RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

22. juni 2009

Sag T-371/08 P

Bart Nijs

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – personalesag – tjenestemænd – afgørelse om at udnævne appellantens overordnede – intern udvælgelsesprøve – valg af personaleudvalget – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren i forfremmelsesåret 2006 – åbenbart, at appellen delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet«

Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 26. juni 2008, Nijs mod Revisionsretten (sag F-5/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen forkastes. Bart Nijs bærer sine egne omkostninger og betaler desuden Revisionsretten for De Europæiske Fællesskabers omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – vurdering på grundlag af de regler, der var gældende på tidspunktet for indleveringen af stævningen

(Procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 111; Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Retspleje – søgsmål for Personaleretten – mulighed for yderligere skriftudveksling – Personalerettens skønsbeføjelse

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 7, stk. 3)

1.               Selv om den regel, der fremgår af artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, som åbenbart ikke kan behandles, er en procedureregel, der som sådan finder anvendelse fra det tidspunkt, den trådte i kraft, på alle de for denne ret verserende sager, gælder dette ikke for reglerne om begrundelse, som Retten under anvendelse af denne bestemmelse kan lægge til grund for, at sagen skal afvises, hvilke regler alene finder anvendelse på tidspunktet for sagsanlægget.

Ved samtidigt at anvende artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans og artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvis retlige indhold er helt identisk, på en sag, der er anlagt før sidstnævnte reglements ikrafttræden, anvender Personaleretten blot denne mulighed. Da teksten i procesreglementet for Retten i Første Instans er blevet bekendtgjort tidligere end sagsanlægget, kan en sagsøger ikke gyldigt påstå, at han ikke ved sagsanlægget kunne kende de regler, på grundlag af hvilke hans sag blev afvist.

Da procesreglementerne desuden var blevet offentliggjort i EU-Tidende, kan ingen påberåbe sig, at de ikke havde kendskab hertil.

(jf. præmis 20 og 28)

Henvisning til: Domstolen, 12. juli 1989, sag 161/88, Binder, Sml. s. 2415, præmis 19.

2.      Det fremgår klart af artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen, at Personaleretten ikke har nogen forpligtelse til at anmode parterne om at påbegynde yderligere skriftudveksling. Beslutningen om at anmode om en sådan udveksling henhører under nævnte rets skønsbeføjelse, som den udøver under hensyn til sine egne behov for oplysninger. Det følger heraf, at denne bestemmelses ordlyd ikke kan skabe en berettiget forventning hos sagsøgeren med hensyn til muligheden for at indgive et andet processkrift efter stævningen.

(jf. præmis 27)