Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 11. juli 2024 (1)

Sag C-400/23

Straffesag

mod

VB

procesdeltager:

Sofijska gradska prokuratura

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien))

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – retten til at være til stede under retssagen – artikel 8, stk. 2 – retssag, som fører til en udeblivelsesafgørelse om domfældelse eller frifindelse – regler for undersøgelse af betingelserne for anerkendelse af retten til en ny retssag – anklagerens og forsvarerens ret til at blive hørt – artikel 8, stk. 4 – form og rækkevidde af de retsmidler, der er adgang til efter afsigelse af en udeblivelsesafgørelse – underretning af den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om dennes processuelle rettigheder – regler – artikel 9 – retten til en ny retssag – national lovgivning, hvorefter anerkendelse af retten til en ny retssag er betinget af, at der forinden er indgivet en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til en retslig myndighed, for hvilken den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give personligt møde – forenelighed – direktiv 2012/13/EU – retten til information under straffesager – artikel 6 – retten til information om tiltalen«

I.      Indledning

1.        Med denne præjudicielle forelæggelse, som er den anden præjudicielle forelæggelse i forbindelse med tvisten i hovedsagen, ønsker Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) nærmere oplysninger om dels vurderingen af betingelserne for anerkendelse af retten til en ny retssag for en person, der er blevet dømt uden at være til stede, dels underretningen af den pågældende om dennes processuelle rettigheder som omhandlet i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (2).

2.        I dom af 8. juni 2023, VB (Underretning af en person, der er blevet dømt uden at være til stede) (3), fastslog Domstolen, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343, hvorefter medlemsstaten sikrer, at den tiltalte, når vedkommende underrettes om udeblivelsesafgørelsen, navnlig når vedkommende pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag, ikke pålægger en national ret en forpligtelse til at medtage sådanne oplysninger i denne afgørelse. I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at valget af, hvorledes sådanne oplysninger skal stilles til rådighed for den berørte person, er overladt til medlemsstaternes skøn, for så vidt som de bringes til den berørte persons kendskab på det tidspunkt, hvor denne underrettes om den pågældende afgørelse (4).

3.        I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret at sammenholde disse principper med den nationale processuelle ordning. Den forelæggende ret har således anført, at i henhold til bulgarsk lovgivning har den retsinstans, der har truffet afgørelse om tiltalens realitet og truffet en udeblivelsesafgørelse, ikke kompetence til at vurdere, om den tiltalte kan få adgang til en ny retssag på grundlag af de betingelser, der er fastsat i direktiv 2016/343. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at en sådan vurdering henhører under Varchoven kasatsionen sads (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) enekompetence, idet den berørte person forinden skal indgive en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til denne domstol, som træffer afgørelse på betingelse af, at den pågældende giver personligt møde.

4.        Den forelæggende ret har forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål med henblik på at vurdere, i hvilket omfang sådanne regler opfylder kravene i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343. I denne forbindelse skal Domstolen tage hensyn til de bestemmelser, der bl.a. er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (5), som ligeledes fastsætter mekanismer for beskyttelse af mistænktes og tiltaltes rettigheder i straffesager, som den berørte person er omfattet af.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

1.      Direktiv 2012/13

5.        Direktiv 2012/13 fastsætter den mistænktes eller tiltaltes ret til information under straffesager.

6.        I direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), defineres retten til information om rettigheder således:

»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

[...]

c)      retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6[.]«

7.        Direktivets artikel 6 med overskriften »Retten til information om tiltalen« bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

[...]

3.      Medlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.

[...]«

2.      Direktiv 2016/343

8.        Direktiv 2016/343 fastlægger i artikel 1 fælles minimumsregler vedrørende dels visse aspekter af uskyldsformodningen, dels retten til at være til stede under retssagen.

9.        Direktivets artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« fastsætter følgende i stk. 1-4:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.

2.      Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:

a)      at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller

b)      at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten.

3.      En afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med stk. 2, kan fuldbyrdes over for den pågældende mistænkte eller tiltalte.

4.      Såfremt medlemsstaterne fastsætter en mulighed for afholdelse af retssager, uden at mistænkte eller tiltalte er til stede, men det ikke er muligt for de kompetente myndigheder at opfylde betingelserne fastsat i denne artikels stk. 2, fordi en mistænkt eller tiltalt ikke kan findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, kan medlemsstaterne fastsætte, at en afgørelse alligevel kan træffes og fuldbyrdes. I så fald sikrer medlemsstaterne, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9.«

10.      Direktivets artikel 9 med overskriften »Retten til en ny retssag« bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at når mistænkte eller tiltalte ikke var til stede under deres retssag, og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, har de ret til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres. Medlemsstaterne sikrer i den forbindelse, at disse mistænkte og tiltalte har ret til at være til stede, således at de effektivt kan deltage i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, og udøve retten til et forsvar.«

B.      Bulgarsk ret

11.      Artikel 15, stk. 2 og 3, i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) (herefter »strafferetsplejeloven«) bestemmer:

»(2)      Tiltalte og andre personer, der deltager i straffesagen, skal råde over alle de processuelle midler, der er nødvendige for at forsvare deres rettigheder og legitime interesser.

(3)      Dommeren, anklageren og efterforskningsorganerne underretter de personer, der er omhandlet i stk. 2, om deres processuelle rettigheder og sikrer, at de har mulighed for at udøve disse rettigheder.«

12.      Strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 1-4, bestemmer:

»(1)      En person, der er dømt in absentia, kan inden for en frist på seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende får kendskab til den endelige straffedom, fremsætte begæring om genoptagelse af straffesagen under henvisning til, at vedkommende ikke var til stede under behandlingen heraf. Begæringen tages til følge, medmindre den domfældte, efter at være blevet underrettet om tiltalepunkterne under efterforskningen, er flygtet, således at den i artikel 247c, stk. 1, omhandlede procedure ikke har kunnet gennemføres, eller såfremt vedkommende, efter at proceduren er blevet gennemført, uden gyldig grund er udeblevet fra retsmødet.

(2)      Begæringen har ikke opsættende virkning for fuldbyrdelsen af straffedommen, medmindre retten træffer en anden afgørelse.

(3)      Genoptagelsen af en straffesag afsluttes, hvis den domfældte udebliver uden gyldig grund.

(4)      Såfremt en person dømt in absentia er fængslet med henblik på fuldbyrdelse af en endelig dom, og retten genoptager straffesagen, træffer den i sin afgørelse bestemmelse om sikkerhedsforanstaltningen.«

13.      Strafferetsplejelovens artikel 424, stk. 1 og 2, bestemmer:

»(1)      Begæringen om genoptagelse af en straffesag på grundlag af artikel 422, stk. 1, nr. 5, behandles af Apelativen sad [(den kompetente appeldomstol, Bulgarien)], når den i artikel 419 omhandlede akt er vedtaget af en Rajonen sad [(distriktsdomstol, Bulgarien)] eller en Okrazjen sad [(regional domstol, Bulgarien)], dog ikke i forbindelse med nye domme.

(2)      Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, behandles begæringen om genoptagelse af en straffesag af Varchoven kasatsionen sad [(øverste kassationsdomstol)].«

14.      Strafferetsplejelovens artikel 425, stk. 2, fastsætter:

»I de i artikel 423, stk. 1, omhandlede tilfælde genoptages sagen og hjemvises til det trin, hvor sagen uden den tiltaltes tilstedeværelse begyndte.«

III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål (6)

15.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med straffesager mod VB vedrørende forhold, der kan udgøre lovovertrædelser, som kan straffes med frihedsberøvelse. Disse straffesager er fra begyndelsen blevet gennemført, uden at VB har været til stede. VB har ikke kunnet modtage nogen formel underretning om de tiltaler, der er rejst mod ham. Desuden har tiltalte hverken kunnet underrettes om sin tiltale for en ret eller, så meget desto mindre, om datoen og stedet for det pågældende retsmøde eller om konsekvenserne af at undlade at give møde. De kompetente nationale myndigheder har nemlig ikke været i stand til at finde VB, da han i efterforskningsfasen flygtede forud for den politiaktion, der havde til formål at anholde de mistænkte. VB er blevet erklæret for »efterlyst«, bl.a. ved en europæisk arrestordre, men er ikke blevet fundet.

16.      De i hovedsagen omhandlede straffesager verserer stadig, og størstedelen af beviserne er blevet indsamlet. Den nationale ret, der behandler disse straffesager, som tidligere var Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien), der foranledigede den præjudicielle forelæggelse i den sag, der gav anledning til VB I-dommen, og som nu er Sofijski gradski sad (byretten i Sofia), ønsker for det første oplyst, hvilke foranstaltninger den skal træffe for at sikre, at VB, hvis han idømmes en frihedsstraf uden at være til stede under retssagen, når han pågribes, underrettes om den afgørelse, der er truffet over for ham, og om sine processuelle rettigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, som fortolket af Domstolen i VB I-dommen.

17.      For det andet ønsker den nationale ret oplyst, om den bulgarske lovgivning, der fastsætter en mekanisme, hvorved en person, der er blevet dømt uden at være til stede, først underrettes om sin ret til en ny retssag efter det retsmøde, hvori der træffes afgørelse om ansøgningen om genoptagelse af straffesagen, hvor den pågældende skal give personligt møde, opfylder de krav, der er fastsat i direktiv 2016/343, og navnlig retten til at blive underrettet om retten til en ny retssag, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 4.

18.      På denne baggrund har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      a)      Skal artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343 fortolkes således, at en person, der, uden at der foreligger et tilfælde som omhandlet i stk. 2, er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede under retssagen, skal underrettes om den afgørelse, hvorved den pågældende blev dømt, når denne pågribes med henblik på fuldbyrdelse af denne straf?

b)      Hvilket indhold har kravet »underrettes om afgørelsen« i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343, og kræver det, at der udleveres en kopi af denne afgørelse?

c)      Såfremt [det første spørgsmål, litra a), og det første spørgsmål, litra b),] besvares benægtende: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343 til hinder for, at en national ret træffer afgørelse om at sikre udlevering af en kopi af denne afgørelse?

