Sag C-157/21
Republikken Polen
mod
Europa-Parlamentet
og
Rådet for Den Europæiske Union
Domstolens dom (plenum) af 16. februar 2022
»Annullationssøgsmål – forordning (EF, Euratom) 2020/2092 – generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat – retsgrundlag – artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF – artikel 311 TEUF – artikel 312 TEUF – angivelig omgåelse af artikel 7 TEU og artikel 269 TEUF – angivelig tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU, artikel 13, stk. 2, TEU, artikel 296, stk. 2, TEUF, protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt af princippet om kompetencetildeling, retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne – angivelig magtfordrejning«
1. Retslig procedure – hasteprocedure – betingelser – omstændigheder, der begrunder en hurtig behandling – sagens grundlæggende betydning for Unionens retsorden – sag vedrørende Unionens kompetence til at beskytte sit budget mod påvirkninger, som kan følge af tilsidesættelser af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU – adgang til at anvende denne procedure
(Art. 2 TEU; art. 263 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 133, stk. 1)
(jf. præmis 27 og 28)
2. EU-institutioner – offentlighedens ret til aktindsigt – forordning nr. 1049/2001 – undtagelser til retten til aktindsigt – beskyttelse af juridiske udtalelser – tungtvejende offentlig interesse i gennemsigtighed, der kan begrunde en udbredelse af dokumenter – begreb – institutionens forpligtelse til at afveje de foreliggende interesser – udbredelse og fremlæggelse af juridiske udtalelser vedrørende en lovgivningsprocedure under en retssag – pligt for institutionen til nærmere at begrunde enhver afgørelse om afslag på aktindsigt – sagsøgerens egen interesse i at fremlægge den pågældende juridiske udtalelse under retssagen – ikke relevant
(Art. 10, stk. 3, TEU; art. 15, stk. 1, TEUF og art. 298, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001, art. 4, stk. 2, andet led; Rådets afgørelse 2009/937, art. 6, stk. 2)
(jf. præmis 47-49, 52, 53, 55-57 og 59-61)
3. Institutionernes retsakter – valg af retsgrundlag – kriterier – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – formål – beskyttelse af Unionens budget mod påvirkninger som følge af tilsidesættelser af retsstatsprincippet i en medlemsstat – indhold – ordning med konditionalitet, der gør indrømmelsen af finansiering fra Unionens budget betinget af, at medlemsstaten overholder retsstatsprincippet – vedtagelse i henhold til artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF – lovlighed – ordning med horisontal konditionalitet, der henhører under begrebet finansielle regler som omhandlet i denne bestemmelse
[Art. 2 TEU, art. 5, stk. 2, TEU og art. 49 TEU; art. 7 TEUF, 310 TEUF, 315 TEUF – 317 TEUF og, art. 322, stk. 1, litra a), TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, 5. og 13. betragtning samt art. 1, art. 2, litra a), art. 3, art. 4, stk. 1 og 2, art. 5, stk. 1, og art. 6, stk. 1]
(jf. præmis 112-115, 121, 122, 124, 125, 128, 130, 132-138, 140, 142-151, 157-159, 162-165 og 168-189)
4. Den Europæiske Unions budget – Parlamentets og Rådets vedtagelse ved forordninger af finansielle regler, som fastsætter de nærmere retningslinjer for opstillingen og gennemførelsen af budgettet og for regnskabsaflæggelsen og revisionen – retsgrundlag – artikel 322, stk. 1, TEUF – begrebet finansielle regler – regler, der fastlægger den måde, hvorpå de på budgettet opførte udgifter afholdes – regler om medlemsstaternes kontrol- og revisionsforpligtelser, når budgettet gennemføres i samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen, samt det deraf følgende ansvar – omfattet – regler, der skal sikre overholdelsen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning
[Art. 322, stk. 1, litra a) TEUF]
(jf. præmis 119)
5. EU-ret – principper – princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne – budgetmæssig solidaritet, der bygger på gensidig tillid mellem medlemsstaterne – gensidig tillid, der bygger på medlemsstaternes overholdelse af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet
