Language of document :

Sag anlagt den 12. august 2011 - BT Telecommunications mod Rådet

(Sag T-440/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: BT Telecommunications PUE (Minsk, Belarus) (ved advokaterne V. Vaitkute Pavan, A. Smaliukas og E. Matulionyte)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets forordning (EU) nr. 588/2011 af 20. juni 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 765/2006 om indførelse af restriktive foranstaltninger over for præsident Lukashenko og visse embedsmænd i Belarus (EUT L 161, s. 1) annulleres for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådets afgørelse 2011/357/FUSP af 20. juni 2011 om ændring af afgørelse 2010/639/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse embedsmænd i Belarus (EUT L 161, s. 25) annulleres for som vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

1.    Første anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat sin forpligtelse til at angive en tilstrækkelig begrundelse for at optage sagsøgeren på listen over de personer, som de restriktive foranstaltninger finder anvendelse på.

2.    Andet anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang, der er fastlagt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, idet

sagsøgte på intet tidspunkt har angivet en detaljeret begrundelse for at optage sagsøgeren på listen over personer, som er undergivet de restriktive foranstaltninger, og

sagsøgte ikke har givet sagsøgeren mulighed for effektivt at udøve sin ret til forsvar, navnlig retten til at blive hørt og retten til adgang til en procedure, der gør det muligt effektivt at anmode om sletning fra listen over personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

3.    Tredje anbringende om, at sagsøgte anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved i forbindelse med de anfægtede foranstaltninger at lægge til grund, at sagsøgeren har en tilknytning til Lukashenkos regime og yder støtte til dette regime, eller at sagsøgeren medvirker til overtrædelser af de internationale valgstandarder og overgreb mod civilsamfundet og den demokratiske opposition eller indførsel til Belarus af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse.

4.    Fjerde anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat ejendomsretten, der er sikret i artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på en ubegrundet og uforholdsmæssig måde uden tungtvejende beviser.

5.    Femte anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at pålægge en uforholdsmæssig begrænsning af sagsøgerens grundlæggende rettigheder uden at give de fornødne processuelle garantier og fremlægge tungtvejende beviser.

____________