2)      a)      Er en national bestemmelse, som – i tilfælde af, at en strafferetlig anklage behandles, uden at den anklagede er til stede, og der afsiges en retsafgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden at betingelserne i [...] artikel 8, stk. 2, [i direktiv 2016/343] er opfyldt – ikke fastsætter vilkårene for underretningen af den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om den pågældendes ret til en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, og hvis en sådan underretning navnlig ikke sker, når den person, som er blevet dømt uden at være til stede, bliver pågrebet, forenelig med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343?

b)      Er det af betydning, at den nationale bestemmelse – strafferetsplejelovens artikel 423 – fastsætter, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, underrettes om sin ret til en ny retssag, men først efter at denne person har indgivet en ansøgning om ophævelse af denne dom og gennemførelse af en ny retssag, hvor den pågældende er til stede, idet underretningen af den pågældende sker i form af en retsafgørelse som besvarelse på denne ansøgning?

c)      I benægtende fald: Er kravene i artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 10, stk. 1, i direktiv […] 2016/343 overholdt, hvis den domstol, som behandler en strafferetlig anklage, uden at den anklagede er til stede, og afsiger en afgørelse, hvorved der sker en domfældelse, uden [at] der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, i sin afgørelse henviser til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel og forpligter de personer, der pågriber den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

d)      I bekræftende fald: Er artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343 til hinder for, at en domstol, der afsiger en afgørelse, hvorved en anklaget dømmes uden at være til stede, uden [at] der foreligger et tilfælde som omhandlet i direktivets artikel 8, stk. 2, beslutter i sin afgørelse at henvise til denne persons ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel som omhandlet i direktivets artikel 9 og forpligter de personer, der gennemfører pågribelsen af den dømte person, til at udlevere en kopi af denne afgørelse til den pågældende?

3)      Hvilket er det første og hvilket det sidste mulige tidspunkt, hvor retten bør afgøre, om den straffesag, der blev gennemført, uden at den anklagede var til stede, opfylder kravene i artikel 8, stk. 2, i direktiv […] 2016/343, og skal træffe foranstaltninger til at sikre underretningen i henhold til direktivets artikel 8, stk. 4, andet punktum?

4)      Skal der i forbindelse med den i det tredje spørgsmål nævnte afgørelse tages hensyn til anklagerens og den fraværende anklagedes forsvarers standpunkter?

5)      a)      Refererer udtrykket »muligheden for at anfægte afgørelsen« i artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343 til retten til at appellere afgørelsen til en højere instans, eller refererer det til anfægtelsen af en endelig retsafgørelse?

b)      Hvilket indhold bør den underretning have, som i henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv […] 2016/343 skal ske til en person, der er blevet dømt uden at være til stede, uden at betingelserne i stk. 2 var opfyldt, om »retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9«: vedrørende retten til et sådant retsmiddel, hvis den pågældende anfægter domfældelsen, der fandt sted, uden at den pågældende var til stede, eller vedrørende retten til at indgive en sådan ansøgning, idet spørgsmålet om, hvorvidt en sådan anmodning er begrundet, skal bedømmes på et senere tidspunkt?

6)      Hvad er indholdet af udtrykket »ret til [...] et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres« i artikel 9, første punktum, i direktiv […] 2016/343?

7)      Er en national bestemmelse – strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3 – som kræver, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give personligt møde som en betingelse for, at den pågældendes anmodning om en ny retssag kan behandles og imødekommes, forenelig med artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv […] 2016/343?

8)      Finder artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 anvendelse på frikendte personer?«

19.      Kun Europa-Kommissionen har indgivet et skriftligt indlæg.

IV.    Bedømmelse

20.      Inden jeg behandler disse spørgsmål, skal det nævnes, at direktiv 2016/343 ligesom direktiv 2012/13 blev vedtaget på grundlag af artikel 82, stk. 2, TEUF. Det følger af denne artikel, at for at lette den gensidige anerkendelse samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager kan EU-lovgiver fastsætte minimumsregler, som bl.a. vedrører enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen. I henhold til niende betragtning til og artikel 1 i direktiv 2016/343 er formålet med dette direktiv således at styrke den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang i straffesager, således at medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer øges, ved at fastlægge fælles minimumsregler vedrørende navnlig retten til at være til stede under retssagen (7). Disse regler, der benævnes »minimumsregler«, udgør i realiteten processuelle principper, som medlemsstaterne ikke kan fravige, og som er væsentlige med henblik på at sikre retten til et forsvar og til en retfærdig rettergang, navnlig for personer, over for hvem der er afsagt en udeblivelsesafgørelse.

21.      Selv om EU-lovgiver i henhold til artikel 82, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, TEUF skal tage hensyn til medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer, således at der ikke kan indføres en fælles processuel ordning, skal disse nationale processuelle ordninger dog ikke blot overholde de pågældende principper for ikke at hindre udøvelsen af tiltaltes ret til at være til stede under retssagen, men også den gensidige anerkendelse af retsafgørelser, hvorved den pågældende er blevet dømt uden at have været til stede (8).

22.      Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at for så vidt som det grænseoverskridende samarbejde kan synes nødvendigt, har dette til formål at sikre, at den afgørelse om domfældelse, som retten afsiger i en sag, der vil blive gennemført, uden at VB er til stede, respekterer VB’s processuelle garantier, således at denne afgørelse kan anerkendes af de retslige myndigheder i de øvrige medlemsstater i forbindelse med fuldbyrdelsen af en eventuel europæisk arrestordre (9).

23.      Med henblik herpå har den forelæggende ret forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende vilkårene for anvendelse af artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, som jeg foreslår Domstolen at behandle samlet.

A.      Undersøgelse af betingelserne for anerkendelse af retten til en ny retssag (det tredje, det fjerde, det syvende og det ottende præjudicielle spørgsmål)

24.      Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at præcisere de betingelser, hvorunder den kan fastslå, at bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 ikke er opfyldt, og at bestemmelserne om anerkendelse af retten til en ny retssag som omhandlet i artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343 er opfyldt. Med det ottende spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne undersøgelse skal foretages, når der er truffet en afgørelse om frifindelse over for den tiltalte, og den ønsker med det tredje spørgsmål oplyst, »[h]vilket er det første og hvilket det sidste mulige tidspunkt«, som den nævnte undersøgelse skal foretages på, og med det fjerde spørgsmål, om der med henblik herpå skal tages hensyn til anklagerens og forsvarerens bemærkninger.

25.      For at kunne bedømme disse spørgsmål er det nødvendigt indledningsvis at erindre om betydningen og rækkevidden af den vurdering, der kræves i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343.

26.      Artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 fastsætter en retlig ordning, der sikrer mistænkte og tiltalte i straffesager retten til at være til stede under retssagen (10). Selv om dette direktivs artikel 8, stk. 1, pålægger medlemsstaten en forpligtelse til at sikre, at retten til at være til stede under retssagen overholdes, fastsætter det nævnte direktivs artikel 8, stk. 2 og 4, to retlige ordninger, som giver medlemsstaten mulighed for at tage stilling til tiltalens realitet i en sag, som føres, uden at den tiltalte er til stede, samtidig med at de sikrer en effektiv overholdelse af den tiltaltes ret til en retssag.

27.      Den ordning, der er fastsat i artikel 8, stk. 2 og 3, i direktiv 2016/343, sammenholdt med 35.-37. betragtning hertil, vedrører den situation, hvor en medlemsstat kan fastsætte, at en retssag kan afholdes og resultere i en »afgørelse om en tiltalts skyld eller uskyld«, og fuldbyrde denne afgørelse uden at give mulighed for en ny retssag med den begrundelse, at den berørte på de betingelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 2, frivilligt og utvetydigt har givet afkald på at være til stede under retssagen eller forsvare sig. Ethvert afkald på retten til at være til stede eller forsvare sig indebærer således fuldbyrdelse af den afgørelse, der er truffet i udeblivelsessagen, og at tiltalte ikke kan anfægte denne afgørelse og anmode om en ny dom.

28.      Den ordning, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343, forudsætter derimod, at betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, ikke har kunnet opfyldes, fordi den tiltalte ikke har kunnet findes på trods af de kompetente myndigheders indsats. Den giver medlemsstaten mulighed for at fastsætte, at den pågældende kan dømmes uden at være til stede, og at der kan træffes »en afgørelse« på betingelse af, at den pågældende underrettes om muligheden for at anfægte denne afgørelse og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9 (11).

29.      Det er på baggrund af disse betragtninger, at spørgsmålene fra den forelæggende ret skal besvares.

1.      Personer, der har ret til en ny retssag

30.      Med det ottende spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at præcisere, om bestemmelserne om retten til underretning og retten til en ny retssag, der er fastsat i henholdsvis artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, finder anvendelse, når der er truffet en udeblivelsesafgørelse om frifindelse over for den tiltalte.

31.      Den forelæggende ret har således fremhævet, at i modsætning til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, som fastsætter de betingelser, hvorunder »en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld« (12) kan fuldbyrdes i en retssag, der er blevet afholdt, uden at vedkommende var til stede, fremgår en sådan præcisering hverken af dette direktivs artikel 8, stk. 4, som regulerer de omstændigheder, hvorunder »en afgørelse alligevel kan træffes og fuldbyrdes« (13), eller af direktivets artikel 9, der fastsætter betingelserne for, at »den oprindelige afgørelse« (14) kan ændres, fordi der afholdes en ny retssag.

