Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Notariusza w Krapkowicach Justynę Gawlicę - Krapkowice (Polen) den 27. marts 2024 – N.T. m.fl.

(Sag C-240/24, BNP Paribas Fortis)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Notariusz w Krapkowicach Justyna Gawlica - Krapkowice

Parter i hovedsagen

Procesdeltagere: N.T., O.T., S.T. og BNP Paribas Fortis SA/NY

Præjudicielle spørgsmål

1.    Skal artikel 71, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 1 fortolkes således, at en ikkejudiciel myndighed, der har kompetence til at udstede et europæisk arvebevis, kan anmode om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF som led i den procedure, hvori denne myndighed skal træffe afgørelse om, hvorvidt det af denne myndighed udstedte arvebevis skal tilbagekaldes eller ændres?

og såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2.    Skal artikel 71, stk. 2, i den ovennævnte forordning fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en bank, der ikke har deltaget i proceduren vedrørende udstedelse af et europæisk arvebevis og ikke har anmodet om bevisets tilbagekaldelse eller ændring, men har anfægtet den legitimerende retsvirkning af det for banken forelagte bevis, kan pålægges sagsomkostninger i henhold til national lovgivning i forbindelse med proceduren for tilbagekaldelse eller ændring af det europæiske arvebevis, som den udstedende myndighed i resultatet af bankens anfægtelse af beviset har iværksat af egen drift, og hvori banken havde status som procesdeltager?

og såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

3.    Skal artikel 69, stk. 2, i den ovennævnte forordning fortolkes således, at en bank, der er forelagt en gyldig bekræftet genpart af et europæisk arvebevis, ikke er berettiget til at anfægte, at den person, der i beviset er nævnt som arving, har status som arving?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4.7.2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107).