(Art. 2 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, femte betragtning)
(jf. præmis 147)
6. EU-ret – Unionens værdier og mål – værdier – overholdelse af retsstatsprincippet – rækkevidde – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – forordning, som giver Kommissionen og Rådet beføjelser til at kontrollere medlemsstaternes overholdelse af retsstatsprincippet – kontrol begrænset til en undersøgelse af de nationale myndigheders adfærd vedrørende gennemførelsen af Unionens budget – forordning, som gør det muligt for Domstolen inden for rammerne af et annullationssøgsmål at kontrollere lovligheden af afgørelser, som Rådet har truffet i henhold hertil – omgåelse af den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, og af de kompetencer, som Domstolen er tillagt ved artikel 269 TEUF, ved vedtagelsen af denne forordning – foreligger ikke
[Art. 2 TEU, 7 TEU og 19 TEU; art. 8 TEUF, 10 TEUF, art. 19, stk. 1, TEUF, art. 153, stk. 1, litra i), TEUF, art. 157, stk. 1, TEUF og art. 269 TEUF; Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092]
(jf. præmis 192-204, 206-211 og 218-229)
7. EU-ret – principper – subsidiaritetsprincippet – rækkevidde – anvendelighed på de områder, der hører ind under Unionens enekompetence – ikke omfattet – forordning, som indeholder finansielle regler, der fastsætter de nærmere retningslinjer for opstillingen og gennemførelsen af Unionens budget – forordning, der henhører under Unionens enekompetence
(Art. 5, stk. 3, TEU; art. 322 TEUF; protokol nr. 2, der er knyttet til EU- og EUF-traktaterne; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092)
(jf. præmis 237, 240 og 241)
8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – generelle retsakter – retsakter, der er omfattet af annullationssøgsmålet
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092)
(jf. præmis 249 og 250)
9. EU-ret – Unionens værdier og mål – værdier – overholdelse af retsstatsprincippet – rækkevidde – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – forordning, som giver Kommissionen og Rådet beføjelser til at kontrollere medlemsstaternes overholdelse af retsstatsprincippet – kontrol begrænset til en undersøgelse af de nationale myndigheders adfærd vedrørende gennemførelsen af Unionens budget – tilsidesættelse af pligten til at respektere medlemsstaternes centrale funktioner og manglende respekt for deres nationale identitet – foreligger ikke
[Art. 2 TEU, art. 4, stk. 1 og 2, TEU og art. 5, stk. 2, TEU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, art. 2, litra a)]
(jf. præmis 263-266, 268-270 og 282-284)
10. EU-ret – principper – retssikkerhed – rækkevidde – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – betingelser for vedtagelse af foranstaltninger truffet i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet – Kommissionens egen vurdering af påvirkningen eller den alvorlige risiko for påvirkning af den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget eller af beskyttelsen af Unionens finansielle interesser – Kommissionens ansvar for, at de oplysninger, som den benytter, er relevante, og at dens kilder er pålidelige
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, art. 4, art. 5, stk. 3, og art. 6, stk. 1-9)
(jf. præmis 285-288, 326-339, 341, 343 og 344)
11. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – rækkevidde – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – forordning om indførelse af en ordning med konditionalitet, der er knyttet til medlemsstatens overholdelse af retsstatsprincippet – begrebet retsstatsprincippet – henvisning til Unionens værdi fastsat i artikel 2 TEU – retsstatsprincip, som udspringer af medlemsstaternes fælles værdier –de nævnte princippers tilstrækkeligt præcise karakter
[Art. 2 TEU og 19 TEU; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, 3., 8., 9., 10. og 12. betragtning samt art. 2, litra a), art. 3 og art. 4, stk. 1 og 2]
(jf. præmis 290-292, 323-325 og 328)