32.      Det forekommer mig indledningsvis, at dette spørgsmål vedrører en temmelig teoretisk hypotese, hvor en person, der er blevet frikendt uden at have været til stede, anfægter afgørelsen om frifindelse og kræver, at der afholdes en ny retssag, med risiko for at blive dømt denne gang.

33.      Dernæst er der, henset til den sammenhæng, som EU-lovgiver har fastsat mellem artikel 8, stk. 2, artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, ingen tvivl om, at disse bestemmelser udgør et hele, som skal læses og forstås samlet. Det fremgår således af forarbejderne til dette direktiv, at lovgiver har villet fastlægge anvendelsesområdet for de bestemmelser, der regulerer afholdelsen af en udeblivelsessag, og navnlig de processuelle garantier, der er knyttet hertil, som omfattende enhver straffesag, der har til formål at tage stilling til, »om den tiltalte er skyldig eller ej (både afgørelser, der går ud på domfældelse, og afgørelser, der går ud på frifindelse)« (15).

34.      Endelig ville en principiel udelukkelse af en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, fra retten til fornyet prøvelse med den begrundelse, at vedkommende er blevet frikendt, indebære en åbenbar tilsidesættelse af betydningen af og formålet med retten til at være til stede under retssagen og et brud på retfærdigheden af den rettergang, som den udgør et væsentligt element af (16). Selv hvis den pågældende er blevet frikendt, kan vedkommende nemlig anse sig for at være blevet frataget muligheden for at blive »hørt« af dommeren og for at blive stillet over for vidner og/eller forurettede, hvilket er et grundlæggende element i en straffesag (17).

35.      På denne baggrund konkluderer jeg, at artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at bestemmelserne finder anvendelse på en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse om frifindelse.

2.      De processuelle regler for undersøgelse af anerkendelsen af retten til en ny retssag

36.      Det fremgår af fast retspraksis, at direktiv 2016/343 ikke gennemfører en fuldstændig harmonisering af strafferetsplejen (18). Selv om EU-lovgiver har fastsat de materielle betingelser, på grundlag af hvilke en medlemsstat er forpligtet til at sikre, at den person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, har ret til en ny retssag i medfør af bestemmelserne i dette direktivs artikel 9, har denne lovgiver imidlertid ikke fastsat de processuelle regler, hvorefter vurderingen af disse betingelser skal foretages, og navnlig ikke rammerne og fristen for denne vurdering.

37.      I overensstemmelse med princippet om procesautonomi tilkommer det derfor medlemsstaten i henhold til dens retssystems særlige kendetegn at fastsætte betingelserne og de processuelle regler for denne undersøgelse, dog på den betingelse, at disse regler ikke i situationer, der hører under EU-retten, er mindre gunstige end i tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (19).

38.      Som det fremgår af 47. betragtning til direktiv 2016/343, har medlemsstaterne desuden pligt til at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og de generelle principper, der er anerkendt i både Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (20) og i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (21).

39.      Det er på grundlag af disse oplysninger, og navnlig henset til effektivitetsprincippet og retten til en retfærdig rettergang, at det skal vurderes, om en medlemsstat har fastsat procedurer, som sikrer anerkendelsen af retten til en ny retssag, efter at retsinstansen har truffet afgørelse om tiltalens realitet og afsagt en udeblivelsesafgørelse (22).

40.      Det »første tidspunkt«, hvor medlemsstaten kan fastsætte procedurer for denne undersøgelse, er efter min opfattelse let at identificere, da det svarer til indledningen af retssagen. Det er nemlig først fra det tidspunkt, hvor retsinstansen konstaterer, at den tiltalte ikke er til stede under retssagen eller ikke er repræsenteret, at den kan vurdere, i hvilket omfang denne person utvetydigt har givet afkald på at give møde eller forsvare sig, og gennemføre straffesagen, uden at den tiltalte er til stede.

41.      Derimod svarer det »sidste tidspunkt« efter min opfattelse generelt til det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder agter at fuldbyrde udeblivelsesafgørelsen, selv om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 ikke er opfyldt. Den retlige ordning i dette direktivs artikel 8, stk. 4, består nemlig ikke i at fastsætte en mulighed for at dømme en person, uden at vedkommende er til stede, men i at præcisere de konsekvenser, der er forbundet med fuldbyrdelsen af en udeblivelsesafgørelse, uden at de betingelser, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, er opfyldt. I straffesager forudsætter fuldbyrdelsen af en afgørelse om domfældelse, at denne kan fuldbyrdes og er endelig. I det tilfælde, hvor retsinstansen har truffet afgørelse om tiltalens realitet og afsagt en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at den tiltalte havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, er fuldbyrdelsen af denne afgørelse kun mulig, hvis den pågældende ikke gør brug af de retsmidler, der er fastsat i national ret, eller anmoder om en ny retssag. Under disse omstændigheder er der efter min opfattelse intet til hinder for, at en medlemsstat indfører en procedure, hvorefter de kompetente myndigheder undersøger betingelserne for anerkendelse af retten til en ny retssag på et senere tidspunkt i straffesagen, efter at retsinstansen har truffet en udeblivelsesafgørelse, forudsat at fuldbyrdelsen af denne afgørelse udsættes, indtil denne undersøgelse er afsluttet.

42.      For så vidt som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at tage stilling til det »sidste mulige tidspunkt«, hvor denne ret, der træffer afgørelse om tiltalens realitet, kan efterprøve, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er opfyldt, med henblik på i givet fald at underrette den tiltalte om muligheden for at anfægte den afgørelse, som den forelæggende ret træffer, og om retten til en ny retssag, er dette »sidste tidspunkt« imidlertid det tidspunkt, hvor denne ret træffer afgørelse om den pågældende persons skyld eller uskyld, eftersom retten derefter har afsluttet sin behandling af sagen.

43.      Det skal nu undersøges, i hvilket omfang retten skal tage hensyn til anklagerens og forsvarsadvokatens bemærkninger med henblik på undersøgelsen af de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343.

44.      Jeg erindrer om, at denne undersøgelse udgør et væsentligt trin i straffesagen, eftersom udfaldet heraf er bestemmende for, om udeblivelsesafgørelsen kan fuldbyrdes, eller om der skal afholdes en ny retssag. Den nævnte undersøgelse skal i denne henseende foretages under overholdelse af de processuelle garantier, der sikrer de berørte personer, at retten til et forsvar som omhandlet i chartrets artikel 47 overholdes.

45.      Det fremgår af fast retspraksis, at kontradiktionsprincippet, som er en del af retten til forsvar, navnlig indebærer, at parterne i en retssag skal have ret til at gøre sig bekendt med alle de beviser og indlæg, der indgives til retten, for at kunne kommentere disse og påvirke rettens afgørelse (23). For så vidt angår princippet om processuel ligestilling, der følger af selve begrebet en retfærdig rettergang, indebærer dette en forpligtelse til at give hver af parterne rimelig mulighed for at fremlægge sin sag, herunder beviser, under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situation, der er til vedkommendes ugunst i forhold til modparten (24).

46.      I en procedure, der har til formål at afgøre, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 var opfyldt, skal den tiltalte have mulighed for at blive hørt og – i givet fald gennem sin advokat – effektivt kunne gøre alle de grunde gældende, der begrunder, at vedkommende bør anerkendes retten til en ny retssag, så meget desto mere som den tiltaltes repræsentation ved en advokat principielt kan godtgøre, at vedkommende har til hensigt at sikre sin ret til et forsvar (25).

47.      Henset til arten af den undersøgelse, som den kompetente myndighed foretager, skal den tiltalte have mulighed for kontradiktorisk at drøfte faktiske forhold, der er afgørende for sagens udfald. Den tiltalte skal bl.a. høres om, hvorvidt vedkommende var bekendt med arten af og årsagen til tiltalen, og om, i hvilket omfang den pågældende er blevet underrettet personligt om tiltalen eller indkaldt på behørig vis. Denne undersøgelse kræver således, at den kompetente myndighed fastslår, om der er tale om et afkald, på grundlag af præcise, objektive og relevante faktiske omstændigheder. I denne sammenhæng synes bemærkningerne fra såvel anklageren som forsvareren at være væsentlige, og de kan have afgørende indflydelse på vurderingen af betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343.

48.      Henset til disse forhold er det min opfattelse, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at medlemsstaten kan fastsætte procedurer for undersøgelsen af de betingelser for anerkendelse af retten til en ny retssag, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, efter at retsinstansen har afsagt en udeblivelsesafgørelse over for den tiltalte, forudsat at fuldbyrdelsen af denne afgørelse udsættes, indtil denne undersøgelse er afsluttet, og at den kompetente myndighed med henblik herpå hører både anklageren og forsvareren.

49.      Her synes den forelæggende ret imidlertid atter at tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor den skal afsige en udeblivelsesafgørelse, og den ønsker oplyst, om den med henblik på at fastslå, om betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343 er opfyldt eller ej, skal indhente standpunkter fra anklageren og den advokat, der er udpeget til at forsvare den tiltaltes interesser. Efter min opfattelse finder de principper, der er nævnt i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, anvendelse.

3.      De processuelle regler for anerkendelse af retten til en ny retssag, der er fastsat i strafferetsplejelovens artikel 423

50.      Med det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national processuel ordning, hvorefter en person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, for at opnå ret til en ny retssag er forpligtet til at indgive en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) og til at give personligt møde for denne.

51.      En processuel ordning som den i denne sag omhandlede forekommer mig ikke at være kritisabel i sig selv – ikke blot af de grunde, der er anført i punkt 41 i dette forslag til afgørelse, men også under hensyntagen til den regel, der er fastsat i artikel 82, stk. 2, TEUF, hvorefter de regler, der vedtages på grundlag af denne bestemmelse, skal tage hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer.

