RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (plenum)
5. maj 2010 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2007 – retlig interesse – afgørelse om forfremmelse – liste over forfremmede tjenestemænd – sammenligning af fortjenester – kriterium om niveauet af det ansvar, der er forbundet med udøvelsen af tjenesten – påstand om annullation af afgørelserne om forfremmelse – interesseafvejning«
I sag F-53/08,
angående et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Vincent Bouillez, tjenestemand i Rådet for Den Europæiske Union, med bopæl i Overijse (Belgien),
Kris Van Neyghem, tjenestemand i Rådet for Den Europæiske Union, med bopæl i Tirlemont (Belgien),
Ingeborg Wagner-Leclercq, tjenestemand i Rådet for Den Europæiske Union, med bopæl i Edegem (Belgien),
ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og É. Marchal,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer og I. Šulce, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Eliza Niniou og Maria-Béatrice Postiglione Branco, tjenestemænd i Rådet for Den Europæiske Union, med bopæl i henholdsvis Schaerbeek (Belgien) og i Kraainem (Belgien), først ved avocats T. Bontinck og S. Woog, derefter ved avocats T. Bontinck og S. Greco,
og
Maria De Jesus Cabrita og Marie-France Liegard, tjenestemænd i Rådet for Den Europæiske Union, med bopæl i Bruxelles (Belgien), først ved avocat N. Lhoëst, derefter ved avocats N. Lhoëst og L. Delhaye,
intervenienter,
har
PERSONALERETTEN (plenum)
sammensat af præsidenten, P. Mahoney, dommerne H. Tagaras og S. Gervasoni (refererende dommer), samt afdelingsformændene H. Kreppel og S. Van Raepenbusch,
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. december 2009,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 28. maj 2008 ved telefax (originalen blev indleveret den 3. juni 2008) anlagde Vincent Bouillez, Kris Van Neyghem og Ingeborg Wagner-Leclercq, tjenestemænd i Rådet for Den Europæiske Union, denne sag med påstand om annullation dels af de afgørelser, hvorved ansættelsesmyndigheden afviste at forfremme dem til lønklasse AST 7 for forfremmelsesåret 2007, dels, om fornødent, de afgørelser om i samme forfremmelsesår at forfremme de tjenestemænd til samme lønklasse, som udøvede opgaver med et lavere ansvarsniveau end sagsøgernes, hvis navne er opført på listen over forfremmede, som blev offentliggjort den 16. juli 2007 i personalemeddelelse nr. 136/07.
Retsforskrifter
2 Artikel 45, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»Forfremmelse sker ved afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden under iagttagelse af artikel 6, stk. 2. Den medfører, at tjenestemanden udnævnes til den nærmeste højere lønklasse inden for sin ansættelsesgruppe. Den foretages udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet på to år i deres lønklasse; udvælgelsen sker blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester. Ved sammenligningen af deres fortjenester tager ansættelsesmyndigheden især hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, jf. artikel 28, litra f), og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har.«
3 Artikel 10 i vedtægtens bilag XIII bestemmer:
»1. Tjenestemænd, der før den 1. maj 2004 gjorde tjeneste i kategori C eller D, vil fra den 1. maj 2006 have et karriereforløb med følgende avancementsmuligheder:
a) tidligere kategori C: kan avancere indtil lønklasse AST 7
b) tidligere kategori D: kan avancere indtil lønklasse AST 5.
[…]
3. En tjenestemand, som er omfattet af stk. 1, kan uden videre overføres til ansættelsesgruppen for assistenter på grundlag af en bestået almindelig udvælgelsesprøve eller på grundlag af en attestationsprocedure. Attestationsproceduren skal baseres på anciennitet, erfaring, fortjenstfuldhed og de uddannelser for tjenestemænd, der er fulgt, samt antallet af stillinger i ansættelsesgruppe AST, der er til rådighed. Et blandet udvalg gennemgår tjenestemændenes ansøgninger inden for denne procedure. Institutionerne fastlægger vilkårene for gennemførelse af en sådan procedure inden den 1. maj 2004. Om nødvendigt vedtager institutionerne særlige bestemmelser om ændring af tallene for forfremmelse som følge af sådanne overførsler.
[…]«
4 Artikel 7, stk. 1, i Rådets afgørelse af 2. december 2004 om fremgangsmåden med hensyn til iværksættelsen af attestationsproceduren (herefter »afgørelsen af 2. december 2004«) bestemmer, at:
»[…] De attesterede tjenestemænd tiltræder ansættelsesgruppen for ansatte uden begrænsning i adgangen til forfremmelse.
Forfremmelse for disse tjenestemænd forbliver betinget af en effektiv udøvelse af en tjeneste som ansat »uden begrænsning i adgang til forfremmelse«, identificeret som sådan.«
Sagens faktiske omstændigheder
5 Sagsøgerne, der er tjenestemænd, indtrådte i tjenesten i Rådet inden den 1. maj 2004 og tilhørte den tidligere kategori B. Efter ændringen af vedtægten denne dato blev de placeret i ansættelsesgruppe AST med virkning fra den 1. maj 2006, og de nød i denne ansættelsesgruppe fuld ret til forfremmelse uden begrænsninger.
6 Vincent Bouillez er ansvarlig for den almindelige vedligeholdelse af de bygninger, hvor tjenestegrenene i Rådets Generalsekretariat holder til. I sin egenskab af leder for sektionen »almindelig vedligeholdelse« leder han et hold på seks personer. Hans bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2006 viser, at han har de nødvendige forudsætninger for at kunne varetage en stilling som administrator.
7 Kris Van Neyghem er »mobilitetskoordinator« i Rådets Generalsekretariat inden for rammerne af den obligatoriske opstilling af en »transportplan for virksomheden«. Endvidere har han ansvaret for opfølgningen på renoveringen af en af Rådets bygninger og beskæftiger sig med fordelingen af kontorplads mellem de forskellige tjenestegrene i Generalsekretariatet. Hans bedømmelsesrapport for 2004 præciserer, at han er egnet til at påtage sig administrative funktioner, som han i øvrigt har udført i adskillige år i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg som midlertidigt ansat.
8 Ingeborg Wagner-Leclercq er ansvarlig for edb-forvaltning af budgetmæssige oplysninger samt for relationerne til eksterne aktører vedrørende databaser og assisterer den fuldmægtig, der har ansvaret for budgetmæssige spørgsmål vedrørende eksterne foranstaltninger.
9 Ved personalemeddelelse nr. 77/07 af 14. maj 2007 udfærdigede Rådet listen over tjenestemænd på grundlag af den tidligere kategori C, som blev attesteret, og de tiltrådte således uden videre ansættelsesgruppen for assistenter uden begrænsning i adgangen til forfremmelse.
