Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu (Polen) den 22. april 2024 – P.K. mod Dyrektorowi Izby Administracji Skarbowej we Wrocławiu

(Sag C-278/24, Genzyński 1 )

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: P.K.

Sagsøgt: Dyrektorowi Izby Administracji Skarbowej we Wrocławiu

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem 1 ([...] herefter »momsdirektivet«), herunder artikel 193, artikel 205, artikel 273, sammenholdt med artikel 325 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ([...] herefter »TEUF«), og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ([...] herefter »chartret«), samt proportionalitetsprincippet fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der fastsætter en mekanisme for solidarisk hæftelse for et bestyrelsesmedlem i en juridisk person for dennes momsforpligtelser, uden forudgående fastlæggelse af, om dette bestyrelsesmedlem har handlet i ond tro, eller om den pågældende kan bebrejdes for at have udvist forsætlig skyld eller forsømmelighed?

Skal bestemmelserne i momsdirektivet, herunder dets artikel 193, artikel 205 og artikel 273, sammenholdt med artikel 325 TEUF, retssikkerhedsprincippet, princippet om berettigede forventninger, princippet om god forvaltningsskik afledt af chartrets artikel 41, sammenholdt med artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union ([...] retsstatsprincippet, princippet om respekt for menneskerettighederne), chartrets artikel 47 (effektivt retsmiddel, retten til domstolsprøvelse) fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, der, for at blive fritaget for solidarisk hæftelse for en juridisk persons momsforpligtelser over for en enkelt kreditor, kræver, at et bestyrelsesmedlem indgiver en konkursbegæring, som ingen retsvirkning har i henhold til bestemmelserne og praksis i national insolvenslovgivning, og som følgelig fører til en krænkelse af formålet med ejendomsretten (chartrets artikel 17)?

Skal artikel 193, artikel 205 og artikel 273 i momsdirektivet, sammenholdt med artikel 325 TEUF samt princippet om ligestilling for loven og princippet om ikke-forskelsbehandling (chartrets artikel 20 og artikel 21) fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser [jf. nedenfor under punkt 1], som tillader forskelsbehandling af medlemmer af bestyrelsen i en juridisk person, således at et medlem af bestyrelsen i en juridisk person, som har flere end én kreditor, kan fritages for ansvar for selskabets momsforpligtelser ved at indgive en konkursbegæring, mens et medlem af bestyrelsen i en juridisk person, som kun har én kreditor, ikke har mulighed for effektivt at indgive en sådan begæring, hvilket i sidste ende berøver den pågældende muligheden for at blive fritaget for solidarisk hæftelse for denne juridiske persons momsforpligtelser samt retten til et effektivt retsmiddel (chartrets artikel 47)?

____________

1     Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

1     EUT 2006, L 347, s. 1.