Sag T-512/09 RENV

Rusal Armenal ZAO

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Kina – endelig antidumpingtold – status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – artikel 2, stk. 7, litra b) og c), andet led, i forordning (EF) nr. 384/96 – kumulativ vurdering af den import, som er genstand for antidumpingundersøgelser – artikel 3, stk. 4, litra a) og b), i forordning nr. 384/96 – tilbud om tilsagn – artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 384/96«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 25. januar 2017

1.      EU-ret – fortolkning – metoder – fortolkning på grundlag af ordlyd, sammenhæng og formål

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsel fra lande uden markedsøkonomi – tildeling af status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – betingelser – anvendelse af ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål – indskrænkende fortolkning – uden betydning om det pågældende tredjeland er tiltrådt WTO

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra c), andet led]

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – indførsel fra lande uden markedsøkonomi – tildeling af status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår – betingelser – bevisbyrden påhviler producenterne – institutionernes bedømmelse af beviserne – domstolsprøvelse – grænser

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 7, litra c)]

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – kumulativ vurdering af den import, som er genstand for antidumpingundersøgelser – betingelser – den indførte mængde fra hvert land er ikke ubetydelig – hensyntagen til den grænse på 1%, der er angivet i artikel 5, stk. 7, i grundforordning nr. 384/96 – lovlig

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 4, litra a), og art. 5, stk. 7]

5.      EU-ret – principper – ligebehandling – nødvendigheden af at overholde legalitetsprincippet – ikke muligt at påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – kumulativ vurdering af den import, som er genstand for antidumpingundersøgelser – betingelser – den indførte mængde fra hvert land er ikke ubetydelig – relevant periode

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2, art. 4, stk. 1, litra a), og art. 6, stk. 1]

7.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – inddragelses af forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden – forbud – undtagelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 1)

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af antidumpingtold

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 925/2009)

9.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – kumulativ vurdering af den import, som er genstand for antidumpingundersøgelser – betingelser – hensigtsmæssigheden af en kumulativ vurdering henset til konkurrencevilkårene – vurdering af konkurrencevilkårene – hensyntagen til kriterier, som er relevante for bestemmelsen af den samme vare – lovlig

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 1, stk. 4, og art. 3, stk. 4, litra b)]

10.    Retslig procedure – bevis – dokumentation – bevisværdi – Unionens retsinstansers bedømmelse – kriterier

11.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – forslag om pristilsagn – godtagelse – institutionernes skønsbeføjelser – hensyntagen til nødvendigheden af at sikre fyldestgørende kontrol med tilsagnene – lovlig – domstolsprøvelse – grænser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 8, stk. 3)

12.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – retten til en god forvaltning – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Rådets forordning nr. 384/96)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 56)

2.      Da det fastlægges i artikel 2, stk. 7, litra c), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at undtagelsen i denne forordnings artikel 2, stk. 7, litra b), finder anvendelse, skal betingelserne fortolkes indskrænkende.

Det forhold, at Unionens retsinstanser har fremhævet såvel det særlige ved Unionens fremgangsmåde som manglen på en tilsvarende bestemmelse i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT), betyder, at den omstændighed, at tredjelandet er medlem af verdenshandelsorganisationen (WTO), ikke er relevant i forbindelse med fortolkningen af betingelserne i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

På baggrund af formålet med betingelserne i forordningens artikel 2, stk. 7, litra c), kan henvisningen i denne bestemmelses andet led til »ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål«, ikke forstås på anden måde, end at den tilsigter at gøre det muligt for institutionerne at forvisse sig om rigtigheden af den pågældende virksomheds regnskabsdokumenter.

Det er derfor fejlagtigt, når sagsøgeren har gjort gældende, at en sådan betingelse kan opfyldes alene ved, at der gennemføres en revisionsprocedure, som er i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, uden hensyn til de konklusioner, der under proceduren drages om, hvorvidt virksomhedens regnskaber opfylder de internationale regnskabsstandarder.

Der kan kun foretages en sammenligning inden for det samme land som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 5, med en virksomhed, der tilhører en markedsøkonomi, og ikke med en virksomhed, som anmoder om status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, og som pr. definition tilhører et land uden markedsøkonomi. Hvis der hersker tvivl om rigtigheden af de omkostninger, der er afholdt af en virksomhed, som anmoder om status som virksomhed, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, skal anmodningen derfor afslås, og den normale værdi af varen i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastslås på grundlag af en sammenligning med et tredjeland med markedsøkonomi.

(jf. præmis 57, 61, 63-65 og 72)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 79-82)

4.      Artikel 3, stk. 4, litra a), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, er blevet fortolket således, at bestemmelsen ved en kumulativ vurdering kun giver mulighed for at tage hensyn til indførsler fra et bestemt land, såfremt disse hidrører fra en producerende eksportør, som er konstateret at have udøvet dumping. Heraf følger, at formålet med denne bestemmelse er at undgå, at der ved en kumulativ vurdering af virkningerne af importen ikke medtages et land, for hvilket importen fra den omhandlede eksporterende producent ikke giver anledning til dumping, enten fordi dumpingmargenen er lavere end minimumsgrænsen, eller fordi importmængderne er ubetydelige.

Den angivelse i antidumpinggrundforordningens artikel 5, stk. 7, hvorefter »[der ikke skal] indledes en procedure mod lande, hvis indførsler udgør en markedsandel på under 1%, medmindre disse lande tilsammen tegner sig for 3% eller derover af forbruget i Fællesskabet«, har netop til formål at tydeliggøre, under hvilke omstændigheder den pågældende imports andel af forbruget i Unionen er for begrænset til, at den kan anses for at give anledning til dumping.