12. EU-ret – principper – retssikkerhed – EU-bestemmelser – krav om klarhed og forudsigelighed – forordning 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – forordning om indførelse af en ordning med konditionalitet, der er knyttet til medlemsstatens overholdelse af retsstatsprincippet – anvendelse af begreber, der er defineret i andre bestemmelser i den anfægtede retsakt eller i EU-retten – indrømmelse af skønsbeføjelse til Kommissionen og Rådet med hensyn til valget af det tiltag, som omhandles af den foranstaltning til beskyttelse af budgettet, der skal træffes – lovlighed
[Art. 2 TEU og 19 TEU; art. 310, stk. 5, TEUF, art. 317, stk. 1, TEUF og art. 325 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2018/1046, art. 2, nr. 59), og art. 63, stk. 2, og forordning 2020/2092, art. 4, stk. 1 og 2, og art. 5, stk. 1 og 3]
(jf. præmis 295, 297-299, 302, 303 og 319-321)
13. Annullationssøgsmål – sager anlagt af medlemsstaterne – søgsmål anlagt til prøvelse af en forordning om indførelse af en ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – foranstaltninger til beskyttelse af budgettet, som er fastsat i denne forordning, og som kan vedtages med kvalificeret flertal, hvorved den berørte medlemsstat udelukkes fra afstemningen – anbringender – anbringende om en tilsidesættelse af princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne – anbringende ikke begrundet
(Art. 2 TEU, art. 4, stk. 2, TEU og art. 16, stk. 2 og 3, TEU; art. 238, stk. 3, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092, art. 6, stk. 10 og 11)
(jf. præmis 305-309)
14. EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde – EU-lovgivers skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser – vurdering på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten
(Art. 5, stk. 4; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092)
(jf. præmis 353-362)
Resumé
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/2092 af 16. december 2020 (1) fastsætter en »ordning med horisontal konditionalitet«, som tilsigter at beskytte Den Europæiske Unions budget i tilfælde af en tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat. Med henblik herpå gør forordningen det muligt for Rådet for Den Europæiske Union, efter forslag fra Kommissionen, på de heri fastsatte betingelser at vedtage passende beskyttelsesforanstaltninger såsom suspension af betalinger fra Unionens budget eller suspension af godkendelsen af et eller flere programmer, der påhviler dette budget. Ved den anfægtede forordning gøres vedtagelsen af sådanne foranstaltninger betinget af, at der fremlægges konkrete forhold, som ikke alene kan godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af retsstatsprincippet, men ligeledes denne tilsidesættelses indvirkning på gennemførelsen af Unionens budget.
Den anfægtede forordning indgår i en fortsat række initiativer, som mere generelt vedrører beskyttelsen af retsstatsprincippet i medlemsstaterne (2), og som tilsigter på EU-plan at imødegå de øgede bekymringer om flere medlemsstaters overholdelse af Unionens fælles værdier som anført i artikel 2 TEU (3).
Republikken Polen anlagde, støttet af Ungarn (4), sag med principal påstand om annullation af den anfægtede forordning. Til støtte for sine påstande gjorde Polen i det væsentlige gældende, at selv om denne forordning formelt blev præsenteret som en retsakt, der henhørte under de finansielle regler, som er nævnt i artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF, tilsigter den i virkeligheden i sig selv at pålægge sanktioner for medlemsstaternes påvirkning af retsstatsprincippet, hvortil kravene under alle omstændigheder ikke var tilstrækkeligt præcise. Polen støttede således navnlig søgsmålet på Unionens manglende kompetence til at vedtage en sådan forordning, såvel fordi der ikke var et retsgrundlag som på grund af en omgåelse af den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, samt på tilsidesættelsen af de grænser, der er en integreret del af Unionens kompetencer, og af retssikkerhedsprincippet.
