Forenede sager T-261/13 og T-86/14

Kongeriget Nederlandene

mod

Europa-Kommissionen

»HICP – forordning (EF) nr. 2494/95 – harmoniserede forbrugerprisindeks til faste skattesatser (HICP-CT) – forordning (EU) nr. 119/2013 – forbrugerprisindeks for ejerboligpriser – forordning (EU) nr. 93/2013 – Eurostat – komitologi – gennemførelsesbestemmelser – forskriftsprocedure med kontrol«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Udvidede Afdeling) af 23. september 2015

Den Europæiske Unions institutioner – udøvelse af beføjelser – gennemførelsesbeføjelser tildelt Europa-Kommissionen til vedtagelse af gennemførelsesretsakter – grænser – pligt til at overholde de generelle mål, som forfølges med den pågældende retsakt og til at vedtage de for gennemførelsen af den nævnte retsakt nødvendige eller anvendelige bestemmelser – rækkevidde – gennemførelse af en retsakt, som fastlægger forskriftsproceduren med kontrol til vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger – ingen krav til anvendelse af en sådan procedure i gennemførelsesforanstaltningen – ikke tilladt

(Art. 291, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 2494/95, art. 4, stk. 2 og art. 3 og art. 5, stk. 3, og art. 14, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 93/2013, art. 4, stk. 1, og nr. 119/2013, art. 1, nr. 2); Rådets afgørelse 1999/468, art.5a)

Når EU-lovgiver tildeler Kommissionen en gennemførelsesbeføjelse på grundlag af artikel 291, stk. 2, TEUF, skal Kommissionen fastlægge det nærmere indhold af den lovgivningsmæssige retsakt for at sikre gennemførelsen heraf under ensartede betingelser i alle medlemsstaterne. Kommissionen er i øvrigt inden for rammerne af sine gennemførelsesbeføjelser, hvis grænser hovedsageligt bedømmes på grundlag af de vigtigste generelle mål bag den pågældende retsakt, beføjet til at træffe samtlige de foranstaltninger, der er nødvendige eller hensigtsmæssige med henblik på at gennemføre den pågældende retsakt, forudsat at de ikke strider mod denne retsakt. Det skal således bemærkes, at Kommissionen præciserer indholdet af den lovgivningsmæssige retsakt, hvis bestemmelserne i gennemførelsesretsakten, som den vedtager, dels overholder de væsentlige generelle mål, som forfølges med retsakten, dels er nødvendige eller egnede til gennemførelse af denne.

For så vidt angår de metodologiske rammer fastsat i artikel 1, nr. 2), i forordning nr. 119/2013 om ændring af forordning nr. 2214/96 om harmoniserede forbrugerprisindeks, og i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 93/2013 om detaljerede regler for gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindeks, udgør disse foranstaltninger, som er nødvendige eller anvendelige for gennemførelsen af forordning nr. 2494/95 på ensartede betingelser i det omfang, bestemmelserne om metodologiske rammer har til hensigt at fastsætte begreberne, metoderne og den praksis, som vil gøre HCPI’er sammenlignelige i henhold til artikel 4, andet afsnit, i forordning nr. 2494/95, og de således er en del af de regler, som skal følges for at opnå sammenlignelige HCPI’er i henhold til artikel 4, tredje afsnit, og artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 2494/95. Disse metodologiske rammer udgør således de gennemførelsesforanstaltninger, som skal overholdes for at give de gældende forordninger effektiv virkning og sikre HCPI’ernes sammenlignelighed.

Eftersom artikel 4, tredje afsnit, og artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 2494/95. sammenholdt med samme forordnings artikel 14, stk. 3, fastsætter, at Kommissionen, i overensstemmelse med forskriftsproceduren som reguleret i artikel 5a i afgørelse 1999/468 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, vedtager de gennemførelsesforanstaltninger, som er nødvendige for at sikre HCPI’ernes sammenlignelighed, skal artikel 1, nr. 2), i forordning nr. 119/2013, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 93/2013 annulleres, da de ikke foreskriver anvendelse af forskriftsproceduren til vedtagelse af de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger. Det er nemlig traktaten, som regulerer spørgsmålet om, hvorledes EU’s institutioner træffer afgørelse, og at bestemmelserne hverken kan ændres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv. At indrømme en institution muligheden for at indføre afledte retsgrundlag, uanset om der sker en skærpelse eller lempelse af kravene til vedtagelsen af en retsakt, svarer til at tilkende institutionen en lovgivningsbeføjelse, som går ud over, hvad der er fastsat ved traktaten. Det indebærer endvidere, at institutionen gives mulighed for at krænke princippet om institutionel ligevægt, som sikrer, at hver enkelt institution udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser.

(jf. præmis 38, 43-45, 47-50, 63 og 64)