DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
17. november 2011 (*)
»EF-toldkodeksen – artikel 202, stk. 3, andet led – toldskylds opståen ved ikke forskriftsmæssig indførsel af varer – begrebet »skyldner« – deltagelse i den ikke forskriftsmæssige indførsel – person, der handler som formidler ved indgåelsen af købsaftaler om varer, der indføres på ikke forskriftsmæssig måde«
I sag C-454/10,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) ved afgørelse af 3. september 2010, indgået til Domstolen den 17. september 2010, i sagen:
Oliver Jestel
mod
Hauptzollamt Aachen,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues, og dommerne U. Lõhmus (refererende dommer), A. Rosas, A. Ó Caoimh og A. Arabadjiev,
generaladvokat: P. Cruz Villalón
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den tjekkiske regering ved M. Smolek og K. Havlíčková, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og L. Bouyon, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. juli 2011,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 202, stk. 3, andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«).
2 Anmodningen er blevet forelagt under en sag mellem Oliver Jestel og Hauptzollamt Aachen (toldkontoret i Aachen, herefter »Hauptzollamt«) vedrørende betaling af en toldskyld, der er opstået ved ikke forskriftsmæssige indførsel af en vare i den Europæiske Unions toldområde.
Retsforskrifter
3 Toldkodeksens artikel 202 bestemmer:
»1. Toldskyld ved indførsel opstår,
a) når en importafgiftspligtig vare føres ind i Fællesskabets toldområde på ikke forskriftsmæssig måde
[…]
Ved anvendelse af denne artikel forstås ved »indførsel på ikke forskriftsmæssig måde« enhver indførsel i strid med artikel 38 til 41 og med artikel 177, andet led.
2. Toldskylden opstår på det tidspunkt, hvor varen føres ind på ikke forskriftsmæssig måde.
3. Debitorer er:
– den person, der på ikke forskriftsmæssig måde har ført den pågældende vare ind i Fællesskabets toldområde
– de personer, der har medvirket til denne indførsel, og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det foregik på ikke forskriftsmæssig måde
– samt de personer, der har erhvervet eller opbevaret den pågældende vare, og som på det tidspunkt, hvor de erhvervede eller modtog varen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at det drejede sig om en vare, der var ført ind på ikke forskriftmæssig måde.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
4 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at Oliver Jestel i perioden fra april 2004 til maj 2006 bortauktionerede varer med oprindelse i Kina over internetplatformen eBay, hvor han drev to internetbutikker. Han handlede som mellemmand ved indgåelsen af købsaftaler om disse varer og modtog betaling for salget. Den kinesiske leverandør fastsatte varernes pris og garanterede deres levering. Det var således denne sidstnævnte, der sendte varerne direkte til de købere, der var etablerede i Tyskland, med posten.
5 De i hovedsagen omhandlede varer blev leveret til disse købere uden at være blevet frembudt for toldvæsenet, og uden at importafgiften blev opkrævet, øjensynligt fordi leverandøren havde givet fejlagtige oplysninger om indholdet og værdien af forsendelserne.
6 Hauptzollamt tilsendte Oliver Jestel en afgiftsansættelse på ca. 10 000 EUR for toldafgifter og ca. 21 000 EUR for merværdiafgift ved indførsel. Hauptzollamt gjorde bl.a. gældende, at Oliver Jestel havde medvirket til ikke forskriftsmæssig indførsel af varer på Unionens toldområde som omhandlet i toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led. Den administrative klage over denne meddelelse blev ikke taget til følge.
7 Finanzgericht Düsseldorf forkastede Oliver Jestels søgsmål, anlagt til prøvelse af Hauptzollamts afgørelse. Det fremgår af sagsakterne, at denne ret for det første fandt, at indførslen af de omhandlede varer var ikke forskriftsmæssig som omhandlet i toldkodeksens artikel 202, idet den blev gennemført i strid med visse bestemmelser i kodeksens artikel 38-41, og idet fritagelsen for forpligtelsen til toldbehandling for postforsendelser ikke fandt anvendelse på disse varer, fordi deres faktiske værdi oversteg det fastsatte loft på 22 EUR. For det andet var Oliver Jestel i henhold til bl.a. kodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, debitor for denne toldskyld.
8 Den forelæggende ret, som behandler »revisionsanken« til prøvelse af denne dom, har anført, at ifølge Oliver Jestel udgør indgåelsen af købsaftalerne på eBay og formidlingen af købernes navn og adresse til den kinesiske leverandør, hvilke transaktioner tidsmæssigt fandt sted længe før postbefordringen af disse varer og kun vedrørte den dermed forbundne transaktion, ikke medvirken til den ikke forskriftsmæssige indførsel af varerne som omhandlet i toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led.