52.      Denne processuelle ordning skal dog på tidspunktet for sin gennemførelse overholde de betingelser for anerkendelse af retten til en ny retssag, der er fastsat i artikel 8, stk. 2 og 4, og artikel 9 i direktiv 2016/343, som fortolket af Domstolen, og i kraft af sine kendetegn gøre det muligt for den person, der er blevet dømt uden at være til stede, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, fuldt ud at udøve sin ret til et forsvar, hvilket nu skal undersøges (26).

53.      Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, forekommer det mig imidlertid, at kendetegnene ved denne ordning, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen, ikke gør det muligt at sikre overholdelsen af den pågældendes processuelle rettigheder.

54.      Jeg erindrer om, at ansøgningen om genoptagelse af straffesagen udgør en særlig fase i straffesagen, hvis betydning kan vise sig at være afgørende for den person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede. Muligheden for at indgive en sådan ansøgning er derfor af afgørende betydning, så meget desto mere som det er det eneste retsmiddel, der kan føre til en ny bedømmelse af sagens realitet, eftersom det ikke længere er muligt at iværksætte et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen (27).

55.      I henhold til strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 2, har indgivelsen af en ansøgning om genoptagelse af straffesagen imidlertid ikke opsættende virkning, »medmindre retten træffer en anden afgørelse«. En sådan bestemmelse forekommer mig i sig selv at være i strid med princippet om, at en udeblivelsesafgørelse om domfældelse ikke kan fuldbyrdes umiddelbart, så længe det ikke er fastslået, om den pågældende har ret til en ny retssag.

56.      Det fremgår desuden af strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3, at behandlingen af ansøgningen om genoptagelse af straffesagen i princippet kræver, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal give personligt møde (28). Denne procedure afsluttes, når den pågældende ikke giver personligt møde for den kompetente ret, medmindre vedkommende har en gyldig grund hertil.

57.      Uanset arten af denne grund og det omfang, hvori den pågældende kan lade sig repræsentere af en advokat, svarer et sådant krav til, at retten til en ny retssag, der er sikret ved artikel 9 i direktiv 2016/343, underlægges en betingelse, som ikke er fastsat af EU-lovgiver.

58.      Dette krav opfylder ganske vist det legitime ønske om ikke uretmæssigt at modvirke retsforfølgningens effektivitet og hensynet til god retspleje (29). I forbindelse med en ansøgning om genoptagelse af straffesagen kan en medlemsstat nemlig ikke foreholdes at ønske at undgå situationer, hvor denne ansøgning indgives uretmæssigt, useriøst eller ubegrundet for at hindre fuldbyrdelsen af en udeblivelsesafgørelse. Den kan heller ikke foreholdes at foretrække den tiltaltes personlige vidneudsagn med henblik på at vurdere grundene til, at vedkommende ikke var til stede under retssagen. Som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt, er fremmøde vigtigt, både fordi den tiltalte har ret til at blive hørt og til at fremlægge »sin version af begivenhederne« for retten (30), og fordi det er nødvendigt at efterprøve rigtigheden af, hvad vedkommende anfører (31).

59.      Et sådant krav kan imidlertid medføre en særlig streng begrænsning af retten til en ny retssag, når den tiltalte idømmes en frihedsstraf. I et sådant tilfælde ser det nemlig ud til, at den pågældende ikke har andet valg end at give personligt møde og følgelig at lade sig tilbageholde med henblik på fuldbyrdelse af udeblivelsesdommen, hvis vedkommende ønsker en ny retssag, eftersom vedkommendes fravær »uden gyldig grund« i henhold til strafferetsplejelovens artikel 423, stk. 3, indebærer, at sagen afsluttes, og dermed at vedkommende giver afkald på en fornyet prøvelse. Da ansøgningen om genoptagelse af straffesagen ikke har opsættende virkning, vil den pågældende i princippet blive varetægtsfængslet med henblik på fuldbyrdelse af den straf, som vedkommende er blevet idømt uden at være til stede, »medmindre retten træffer en anden afgørelse«, også selv om den kompetente retslige myndighed endnu ikke har fastslået, om vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig. Jeg skal i øvrigt tilføje, at afgørelsen om domfældelse bliver uigenkaldelig, såfremt denne ansøgning afslås, eftersom fristen for iværksættelse af et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen er udløbet, og den afgørelse, hvorved Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) afslår ansøgningen om genoptagelse af straffesagen, ikke kan prøves.

60.      Henset til betydningen af en ansøgning om genoptagelse af straffesagen, som kan vise sig at være afgørende for den person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede, kan kravet om personligt fremmøde, for så vidt som det udgør en obligatorisk forudsætning for, at ansøgningen behandles, og dermed for, at straffesagen genoptages, efter min opfattelse ikke begrunde, at den pågældende fratages sin ret til en ny retssag, når vedkommende ikke giver personligt møde. En sådan fremgangsmåde kan, sammenholdt med de øvrige kendetegn ved denne procedure, medføre en uforholdsmæssig begrænsning af retten til et forsvar for den person, der er blevet dømt uden at være til stede, og dette så meget desto mere som strafferetsplejelovens artikel 423, som den forelæggende ret har fremhævet, fastsætter det eneste retsmiddel til prøvelse af en udeblivelsesdom, når denne på den 16. dag efter dommens afsigelse har opnået retskraft.

61.      Denne fortolkning er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, som der her skal tages hensyn til (32). Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at retten til en ny retssag vejer tungere end betydningen af, at den person, der er blevet dømt uden at være til stede, giver møde for retten. Den omstændighed, at den tiltalte, selv om vedkommende er blevet behørigt underrettet, ikke giver møde, fordi vedkommende er forhindret eller foretrækker at undlade at give møde af personlige årsager, kan ifølge Menneskerettighedsdomstolen ikke begrunde, at den tiltalte fratages retten til en ny retssag, heller ikke når vedkommende ikke giver nogen grund til fraværet. Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes fastslået, at reglen om, at en person, der er blevet dømt uden at være til stede, ikke kan lade sig repræsentere af en advokat, ligeledes forekommer åbenbart uforholdsmæssig, eftersom den fører til, at sagsøgerens udeblivelse sanktioneres med et absolut forbud mod et forsvar (33).

62.      Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ligeledes fundet det uforholdsmæssigt at pålægge et sådant krav for opnåelse af en ny retssag, hvis de nationale myndigheder derudover fuldbyrder udeblivelsesafgørelsen om domfældelse (34). Ifølge Menneskerettighedsdomstolen svarer en sådan fremgangsmåde til at betinge retten til en retfærdig rettergang af en »form for kaution, den pågældendes fysiske frihed«, og har til formål at erstatte de procedurer, der henhører under udøvelsen af politiets beføjelser, med en forpligtelse, der påhviler den anklagede selv (35). Selv om ønsket om at sikre fuldbyrdelsen af retsafgørelser i sig selv er legitimt, har denne domstol fastslået, at de nationale myndigheder råder over andre midler, der gør det muligt for dem at sikre sig domfældtes tilstedeværelse (36). Ifølge Menneskerettighedsdomstolen kan der således ikke være tale om at forpligte en fri person til at lade sig tilbageholde til fuldbyrdelse af en udeblivelsesafgørelse om domfældelse, uanset hvor kort den pågældendes frihedsberøvelse måtte være, for at vedkommende kan få sin sag genoptaget på betingelser, der er i overensstemmelse med EMRK’s artikel 6, idet en sådan fremgangsmåde tilsidesætter princippet om uskyldsformodning (37).

63.      I dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig, som vedrørte en bestemmelse i den franske strafferetsplejelov, hvorefter manglende overholdelse af pligten til at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for sagens fremme blev sanktioneret med fortabelse af retten til kassationsappel, fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at »[h]aving regard to the importance of the final review carried out by the Court of Cassation [(Frankrig)] in criminal matters, and to what is at stake in that review for those who may have been sentenced to long terms of imprisonment, the Court considers that this is a particularly severe sanction affecting the right of access to a court guaranteed by Article 6 of the [EMRK]« (38). Menneskerettighedsdomstolen tilføjede endvidere, at »where an appeal on points of law is declared inadmissible solely because [...] the appellant has not surrendered to custody pursuant to the judicial decision challenged in the appeal, this ruling compels the appellant to subject himself in advance to the deprivation of liberty resulting from the impugned decision, although that decision cannot be considered final until the appeal has been decided or the time-limit for lodging an appeal has expired« (39). Den fastslog, at »[t]his impairs the very essence of the right of appeal, by imposing a disproportionate burden on the appellant, thus upsetting the fair balance that must be struck between the legitimate concern to ensure that judicial decisions are enforced, on the one hand, and the right of access to the Court of Cassation and exercise of the rights of the defence on the other« (40).

64.      Selv om den omhandlede processuelle ordning efter min opfattelse ikke kan kritiseres, for så vidt som den kræver, at den tiltalte indgiver en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til den kompetente retslige myndighed med henblik på at opnå en ny retssag, er jeg til gengæld af den opfattelse, at visse kendetegn ved denne procedure, og navnlig den omstændighed, at den ikke har opsættende virkning, og at den kræver, at den pågældende giver personligt møde, ikke sikrer den tiltalte en effektiv udøvelse af retten til et forsvar, herunder retten til at være til stede under retssagen.

65.      På baggrund af samtlige disse forhold er det min opfattelse, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat indfører en procedure, der kræver, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, skal indgive en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til den kompetente myndighed med henblik på, at denne myndighed på baggrund af de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 2, vurderer, om den pågældende har ret til en ny retssag, for så vidt som kendetegnene ved denne procedure gør det muligt at sikre vedkommende retten til at være til stede under retssagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

66.      Derimod skal artikel 8, stk. 4, andet punktum, og artikel 9 i direktiv 2016/343 fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for reglen om, at en sådan procedure ikke har opsættende virkning og desuden kræver, at den person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede, giver personligt møde.

