Appel iværksat den 21. maj. 2011 af Carlo De Nicola til prøvelse af Personalerettens dom af 8. marts 2011 i sag F-59/09, De Nicola mod EIB
(Sag T-264/11 P)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Carlo De Nicola (Strassen, Luxembourg) (ved avvocato L. Isola)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
Appellantens påstande
Appellantens krav er, at Retten som appelinstans, og idet modpartens anbringender ikke tages til følge, delvist ændrer den appellerede dom, giver tilladelse til bevisoptagelse, giver medhold i kravene i klagesagen og tilpligter EIB at betale omkostningerne i sagen for appelinstansen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten fremført 7 anbringender.
Hvad angår en annullation af den tjenstlige meddelelse nr. HR/Coord/2008-0038/BK af 22. september 2008 har appellanten gjort gældende, at Personaleretten fuldstændigt ignorerede dette dokument, idet den tog EIB's indsigelse til følge, hvorefter EIB kan undlade at udlevere lydoptagelser af eller det officielle referat af et møde i appeludvalget til appellanten, hvilket indebærer, at EIB frit kan foretage en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, eftersom det modsatte ikke kan bevises.
Appellanten har ligeledes gjort gældende, at appeludvalgets afgørelse bør annulleres.
Personaleretten fastslog ved en analog anvendelse af vedtægtens artikel 90, at idet proceskravene og kravene i klagesagen var ens, var den berettiget til udelukkende at påkende proceskravene med virkning for de først rejste krav. Appellanten har anfægtet anvendelsen af vedtægtens artikel 90 og gjort gældende, at Personalerettens dom skal ophæves, idet det omhandlede dokument nu udgør en del af hans personlige aktmappe, hvilket vil kunne få negative følger for hans fremtidige karriere.
Endelige frifandt Retten EIB for appellantens påstand om annullation af forfremmelserne med henvisning til, at påstanden var fremsat for sent. De Nicola har gjort gældende, at afgørelsen er retsstridig af fire grunde.
Anerkendelsespåstand
Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Retten skulle fastslå, at alle de ubehageligheder, han er blevet udsat for i 18 år, skal vurderes i deres helhed, og at de er omfattet af begrebet mobning, således som mobning er defineret i litteraturen og retspraksis. Appellanten kritiserer, at dokumentet "Principerklæringer om beskyttelse af personers værdighed på arbejdspladsen" (som ikke definerer begrebet mobning) er utilstrækkeligt, og har anfægtet Personalerettens afgørelseom afvisning om hans påstand fra realitetsbehandling med den begrundelse, at der ville blive tale om fremsættelse af principudtalelser eller påbud over for EIB, hvilket ikke er tilladt. Ifølge appellanten er påstanden blevet misfortolket. Appellantens proceskrav var nemlig, at Personaleretten skulle fastslå de overgreb, som visse medarbejdere har udsat ham for, klarlægge, om disse ubehageligheder samlet set er omfattet af begrebet mobning, og pålægge EIB, i dens egenskab af arbejdsgiver, ansvaret for disse handlinger.
5. Appellanten har ud fra et andet synspunkt anfægtet den del af domme, hvorved Personaleretten i strid med vedtægtens artikel 41 anså det for nødvendigt - uden grund - at foretage en analog anvendelse, og dermed selv udvikle en selvstændig for ordning EIB, hvilket strider mod dennes ret til selvbestemmelse.
6. Personaleretten anvendte desuden fejlagtigt bestemmelser, som dog udelukkende gælder for Unionens tjenestemænd, på en privatretlig ansættelseskontrakt. Den anvendte derudover, og værre, forvaltningsretlige bestemmelser på ulovligheder begået af visse medarbejdere.
Påstandene for Personaleretten
7. Appellanten nedlagde tre påstande: 1. Mobningen skulle ophøre, 2. EIB skulle erstatte den ikke-økonomiske og økonomiske skade, som appellanten havde lidt, og 3. EIB skulle tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Personaleretten tog ikke stilling til den første påstand.
Den anden påstand blev afvist, idet Personaleretten misfortolkede den henset til, at appellanten havde nedlagt påstand om erstatning for EIB's retsstridige handlinger, uanset hvordan disse handlinger samlet set ville blive bedømt.
Ifølge appellanten skulle denne påstand under alle omstændigheder realitetsbehandles, selv om der ikke forelå "nogen bebyrdende retsakt", som erstatningspåstanden kunne knyttes til. Der er nemlig tale om et privatretligt ansættelsesforhold, hvorfor det var retsstridige forhold, ikke retsakter, som skulle påkendes i sagen.
Personaleretten forkastede det tredje anbringende på baggrund af en forkert antagelse om, at appellanten ikke havde påstået EIB tilpligtet at betale sagens omkostninger.
____________