RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

23. maj 2011

Sag T-493/09 P

Y

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – kontraktansatte – afskedigelse – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 7. oktober 2009 i sag F-29/08, Y mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A-1, s. 393, og II-A-1, s. 2099), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Y bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – ingen identificering af den påberåbte retlige fejl – afvisning

[Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens kontrol med bevisbedømmelsen – udelukket, medmindre de er gengivet forkert

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

3.      Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Personaleretten påberåbte – afvisning

[Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]

4.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – forpligtelse til at underrette den overordnede om forhold, som lader formode, at der finder ulovlige handlinger sted eller et alvorligt brud på tjenestemændenes forpligtelser – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a)

1.      Det fremgår bl.a. af artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen såvel som af artikel 138, stk. 4, første led, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

Klagepunkter vedrørende retlige fejl, som ikke med den krævede præcision identificerer disse elementer eller indeholder en underbygget retlig argumentation, som støtter sagsøgerens påstande, opfylder ikke dette krav.

(jf. præmis 27 og 28)

Henvisning til:

Retten, 17. marts 2010, sag T-78/09 P, Parlamentet mod Collée, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20 og 21

2.      I henhold til artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen er en appel til Retten begrænset til retsspørgsmål, således at det alene er Personaleretten, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder.

Under hensyntagen til Rettens rolle skal den forkerte gengivelse af beviserne fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne.

(jf. præmis 34 og 35)

Henvisning til:

Domstolen, 28. maj 1998, sag C-8/95 P, New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. I, s. 3175, præmis 72; Domstolen, 6. april 2006, sag C-551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I, s. 3173, præmis 54; Domstolen, 21. september 2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 108

3.      Et appelskrift opfylder ikke kravene i artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, samt i artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, når det blot gentager, eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten. En sådan appel har nemlig i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence.

(jf. præmis 57)

Henvisning til:

Parlamentet mod Collée, præmis 22

4.      Vedtægtens artikel 22a, stk. 3, fastsætter, at den tjenestemand, som i henhold til stk. 1 i nævnte artikel har meddelt oplysninger vedrørende forhold, som lader formode, at der eventuelt finder ulovlige handlinger sted, eller adfærd, som kan være et alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler Fællesskabernes tjenestemænd, »må ikke udsættes for sanktioner fra institutionens side, […] forudsat at han har handlet rimeligt og i god tro«. Selv om det antages, at dette krav om god tro kan fortolkes således, at det forpligter den pågældende tjenestemand til at iværksætte foranstaltninger med henblik på at godtgøre, at hans påstande er sandfærdige, kan dette åbenbart og under alle omstændigheder ikke medføre, at vedkommende ikke underretter sin overordnede om sådanne foranstaltninger, i særdeleshed når der er tale om undersøgelser, der kan skade institutionens omdømme. Den pågældende kan heller ikke begrunde sådanne foranstaltninger med, at han ikke havde tillid til sin overordnede, eftersom bestemmelserne i vedtægtens artikel 22a, stk. 1, udtrykkeligt bestemmer, at tjenestemanden, hvis han finder det formålstjenligt, underretter generalsekretæren eller andre i tilsvarende stillinger eller direkte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig om forhold som dem, der er omfattet heraf.

(jf. præmis 62)