B.      Rækkevidden og indholdet af retten til underretning for den person, der er blevet dømt uden at være til stede (det første, det andet og det femte præjudicielle spørgsmål)

67.      Med det første, det andet og det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede, selv om det ikke, henset til betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, var godtgjort, at den pågældende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, på tidspunktet for pågribelsen hverken underrettes om denne afgørelse eller om muligheden for at anfægte den eller om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel. Den forelæggende ret er ligeledes i tvivl om denne underretnings form og indhold.

68.      Den har forelagt disse spørgsmål, for så vidt som en udeblivelsesafgørelse i henhold til bulgarsk lovgivning ikke forkyndes for den tiltalte, og den tiltalte i øvrigt ikke underrettes om sine processuelle rettigheder og navnlig ikke om muligheden for at indgive en ansøgning om genoptagelse af straffesagen på grundlag af strafferetsplejelovens artikel 423.

69.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret således oplyst, i hvilket omfang en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte procedurer, hvorefter den pågældende på tidspunktet for fuldbyrdelsen af den udeblivelsesafgørelse, der er afsagt over for den pågældende, eller på tidspunktet for pågribelsen af den pågældende skal underrettes om denne afgørelse, i givet fald ved at sikre, at den pågældende får udleveret en kopi af hele denne afgørelse.

70.      Med det andet spørgsmål har den forelæggende ret desuden anmodet Domstolen om at præcisere, hvorledes en medlemsstat skal opfylde sin underretningspligt i en processuel ordning som den omhandlede, hvor de kompetente myndigheder på tidspunktet for fuldbyrdelsen af udeblivelsesafgørelsen eller på tidspunktet for pågribelsen af den person, der er blevet dømt uden at være til stede, endnu ikke har taget stilling til, om der består en ret til en ny retssag, idet denne ret anerkendes på et senere tidspunkt efter behandlingen af en ansøgning om genoptagelse af straffesagen, som den pågældende skal indgive.

1.      Rammerne for spørgsmålenes behandling

71.      I henhold til artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 skal medlemsstaten sikre, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, når vedkommende underrettes om denne afgørelse, navnlig når vedkommende pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel.

72.      Det fremgår utvetydigt af denne bestemmelses ordlyd, at EU-lovgiver pålægger medlemsstaten en forpligtelse til at nå et bestemt resultat, nemlig forpligtelsen til at sikre, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, underrettes om sine processuelle rettigheder på det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om denne afgørelse, og senest på tidspunktet for fuldbyrdelsen af den nævnte afgørelse, navnlig på tidspunktet for pågribelsen af den domfældte i tilfælde af idømmelse af en frihedsstraf. Der er tale om en minimumsregel, som vedrører et processuelt princip, der er væsentligt for overholdelsen af denne persons ret til et forsvar og til en retfærdig rettergang, og som medlemsstaten ikke kan fravige.

73.      Der er således efter min opfattelse ingen tvivl om, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 er til hinder for, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, på tidspunktet for fuldbyrdelsen af denne afgørelse eller på tidspunktet for pågribelsen af den pågældende hverken underrettes om den nævnte afgørelse eller om muligheden for at anfægte den eller om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel. En sådan situation fører nemlig til, at denne persons ret til et forsvar fratages enhver effektiv virkning, og at retten til en ny retssag, der er fastsat i dette direktivs artikel 9, gøres illusorisk.

74.      Artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 har derimod hverken til formål eller hensigt at fastsætte de nærmere regler for denne underretningspligt og navnlig ikke de regler, hvorefter den tiltalte på tidspunktet for fuldbyrdelsen af udeblivelsesafgørelsen eller på tidspunktet for pågribelsen af den pågældende skal underrettes dels om denne afgørelse, dels om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel.

75.      Efter min opfattelse skal disse særlige regler vurderes i lyset af de generelle bestemmelser i direktiv 2012/13 om mistænktes og tiltaltes ret til information under straffesager, hvortil der henvises i 8. betragtning til direktiv 2016/343 (41). Som det fremgår af 25. betragtning til direktiv 2012/13, er dette direktiv tæt knyttet til direktiv 2010/64/EU (42), som giver de mistænkte og tiltalte, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i den pågældende straffesag, ret til tolkning og oversættelse af den således formidlede information.

76.      I henhold til dets artikel 1 fastsætter direktiv 2012/13 fælles minimumsregler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem (43). Ifølge Domstolens praksis vedrører den ret, der er nævnt i denne artikel 1, i det mindste to særskilte rettigheder (44).

77.      Den første er retten for mistænkte eller tiltalte personer til »mindst« at blive informeret om visse processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning. Denne ret er fastsat i artikel 3 i direktiv 2012/13, og det er i lyset af denne bestemmelse, at jeg vil undersøge de nærmere regler vedrørende overholdelsen af retten til at blive underrettet om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343.

78.      Den anden er retten til at blive informeret om tiltalen, som er fastsat i artikel 6 i direktiv 2012/13. Det er i lyset af sidstnævnte artikel, at jeg vil undersøge de betingelser, hvorunder en person, der er blevet dømt uden at være til stede, på tidspunktet for fuldbyrdelsen af den udeblivelsesafgørelse, der er truffet over for den pågældende, eller på tidspunktet for dennes pågribelse skal underrettes om denne afgørelse.

79.      For at sikre effektiviteten af den således fastsatte ret til information bestemmer artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13, at mistænkte eller tiltalte eller deres advokater har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv.

2.      Underretning om udeblivelsesafgørelsen om domfældelse

80.      Det fremgår utvetydigt af ordlyden af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343, at denne artikel hverken har til formål eller hensigt at fastsætte de nærmere regler for, hvorledes en medlemsstat i forbindelse med fuldbyrdelsen af en udeblivelsesafgørelse eller pågribelsen af den person, over for hvem denne afgørelse er truffet, skal sikre, at den pågældende underrettes om den nævnte afgørelse. Med kravet om, at medlemsstaten skal fastsætte, at tiltalte skal underrettes om sine processuelle rettigheder, når denne »underrettes« om den udeblivelsesafgørelse, der er truffet over for den pågældende, »navnlig når [vedkommende] pågribes«, havde EU-lovgiver ikke til hensigt at kræve, at medlemsstaten udleverer en kopi af hele denne afgørelse sammen med en meddelelse om rettigheder på det tidspunkt, hvor den fuldbyrder den nævnte afgørelse eller pågriber den pågældende.

81.      Sådanne regler skal efter min opfattelse fastsættes i lyset af reglerne om retten til at blive informeret om tiltalen, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2012/13, og reglerne om adgang til aktindsigt i materiale i sagen, der er fastsat i dette direktivs artikel 7.

82.      I dom af 15. oktober 2015, Covaci (45), fastslog Domstolen, at henset til bl.a. artikel 2, 3 og 6 i direktiv 2012/13, skal forkyndelsen af en strafferetlig kendelse som den, der er fastsat i tysk ret, anses for en form for underretning om tiltalen mod den pågældende person, således at forkyndelsen skal efterleve de krav, der er fastsat i denne artikel 6 (46). Jeg erindrer om, at den strafferetlige kendelse i henhold til tysk ret udgør en foreløbig afgørelse, som afsiges af en dommer efter begæring fra anklagemyndigheden for mindre lovovertrædelser, som ikke kræver fysisk fremmøde af tiltalte. Denne kendelse, som er en del af en forenklet strafferetlig procedure, hvor der ikke kræves afholdelse af retsmøde, bliver retskraftig efter udløbet af indsigelsesfristen på to uger fra dens forkyndelse, i givet fald for den tiltaltes befuldmægtigede (47).

83.      Af grunde svarende til dem, som Domstolen lagde til grund i denne dom, er det min opfattelse, at underretning om en udeblivelsesafgørelse, der er truffet, selv om det ikke var godtgjort, at den tiltalte havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, skal anses for en form for underretning om tiltalen mod den pågældende person, således at denne underretning skal overholde kravene i artikel 6 i direktiv 2012/13.

84.      For det første fremgår det af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13, at EU-lovgiver klart har fastsat, at dette direktiv finder anvendelse under hele straffesagen, fra den første mistanke til afsigelsen af dommen, i givet fald efter at alle retsmidler er udtømt (48).

85.      For det andet træffes der i forbindelse med en udeblivelsessag i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 en afgørelse, selv om det ikke vides, om den tiltalte havde til hensigt at give afkald på at give møde eller forsvare sig, således at denne underretning i realiteten kan udgøre den første mulighed for den pågældende person for at blive underrettet om tiltalen. Dette bekræftes af den omstændighed, at den pågældende, hvis vedkommende ikke opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, kan få retssagen genoptaget eller kan få adgang til et tilsvarende retsmiddel, inden for rammerne af hvilket vedkommende fuldt ud kan udøve sin ret til et forsvar, inden retsinstansen på ny tager stilling til det faktiske og retlige grundlag for tiltalen.

86.      Efter min opfattelse omfatter retten til information om tiltalen, der er fastsat i artikel 6 i direktiv 2012/13, også retten for den person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, til at blive underrettet om denne afgørelse.

87.      Som Domstolen har anerkendt, regulerer direktiv 2012/13 ganske vist ikke fremgangsmåden for, hvordan informationen om tiltalen som fastsat i direktivets artikel 6 skal meddeles tiltalte (49). Dette direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaten sikrer, at en mistænkt eller tiltalt straks og i en tilstrækkelig detaljeret form modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, for at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar. Denne artikels stk. 2 omhandler specifikt den mistænkte eller tiltalte, der anholdes eller tilbageholdes. I dette tilfælde sikrer medlemsstaten, at den pågældende informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, herunder om den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået. Endelig sikrer medlemsstaten i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 3, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.