10 Ved personalemeddelelse nr. 97/07 af 12. juni 2007 (herefter »meddelelsen af 12. juni 2007«) underrettede Rådet tjenestemændene om de oplysninger, der blev givet af de rådgivende forfremmelsesudvalg. samt om de foranstaltninger, som blev vedtaget til gennemførelse af bestemmelserne i vedtægtens artikel 45. Meddelelsens bilag 2 præciserede for hver enkelt lønklasse antallet af de forfremmelser, der var mulige i 2007, og bilag 3 omfattede en liste over forfremmelsesværdige tjenestemænd.
11 Ved sin rapport af 13. juli 2007 tilstillede det rådgivende forfremmelsesudvalg for gruppen af ansatte uden begrænsning i adgangen til forfremmelse ansættelsesmyndigheden en liste for forfremmelsesåret 2007 med 22 tjenestemænd, der skulle forfremmes til lønklasse AST 7. Denne liste indeholdt ikke sagsøgernes navne, men omfattede navnene på en række attesterede tjenestemænd.
12 Ved personalemeddelelse nr. 136/07 af 16. juli 2007 besluttede ansættelsesmyndigheden at følge det rådgivende forfremmelsesudvalgs udtalelse i sidstnævntes rapport af 13. juli 2007 og at forfremme de indstillede 22 tjenestemænd.
13 Den 15. oktober 2007 rejste Kris Van Neyghem og Ingeborg Wagner-Leclercq ved særskilt klage indsigelse mod listen over tjenestemænd forfremmet til lønklasse AST 7.
14 Ved klage af 16. oktober 2007 anfægtede Vincent Bouillez afgørelsen, hvorved han blev nægtet forfremmelse til AST 7, samt de afgørelser, hvorved de attesterede tjenestemænd blev forfremmet til denne lønklasse.
15 Ved afgørelser af 15. februar 2008, der blev meddelt Vincent Bouillez og Ingeborg Wagner-Leclercq den 18. februar 2008 og Kris Van Neyghem den 20. februar 2008, afslog Rådet klagerne (herefter »afgørelserne om afslag på klagerne«).
Parternes påstande og proceduren
16 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Ansættelsesmyndighedens afgørelser, hvorved de blev nægtet forfremmelse til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007 (herefter »de omstridte afgørelser«), annulleres.
– Afgørelserne om i samme forfremmelsesår at forfremme de tjenestemænd til samme lønklasse, som havde udøvet opgaver med et lavere ansvarsniveau end sagsøgernes, hvis navne er opført på den liste over forfremmede, som blev offentliggjort den 16. juli 2007 i personalemeddelelse nr. 136/07 (herefter »afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd«), annulleres »om fornødent«.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
17 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende ret.
18 Ved skrivelse af 19. november 2008 underrettede Personaleretten Rådet om dens henvisning af sagen til plenum i henhold til artikel 13 i dens procesreglement. Den henledte desuden Rådets opmærksomhed på den omstændighed, at sagsøgerne ikke alene nedlagde påstand om annullation af de omstridte afgørelser, men ligeledes annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd. Den opfordrede således Rådet til at præcisere, om en sådan forfremmelse i tilfælde af annullation af sidstnævnte afgørelser, og såfremt Rådet skulle beslutte at forfremme sagsøgerne med tilbagevirkende kraft, først kan indtræde efter tilbagekaldelsen af de oprindeligt vedtagne afgørelser om forfremmelse – afgørelser, som var blevet anfægtet inden for vedtægtens klagefrister, og som er retsstridige af samme grund som afgørelserne om afslag på forfremmelse. I samme skrivelse opfordrede Personaleretten i henhold til procesreglementets artikel 111, stk. 1, endelig Rådet til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende det hensigtsmæssige i at opfordre de forfremmede tjenestemænd, hvis forfremmelse blev anfægtet af sagsøgerne, til at intervenere i sagen.
19 Ved skrivelse af 19. november 2008 underrettede Personaleretten sagsøgerne om, at sagen var blevet henvist til plenum i henhold til procesreglementets artikel 13. Personaleretten bemærkede endvidere, at sagsøgerne ikke alene havde nedlagt påstand om annullation af de omstridte afgørelser, men ligeledes annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd, og at såfremt denne påstand skulle anses for at kunne antages til realitetsbehandling og efterfølgende ville blive taget til følge, ville det stride mod de omhandlede tjenestemænds rettigheder. Personaleretten anførte ligeledes, at den ville opfordre tjenestemændene til at intervenere i denne sag, og anmodede dem i henhold til procesreglementets artikel 111, stk. 1, om at tage stilling til en sådan eventuel proces.
20 Ved skrivelse af 24. november 2008 udtrykte sagsøgerne deres forbehold over for den opfordring til at intervenere til de attesterede tjenestemænd, der var blevet forfremmet til lønklasse AST 7, som Personaleretten påtænkte, og de gjorde opmærksom på den forsinkelse, en sådan opfordring ville medføre for sagens afgørelse.
21 Ved skrivelse af 19. december 2008 tilkendegav Rådet, idet det fandt, at en opfordring til de forfremmede tjenestemænd til at intervenere ikke forekom nødvendig, at det overlod det til Personaleretten at afgøre dette spørgsmål. Det bemærkede ligeledes, at »antallet af stillinger med adgang til forfremmelse til lønklasse AST 7 for forfremmelsesåret 2007 var […] fastlagt til et begrænset antal«.
22 Ingen af parterne har i de ovennævnte skrivelser eller på et senere tidspunkt bestridt Personalerettens fortolkning af de påstande om annullation af afgørelserne om forfremmelse, som Personaleretten lagde til grund, og som gik ud på, at de alene var rettet mod afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd.
23 Ved skrivelser af 23. januar 2009 opfordrede Personaleretten i henhold til artikel 111, stk. 1, i Rettens procesreglement de 14 attesterede tjenestemænd, der ved de afgørelser, som anfægtes, var blevet forfremmet i 2007 til lønklasse AST 7, til at intervenere i sagen.
24 Ved kendelse af 3. april 2009 blev det ønske om intervention til støtte for sagsøgtes påstand, som blev begæret af Eliza Niniou og Maria-Béatrice Postiglione Branco (herefter »den første gruppe af intervenienter«) samt af Maria De Jesus Cabrita og Marie-France Liegard (herefter »den anden gruppe af intervenienter«) imødekommet af Personalerettens præsident.
25 Den første gruppe af intervenienter har ved interventionsindlæg indgået til Personalerettens Justitskontor den 11. maj 2009 nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
26 Ved interventionsindlæg indgået til Personalerettens Justitskontor den 21. maj 2009 har den anden gruppe af intervenienter nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 89.
27 Ved skrivelse af 30. juni 2009 underrettede Rådet Personaleretten om, at det ikke havde bemærkninger til de indgivne interventionsindlæg.
