Sag C-90/22
»Gjensidige« ADB
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas)
Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. marts 2024
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 45 – afslag på anerkendelse af en afgørelse – artikel 71 – forholdet mellem denne forordning og konventioner vedrørende et særligt område – konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej (CMR) – artikel 31, stk. 3 – litispendens – værnetingsaftale – begrebet »grundlæggende retsprincipper««
1. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – forhold til konventioner vedrørende særlige områder – konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej – afgørelse i et søgsmål, der er anlagt på grundlag af denne aftale – mulighed for at nægte at anerkende denne afgørelse på baggrund af tilsidesættelsen af en værnetingsaftale – anvendelsen af forordningen
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 71, stk. 1, og art. 71, stk. 2, litra b)]
(jf. præmis 41 og 44-47)
2. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser – begrundelse for afslag – tilsidesættelse af enekompetence – anvendelsesområde – afgørelse, som er afsagt af en ret i en medlemsstat i strid med en værnetingsaftale – udelukket – tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper i den stat, anmodningen rettes til – foreligger ikke
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 25 og art. 45, stk. 1, litra a), art. 45, litra e), nr. ii), og art. 45, stk. 3]
(jf. præmis 52, 53, 56-59 og 72-76 samt domskonkl.)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse præciserede Domstolen rækkevidden af de grunde til at afslå anerkendelse af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne, der er fastlagt i Bruxelles Ia-forordningen (1), i det tilfælde, hvor den oprindelige ret har erklæret sig kompetent i strid med en værnetingsaftale, som er indeholdt i en aftale om international transport.
ACC Distribution UAB havde indgået en aftale med Rhenus Logistics UAB, et transportselskab, om godstransport fra Nederlandene til Litauen. Eftersom en del af varerne blev stjålet under transporten, udbetalte forsikringsselskabet Gjensidige ADB kompensation til ACC Distribution.
I februar 2017 anlagde Rhenus Logistics sag ved en nederlandsk ret med påstand om, at det blev fastslået, at dets ansvar var begrænset. Denne ret erklærede sig kompetent til at træffe afgørelse og fandt, at den værnetingsaftale til fordel for de litauiske retter, der var indeholdt i den aftale, der var indgået mellem ACC Distribution og Rhenus Logistics, var ugyldig, eftersom den begrænsede valget af kompetente retter i henhold til konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej (herefter »CMR«) (2).
I september 2017 anlagde Gjensidige sag ved en litauisk ret med påstand om, at Rhenus Logistics tilpligtedes at tilbagebetale den erstatning, som var betalt til ACC Distribution. Den litauiske ret udsatte sagen, indtil den nederlandske ret i 2019 havde truffet endelig afgørelse om begrænsningen af Rhenus Logistics’ ansvar. Efterfølgende forkastede den litauiske ret det af Gjensidige anlagte søgsmål med den begrundelse, at den nederlandske rets afgørelse havde fået retskraft. Denne afgørelse blev stadfæstet i appelinstansen.
Gjensidige iværksatte appel ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol), som var i tvivl om CMR’s forenelighed med Bruxelles Ia-forordningen, for så vidt som denne konvention gør det muligt at se bort fra værnetingsaftaler, som ifølge denne forordning i princippet er eksklusive (3). Selv om den forelæggende ret var af den opfattelse, at denne forordning ikke udtrykkeligt fastsætter grunde til at nægte anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i strid med en værnetingsaftale, ønskede denne ret desuden oplyst, om beskyttelsen af disse aftaler skulle udvides til at omfatte anerkendelse og fuldbyrdelse af en sådan retsafgørelse. Den besluttede derfor at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.
Domstolens bemærkninger
Eftersom den i hovedsagen omhandlede aftale om international transport henhører under anvendelsesområdet for både Bruxelles Ia-forordningen og CMR, undersøgte Domstolen indledningsvis, hvorvidt spørgsmålet om et eventuelt afslag på anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet til trods for, at der foreligger en værnetingsaftale til fordel for retterne i en anden medlemsstat, skal vurderes i lyset af Bruxelles Ia-forordningen eller CMR.
I denne henseende bestemmer Bruxelles Ia-konventionen (4) for det første, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat af en ret, som har støttet sin kompetence på en konvention vedrørende et særligt område, skal anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning, hvis bestemmelser under alle omstændigheder kan anvendes, selv når denne konvention fastsætter betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse af disse retsafgørelser. Hvad angår CMR (5) begrænser denne sig til at betinge fuldbyrdelsen af en dom af, at de formaliteter, der er foreskrevet i dette øjemed i det pågældende land, er opfyldt, idet disse dog ikke kan indebære nogen genoptagelse af sagen.
For det andet må anvendelsen af en sådan konvention ikke tilsidesætte de principper, der ligger til grund for det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen. Hvad specifikt angår princippet om gensidig tillid er retten i den stat, som anmodningen rettes til, under ingen omstændigheder bedre egnet end retten i domsstaten til at tage stilling til sidstnævntes kompetence, således at Bruxelles Ia-forordningen i princippet ikke tillader, at kompetencen for en ret i en medlemsstat efterprøves af en ret i en anden medlemsstat.
Under disse omstændigheder skal spørgsmålet om et eventuelt afslag på anerkendelse vurderes i lyset af Bruxelles Ia-forordningen.
Efter denne præcisering udledte Domstolen for det første af ordlyden af Bruxelles Ia-forordningens artikel 45, stk. 1, litra a) (6), og artikel 45, stk. 1, litra e), nr. ii) (7), at en ret i en medlemsstat ikke kan nægte at anerkende en afgørelse fra en ret i en anden medlemsstat med den begrundelse, at denne ret har erklæret sig kompetent i strid med en værnetingsaftale.
For det andet understøttes denne ordlydsfortolkning af den sammenhæng, hvori de nævnte bestemmelser indgår, samt af Bruxelles Ia-forordningens mål og formål. Domstolen bemærkede, at i den ordning, der er indført ved denne forordning, udgør den gensidige anerkendelse reglen, mens de grunde, der gør det muligt at afslå anerkendelse, er udtømmende opregnet. EU-lovgiver har imidlertid valgt ikke at medtage tilsidesættelsen af forordningens bestemmelser om aftaler om værneting blandt disse grunde. Den beskyttelse af værnetingsaftaler, der er omhandlet i denne forordning (8), har således ikke til følge, at tilsidesættelsen af disse i sig selv udgør en grund til at afslå anerkendelse.
For det tredje bemærkede Domstolen, at der i den foreliggende sag ikke var noget i de sagsakter, som den rådede over, der gjorde det muligt at konkludere, at anerkendelsen af den nederlandske rets afgørelse på uantagelig vis ville være i strid med den litauiske retsorden, for så vidt som den tilsidesætter et grundlæggende princip. Navnlig kan den blotte omstændighed, at et søgsmål ikke påkendes af den ret, der er udpeget i en værnetingsaftale, og at der følgelig ikke træffes afgørelse i sagen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, ikke anses for en så alvorlig tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, at en anerkendelse af afgørelsen om nævnte søgsmål åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.