Domstolen skulle således træffe afgørelse om Unionens kompetence til at beskytte sit budget og sine finansielle interesser mod påvirkninger, som kan følge af tilsidesættelser af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, og den fandt, at sagen var af en grundlæggende betydning, der begrundede, at den blev henvist til plenum. Af samme grunde tog den Europa-Parlamentets anmodning om at behandle sagen efter den fremskyndede procedure til følge. Under disse omstændigheder frifandt Domstolen i det hele Europa-Parlamentet og Rådet i søgsmålet anlagt af Polen.
Domstolens bemærkninger
Forud for realitetsbehandlingen af sagen traf Domstolen afgørelse om Rådets anmodning om ikke at tage hensyn til forskellige passager i Polens stævning, for så vidt som de var støttet på oplysninger udledt af en fortrolig udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste, som herved var blevet udbredt uden den fornødne tilladelse. I denne henseende bekræftede Domstolen, at den pågældende institution principielt kan gøre fremlæggelsen af interne dokumenter under retssager betinget af en forudgående tilladelse. Såfremt den pågældende juridiske udtalelse – sådan som det var tilfældet i denne sag – vedrører en lovgivningsprocedure, skal der imidlertid tages hensyn til gennemsigtighedsprincippet, eftersom udbredelsen af en sådan udtalelse kan øge lovgivningsprocedurens gennemsigtighed og åbenhed. Den tungtvejende offentlige interesse i lovgivningsprocedurens gennemsigtighed og åbenhed gælder således principielt forud for institutionernes interesse med hensyn til udbredelsen af en intern juridisk udtalelse. Eftersom Rådet i det foreliggende tilfælde ikke havde godtgjort, at den pågældende udtalelse havde en særlig følsom karakter eller særlig omfattende virkninger, der rakte ud over rammerne for den pågældende lovgivningsprocedure, forkastede Domstolen følgelig Rådets anmodning.
Med hensyn til realiteten foretog Domstolen i første række en samlet undersøgelse af anbringenderne om Unionens manglende kompetence til at vedtage denne forordning.
Domstolen bemærkede indledningsvis med hensyn til forordningens retsgrundlag, at den ved forordningen fastsatte procedure alene kan indledes, når der er rimelige grunde til at antage ikke blot, at der er sket tilsidesættelser af retsstatsprincippet i medlemsstaterne, men især, at disse tilsidesættelser påvirker eller udgør en alvorlig risiko for at påvirke den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget eller beskyttelsen af Unionens finansielle interesser på en tilstrækkeligt direkte måde. De foranstaltninger, der kan vedtages i medfør af den anfægtede forordning, vedrører desuden alene gennemførelsen af Unionens budget og kan alle begrænse finansieringen fra dette budget på grundlag af indvirkningen på dette budget af en sådan påvirkning eller en sådan alvorlig risiko. Følgelig tilsigter den anfægtede forordning at beskytte Unionens budget mod påvirkninger, der på en tilstrækkelig direkte måde følger af tilsidesættelser af retsstatsprincippet, og ikke i sig selv at pålægge sanktioner for sådanne tilsidesættelser.
Som svar på Polens argumentation om, at en finansiel regel ikke kan have til formål at fastlægge de krav, der indgår i de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, bemærkede Domstolen, at medlemsstaternes overholdelse af de fælles værdier, som Unionen bygger på, som disse har fastlagt og deler, og som definerer selve Unionens identitet som fælles retsorden for disse medlemsstater, herunder værdierne om retsstat og solidaritet, begrunder en gensidig tillid mellem disse stater. Eftersom denne overholdelse således er en betingelse for, at alle de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på den pågældende medlemsstat, kan nydes, skal Unionen, inden for grænserne af sine beføjelser, kunne forsvare disse værdier.