28 Ved processkrift indgået til Personalerettens Justitskontor den 3. juli 2009 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til interventionsindlægget fra den anden gruppe af intervenienter. De gjorde det samme gældende som i stævningen og nedlagde endvidere påstand om, at Rådet tilpligtes at betale intervenienternes omkostninger, eller subsidiært, at den anden gruppe af intervenienter tilpligtes at bære deres egne omkostninger.
29 Ved processkrift indleveret til Personalerettens Justitskontor den 7. juli 2009 vedrørende den første gruppe af intervenienters interventionsindlæg gjorde sagsøgerne det samme gældende som i stævningen og nedlagde endvidere påstand om, at Rådet tilpligtes at betale intervenienternes omkostninger, eller subsidiært, at den første gruppe af intervenienter tilpligtes at bære deres egne omkostninger.
30 På dagen for retsmødet bestod Personaleretten, som var sat i plenum, alene af seks dommere, idet et af medlemmerne meldte forfald.
31 I medfør af dels artikel 17, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 5, stk. 1, i den pågældende statuts bilag I, dels procesreglementets artikel 27 kan Personaleretten kun gyldigt træffe afgørelse med et ulige antal dommere, og hvis Personaleretten er sat med et lige antal dommere på grund af forfald, deltager den dommer, som har lavest rang i henhold til den rangfølge, der er fastsat i medfør af det pågældende reglements artikel 5, ikke i rådslagningen og afstemningen (jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 5.6.1992, sag T-26/90, Finsider mod Kommissionen, Sml. II, s. 1789, præmis 38).
32 Under anvendelse af ovennævnte bestemmelser traf de fem dommere, som har underskrevet den foreliggende dom, afgørelse i sagen.
Retlige bemærkninger
33 Sagsøgerne har påberåbt sig fire anbringender til støtte for samtlige annullationspåstande:
– det første anbringende om utilstrækkelig begrundelse
– det andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, dels derved, at Rådet ved sammenligningen af fortjenester kun subsidiært tog hensyn til, hvor stort ansvar de forfremmelseværdige kandidater havde, dels derved, at Rådet i forbindelse med sammenligningen af fortjenester ikke undersøgte visse subsidiære kriterier
– det tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, i afgørelsen af 2. december 2004
– det fjerde anbringende om en åbenbar fejl i sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester.
34 Personaleretten finder, at anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, hvorefter Rådet ved sammenligningen af fortjenester alene tog subsidiært hensyn til kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige kandidater havde, må undersøges nærmere.
Om påstandene vedrørende de omstridte afgørelser
Parternes argumenter
35 Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådet tilsidesatte bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, ved alene subsidiært at tage hensyn til, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd havde i forbindelse med sammenligningen af fortjenester.
36 Personaleretten bemærkede i sin dom af 31. januar 2008, Valero Jordana mod Kommissionen (sag F-104/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 27, og II-A-1, s. 127, præmis 74 og 75) i øvrigt, at dette kriterium, som blev indsat i den nye affattelse af artikel 45, der trådte i kraft den 1. maj 2004, er så meget desto vigtigere, som Retten i Første Instans for så vidt angår bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, i den version, der fandt anvendelse inden denne dato, udtalte, at kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, ikke kunne udgøre et afgørende kriterium ved sammenligningen af fortjenester.
37 Den fortolkning, som Rådet foretog af den nye affattelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, ville, såfremt den fulgtes, have til virkning, at bestemmelsen mistede enhver betydning. Udtrykket »efter omstændighederne« i denne artikel har til formål at pålægge ansættelsesmyndigheden at tage hensyn til de særlige omstændigheder, der måtte foreligge, hvorunder en tjenestemand udøver mere kvalificerede opgaver, end hvad der følger af hans lønklasse.
38 Rådet har gjort gældende, at kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har i henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, ikke er et kriterium, der skal tages i betragtning ved sammenligningen af tjenestemændenes fortjenester. Rådet har bemærket, at når forfremmelsesværdige tjenestemænd alle er en del af samme ansættelsesgruppe, anses de for at udøve lignende funktioner. Kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, kan subsidiært alene få relevans, såfremt tjenestemanden udøver tjeneste i en tjenesteklasse i sin egen kategori eller tjenestegruppe, som er højere end hans egen tjenesteklasse. I det foreliggende tilfælde er omfanget af sagsøgernes ansvar ikke klart mere omfattende end ansvaret hos de attesterede forfremmede tjenestemænd. Dette kriterium, som alene finder subsidiær anvendelse, kunne således ikke have ændret resultatet af gennemførelsen af de analytiske og almene bedømmelser.
39 Rådet har for det andet gjort gældende, at i medfør af fast fællesskabsretlig praksis skal der ikke tages hensyn til subsidiære kriterier, såsom alder og anciennitet, idet det fandt, at fortjenesterne hos de forfremmede tjenestemænd og sagsøgerne ikke var ens.
40 Intervenienterne har i deres skriftlige indlæg gentaget Rådets argumenter.
41 Under retsmødet har Rådet præciseret den fortolkning af vedtægtens artikel 45, stk. 1, som skal lægges til grund. Kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, skal i lighed med kriterierne om bedømmelsesrapporterne og tjenestemændenes sproglige kompetencer anses for et af bedømmelseskriterierne for fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd og skal således kvalificeres som et »primært« kriterium ved sammenligningen af fortjenester til forskel fra de subsidiære kriterier, såsom alder eller anciennitet, som først kan inddrages i anden omgang, efter at der er konstateret lighed i fortjenesterne hos de forfremmelsesværdige tjenestemænd.
Personalerettens bemærkninger
– Anbringendets formalitet
42 Hvad angår Kris Van Neyghem fremgår det både af hans klage (punkt 29) og af Rådets afgørelse, hvorved klagen blev afvist (punkt 28), at anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 derved, at Rådet alene tog hensyn til kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd havde ved sammenligningen af fortjenester, udtrykkeligt blev fremsat under den administrative procedure.
43 Hvad angår de to øvrige sagsøgere har Personaleretten i lyset af den retspraksis, hvorefter klager skal fortolkes udvidende, rejst spørgsmålet, om de kan gøre anbringendet nævnt i foregående præmis gældende, henset til ordlyden af de respektive klager, de indgav.
44 Vincent Bouillez påberåbte sig i sin klage udtrykkeligt tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1 (punkt 22), og præciserede (punkt 26), at »ansættelsesmyndigheden, når den foretager en sammenligning af forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, er forpligtet til at undersøge alle relevante omstændigheder«. Ved denne klage, der skal fortolkes udvidende, skal Vincent Bouillez anses for at have villet anfægte den manglende hensyntagen til, hvor stor et ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har ved den sammenligning af fortjenester, som Rådet foretog.
