Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 12. april 2005 af Pablo Muñiz mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-144/05)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 12. april 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Pablo Muniz ved lawyer B. Dehandschutter.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning af 3. februar 2005 annulleres i det omfang der gives afslag på sagsøgeren begæring om fuld aktindsigt.

Kommissionens beslutning af 3. februar 2005 annulleres i det omfang der gives afslag på delvis aktindsigt i de begærede dokumenter.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er jurist, der er specialiseret i rådgivning af klienter vedrørende toldbeslægtede emner. For at kunne rådgive sine klienter bedst muligt begærede sagsøgeren den 13. oktober 2004 Kommissionen om aktindsigt i referatet fra septembermødet i Toldkodeksudvalget - Gruppen for Told- og Statistiknomenklaturen samt aktindsigt i visse TAXUD-dokumenter. Denne begæring blev afslået den 1. december 2004 i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. Sagsøgeren anmodede den 15. december 2004 om ændring af den oprindelige beslutning. Den anfægtede beslutning blev truffet som et resultat af denne anmodning og opretholdt den tidligere beslutning om afslag på aktindsigt.

Sagsøgeren har anført, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001. Ifølge sagsøgeren er begrundelsen på afslaget på aktindsigt, nemlig at udbredelsen af de begærede dokumenter ville være til alvorlig skade for Kommissionens beslutningsproces, ikke gyldig grund i henhold til denne bestemmelse. Sagsøgeren har endvidere i samme forbindelse anført, at den anfægtede beslutning var fejlagtigt begrundet ved en henvisning til en dokumentkategori, i stedet for at vurdere indholdet af hvert af de begærede dokumenter.

Sagsøgeren har endvidere anført, at samme forordnings artikel 4, stk. 6, er blevet tilsidesat, idet Kommissionen endda har givet afslag på delvis aktindsigt i de begærede dokumenter. Ifølge sagsøgeren omgår den anfægtede beslutning forordningens artikel 2, stk. 1, idet den fører til et systematisk afslag på udbredelse af interne dokumenter udelukkende med den begrundelse, at den pågældende sag ikke er afsluttet.

Endelig har sagsøgeren anført, at en tungtvejende offentlig interesse, der består i et behov for interesserede parter i at have en bedre forståelse af de beslutninger, der træffes på toldtariferingsområdet, berettiger til en udbredelse af de begærede dokumenter.

____________