet til at tage stilling til alle disse anmodninger, selv ikke med det ene formål at sondre i relation til de selskaber, der ikke indgik i stikprøven, mellem dem, som muligvis kunne få tildelt en sådan status eller en sådan behandling, for at anvende den gennemsnitlige dumpingmargen for de selskaber, som var omfattet af stikprøven, og som havde fået tildelt en sådan status eller en sådan behandling, på disse, uden dog at beregne en individuel dumpingmargen.

(jf. præmis 87-89 og 92-94)

3.      De virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.

I den forbindelse medfører den ufuldstændige karakter af de endelige oplysninger, som parterne er anmodet om i henhold til artikel 20, stk. 2, i antidumpingforordning nr. 384/96, alene, at forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold bliver ulovlig, såfremt de berørte parter på grund af denne undladelse ikke har været i stand at forsvare deres interesser effektivt. Dette gælder navnlig, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, der er anderledes end de ved de midlertidige foranstaltninger anvendte, som i henhold til nævnte bestemmelse skal ydes særlig opmærksomhed i de endelige oplysninger. Det gælder også, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, som er anderledes end dem, der ligger til grund for Kommissionens eller Rådets beslutning efter meddelelsen af den endelige underretningsskrivelse, således som det følger af nævnte grundforordnings artikel 20, stk. 4, sidste punktum.

Den omstændighed, at Kommissionen ændrede sin analyse efter de berørte parters kommentarer til den endelige underretningsskrivelse, udgør dog ikke i sig selv en tilsidesættelse af retten til forsvar. Som det fremgår af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, foregriber den endelige underretningsskrivelse nemlig ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe. Denne bestemmelse forpligter blot Kommissionen til, når det er muligt, at meddele de faktiske omstændigheder og betragtninger, som er forskellige fra dem, der blev lagt til grund for dens oprindelige tilgang indeholdt i den endelige underretningsskrivelse. For at afgøre, om Kommissionen har overholdt de berørte parters ret til forsvar, som følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, skal det følgelig desuden efterprøves, om Kommissionen har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der blev lagt til grund i den nye analyse af skaden og af de nødvendige former for foranstaltninger for at fjerne den, for så vidt som disse er anderledes end de i den endelige underretningsskrivelse fastholdte.

(jf. præmis 108, 132, 133, 138 og 139)

4.      Kommissionen har ved at tildele sagsøgerne en frist på mindre end ti dage til at kommentere den supplerende endelige underretningsskrivelse tilsidesat artikel 20, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv medføre en annullation af den anfægtede forordning. Det må nemlig også vurderes, om indrømmelsen af en kortere frist end den, som er fastsat i lovgivningen, konkret kan have påvirket sagsøgernes ret til forsvar under den omhandlede procedure.

(jf. præmis 145)

5.      Indførelsen af antidumpingtold udgør ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt.

Når fællesskabsinstitutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil havde været underlagt kvantitative restriktioner, stiger, efter at disse restriktioner er ophørt, kan de således tage hensyn til denne stigning med henblik på deres vurdering af den skade, EF-erhvervsgrenen påføres.

(jf. præmis 155 og 156)