45 Ingeborg Wagner-Leclercq gjorde i sin klage på engelsk for sin del gældende, at afgørelsen om afslag på at forfremme hende var i strid med vedtægtens artikel 45. Hun præciserede:
»Jeg mener, at en sammenligning af hver enkelt kandidats fortjenester, der tog hensyn til vigtigheden af den stilling, som tjenestemanden bestred i organisationsplanen og det medfølgende ansvar, som følge af manglen på stillingsbeskrivelse ikke var mulig.«
46 Med de kritikpunkter, som sagsøgeren således fremsatte, henviste hun i det mindste implicit til klagepunktet om, at ansættelsesmyndigheden undlod at tage hensyn til, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd havde.
47 Det følger af det ovenstående, at de tre sagsøgere kan påberåbe sig anbringendet om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, derved, at Rådet ved sammenligningen af fortjenester alene tog subsidiært hensyn til kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd havde. Personaleretten skal endvidere bemærke, at Rådet ikke har rejst en sådan formalitetsindsigelse over for sagsøgerne.
– Om anbringendets berettigelse
48 I medfør af vedtægtens artikel 45, stk. 1, tager ansættelsesmyndigheden ved sammenligningen af fortjenester især hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har.
49 Personaleretten har fastslået, at på et område, hvor forvaltningen udøver et vidt skøn, tydeliggør den udtrykkelige angivelse af kriterierne i vedtægtens artikel 45 den særlige betydning, som lovgiver tillægger inddragelsen af disse kriterier (Rettens dom af 31.1.2008, sag F-97/05, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 49, præmis 62). Den særlige angivelse i vedtægtens artikel 45, stk. 1, af inddragelsen i forbindelse med sammenligningen af fortjenester ved forfremmelse af, i givet fald hvor stort ansvar tjenestemændene har, synes så meget desto mere betydningsfuld, som Retten i Første Instans i sin dom af 12. juli 2001, Schochaert mod Rådet (sag T-131/00, Sml. Pers. I-A, s. 141, og II, s. 743, præmis 43), fastslog, at det var i strid med bestemmelserne i artikel 45, stk. 1, i den affattelse, der var gældende før den 1. maj 2004, at lægge afgørende vægt på, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har.
50 Endvidere fastslog Personaleretten, dels at bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, der anvendes fra den 1. maj 2004, er klarere med hensyn til de forhold, der skal tages i betragtning ved forfremmelse, end den pågældende artikels bestemmelser i den affattelse, der var gældende før denne dato, idet de ud over at henvise til bedømmelsesrapporterne henviser til brugen af andre sprog end det sprog, som de pågældende tjenestemænd har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og i givet fald hvor stort ansvar de har, og dels at det principielt er på baggrund af disse tre forhold, at ansættelsesmyndigheden fremover skulle foretage den sammenlignende undersøgelser af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, og at ordet »fortjenester« i vedtægtens artikel 45, stk. 1, således har et andet og principielt bredere anvendelsesområde end det identiske ord, der anvendtes i artiklens affattelse, som fandt anvendelse inden den 1. maj 2004 (Rettens dom af 7.11.2007, sag F-57/06, Hinderyckx mod Rådet, Sml. Pers. I-A-1, s. 329, og II-A-1, s. 1831, præmis 45). Ved bedømmelsen af tjenestemændenes fortjenester kan ansættelsesmyndigheden i tilfælde af lighed i fortjenesterne mellem de forfremmelsesværdige tjenestemænd på grundlag af de tre forhold, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1, subsidiært inddrage andre forhold, såsom kandidaternes alder og anciennitet i lønklassen eller tjenesten (dommen i sagen Hinderyckx mod Rådet, præmis 46). Under retsmødet forsvarede Rådet i øvrigt den samme fortolkning ved at præcisere, at nye regler, der vil finde anvendelse på forfremmelsesprocedurer, og som er under udarbejdelse af dets tjenestegrene, understreger den rolle, som kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har ved sammenligningen af forfremmelsesværdige kandidaters fortjenester, spiller.
51 Det blev endvidere fastslået, at når forvaltningen råder over et vidt skøn, som det er tilfældet med ansættelsesmyndigheden i forfremmelsessager, er den i forbindelse med den sammenlignende bedømmelse af fortjenester i henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de oplysninger, der er relevante for bedømmelsen af disse fortjenester (dom afsagt af Retten i Første Instans den 2.4.2009, sag T-473/07 P, Kommissionen mod Berrisford, Sml. Pers. I-B-1, s. 17, og II-B-1, s. 85, præmis 42, og dom af 10.10.2007, sag F-107/06, Berrisford mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 285, og II-A-1, s. 1603, præmis 71).
52 Det følger således følger af bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, at kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har, udgør et af de tre relevante forhold, som forvaltningen skal tage hensyn til ved den sammenlignende bedømmelse af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester.
53 Som Rådet med rette har gjort gældende, forudsætter tilhørsforholdet til samme ansættelsesgruppe og lønklasse ganske vist udøvelse af lignende funktioner. Anvendelsen af udtrykket »efter omstændighederne« i vedtægtens artikel 45, stk. 1, bekræfter, at i de fleste tilfælde udgør kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemænd i samme lønklasse har, henset til denne formodning for ligeværdighed, ikke et forhold, der tillader at differentiere forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester.
54 Denne formodning er dog ikke uafkræftelig, navnlig ikke siden sammenlægningen af kategori B og C i ansættelsesgruppen for assistenter. Denne sammenlægning har nemlig automatisk medført en udvidelse af de ansvarsområder, som en tjenestemand i ansættelsesgruppe AST kan have, som det i øvrigt fremgår af den tabel, der er indsat i del A i vedtægtens bilag I. Der kan for så vidt angår kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, således foreligge små forskelle mellem de forskellige tjenester, der udøves af tjenestemændene inden for samme ansættelsesgruppe. Endvidere er der ikke i vedtægten nogen forbindelse mellem de udøvede hverv og en given lønklasse. Tværtimod giver den mulighed for at skelne mellem lønklasse og hverv (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.7.2008, sag T-56/07 P, Kommissionen mod Economidis, Sml. Pers. I-B-1, s. 31, og II-B-1, s. 213, præmis 58-60). Denne manglende sammenhæng mellem lønklassen og typen af udøvede hverv svarer i øvrigt til lovgivers ønske og til det valg, som institutionerne har foretaget, om at gøre personaleadministrationen lettere. Retten i Første Instans erkendte selv, da den fortolkede bestemmelserne i vedtægtens artikel 45 i den affattelse, der var gældende inden den 1. maj 2004, at denne formodning for ligeværdighed i ansvaret for tjenestemænd inden for samme lønklasse i visse situationer ikke var berettiget (dommen i sagen Schochaert mod Rådet, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
55 Det kan således ikke udledes af en sådan formodning for ligeværdighed, at forvaltningen ikke er forpligtet til at foretage en undersøgelse af kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har ved konkret at efterprøve, om dette kriterium kan medføre, at der foreligger forskelle i de pågældende tjenestemænds fortjenester.