88.      I lyset af den skønsmargen, som EU-lovgiver har indrømmet medlemsstaterne, tilkommer det medlemsstaterne, henset til deres processuelle ordnings kendetegn, at fastsætte fremgangsmåden for, hvordan den person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, skal underrettes om denne afgørelse. Det fremgår af Domstolens praksis, at denne fremgangsmåde imidlertid ikke må være til skade for formålet med bl.a. nævnte artikel 6, som består i at gøre det muligt for den pågældende at forberede sit forsvar, og at sikre en retfærdig behandling af sagen, således som det også fremgår af 27. betragtning til direktivet (50).

89.      I den særlige sammenhæng, hvor den tiltalte anholdes til fuldbyrdelse af en udeblivelsesafgørelse om domfældelse, som er truffet, selv om det ikke var godtgjort, at den pågældende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, har den information, som den pågældende modtager på selve tidspunktet for anholdelsen, bl.a. til formål at informere vedkommende om grundene til anholdelsen og om tiltalen som omhandlet i artikel 6 i direktiv 2012/13 samt om vedkommendes processuelle rettigheder.

90.      Dette formål kræver efter min opfattelse ikke, at det pålægges medlemsstaten at sikre, at de kompetente myndigheder, når de fuldbyrder udeblivelsesafgørelsen eller pågriber den tiltalte, opfylder deres underretningspligt ved på tidspunktet for denne fuldbyrdelse eller pågribelse at udlevere en kopi af hele denne afgørelse til den tiltalte. Et sådant krav er ikke nødvendigt. Det synes at være tilstrækkeligt at underrette om indholdet af den nævnte afgørelse og om den omstændighed, at afgørelsen blev truffet i den pågældendes fravær.

91.      Som den forelæggende ret har anført, skal den person, der er blevet dømt uden at være til stede, henset til adgangen til effektive retsmidler, derimod have fuldt kendskab til grundene til, at den pågældende er blevet dømt. Medlemsstaten skal således fastsætte, at de kompetente myndigheder skal lægge særlig vægt på hurtigt og officielt at underrette den pågældende om den udeblivelsesafgørelse om domfældelse, der er blevet truffet over for vedkommende, f.eks. via en forkyndelsesprocedure (51). Denne afgørelse kan nemlig først fuldbyrdes fra det tidspunkt, hvor den nævnte person officielt er blevet underrettet herom, efter udløbet af fristerne for iværksættelse af retsmidler, som i princippet begynder at løbe fra tidspunktet for denne procedures afslutning, og efter at den pågældende har givet afkald på sin ret til en ny retssag, eller vedkommende ikke er blevet indrømmet denne ret. Som den forelæggende ret har anført, følger det desuden af artikel 4a, stk. 1, litra d), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (52), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (53), at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, hvis det bl.a. fremgår af denne arrestordre, at den pågældende vil få udeblivelsesafgørelsen forkyndt straks efter overgivelsen.

92.      Endelig skal det tilføjes, at det følger af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2012/13, at når en person anholdes og tilbageholdes på et hvilket som helst stadium af straffesagen, skal medlemsstaten sikre, at dokumenter vedrørende den konkrete sag, som er væsentlige for, at lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen effektivt kan anfægtes i overensstemmelse med den nationale lovgivning, stilles til rådighed for den pågældende. Som det præciseres i direktiv 2010/64, udgør afgørelsen om domfældelse eller »dommen« et væsentligt dokument, som skal meddeles – og i øvrigt oversættes – for at gøre det muligt for den domfældte at udøve retten til et forsvar og for at sikre en retfærdig rettergang (54).

93.      Henset til disse forhold er det min opfattelse, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at i en situation, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat fuldbyrder en udeblivelsesafgørelse eller pågriber den person, over for hvem denne afgørelse er truffet, er disse myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1-3, i direktiv 2012/13 forpligtet til at underrette den pågældende om tiltalen, herunder om grundene til domfældelsen. Overholdelsen af dette krav indebærer ikke en forpligtelse for medlemsstaten til at fastsætte, at der skal udleveres en kopi af hele den nævnte afgørelse til den pågældende person på tidspunktet for denne fuldbyrdelse eller pågribelse.

3.      Underretning om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel

94.      Jeg erindrer om, at den forelæggende ret med det andet spørgsmål nærmere bestemt har anmodet Domstolen om at præcisere reglerne vedrørende overholdelsen af retten til at blive underrettet om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel som omhandlet i artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343.

95.      Den forelæggende ret ønsker navnlig, at de principper, som Domstolen udledte i VB I-dommen, sammenholdes med den bulgarske processuelle ordning. Domstolen fastslog således, at »[v]alget af, hvorledes [oplysninger om retten til en ny retssag og om muligheden for at anfægte udeblivelsesafgørelsen] skal stilles til rådighed for de berørte personer, er overladt til medlemsstaternes skøn, for så vidt som de bringes til den berørte persons kendskab på det tidspunkt, hvor denne underrettes om den pågældende afgørelse« (55). Den forelæggende ret har imidlertid anført, at de kompetente myndigheder i den bulgarske processuelle ordning træffer afgørelse om, hvorvidt der består en ret til en ny retssag, efter behandlingen af en ansøgning om genoptagelse af straffesagen, som den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal indgive.

96.      I VB I-dommen fastslog Domstolen, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 ikke fastsætter de nærmere regler for, hvorledes den person, der er blevet dømt uden at være til stede, skal underrettes om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel (56). Kun i 39. betragtning til direktivet anføres det, at disse oplysninger bør gives skriftligt eller mundtligt, forudsat at det forhold, at oplysningerne er givet, i sidstnævnte tilfælde registreres i overensstemmelse med den registreringsprocedure, der er fastsat i national ret (57).

97.      Med henblik på besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål skal der for det første henvises til bestemmelserne i direktiv 2012/13. For så vidt som retten til at blive underrettet om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel udgør en processuel rettighed, skal artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 nemlig læses i lyset af de generelle bestemmelser i artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13.

98.      I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2012/13 skal medlemsstaterne sikre, at der straks »informeres om mindst [de i litra a)-e) anførte] processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf« (58). Denne bestemmelse opregner en liste, som omfatter retten til at få adgang til en advokat, eventuelle rettigheder til gratis retshjælp og betingelserne for at få sådan retshjælp, retten til at blive informeret om tiltalen, retten til tolkning og oversættelse samt retten til ikke at udtale sig. Som anvendelsen af ordet »mindst« vidner om, har EU-lovgiver ikke haft til hensigt at begrænse de processuelle rettigheder, som mistænkte eller tiltalte skal informeres om, idet dette direktiv i øvrigt finder anvendelse frem til afsigelsen af den endelige dom. Det fremgår desuden af 20. betragtning til nævnte direktiv, at disse regler ikke »tilsidesætter [...] den information, der skal gives om andre processuelle rettigheder, som følger af chartret, EMRK, national lovgivning og gældende EU-lovgivning«.

99.      I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal disse oplysninger »straks« bringes til den mistænktes eller tiltaltes kendskab enten mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog (59). Når den pågældende anholdes eller tilbageholdes, sikrer medlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 4, at vedkommende straks modtager en meddelelse om sine processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til national lovgivning. Denne meddelelse skal være skriftlig og affattes i et enkelt og for den pågældende letforståeligt sprog. Den skal indeholde informationer om de processuelle rettigheder, der er omhandlet i artikel 3 i direktiv 2012/13, som ikke er udtømmende opregnet, og om de rettigheder, der er fastsat i dette direktivs artikel 4, stk. 2 og 3, såsom retten til aktindsigt i materiale i sagen, samt grundlæggende information om mulighederne for i henhold til national lovgivning bl.a. at anfægte anholdelsens lovlighed. I det tilfælde, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat pågriber den tiltalte til fuldbyrdelse af en udeblivelsesafgørelse om domfældelse, er det min opfattelse, at denne skriftlige meddelelse om rettigheder kan omfatte retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel (60).

100. Hvad for det andet angår indholdet af den information, der skal gives, er det min opfattelse, at dette skal vurderes dels i lyset af den omhandlede nationale procedures særlige kendetegn, dels ud fra formålet med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343, nemlig at sikre effektiviteten af tiltaltes ret til et forsvar og til en ny retssag, der er fastsat i artikel 9 i direktiv 2016/343.

101. Jeg har således allerede anført, at EU-lovgiver ikke har til hensigt at indføre en fælles processuel ordning, hvor medlemsstaten er forpligtet til at fastsætte nødvendigheden af at afholde en ny retssag på tidspunktet for afsigelsen af udeblivelsesafgørelsen. Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2012/13, at medlemsstaterne informerer den tiltalte om dennes processuelle rettigheder, »således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning«. Dette indebærer i en processuel ordning som den i hovedsagen omhandlede, at meddelelsen om rettigheder informerer den person, der er blevet dømt uden at være til stede, om den procedure, der herefter stilles til rådighed for den pågældende, således at vedkommende i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2016/343 kan ansøge om en ny retssag.

102. I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret af den opfattelse, at strafferetsplejelovens artikel 15, stk. 3, giver den et tilstrækkeligt retsgrundlag for at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den tiltalte underrettes om sine processuelle rettigheder i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343. Under disse omstændigheder er der efter min opfattelse intet til hinder for, at den forelæggende ret i den trufne udeblivelsesafgørelse angiver, hvorledes den tiltalte kan ansøge om en ny retssag eller et andet retsmiddel på de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 9.

103. Henset til disse forhold er det min opfattelse, at artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at i en situation, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat fuldbyrder en afgørelse eller pågriber en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse om domfældelse, er disse myndigheder i forbindelse med den meddelelse om rettigheder, der er omhandlet i artikel 4 i direktiv 2012/13, forpligtet til at underrette vedkommende om dennes eventuelle ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel, således som denne finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning.

104. I en processuel ordning som den omhandlede, der fastsætter en procedure, hvorefter den pågældende med henblik på anerkendelse af retten til en ny retssag som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2016/343 skal indgive en forudgående ansøgning om genoptagelse af straffesagen til den kompetente retslige myndighed, kræver dette direktivs artikel 8, stk. 4, at denne procedure fremgår af meddelelsen om rettigheder.

