Sag anlagt den 11. februar 2009 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-59/09)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma og B. Klein, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissions afgørelse af 5. december 2008 (SG.E.3/RG/mbp D(2008) 10067) om - imod forbundsregeringens indsigelse i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001 - at give private ansøgere aktindsigt i dokumenter hidrørende fra de tyske myndigheder i traktatbrudssag nr. 2005/4569.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Forbundsrepublikken Tyskland anfægter Kommissionens afgørelse af 5. december 2008 om - imod forbundsregeringens indsigelse i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 ¹ - at give private tredjemænd aktindsigt i dokumenter hidrørende fra de tyske myndigheder i en traktatbrudssag.

Som begrundelse for søgsmålet gør Forbundsrepublikken Tyskland gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001, sammenholdt med princippet om et loyalt samarbejde mellem Fællesskabet og medlemsstaterne i henhold til artikel 10 EF.

Artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 giver medlemsstaterne mulighed for at betinge videregivelse af dokumenter fra deres myndigheder, som befinder sig i fællesskabsorganernes besiddelse, af deres samtykke. Kommissionen har ikke ret til at foretage en omfattende egen efterprøvelse af grundene til afslaget på aktindsigt i henhold til artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001. Domstolens praksis i sagen Sverige mod Kommissionen m.fl., sag C-64/05 P ², har udtømmende fastsat kriterier, hvorefter det berørte fællesskabsorgan kan se bort fra en sådan indsigelse og foretage sin egen bedømmelse af, om der foreligger nægtelsesgrunde i henhold til artikel 4, stk. 1-3 i forordning nr. 1049/2001: indsigelsen skal enten "ikke have nogen form for begrundelse" eller "ikke vedrøre" nægtelsesgrundene.

Heraf følger, sammenholdt med princippet om et loyalt samarbejde mellem Fællesskabet og medlemsstaterne i henhold til artikel 10 EF, at bedømmelsen af, om der foreligger nægtelsesgrunde i henhold til artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001, som regel tilkommer medlemsstaterne. Kommissionen kan kun undtagelsesvis sætte sig ud over afslaget på at give samtykke, hvis medlemsstatens begrundelse ikke på tilstrækkelig måde opfylder disse kriterier. En sammenligning med artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 påbyder også dette. Ved begge kriterier fra retspraksis er der tale om væsentlige formkrav, der indholdsmæssigt skal orientere sig mod begrundelsespligten i henhold til artikel 253 EF. Det er Fællesskabets retsinstanser og ikke Kommissionen, der har kompetence med hensyn til kontrollen af lovligheden af, om afslaget på aktindsigt opfylder artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001.

Subsidiært har Forbundsrepublikken Tyskland anført, at selv hvis Retten skulle fortolke retspraksis i sag C-64/05 P således, at en indsigelse fra en medlemsstat i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 kun er bindende for fællesskabsorganet, hvis den er forenelig med denne forordnings artikel 4, stk. 1-3, så vil Kommissionen højest være beføjet til at foretage en evidenskontrol af den begrundelse, som medlemsstaten har anført. Begrundelsen for Tysklands indsigelse kan dog på ingen måde anses for at være åbenbart fejlagtig.

____________

¹ - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).

² - Domstolens dom af 18.12.2007, sag C-64/05 P, Sverige mod Kommissionen, Sml. I, s. 113839.