56 Udtrykket »efter omstændighederne« kan derfor ikke fortolkes således, at det giver forvaltningen ret til på forhånd at udelukke en inddragelse af kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, ved sammenligningen af fortjenester. Ved udtrykkeligt at henvise til dette kriterium i vedtægtens artikel 45, stk. 1, mens dette kriterium derimod ikke var indeholdt i den version af artiklen, som var gældende inden den 1. maj 2004, ville lovgiver signalere, at omfanget af det ansvar, som forfremmelsesværdige tjenestemænd har, var et forhold, der kunne have relevans ved en sådan undersøgelse. Udtrykket »efter omstændighederne« betyder ganske enkelt, at selv om ansatte i samme lønklasse i princippet antages at have ligeværdigt ansvar, skal den omstændighed, at dette konkret ikke er tilfældet, tages i betragtning i forbindelse med forfremmelsessager.
57 I det foreliggende tilfælde kan en sådan formodning for ligeværdighed mellem tjenestemænd i samme lønklasse i øvrigt under alle omstændigheder ikke lægges til grund og dermed medføre, at Rådet ikke efterprøver relevansen af kriteriet om, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har. Det fremgik af Vincent Bouillez’ og Kris Van Neyghems bedømmelsesrapporter, at disse tjenestemænd havde forudsætninger for at udøve en stilling som administrator, dvs. en stilling i den næsthøjere ansættelsesgruppe. Det var således muligt, at disse to tjenestemænd havde et ansvar, som havde et større omfang end det, de øvrige forfremmelsesværdige tjenestemænd i samme lønklasse havde.
58 I den foreliggende sag gjorde Rådet under retsmødet endelig gældende, at omfanget af det ansvar, som de forfremmelsesværdige tjenestemænd har, er et af de tre »primære« kriterier, der skal tages i betragtning ved sammenligningen af fortjenester. Det hævdede dog, at det ikke kan foreholdes at have tilsidesat bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, i forfremmelsesåret 2007, idet det tog hensyn til dette forhold, da det traf afgørelserne om forfremmelse og de anfægtede afgørelser.
59 I den henseende bemærkes, at prøvelsen af en begrundelse af en afgørelse om forfremmelse og en afgørelse om afslag på forfremmelse vanskeliggøres af den omstændighed, at disse to kategorier af afgørelser ikke behøver begrundes (dom afsagt af Retten i Første Instans den 29.5.1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 357, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis). Det er alene afgørelsen om afslag på klage indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, af en kandidat, der ikke forfremmes, som skal begrundes, idet begrundelsen af denne afgørelse anses for sammenfaldende med begrundelsen af den afgørelse, som klagen var rettet imod (dom afsagt af Retten i Første Instans den 11.6.1996, sag T-118/95, Anacoreta Correia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 283, og II, s. 835, præmis 82).
60 De forskellige dokumenter i sagen skal derfor undersøges med henblik på at afgøre, om Rådet, som det har påstået, rent faktisk foretog en sammenligning af fortjenester under de betingelser, som er fastsat i vedtægtens artikel 45, stk. 1, hvorved der skal tages hensyn til, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har, og i hvilken forbindelse besvarelsen af klagen er af særlig betydning.
61 Til støtte for sit standpunkt har Rådet for det første påberåbt sig meddelelsen af 12. juni 2007. I meddelelsen præciseres det bl.a.:
»Hvert udvalg udarbejder lister over de forfremmelsesværdige kandidater, som efter en sammenligning af fortjenesterne er de mest egnede til at besætte de stillinger, der er ledige i 2007. I forbindelse med denne bedømmelse skal navnlig tjenestemændenes rapporter samt de andre forhold, der gengives i vedtægtens artikel 45, tages i betragtning.«
62 I punkt 3 i bilag 1 til meddelelsen af 12. juni 2007 anføres:
»Dette forfremmelsesår kendetegnes af ikrafttrædelsen af vedtægtens artikel 45, stk. 2, i medfør af hvilken tjenestemanden har pligt til før sin første forfremmelse efter ansættelsen at påvise sin evne til at arbejde på et tredje sprog. De tjenestemænd, der er berørt af denne foranstaltning, og som ikke har godtgjort deres evne til at arbejde på et tredje sprog, kan ikke forfremmes, selv om de har den tjenestetid, der kræves den 1. januar 2007. […]«
63 Meddelelsen af 12. juni 2007 henviser ganske vist for så vidt angår sammenligningen af fortjenester ud over til bedømmelsesrapporten til de »øvrige forhold« i vedtægtens artikel 45. Den henviser imidlertid ikke udtrykkeligt til, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har, selv om dens bilag 1 udtrykkeligt henviser til kriteriet om brugen af andre sprog end det sprog, som de har godtgjort at have et indgående kendskab til. Under disse omstændigheder er meddelelsen af 12. juni 2007, henset til den generelle og upræcise formulering, ikke i sig selv bevis for, at Rådet tog hensyn til, hvor stort ansvar tjenestemændene har ved sammenligningen af fortjenester.
64 For det andet har Rådet til støtte for sin sammenligning af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 45, stk. 1, henvist til udvalgsrapporten. Det bemærkes imidlertid, at denne rapport ikke udtrykkeligt præciserer de forhold, som det pågældende udvalg tog hensyn til ved udarbejdelsen af indstillingen. Ved en gennemlæsning af rapporten fremgår det, at det rådgivende udvalg havde adgang til kandidaternes bedømmelsesrapporter og til en liste over de tjenestemænd, som havde påvist deres evne til at arbejde på et tredje sprog. Der er til gengæld ingen oplysninger i det rådgivende udvalgs rapport, der gør det muligt klart at fastslå, at udvalget rådede over relevante og anvendelige oplysninger om, hvor stort et ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd havde. Det er i den forbindelse væsentligt, at ordene »hvor stort ansvar tjenestemændene har« ikke fremgår af denne rapport. Følgelig kan det heller ikke på grundlag af det rådgivende udvalgs rapport godtgøres, at Rådet ved at vedtage de omstridte afgørelser har taget hensyn til, hvor stort ansvar tjenestemændene har.
65 For det tredje og henset til ovennævnte usikkerhed synes begrundelsen for afgørelserne om afslag på klagerne at være et særlig vigtigt forhold med henblik på at give Personaleretten mulighed for at vurdere berettigelsen af det pågældende anbringende.
66 I denne henseende er afgørelserne om afslag på Vincent Bouillez’ og Ingeborg Wagner-Leclercqs klager lidet oplysende, idet de ikke giver oplysninger om den fremgangsmåde, der reelt blev anvendt af Rådet ved sammenligningen af tjenestemændenes fortjenester.