C.      Formen og rækkevidden af de retsmidler, der er adgang til efter afsigelse af en udeblivelsesafgørelse (det femte og det sjette præjudicielle spørgsmål)

105. Med det femte og det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, skal have adgang til to forskellige retsmidler, hvoraf det ene gør det muligt at appellere denne afgørelse og det andet at få adgang til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med dette direktivs artikel 9.

106. Jeg gør opmærksom på, at artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 kræver, at en person, der er genstand for en udeblivelsesafgørelse, når vedkommende underrettes om denne afgørelse, også underrettes om »muligheden for at anfægte [den nævnte] afgørelse og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel«, idet sidstnævnte i henhold til direktivets artikel 9 giver mulighed for »en fornyet prøvelse af sagens realitet [...] og [...] kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres«.

107. Det fremgår af ordlyden af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343, og navnlig af anvendelsen af konjunktionen »eller«, at medlemsstaterne skal sikre, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, uden at betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, var opfyldt, har mulighed for at anfægte denne afgørelse, enten ved at ansøge om en ny retssag eller ved at benytte et retsmiddel.

108. Som Domstolen fastslog i dom af 19. maj 2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (61), skal denne mulighed gøre det muligt for den pågældende at få genoptaget sagen eller at få adgang til et tilsvarende retsmiddel, der fører til en fornyet behandling af sagens realitet under vedkommendes tilstedeværelse. Rækkevidden af denne fornyede prøvelse er udtrykkeligt defineret i artikel 9 i direktiv 2016/343. EU-lovgiver pålægger medlemsstaterne præcise og utvetydige forpligtelser. EU-lovgiver kræver, at medlemsstaterne enten giver mulighed for genoptagelse af sagen, eller at de indfører en procedure, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres. Desuden pålægger EU-lovgiver medlemsstaterne at sikre, at tiltalte i forbindelse med dette nye retsmiddel har ret til at være til stede og til effektivt at deltage i den retssag, der følger heraf, i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, og at vedkommende kan udøve retten til et forsvar.

109. Som jeg tidligere har anført i mit forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til den nævnte dom (62), har EU-lovgiver indarbejdet de væsentlige krav til den fornyede prøvelse, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastlagt (63). Menneskerettighedsdomstolen kræver nemlig, at tiltalte har mulighed for at få retmæssigheden af den tiltale, der er rejst mod ham, prøvet på ny, for så vidt angår såvel de faktiske som de retlige omstændigheder, ved en domstol »med fuld prøvelsesret« under tiltaltes tilstedeværelse (64), hvorved den pågældende gives alle de garantier for en retfærdig rettergang, der er fastsat i artikel 6 i EMRK. Jeg erindrer om, at den dog giver de kontraherende stater »en stor frihed til at vælge de midler, der er egnede til at gøre det muligt for deres retssystemer at opfylde kravene i [denne artikel]«, dog på betingelse af, at »ressourcerne i national ret er effektive, hvis den anklagede hverken har givet afkald på at give møde og forsvare sig eller har haft til hensigt at undslippe retssystemet« (65).

110. Jeg gør ligeledes opmærksom på, at direktiv 2016/343 heller ikke foretager en udtømmende harmonisering af strafferetsplejen. I medfør af princippet om procesautonomi har medlemsstaterne således et vidt skøn med hensyn til at fastlægge den ordning for retsmidler og procedurer, som skal sikre overholdelsen af retten til et forsvar for den person, over for hvem der er afsagt en udeblivelsesafgørelse, for så vidt som disse dels ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og dels i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet).

111. Henset til disse betragtninger skal artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343 fortolkes således, at medlemsstaterne skal fastsætte, at en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, skal have adgang til to forskellige retsmidler, som giver den pågældende mulighed for at anfægte denne afgørelse, enten ved at få genoptaget sagen eller ved at få adgang til et tilsvarende retsmiddel, der fører til en fornyet behandling af sagens realitet under vedkommendes tilstedeværelse i overensstemmelse med dette direktivs artikel 9.

V.      Forslag til afgørelse

112. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»1)      Artikel 8, stk. 4, og artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager

skal fortolkes således, at

bestemmelserne finder anvendelse på en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse om frifindelse.

2)      Artikel 8, stk. 4, i direktiv 2016/343

skal fortolkes således, at

–        hvad angår undersøgelsen af overholdelsen af betingelserne i dette direktivs artikel 8, stk. 2, og anerkendelsen af retten til en ny retssag som omhandlet i nævnte direktivs artikel 9

a)      kan den retsinstans, der træffer afgørelse om tiltalens realitet, i henhold til den nationale processuelle ordning efterprøve, om disse betingelser er opfyldt, og i modsat fald i udeblivelsesafgørelsen underrette den pågældende om muligheden for at anfægte denne afgørelse og om retten til en ny retssag

b)      er denne instans forpligtet til at høre såvel anklageren som forsvareren med henblik på denne undersøgelse

c)      kan medlemsstaten indføre en procedure, som kræver, at en person, over for hvem der er afsagt en udeblivelsesafgørelse, selv om det ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, indgiver en ansøgning om genoptagelse af straffesagen til den kompetente retslige myndighed, for så vidt som kendetegnene ved denne procedure gør det muligt at sikre vedkommende retten til at være til stede under retssagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

Reglen om, at en sådan procedure ikke har opsættende virkning og desuden kræver, at den person, der er blevet idømt en frihedsstraf uden at være til stede, giver personligt møde, er uforenelig med disse principper.

–        Hvad angår de nærmere regler for underretning af den tiltalte i en situation, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse om domfældelse, selv om det, henset til betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, ikke var godtgjort, at den pågældende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig,

a)      er bestemmelsen til hinder for, at den pågældende på tidspunktet for pågribelsen hverken underrettes om denne afgørelse eller om muligheden for at anfægte den eller om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel

b)      kræver bestemmelsen, at medlemsstaten informerer den pågældende om grundene til pågribelsen, i overensstemmelse med retten til at blive informeret om tiltalen som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1-3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager; overholdelsen af dette krav indebærer ikke en forpligtelse for medlemsstaten til at udlevere en kopi af hele den nævnte afgørelse på tidspunktet for pågribelsen

c)      kræver bestemmelsen, at medlemsstaten i forbindelse med den meddelelse om rettigheder, der er omhandlet i artikel 4 i direktiv 2012/13, underretter den pågældende om dennes eventuelle ret til en ny retssag eller et andet retsmiddel, således som denne finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning

d)      i en processuel ordning, der fastsætter en procedure, hvorefter en person, over for hvem der er truffet en udeblivelsesafgørelse, med henblik på anerkendelse af retten til en ny retssag som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2016/343 skal indgive en forudgående ansøgning om genoptagelse af straffesagen til den kompetente retslige myndighed, kræver bestemmelsen, at denne procedure fremgår af meddelelsen om rettigheder.

–        Hvad angår formen og rækkevidden af de retsmidler, der er adgang til efter afsigelse af en udeblivelsesafgørelse, skal en person, over for hvem der er truffet en sådan afgørelse, selv om det, henset til betingelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, ikke var godtgjort, at vedkommende havde givet afkald på at give møde eller forsvare sig, have adgang til to forskellige retsmidler, som giver vedkommende mulighed for at anfægte denne afgørelse, enten ved at få genoptaget sagen eller ved at få adgang til et tilsvarende retsmiddel, der fører til en fornyet behandling af sagens realitet under vedkommendes tilstedeværelse i overensstemmelse med dette direktivs artikel 9.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      EUT 2016, L 65, s. 1.

3 –      C-430/22 og C-468/22, herefter »VB I-dommen«, EU:C:2023:458.

4 –      Jf. VB I-dommen (præmis 30).

5 –      EUT 2012, L 142, s. 1.

6 –      De faktiske omstændigheder er de samme som dem, Domstolen redegjorde for i VB I-dommen.

7 –      Jf. dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 25 og 36).

8 –      Jf. anden, fjerde og tiende betragtning til direktiv 2016/343 og eksempelvis dom af 22.12.2017, Ardic (C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026), om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod en person, der endeligt er idømt en frihedsstraf under en retssag, der fandt sted, uden at den berørte selv var til stede.

9 –      Jf. eksempelvis den verserende Khuzdar-sag (C-95/24).

10 –      35. betragtning til direktiv 2016/343 præciserer således, at de mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen ikke er absolut, og at mistænkte og tiltalte på visse betingelser udtrykkeligt eller stiltiende, men dog utvetydigt, bør have mulighed for at give afkald på denne ret (jf. dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 26), som handler om, i hvilket omfang en flygtet person kan have ret til en fornyet prøvelse).

11 –      Hvad angår fortolkningen af artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 jf. mit forslag til afgørelse Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:26).

12 –      Min fremhævelse.

13 –      Min fremhævelse.

14 –      Min fremhævelse.

15 –      Jf. punkt 40 i begrundelsen til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (COM(2013) 821 final) samt 23. betragtning hertil, hvori det præciseres, at »[u]nder visse nærmere definerede betingelser, der sikrer en effektiv overholdelse af retten til en retfærdig rettergang, bør det være muligt at gennemføre en retssag, hvorved det afgøres, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig eller ikke-skyldig, uagtet at den pågældende ikke er til stede«.

16 –      Jf. 33. betragtning til direktiv 2016/343.

17 –      I denne sammenhæng har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i øvrigt fastslået, at det er af afgørende betydning, at den tiltalte er til stede under retssagen, både fordi den pågældende har ret til at blive hørt, og fordi det er nødvendigt at efterprøve rigtigheden af, hvad vedkommende anfører, og sammenholde det med, hvad der fremføres af den forurettede, hvis interesser ligeledes skal beskyttes, og af vidner (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.5.2000, Van Pelt mod Frankrig, CE:ECHR:2000:0523JUD003107096, § 66).