9 Den forelæggende ret har bemærket, at spørgsmålet om, hvorvidt Oliver Jestel regnede med, at de omhandlede indførsler var ikke forskriftsmæssige, eller om han – som han påstår – har troet på, at de blev foretaget forskriftsmæssigt på trods af en vis tvivl, som han øjensynlig nærede desangående, endnu ikke er endegyldigt afklaret. Den forelæggende ret anser det imidlertid for tvivlsomt, om en person under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede bliver debitor for en toldskyld i henhold til denne bestemmelse, selv når den pågældende tager den mulighed i betragtning, eller bestemt regner med, at sælgeren vil indføre de omhandlede varer på Unionens toldområde på ikke forskriftsmæssig måde.
10 På baggrund heraf har Bundesfinanzhof besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
»1) Bliver en person, der uden at medvirke direkte ved indførslen af en vare i den Europæiske Unions toldområde, i henhold til artikel 202, stk. 3, andet led, i [toldkodeksen], debitor [for toldskylden] grundet »medvirken« til indførsel på ikke forskriftsmæssig måde, når den pågældende formidler indgåelsen af købsaftaler om de omhandlede varer og derved tager i betragtning, at sælgeren muligvis unddrager importafgifter ved leveringen af varerne eller en del af varerne?
2) Er det i givet fald tilstrækkeligt, at denne person anser dette for muligt, eller bliver personen kun debitor, hvis denne bestemt forventer, at dette vil ske?«
Om de præjudicielle spørgsmål
11 Den forelæggende ret ønsker med disse spørgsmål, der behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, skal fortolkes således, at en person, der, uden at medvirke direkte ved indførslen, har fungeret som formidler ved indgåelsen af købsaftaler vedrørende varer, skal anses for at have deltaget i den ikke forskriftsmæssige indførsel af disse varer på Unionens toldområde. I bekræftende fald ønsker denne ret oplyst, om en sådan person kun bliver debitor for toldskylden fra denne transaktion, hvis den pågældende forventer, at indførslen sker ikke forskriftsmæssigt, eller om det er tilstrækkeligt til at karakterisere denne som debitor, at personen blot anser en ikke forskriftsmæssig indførelse for mulig.
12 Det bemærkes indledningsvis, at EU-lovgiver siden ikrafttrædelsen af toldkodeksen har villet fastsætte udtømmende betingelser for fastlæggelse af, hvilke personer der er debitorer for toldskylden (dom af 23.9.2004, sag C-414/02, Spedition Ulustrans, Sml. I, s. 8633, præmis 39, af 3.3.2005, sag C-195/03, Papismedov m.fl., Sml. I, s. 1667, præmis 38, og af 15.9.2005, sag C-140/04, United Antwerp Maritime Agencies og Seaport Terminals, Sml. I, s. 8245, præmis 30). For det tilfælde, hvor en toldskyld opstår ved indførslen af en vare i Unionens toldområde på ikke forskriftsmæssig måde som omhandlet i kodeksens artikel 202, er de personer, der vil kunne være debitorer, opregnet i denne artikels stk. 3.
13 Ifølge Domstolens praksis fremgår det af ordlyden af dette stykke, at EU-lovgiver har villet give en bred definition af de personer, der kan anerkendes som debitorer for toldskylden i tilfælde af en ikke forskriftsmæssig indførsel af en importafgiftspligtig vare (jf. Spedition Ulustrans-dommen, præmis 25, og dommen i sagen Papismedov m.fl., præmis 38).
14 Det må derefter konstateres, at en person som Oliver Jestel i det omfang, hans virksomhed er begrænset til at deltage ved indgåelsen af købsaftaler for varerne, modtage betaling for salget og meddele købernes navne og adresser til leverandøren af disse varer, ikke vil kunne blive debitor for denne toldskyld i henhold til første og tredje led i stk. 3. Disse led vedrører således henholdsvis den person, som faktisk har indført varerne uden at frembyde dem (jf. dom af 4.3.2004, forenede sager C-238/02 og C-246/02, Viluckas og Jonusas, Sml. I, s. 2141, præmis 29, og dommen i sagen Papismedov m.fl., præmis 39), og de personer, der har erhvervet eller opbevaret varerne efter deres indførsel.
15 I henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, er personer, der har medvirket til en ikke forskriftsmæssig indførsel af varer på Unionens område, og som vidste eller med rimelighed burde have vidst, at denne indførsel var ikke forskriftsmæssig, debitorer for toldskylden. Det følger deraf, at kvalifikationen som debitor i henhold til denne bestemmelse forudsætter, at to betingelser er opfyldt, hvoraf den første er af objektiv karakter, nemlig deltagelse ved indførslen, og den anden er af subjektiv karakter, nemlig at vedkommende bevidst har deltaget i transaktioner med henblik på ikke forskriftsmæssig indførsel (jf. i denne retning dommen i sagen Papismedov m.fl., præmis 40).