67 Det fremgår derimod af afgørelsen om afslag på Kris Van Neyghems klage, at ansættelsesmyndigheden ved sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester støttede sig til de berørtes bedømmelsesrapporter uden at tage hensyn til, hvor stort ansvar disse tjenestemænd har.
68 Ansættelsesmyndigheden sørgede, da den i afgørelsen citerede vedtægtens artikel 45, stk. 1, nemlig for det første for at fremhæve sætningsleddet »navnlig at tage hensyn til tjenestemændenes rapporter«. Dernæst anførte den, at alle de attesterede tjenestemænd havde bedre bedømmelsesrapporter end klageren. Endelig og navnlig bemærkede forvaltningen i den pågældende afgørelse, at kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene havde, alene skulle inddrages i tilfælde af »ens fortjenester« »med henblik på at udskille tjenestemænd, der kan komme i betragtning til forfremmelse«.
69 Med disse ord signalerede ansættelsesmyndigheden over for klageren, at der, idet der i det foreliggende tilfælde ikke på baggrund af bedømmelsesrapporterne kunne konstateres lighed mellem hans fortjenester og de forfremmede tjenestemænds fortjenester, ikke var blevet taget hensyn til kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene havde. Det kan imidlertid udledes af de meget generelle formuleringer, som ansættelsesmyndigheden anvender i afgørelsen (formuleringer, som viser, at forvaltningen ikke valgte en løsning, som var specifik for klagerens situation, men at den på hans tilfælde anvendte en fortolkning, som den tillige anvendte på vedtægtens artikel 45), at den ved bedømmelsen af, om de forskellige tjenestemænd, der kan forfremmes til lønklasse AST 7, havde samme fortjenester, ikke tog hensyn til, hvor stort ansvar tjenestemændene havde. Som det imidlertid er anført ovenfor, udgør kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, en af tre faktorer, der gør det muligt at bedømme en forfremmelsesværdig tjenestemands fortjenester.
70 For det fjerde fremlagde Rådet som bilag (B 9) til sit svarskrift en oversigtstabel, hvoraf de berørte tjenestemænds funktioner og ansvar fremgår. Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at denne tabel forelå i forbindelse med vedtagelsen af de omstridte afgørelser, og det blev i øvrigt ikke gjort gældende, at denne tabel skulle udgøre et analysegrundlag for det rådgivende forfremmelsesudvalg, hvis indstilling blev fulgt af Rådet.
71 Det følger således af det ovenstående, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at Rådet ikke, i modsætning til hvad det har gjort gældende, tog hensyn til, hvor stort ansvar tjenestemændene havde i forbindelse med sammenligningen af fortjenester. Rådet begik således en retlig fejl. Af denne grund må de omstridte afgørelser følgelig annulleres, uden at det er fornødent at behandle stævningens øvrige anbringender.
Om påstandene vedrørende afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd
Formaliteten
– Parternes argumenter
72 Den anden gruppe af intervenienter har gjort gældende, at påstandene vedrørende afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd skal afvises fra realitetsbehandling. Disse afgørelser er alene en følge af attestationsafgørelserne, som sagsøgerne ikke har anfægtet.
73 Sagsøgerne har gjort gældende, at den således rejste formalitetsindsigelse ikke kan tages til følge. Formålet med søgsmålet er ikke at anfægte disse afgørelser om attestation af de forfremmede tjenestemænd, som tidligere var placeret i den forhenværende kategori C, men at opnå annullation af afgørelserne om forfremmelse af disse tjenestemænd, for så vidt som de ikke udførte funktioner, som hører til karrieresystemet for assistenter uden begrænsning i adgangen til forfremmelse.
74 Parterne har vedrørende realiteten gentaget den argumentation, der tidligere blev fremført i den del af dommen, som vedrører påstandene om annullation af de omstridte afgørelser.
75 Den anden gruppe af intervenienter har endvidere gjort gældende, at annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd ville være klart uproportional, henset til antallet af berørte tjenestemænd og til den skade, som den ville kunne forårsage. Hertil kommer, at en annullation af de pågældende afgørelser ville krænke princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og erhvervede rettigheder.
– Personalerettens bemærkninger
76 I henhold til procesreglementets artikel 110 kan påstande i et interventionsindlæg kun admitteres, såfremt de helt eller delvist støtter en af parternes påstande i sagen. En intervenient kan derfor ikke påstå sagen afvist, når dette ikke er gjort gældende under den skriftlige procedure, og Personaleretten er således ikke forpligtet til at behandle anbringender, der er fremsat i den forbindelse.
77 I henhold til procesreglementets artikel 77 kan Personaleretten dog til enhver tid af egen drift efterprøve, om en sag skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, herunder ufravigelige procesforudsætninger, som intervenienter har rejst spørgsmål om (jf. analogt dom afsagt af Retten i Første Instans den 14.4.2005, sag T-88/01, Sniace mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, præmis 49, 52 og 53).
78 I det foreliggende tilfælde er afgørelserne om attestation og afgørelserne om forfremmelse, i modsætning til hvad den anden gruppe af intervenienter har gjort gældende, særskilte afgørelser. Den omstændighed, at sagsøgerne ikke har bestridt afgørelserne om attestation, kan heller ikke medføre, at påstandene vedrørende afgørelserne om forfremmelse ikke kan antages til realitetsbehandling.
79 Den af den anden gruppe af intervenienter nedlagte afvisningspåstand kan således ikke tages til følge.
80 Personaleretten finder det endvidere nødvendigt at erindre om, at de tjenestemænd, der kan forfremmes til en given lønklasse, i princippet har en personlig interesse i at anfægte afgørelser, som forfremmer andre tjenestemænd til den pågældende lønklasse. Domstolen har ved flere lejligheder implicit anerkendt, at et sådant søgsmål kan realitetsbehandles, og har endog annulleret afgørelser om forfremmelse eller ansættelse som følge af en fejl i sammenligningen af fortjenester eller undladelse af at foretage denne sammenligning (Domstolens dom af 23.1.1975, sag 29/74, de Dapper mod Parlamentet, Sml. s. 35, og af 17.1.1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23). Retten i Første Instans har for sin del udtrykkeligt fastslået, at hvis en ansat ikke har et retskrav på forfremmelse, har han interesse i anfægte afgørelsen om forfremmelse af en anden ansat til en lønklasse, som han kan komme i betragtning til, og over hvilken afgørelse han har indgive en klage, som afslås (dom afsagt af Retten i Første Instans den 21.1.2004, sag T-328/01, Robinson mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 5, og II, s. 23, præmis 32 og 33).