Domstolen præciserede i denne forbindelse for det første, at overholdelsen af disse værdier ikke kan indskrænkes til en forpligtelse, som kandidatlandet skal overholde med henblik på at tiltræde Unionen, og hvoraf den kan frigøre sig efter sin tiltrædelse. For det andet fremhævede den, at Unionens budget er et af de væsentligste instrumenter, der gør det muligt i EU-politikker og ‑tiltag at udmønte det grundlæggende princip om solidaritet mellem medlemsstaterne, og at gennemførelsen af dette princip ved hjælp af budgettet er baseret på den gensidige tillid mellem disse stater ved ansvarlig anvendelse af de fælles midler, der er opført på nævnte budget.
Den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget og Unionens finansielle interesser kan imidlertid bringes alvorligt i fare af tilsidesættelser af retsstatsprincippet i en medlemsstat. Disse tilsidesættelser kan nemlig navnlig bevirke, at det ikke er sikkert, at de udgifter, der dækkes af Unionens budget, opfylder alle de betingelser for finansiering, som er fastsat i EU-retten, og dermed opfylder de objektive formål, som Unionen forfølger, når den finansierer sådanne udgifter.
Dermed kan en »ordning med horisontal konditionalitet« som den ved den anfægtede forordning indførte, der gør indrømmelsen af finansiering fra Unionens budget betinget af, at medlemsstaterne overholder retsstatsprincippet, henhøre under den kompetence, som Unionen er tillagt ved traktaterne til at fastsætte »finansielle regler« om gennemførelsen af Unionens budget. Domstolen præciserede, at bestemmelserne i den anfægtede forordning, som identificerer disse principper, som opregner de tilfælde, der kan være tegn på tilsidesættelse af nævnte princip, som præciserer de situationer eller den adfærd, der kan være omfattet af sådanne tilsidesættelser, og som definerer arten og omfanget af de beskyttelsesforanstaltninger, der i givet fald kan træffes, er uadskilleligt forbundet med denne ordning som de grundlæggende elementer heri.
Hvad angår klagepunktet om en angivelig omgåelse af den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, forkastede Domstolen dernæst Polens argumentation om, at alene den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, giver EU-institutionerne beføjelse til at undersøge, konstatere og i givet fald sanktionere tilsidesættelser af værdierne i artikel 2 TEU i en medlemsstat. Mange traktatbestemmelser, der ofte har dannet grundlag for forskellige afledte retsakter, ud over den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, giver nemlig EU-institutionerne kompetence til at undersøge, konstatere og i givet fald sanktionere overtrædelser af værdierne i artikel 2 TEU i en medlemsstat.
Domstolen bemærkede endvidere, at formålet med den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, er at give Rådet mulighed for at pålægge sanktioner for grove og vedvarende overtrædelser af hver af de fælles værdier, som Unionen er bygget på, og som definerer dens identitet, navnlig med henblik på at pålægge den pågældende medlemsstat at bringe disse overtrædelser til ophør. Den anfægtede forordning har derimod til formål at beskytte Unionens budget alene i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat, som påvirker eller udgør en alvorlig risiko for at påvirke den forsvarlige gennemførelse af Unionens budget. Desuden er den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, og den, der er blevet indført ved den anfægtede forordning, forskellige med hensyn til deres mål, betingelserne for indledningen af procedurerne, betingelserne for vedtagelsen og for ophævelsen af de fastsatte foranstaltninger samt foranstaltningernes art. Disse procedurer forfølger dermed forskellige mål og har klart forskellige genstande. Det følger endvidere heraf, at den procedure, der er blevet indført ved den anfægtede forordning, heller ikke kan anses for at omgå den begrænsning af Domstolens generelle kompetence, som er fastsat i artikel 269 TEUF, eftersom dens ordlyd kun sigter til legalitetskontrol af en retsakt vedtaget af Det Europæiske Råd eller af Rådet i medfør af artikel 7 TEU.
I anden række undersøgte Domstolen de klagepunkter vedrørende realiteten, som Polen havde gjort gældende over for den anfægtede forordning.
