Language of document :

Sag anlagt den 24. oktober 2013 – Spanien mod Kommissionen

(Sag T-561/13)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved Abogado del Estado N. Díaz Abad)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres for så vidt som de udgifter, som Kongeriget Spanien har afholdt inden for rammerne af støtten til ICHN i programmet for udvikling af landdistrikterne 2007-2013 i Galicien, udelukkes for et beløb på 757 968,97 EUR svarende til konceptet »naturbetingede handicap«.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet mod Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/433/EU af 13. august 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 2 og 4, og artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1975/2006.

Det gøres i den forbindelse gældende, at forpligtelsen til optælling af dyr under kontroller på stedet i henhold til ICHN-støtten er i strid det gældende kriterium om belægningsgraden og ligebehandlingsprincippet, samt at Kommissionen fortolkede de nævnte bestemmelser urigtigt ved at finde, at det spanske system ikke var tilstrækkeligt til at efterprøve opfyldelsen af princippet om belægningsgraden.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1082/2003 og artikel 26, stk. 2, litra b), i forordning nr. 796/2004.

Det gøres i den forbindelse gældende, at den anfægtede afgørelse har tilsidesat de nævnte bestemmelser for så vidt som det kræves, at der foretages optælling af dyrene, når der foretages en kontrol på stedet for at efterprøve kriteriet om belægningsgraden.