Om realiteten
81 Sagsøgerne har i forhold til afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd påberåbt sig et anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, stk. 1, idet Rådet kun subsidiært tog hensyn til, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige kandidater havde i forbindelse med sammenligningen af fortjenester. Idet dette anbringende er fremsat til støtte for påstandene i relation til de omhandlede afgørelser og blev anset for berettiget af Personaleretten, skal det normalt som en følge heraf medføre annullation af disse afgørelser, uden at det er fornødent at behandle de øvrige anbringender, som er fremsat til støtte for disse påstande.
82 Unionens retsinstanser har imidlertid anerkendt, at når den retsakt, der skal annulleres, er til gunst for tredjemand, hvilket er tilfældet ved optagelser på en reserveliste, en afgørelse om forfremmelse eller en afgørelse om ansættelse, tilkommer det retsinstansen forudgående at efterprøve, om denne annullation udgør en for streng straf for den ulovlighed, som er begået (Domstolens dom af 5.6.1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, Sml. s. 1743, præmis 11 og 13, dom afsagt af Retten i Første Instans den 10.7.1992, sag T-68/91, Sml. II, s. 2127, præmis 36).
83 I den forbindelse skal det bemærkes, at de konsekvenser, som Unionens retsinstanser drager af en retsstridighed, ikke er de samme på området for udvælgelsesprøver og på området for forfremmelser. Annullation af samtlige resultater af en udvælgelsesprøve udgør nemlig principielt en for vidtgående sanktion mod den begåede ulovlighed, og dette uanset karakteren af ulovligheden og omfanget af dens konsekvenser for resultaterne af udvælgelsesprøven (jf. bl.a. vedrørende et spørgsmål om uretmæssig sammensætning af juryen dom afsagt af Retten i Første Instans den 22.6.1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos mod Domstolen, Sml. II, s. 281; jf. i et spørgsmål om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.3.1994, sag T-44/91, Smets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 97, og II, s. 319).
84 På området for forfremmelse foretager Unionens retsinstanser imidlertid en bedømmelse i hvert enkelt tilfælde.
85 For det første tager de hensyn til karakteren af den begåede ulovlighed. Hvis den konstaterede ulovlighed alene er en procedurefejl, der berører en enkelt tjenestemand (jf. bl.a. vedrørende en manglende bedømmelsesrapport dommen i sagen Barbi mod Kommissionen, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 21.11.1996, sag T-144/95, Michaël mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 529, og II, s. 1429, og af 5.10.2000, sag T-202/99, Rappe mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 911; jf. vedrørende manglende begrundelse dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.7.2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903), fastslår de a priori, at en sådan ulovlighed ikke berettiger til en annullation af afgørelserne om forfremmelse, idet en sådan annullation udgør en for vidtgående sanktion. Hvis der til gengæld foreligger en væsentlig mangel, såsom en retlig fejl, som med ugyldighed af sammenligningen af fortjenester i sin helhed, annullerer de principielt afgørelserne om forfremmelse (dommen i sagen Vainker mod Parlamentet og i sagen Robinson mod Parlamentet).
86 Dernæst foretager Unionens retsinstanser en interesseafvejning.
87 Ved denne interesseafvejning tager de i første omgang hensyn til den interesse, som de pågældende tjenestemænd har i retligt og fuldstændigt at genindtræde i deres ret til en fornyet sammenlignende vurdering af fortjenesterne, hvorved der tages behørigt hensyn til de hensyn, der gælder ifølge lovgivningen, i ikke fremtidigt at skulle konkurrere med tjenestemænd, der forfremmes ulovligt, og i at undgå, at den retsstridighed, som konstateres af retsinstanserne, gentager sig.
88 Dernæst tager de hensyn til de ulovligt forfremmede tjenestemænds interesser. Disse tjenestemænd har ganske vist ikke erhvervet ret til en opretholdelse af deres forfremmelse, idet afgørelserne om forfremmelse er ulovlige og blev anfægtet inden for fristerne (jf. for så vidt angår annullation dommen i sagen Vainker mod Parlamentet og i sagen Robinson mod Parlamentet). De tager ikke desto mindre den omstændighed i betragtning, at disse tjenestemænd i god tro kunne gå ud fra, at de afgørelser, hvorved de blev forfremmet, var lovlige, navnlig såfremt de berørte havde fået gode bedømmelser af deres overordnede, bedømmelser, der objektivt kunne berette til en forfremmelse. De er særligt opmærksomme på disse tjenestemænds interesser, såfremt de udgør en større gruppe (jf. for så vidt angår en løsning, der indebar, at annullationspåstande, der var rettet mod hele listen over forfremmede, hvorpå var opført adskillige tjenestemænd, blev forkastet dom afsagt af Retten i Første Instans den 19.10.2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 349).
89 Endelig bedømmer de tjenestens interesse, dvs. bl.a. overholdelse af lovligheden, de budgetmæssige følger af, at ulovlige afgørelser ikke erklæres ugyldige (jf. præmis 90 nedenfor), de eventuelle vanskeligheder ved opfyldelsen af afgørelsen, den eventuelle skadelige indvirkning på tjenestens kontinuitet samt risikoen for forringelser af arbejdsklimaet i institutionen.
90 Efter at have taget de forskellige foreliggende hensyn i betragtning afgør de i hvert enkelt tilfælde, om en forfremmelsesafgørelse skal annulleres eller ej. I tilfælde af at de finder, at annullation af afgørelserne om forfremmelse udgør en for vidtgående sanktion mod den konstaterede retsstridighed, kan de med henblik på i sagsøgerens interesse at sikre en effektiv virkning af dommen om annullation af afgørelsen om afslag på forfremmelse i givet fald udøve den fulde prøvelsesret, som de har i sager af økonomisk karakter, og pålægge institutionen, selv ex officio, at betale erstatning (dommen i sagen Oberthür mod Kommissionen, præmis 14).
91 I det foreliggende tilfælde sker prøvelsen af de forskellige bedømmelseskriterier i en særlig kontekst. Det skal påpeges, at det alene er »om fornødent« (og ikke »som en konsekvens af annullationen af afgørelserne om afslag på forfremmelse«), at sagsøgerne for Personaleretten har nedlagt annullationspåstande rettet mod afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd.
92 Henset til formuleringen af disse påstande skal Personaleretten, inden den under de ovennævnte betingelser efterprøver, om annullation af afgørelserne om forfremmelse udgør en for vidtgående sanktion mod den konstaterede retsstridighed, vurdere, om denne annullation er fornøden med henblik på at genoprette sagsøgernes mulighed for at blive forfremmet, og en fornyet lovlig tilstand forudsætter en ny sammenligning af fortjenester på grundlag af de anvendelige retlige kriterier og om fornødent forfremmelse af sagsøgerne med virkning ex tunc.