Der er således et komplementaritetsforhold mellem de to bestemmelser, og Rådet begik derfor ikke en retlig fejl, da det ved fortolkningen af betingelsen i antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), om, at importen ikke må være ubetydelig, tog hensyn til den grænse på 1%, der angives i samme forordnings artikel 5, stk. 7.

(jf. præmis 103-105)

5.      Overholdelse af ligebehandlingsprincippet må ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, der medfører, at ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre.

(jf. præmis 110)

6.      For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EU-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt. Rådet kan fastlægge omfanget af den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, på grundlag af en længere periode end den, dumpingundersøgelsen omfatter, ved at undersøge tendenser, som er relevante for skadesvurderingen i den betragtede periode.

Ved at fastslå, at importen fra en eksporterende producent som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, ikke havde været ubetydelig, på grundlag af data, der alene vedrørte undersøgelsesperioden og ikke den betragtede periode, foretog Rådet ikke et åbenbart urigtigt skøn, da en hensyntagen til den betragtede periode ville have givet et fordrejet billede af det faktiske omfang af eksporten til Unionen, idet der i så fald ville være blevet medtaget en periode, hvori den eksporterende producents fabrik havde været lukket, og som ikke kan anses for at afspejle hans faktiske produktion og eksport.

Det forhold, at der ikke blev medtaget en periode, som ikke afspejlede en eksporterende producents normale virksomhed, er i overensstemmelse med, at der skal indsamles oplysninger, der er så aktuelle som muligt, og dermed med det princip om en objektiv undersøgelse, hvortil der henvises i antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 2.

(jf. præmis 119, 120 og 122-124)

7.      Formålet med at fastsætte en undersøgelsesperiode og forbuddet mod at tage hensyn til efterfølgende forhold er at garantere, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative og pålidelige, idet de forhold, der ligger til grund for konstateringen af, om der foreligger dumping og skade, ikke påvirkes af de pågældende producenters adfærd efter indledningen af en antidumpingprocedure, således at den endelige told, der pålægges efter afslutningen af proceduren, er egnet til effektivt at afhjælpe dumpingimportens skadelige virkninger.

Desuden indebærer anvendelsen af udtrykket »normalt« i artikel 6, stk. 1, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, at der kan være undtagelser til forbuddet mod at tage hensyn til oplysninger, som vedrører en senere periode end undersøgelsesperioden. For så vidt angår gunstige omstændigheder for de af undersøgelsen omfattede virksomheder påhviler det ikke unionsinstitutionerne at inddrage forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, medmindre det fremgår af de pågældende forhold, at der er sket en ny udvikling, som gør det åbenbart, at den påtænkte indførelse af antidumpingtold ikke er hensigtsmæssig. Hvis derimod forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, på grund af den omstændighed, at de afspejler de pågældende virksomheders aktuelle adfærd, berettiger en indførelse eller forhøjelse af en antidumpingtold, er institutionerne berettiget – og endog forpligtet – til at tage hensyn hertil.

(jf. præmis 129 og 130)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 139-143)

9.      I forbindelse med fortolkningen af artikel 3, stk. 4, litra b), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, må henvisningen til hensigtsmæssigheden af en kumulativ vurdering af »virkningerne af indførslen på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer« fortolkes således, at den har til formål at undgå kumulering af virkningerne af importen af produkter, som ikke konkurrerer tilstrækkeligt med hinanden til at påføre EU-erhvervsgrenen den samme skade. På samme måde må henvisningen til hensigtsmæssigheden af en kumulativ vurdering af »vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og den i Fællesskabet fremstillede vare« fortolkes således, at den har til formål at undgå, at import, som ikke konkurrerer tilstrækkeligt med EU-erhvervsgrenens vare og følgelig ikke kan være årsag til, at denne påføres en skade, indgår i en kumulativ vurdering sammen med anden import.

Rådet begik derfor ikke en fejl, da det anvendte kriterier svarende til dem, som er relevante for bestemmelsen af den samme vare som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 1, stk. 4, eftersom disse i det væsentlige har til formål at sikre, at der er tilstrækkelig konkurrence mellem den pågældende vare og den samme vare.

(jf. præmis 149 og 150)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 162)

11.    Det fremgår det af artikel 8, stk. 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, at EU-institutionerne kan tage alle mulige former for faktiske omstændigheder i betragtning ved bedømmelsen af et tilbud om tilsagn. Endvidere er der ikke nogen bestemmelse i antidumpinggrundforordningen, der pålægger EU-institutionerne en forpligtelse til at godtage tilbud om tilsagn vedrørende priser, der fremsættes af erhvervsdrivende, som er genstand for en indledende undersøgelse med henblik på indførelse af antidumpingtold. Det følger derimod af nævnte forordning, at institutionerne inden for rammerne af deres skønsbeføjelse kvalificerer sådanne tilsagn som antagelige.

Heraf følger som en logisk konsekvens, at Retten kun kan foretage en begrænset prøvelse af, om et afslag på et tilbud om tilsagn er korrekt. Det forholder sig i denne forbindelse således, at det vide skøn, institutionerne råder over, ikke kun er en følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, som handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger indebærer. Det er ligeledes en følge af, at lovgiver har valgt at overlade institutionerne en beslutningsfrihed med hensyn til, om det er hensigtsmæssigt at godtage et tilbud om tilsagn eller ej.

Nødvendigheden af at sikre fyldestgørende kontrol med tilsagnene er et hensyn, som institutionerne med føje kan tage i betragtning, når de behandler tilbud om et tilsagn.

(jf. præmis 176-178)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 189-193)