Sag anlagt den 29. januar 2014 – Post Bank Iran mod Rådet
(Sag T-68/14)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Post Bank Iran (Teheran, Iran) (ved advokat D. Luff)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
Stk. 1 i bilaget til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 306, s. 18) annulleres.
Stk. 1 i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 306, s. 3) annulleres.
Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP 1 , som ændret ved artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP 2 af 23. januar 2012, samt artikel 23, stk. 2, litra d), og artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 3 af 23. marts 2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.
Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort seks anbringender gældende.
Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Retten har kompetence til at efterprøve både stk. 1 i bilaget til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP og stk. 1 i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 samt disses overensstemmelse med europæisk rets almindelige principper.
Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, som ændret ved artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012, og Rådets forordning nr. 267/2012 af 23. marts 2012 krænker EU-retten, og at det skal fastslås, at de ikke skal finde anvendelse på sagsøgeren, hvorved Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013, der baserer sig på disse, bliver ugyldige af følgende grunde:
Artikel 46, stk. 2, i Rådets forordning nr. 267/2012 af 23. marts 2012 tilsidesætter artikel 215 TEUF, idet den giver Rådet mulighed for at vedtage sanktioner over for sagsøgeren uden at følge den i artikel 215 TEUF fastsatte procedure.
Artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, som ændret ved artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar 2012, og artikel 23, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 krænker personens grundlæggende rettigheder, som er beskyttet i artikel 2 TEU, 21 TEU og 23 TEU samt EU’s charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som de forsyner Rådet med vilkårlige beføjelser til at bestemme, hvilke personer og enheder det ønsker at vedtage sanktioner over for, når det skønner, at en sådan person eller enhed yder støtte til den iranske regering.
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har begået en retlig og faktuel fejl, da det vedtog Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013, for så vidt som disse omfatter ansøgeren, af de følgende grunde:
Den konkrete begrundelse for opførelse af Post Bank Iran på listen er udokumenteret. Sagsøgeren har klart afvist at have ydet økonomisk støtte til den iranske regering. Ydermere har sagsøgeren ikke ydet nuklear støtte til Iran. Dermed er betingelserne i artikel 20, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP [som senere ændret ved artikel 1, nr. 7), i Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23.1.2012, artikel 1, nr. 8), i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15.10.2012 og artikel 1, nr. 2), i Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21.12.2012] samt betingelserne i artikel 23, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 [som senere ændret ved artikel 1, nr. 11), i Rådets forordning nr. 1263/2012 af 21.12.2012] ikke opfyldt.
Ved at sanktionere Post Bank Iran alene med den begrundelse, at det er et statsejet selskab, har Rådet diskrimineret sagsøgeren i forhold til andre offentligt ejede iranske selskaber, der ikke sanktioneres. Rådet har således tilsidesat lighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltningsskik.
Rådets afgørelse om at fastholde sagsøgeren på listen over sanktionerede enheder er ikke tilstrækkeligt begrundet. Under henvisning til »foranstaltningernes virkninger inden for rammerne af Unionens politiske mål« har Rådet ikke specificeret, hvilke virkninger der henvises til, eller hvordan foranstaltningerne sigter mod sådanne virkninger.
Ved at fastholde sagsøgeren på listen over sanktionerede selskaber har Rådet misbrugt sine beføjelser. Rådet har i realiteten afvist at efterkomme Rettens dom i sag T-13/11. Rådet har undermineret den institutionelle opbygning i Den Europæiske Union samt sagsøgerens ret til at opnå retfærdighed og ret til, at denne sikres. Rådet har også unddraget sig sit eget ansvar og sine forpligtelser i henhold til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013, således som disse klart var blevet fastslået over for Rådet ved den ovenfor nævnte dom fra Retten.
Rådet har tilsidesat princippet om berettiget forventning ved ikke at efterkomme en af Retten afsagt dom, i hvilken Rådet var part og sagsøgeren modpart, og hvor Rådet tabte sagen, ved end ikke at efterkomme ræsonnementet og begrundelsen i denne dom, ved at begå en faktuel fejl for så vidt angår sagsøgerens virksomhed og dennes formodede rolle i forhold til Irans regering, ved at undlade at foretage nogen undersøgelse af sagsøgerens reelle rolle og virksomhed i Iran, selv om Retten havde anført, at dette var et vigtigt aspekt i EU’s sanktioner mod Iran, og ved at fastholde sanktionerne efter den 20. januar 2014, hvor EU vedtog indtægtsskabende aktiviteter for Iran, idet Iran ikke længere anses for at udøve nukleare spredningsaktiviteter.
Rådet har tilsidesat proportionalitetsprincippet. Sanktionerne retter sig mod Irans nukleare spredningsaktiviteter. Rådet har ikke godtgjort, og kan ikke godtgøre, at sagsøgeren direkte eller indirekte har ydet støtte til nuklear spredning i Iran. Rådet hævder end ikke længere, at sagsøgeren specifikt bidrager til nuklear spredning i Iran. I betragtning af sanktionernes manglende virkning i forhold til nuklear spredning berettiger formålet med sanktionerne hverken annullationen af de fordele, der tilkommer sagsøgeren i medfør af Rettens dom, eller den belastning, de udgør for EU’s retsbeskyttelsessystem som helhed, for slet ikke at tale om tilsidesættelsen af sagsøgerens ejendomsret og erhvervsfrihed. Denne konklusion bestyrkes af vedtagelsen af Rådets forordning den 20. januar 2014, hvorved visse sanktioner blev ophævet ud fra en anerkendelse af, at Iran i øjeblikket ikke udøver nukleare spredningsaktiviteter.
____________1 Rådets afgørelse af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).
2 Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23.1.2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 22).
3 Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.3.2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1).