93 Det centrale spørgsmål er således, hvorvidt den retlige opretholdelse af afgørelserne om forfremmelse af de 14 attesterede tjenestemænd er til hinder for en forfremmelse af sagsøgerne i den situation, hvor sagsøgernes fortjenester efter en fornyet sammenligning af fortjenester i forbindelse med en opfyldelse af afgørelsen bør bedømmes til at være større end fortjenesterne hos de tjenestemænd, der blev forfremmet ulovligt, og bør give dem mulighed for at blive forfremmet.
94 Frem til afslutningen af den skriftlige procedure syntes annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd a priori nødvendig, henset til bl.a. bilag 2 til meddelelsen af 12. juni 2007, som fastsatte antallet af de forfremmelser til lønklasse AST 7, der var mulige i 2007, til 22, og til Rådets skrivelse af 19. december 2008, som bekræftede dette, idet en eventuel forfremmelse af sagsøgerne til lønklasse AST 7 alene syntes at kunne ske, såfremt de attesterede tjenestemænd, der havde opnået forfremmelse til denne lønklasse, blev frataget denne forfremmelse.
95 Under retsmødet gjorde Rådets advokat som indledning på sit mundtlige indlæg gældende, at annullationen af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd ikke længere var fornøden regnet fra afsigelsen af dommen. Advokaten anførte, at i tilfælde af annullation af de omstridte afgørelser ville Rådet i forbindelse med foranstaltningerne til opfyldelse af dommen genindsætte sagsøgerne i deres rettigheder ved om fornødent at træffe afgørelser om forfremmelse for 2009 og ved at tildele sagsøgerne erstatning for det tab, der blev forårsaget af den forsinkede forfremmelse mellem 2007 og 2009.
96 Efter parternes og intervenienternes indledende indlæg som svar på et spørgsmål fra Personaleretten om, hvorvidt sagsøgerne, henset til Rådets ovennævnte indlæg, ikke ønskede at frafalde deres påstande om annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd, erklærede de pågældende sagsøgeres advokat sig villig til et sådant frafald, såfremt Rådet skriftligt bekræftede de tilsagn, som dets repræsentant havde givet.
97 Efter retsmødet anførte Rådet ved skrivelse af 17. december 2009, at det stod inde for sine tilsagn. Det gjorde gældende, at såfremt Personaleretten annullerede de omstridte afgørelser med den begrundelse, at sammenligningen af fortjenester i forbindelse med forfremmelsesåret 2007 for lønklasse AST 7 var retsstridig, ville det træffe følgende opfyldelsesforanstaltninger:
»Ansættelsesmyndigheden indkalder på ny det rådgivende forfremmelsesudvalg med henblik på gennemførelse af en ny sammenligning af fortjenester hos de tjenestemænd, der kan forfremmes til lønklasse AST 7 i 2007 i overensstemmelse med dommens konstateringer. Denne fornyede sammenligning af fortjenester kan ikke begrænses til at omhandle sagsøgerne og de forfremmede tjenestemænd, men skal vedrøre fortjenester hos alle de tjenestemænd, der kan forfremmes til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007.
Sagsøgerne kan alene forfremmes, såfremt de efter denne sammenligning med anvendelse af samtlige »primære« og subsidiære kriterier opnår en gunstig position i forhold til andre forfremmelsesværdige tjenestemænd. Hvis dette rent faktisk var tilfældet, ville de berørte sagsøgere blive forfremmet til lønklasse AST 7 med tilbagevirkende kraft regnet fra den 1. januar 2007 sammen med de tjenestemænd, der blev forfremmet i 2007, ved afgørelser om forfremmelse, der ikke kan anfægtes.«
98 Sagsøgerne underrettede ved skrivelse af 7. januar 2010 Personaleretten om, at henset til de præciseringer, som Rådet gav i sin skrivelse af 19. december 2009, frafaldt de ikke deres påstande om annullation af afgørelserne om forfremmelse.
99 Det fremgår af skriftudvekslingen mellem parterne, at Rådet i forbindelse med opfyldelsen af afgørelsen gav et endeligt tilsagn om at foretage en fornyet sammenligning af fortjenester og om fornødent tillige at forfremme sagsøgerne med tilbagevirkende kraft.
100 Henset til dette ubetingede tilsagn fra Rådet, der er i overensstemmelse med artikel 266 TEUF, synes annullation af afgørelserne om forfremmelse ikke strengt nødvendig for at genindsætte sagsøgerne behørigt i deres rettigheder, eftersom en eventuel forfremmelse af sagsøgerne kan ske sammen med forfremmelserne af de attesterede tjenestemænd, idet en sådan samlet forfremmelse, såfremt den tildeles, nødvendigvis vil have den samme betydning som betydningen af de oprindeligt vedtagne afgørelser om forfremmelse uden nogen negativ konnotation.
101 Selv om det er korrekt, at sagsøgerne i deres skrivelse af 7. januar 2010 anfægtede de betingelser for opfyldelse af denne dom, som Rådet angav i sin skrivelse af 17. december 2009, hvorved de gjorde gældende, at deres fortjenester udelukkende skulle sammenlignes med fortjenesterne hos de allerede forfremmede tjenestemænd og ikke med fortjenesterne hos alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd, er denne kritik uden betydning for bedømmelsen af nødvendigheden af en annullation af afgørelserne om forfremmelse. Den præcise fastlæggelse af de tjenestemænd, der kunne være omfattet af en fornyet sammenligning af fortjenester i forbindelse med opfyldelsen af afgørelsen, er nemlig uafhængig af spørgsmålet om annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd.
102 Under de foreliggende omstændigheder er annullation af afgørelserne om forfremmelse af de attesterede tjenestemænd således ikke fornøden. Det følger heraf, at påstandene rettet mod disse afgørelser må forkastes.
Sagens omkostninger
103 Det følger af procesreglementets artikel 87, stk. 1, at med mindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i samme kapitel, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I medfør af samme artikels stk. 2 kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
104 Det følger af denne doms grunde, at Rådet i det væsentlige har tabt sagen. Endvidere har sagsøgerne udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale omkostningerne. Idet omstændighederne i nærværende sag ikke berettiger til en anvendelse af bestemmelserne i procesreglementets artikel 87, stk. 2, bør Rådet derfor dømmes til at betale sagens omkostninger.
105 Intervenienterne bør pålægges at bære deres egne omkostninger i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 89, stk 4, og dette uanset om alle eller en del af disse udgifter i givet fald afholdes af Rådet i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 24.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
PERSONALERETTEN (plenum):
1) Afgørelserne, hvorved Rådet for Den Europæiske Union afviste at forfremme Vincent Bouillez, Kris Van Neyghem og Ingeborg Wagner-Leclercq til lønklasse AST 7 i forfremmelsesåret 2007, annulleres.
2) I øvrigt frifindes Rådet for ovennævnte sagsøgeres øvrige påstande.
3) Rådet betaler sagens omkostninger.
4) Intervenienterne bærer deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. maj 2010.
Justitssekretær | | Præsident |