I denne forbindelse fastslog Domstolen indledningsvis, at Polens anbringende om tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling og af forpligtelsen til at respektere medlemsstaternes centrale funktioner savnede ethvert grundlag. Domstolen bemærkede nemlig, at medlemsstaternes frie udøvelse af de kompetencer på samtlige områder, som er forbeholdt dem, skal ske under overholdelse af EU-retten. Ved at kræve, at medlemsstaterne skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, søger Unionen dog på ingen måde selv at udøve denne kompetence eller at tiltage sig en sådan kompetence.
Inden for rammerne af undersøgelsen af anbringenderne om en tilsidesættelse af for det første respekten for den nationale identitet og for det andet retssikkerhedsprincippet fastslog Domstolen, at Polens argumentation om den manglende præcise karakter, som den anfægtede forordning angiveligt var behæftet med, såvel med hensyn til kriterierne om betingelserne for at indlede proceduren som valget og omfanget af de foranstaltninger, der skal træffes, savnede grundlag. I denne henseende bemærkede Domstolen indledningsvis, at de principper, der fremgår af den anfægtede forordning som elementer, der kvalificerer begrebet »retsstat« (5), har været genstand for Domstolens omfattende praksis, at disse principper udspringer af de fælles værdier, som ligeledes er anerkendt og anvendes af medlemsstaterne i deres egne retsordener, og at de følger af det »retsstats«-begreb, som medlemsstaterne deler, og som de tilslutter sig som fælles værdigrundlag i deres egne forfatningsmæssige traditioner. Domstolen fastslog derfor, at medlemsstaterne med tilstrækkelig præcision kan afgøre det væsentligste indhold samt de krav, der følger af hvert af disse principper.
Hvad nærmere bestemt angår kriterierne om betingelserne for at indlede proceduren og om valget og omfanget af de foranstaltninger, der skal træffes, præciserede Domstolen, at den anfægtede forordning med henblik på vedtagelsen af de heri fastsatte beskyttelsesforanstaltninger kræver, at der konstateres en reel forbindelse mellem tilsidesættelsen af retsstatsprincippet og en påvirkning eller en alvorlig risiko for påvirkning af den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionen eller Unionens finansielle interesser, og at en sådan tilsidesættelse skal vedrøre en situation eller adfærd, der kan tilregnes en medlemsstats myndighed og er relevant for den forsvarlige gennemførelse af Unionens budget. Domstolen anførte endvidere, at begrebet »alvorlig risiko« præciseres i Unionens finansielle bestemmelser, og bemærkede, at de beskyttelsesforanstaltninger, der kan vedtages, skal være strengt forholdsmæssige i forhold til indvirkningen af den konstaterede tilsidesættelse på Unionens budget. Disse foranstaltninger kan navnlig kun i det omfang, det er strengt nødvendigt for at nå målet om at beskytte dette budget som helhed, være rettet mod andre tiltag eller programmer end dem, der berøres af en sådan tilsidesættelse. Endelig konkluderede Domstolen, at den anfægtede forordning opfylder kravene til respekten for den nationale identitet samt retssikkerhedsprincippet, idet den fastslog, at Kommissionen under Unionens retsinstansers kontrol skal overholde strenge proceduremæssige krav, som bl.a. indebærer flere høringer af den pågældende medlemsstat.
Endelig bemærkede Domstolen, for så vidt som Polen anfægtede nødvendigheden af at vedtage den anfægtede forordning, henset til kravene efter proportionalitetsprincippet, at denne medlemsstat ikke havde påberåbt sig noget forhold, der kunne godtgøre, at EU-lovgiver havde overskredet den vide skønsbeføjelse, som den råder over i denne henseende. Forkastelsen af det sidste kritikpunkt bevirkede således, Domstolen frifandt Parlamentet og Rådet i det hele.