18 –      Jf. dom af 13.2.2020, Spetsializirana prokuratura (Retsmøde afholdt, uden at tiltalte er til stede) (C-688/18, EU:C:2020:94, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), og af 15.9.2022, HN (Sag mod en tiltalt, der er udsendt fra området) (C-420/20, EU:C:2022:679, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

19 –      Jf. dom af 30.3.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Suspension af fristen for overførsel ved appel) (C-556/21, EU:C:2023:272, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

20 –      Herefter »chartret«.

21 –      Undertegnet i Rom den 4.11.1950, herefter »EMRK«.

22 –      Tilsvarende har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at EMRK giver de kontraherende stater en stor frihed til at vælge de midler, der er egnede til at gøre det muligt for deres retssystemer at opfylde kravene i konventionens artikel 6, dog på betingelse af, at ressourcerne i national ret er effektive, hvis den anklagede hverken har givet afkald på at give møde og forsvare sig eller har haft til hensigt at undslippe retssystemet (jf. eksempelvis Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.6.2001, Medenica mod Schweiz, CE:ECHR:2001:0614JUD002049192, § 55).

23 –      Jf. dom af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl. (C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

24 –      Jf. dom af 17.7.2014, Sánchez Morcillo og Abril García (C-169/14, EU:C:2014:2099, præmis 49).

25 –      Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er af den opfattelse, at enhver tiltalts ret til faktisk at lade sit forsvar varetage af en advokat, som i givet fald beskikkes, hører til de grundlæggende led i en retfærdig rettergang, og at en tiltalt ikke mister retten hertil, alene fordi han ikke personligt deltager i retsforhandlingerne. Den har fundet, at det er af afgørende betydning for bevarelsen af et retfærdigt straffesystem, at tiltalte ikke sanktioneres for ikke at give møde ved at fravige retten til at benytte en forsvarer, og at tiltalte gives et passende forsvar i både første instans og under appelsagen (Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.1.1999, Van Geyseghem mod Belgien, CE:ECHR:1999:0121JUD002610395, § 34, af 13.2.2001, Krombach mod Frankrig, CE:ECHR:2001:0213JUD002973196, § 89, og af 1.3.2006, Sejdovic mod Italien, CE:ECHR:2006:0301JUD005658100, § 91).

26 –      I overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis skal der tages hensyn til de særlige forhold ved og arten af den omhandlede procedure, dens betydning for hele retssagen, den måde, hvorpå den berørte persons interesser er blevet fremstillet, og den måde, hvorpå de skal beskyttes, henset til det spørgsmål, som skal afgøres, og dets betydning for den pågældende (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 25.3.1998, Belziuk mod Polen, CE:ECHR:1998:0325JUD002310393, § 37 og den deri nævnte retspraksis).

27 –      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at fristen for at iværksætte et retsmiddel til prøvelse af en domfældelse, der har fundet sted, uden at den pågældende var til stede, i henhold til bulgarsk lovgivning kun er 15 dage og løber uden afbrydelse fra datoen for denne domfældelse, selv om den tiltalte ikke har kunnet få kendskab til den nævnte domfældelse.

28 –      Det fremgår hverken af fremstillingen af de nationale retsforskrifter eller af forelæggelsesafgørelsen, om en person, der er blevet dømt uden at være til stede, kan lade sig repræsentere af en advokat.

29 –      Jf. dom af 19.5.2022, Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 37).

30 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.12.1989, Kamasinski mod Østrig (CE:ECHR:1989:1219JUD000978382, § 74).

31 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.11.1993, Poitrimol mod Frankrig (CE:ECHR:1993:1123JUD001403288, § 35).

32 –      EU-lovgiver har nemlig i 11., 13., 27., 45., 47. og 48. betragtning til direktiv 2016/343 klart givet udtryk for sin vilje til at styrke og garantere en effektiv anvendelse af retten til retfærdig rettergang i forbindelse med straffesager ved i EU-retten at indarbejde den retspraksis, som Menneskerettighedsdomstolen har udviklet med hensyn til overholdelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1 (jf. i denne henseende dom af 13.2.2020, Spetsializirana prokuratura (Retsmøde afholdt, uden at den tiltalte er til stede), C-688/18, EU:C:2020:94, præmis 34 og 35).

33 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.2.2001, Krombach mod Frankrig (CE:ECHR:2001:0213JUD002973196, §§ 84 og 90), vedrørende artikel 630 i den franske strafferetsplejelov, som fastsatte et absolut forbud for den, der havde fået en udeblivelsesdom, mod at lade sig repræsentere af en advokat, hvilket forbud cour d’assises (nævningeret), der afsagde udeblivelsesdommen, ikke havde mulighed for at fravige.

34 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.2.2015, Sanader mod Kroatien (CE:ECHR:2015:0212JUD006640812, §§ 80 ff.).

35 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.2.2001, Krombach mod Frankrig (CE:ECHR:2001:0213JUD002973196, § 87).

36 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.12.1999, Khalfaoui mod Frankrig (CE:ECHR:1999:1214JUD003479197, § 44), herefter »dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig«.

37 –      Jf. dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig, § 49.

38 –      Dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig (§ 47).

39 –      Dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig (§ 40).

40 –      Dommen i sagen Khalfaoui mod Frankrig (§ 40).

41 –      Jf. for en overordnet forståelse af sammenhængen mellem direktiv 2016/343, 2012/13 og 2010/64 generaladvokat Pikamäes forslag til afgørelse IS (Ulovlig forelæggelseskendelse) (C-564/19, EU:C:2021:292, punkt 60).

42 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20.10.2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (EUT 2010, L 280, s. 26).

43 –      Jf. i denne henseende 10. og 14. betragtning til direktiv 2012/13 samt dom af 13.6.2019, Moro (C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 34).

44 –      Dom af 13.6.2019, Moro (C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

45 –      C-216/14, EU:C:2015:686.

46 –      Jf. dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 61).

47 –      Jf. dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 20).

48 –      Denne artikel lyder som følger: »Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

49 –      Jf. dom af 13.6.2019, Moro (C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

50 –      Dom af 13.6.2019, Moro (C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

51 –      Jf. den sag, der gav anledning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse om formaliteten af 30.1.2007, Pala mod Frankrig (CE:ECHR:2007:0130DEC003338704), i hvilken den person, der var blevet dømt uden at være til stede, ved anbefalet brev blev underrettet om, at udeblivelsesdommen om domfældelse var blevet afleveret på rådhuset.

52 –      EFT 2002, L 190, s. 1.

53 –      EUT 2009, L 81, s. 24.

54 –      Det fremgår udtrykkeligt af 25. betragtning til direktiv 2012/13, at når der formidles information til mistænkte eller tiltalte i medfør af dette direktiv, bør der om nødvendigt ydes disse personer oversættelses- eller tolkebistand til et sprog, som de forstår, i overensstemmelse med de i direktiv 2010/64 anførte standarder. I henhold til dette direktivs artikel 3 kræver EU-lovgiver i det tilfælde, hvor den pågældende ikke forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, at medlemsstaten inden for en rimelig frist tilvejebringer en skriftlig oversættelse af denne afgørelse, som er af god kvalitet. Kun undtagelsesvis kan sidstnævnte tilvejebringe en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag af dette dokument, dog på betingelse af, at sådanne formaliteter ikke er til skade for en retfærdig rettergang.

55 –      VB I-dommen (præmis 30).

56 –      Jf. VB I-dommen (præmis 27).

57 –      Jf. VB I-dommen (præmis 28).

58 –      Min fremhævelse.

59 –      Hvad angår den praktiske og effektive gennemførelse af denne pligt fremgår det af 38. betragtning til dette direktiv, at den kan opnås »med forskellige midler, [...] såsom passende uddannelse af de kompetente myndigheder eller ved en meddelelse om rettigheder i et enkelt og ikke-teknisk sprog, så den let kan forstås af en lægmand uden kendskab til strafferetspleje«.

60 –      Ifølge rapporten fra 2016 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), »Rights of Suspected and Accused Persons across the EU: Translation, Interpretation and Information«, har 26 medlemsstater udarbejdet en meddelelse om rettigheder, hvoraf de 23 har en ensartet meddelelse om rettigheder, som udleveres af politimyndighederne på tidspunktet for pågribelsen af den tiltalte (punkt 3.3, »Letter of Rights«, s. 69 ff.).

61 –      C-569/20, EU:C:2022:401, præmis 59.

62 –      Forslag til afgørelse Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:26).

63 –      Jf. mit forslag til afgørelse Spetsializirana prokuratura (Sag mod en tiltalt på flugt) (C-569/20, EU:C:2022:26, punkt 43). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kræver således i overensstemmelse med fast praksis, at en person, der er dømt in absentia, efterfølgende skal kunne modtage en ny dom fra retten, efter at den pågældende er blevet hørt om såvel det faktiske som det retlige grundlag for anklagen, medmindre det med fuld sikkerhed kan fastslås, at den pågældende har afstået fra sin ret til at møde frem og forsvare sig, eller at han har haft til hensigt at undslippe retssystemet (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 1.3.2006, Sejdovic mod Italien, CE:ECHR:2006:0301JUD005658100, § 82). Jf. eksempelvis Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.6.2001, Medenica mod Schweiz (CE:ECHR:2001:0614JUD002049192, § 55).

64 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.2.1985, Colozza mod Italien (CE:ECHR:1985:0212JUD000902480, §§ 31 og 32).

65 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.6.2001, Medenica mod Schweiz (CE:ECHR:2001:0614JUD002049192, § 55). Jf. ligeledes Menneskerettighedsdomstolens dom af 12.2.1985, Colozza mod Italien (CE:ECHR:1985:0212JUD000902480, § 30).