16 Hvad for det første angår den i bestemmelsen anførte objektive betingelse har Domstolen fastslået, at de personer, der har medvirket til den ikke forskriftsmæssige indførsel af varer, er dem, der på nogen måde har deltaget i indførslen (Spedition Ulustrans-dommen, præmis 27).
17 I denne henseende har lovgiver, således som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, ikke præciseret, at det kun er de personer, der direkte har medvirket til den ikke forskriftsmæssige indførsel, der er omfattet af denne bestemmelse. Der kan således ligeledes være tale om personer, som har medvirket ved handlinger, som er forbundet med denne indførsel.
18 Med hensyn til omstændighederne i hovedsagen bemærkes det, at såvel indgåelsen af de omhandlede købsaftaler som leveringen af de i disse aftaler omhandlede varer udgør dele af én enkelt transaktion, nemlig salget af disse varer. Derfor skal en person, såsom Oliver Jestel i hovedsagen, der uden at medvirke direkte ved den ikke forskriftsmæssige indførsel af varer på Unionens toldområde, har medvirket som formidler ved indgåelsen af købsaftaler om disse varer, anses for at have medvirket ved denne indførsel som omhandlet i toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led.
19 Hvad for det andet angår den i bestemmelsen anførte subjektive betingelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er påkrævet, for at denne betingelse er opfyldt, at de i denne bestemmelse omhandlede deltagere forventer, at indførslen er ikke forskriftsmæssig, eller om det er tilstrækkeligt, at de blot anser dette for muligt. Dette spørgsmål vedrører de særlige omstændigheder i hovedsagen, hvor den ikke forskriftsmæssige indførsel fandt sted efter den handling, der udgjorde deltagelsen.
20 Den subjektive betingelse i toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, bygger imidlertid på den omstændighed, at de personer, der har deltaget ved indførslen, vidste eller med rimelighed burde have vidst, at den var ikke forskriftsmæssig, hvilket indebærer, at de havde eller med rimelighed burde have haft kendskab til en eller flere uregelmæssigheder.
21 Da denne betingelse vedrører overvejelser af faktuel karakter, tilkommer det inden for rammerne af kompetencefordelingen mellem Unionens og de nationale retsinstanser den forelæggende ret at efterprøve, om den er opfyldt i hovedsagen (jf. i denne retning dommen i sagen Papismedov m.fl., præmis 41). Domstolen kan dog i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede den forelæggende ret i dens bedømmelse (jf. i denne retning dom af 10.9.2009, sag C-446/07, Severi, Sml. I, s. 8041, præmis 60, og af 11.11.2010, sag C-232/09, Danosa, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34).
22 Det bemærkes i denne henseende for det første, at den i toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, anvendte formulering »burde med rimelighed have vidst« henviser til en oplyst og omhyggelig erhvervsdrivendes adfærd.
23 For det andet påhviler det den forelæggende ret at foretage en samlet bedømmelse af omstændighederne i hovedsagen.
24 Det må således bl.a. tages i betragtning, at en person, der fungerer som formidler ved indgåelsen af købsaftaler, må vide, at levering af varer hidrørende fra et tredjeland til Unionen giver anledning til en pligt til at betale importafgift. Det er således et relevant spørgsmål, om formidleren har iværksat alle de tiltag, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sikre, at de omhandlede varer ikke indføres på ikke forskriftsmæssig vis, herunder om han har informeret leverandøren om dennes pligt til at toldangive varerne.
25 De informationer, der stod til formidlerens rådighed, eller som denne med rimelighed kunne have gjort sig bekendt med, særligt på grund af sine kontraktmæssige forpligtelser, bør også tages i betragtning. Det er i denne sammenhæng ligeledes vigtigt at vide, om den skyldige indførselsafgift var anført i købsaftalerne eller i andre dokumenter, som formidleren havde adgang til, hvilket kunne antyde, at varernes indførsel i Unionens område ville blive gennemført forskriftsmæssigt.
26 Derudover vil der kunne tages hensyn til den periode, hvorunder formidleren har leveret sine tjenesteydelser til sælgeren af de omhandlede varer. Hvis formidleren således har leveret sine ydelser over en længere periode, er det lidet sandsynligt, at han ikke har haft mulighed for at få kendskab til denne sælgers fremgangsmåde ved leveringen af varerne.
27 På baggrund af det ovenfor anførte skal de forelagte spørgsmål besvares med, at toldkodeksens artikel 202, stk. 3, andet led, skal fortolkes således, at en person, der uden at medvirke direkte ved indførslen har fungeret som formidler ved indgåelsen af købsaftaler vedrørende varer, der indføres i Unionens toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, skal anses for debitor for toldskylden vedrørende denne transaktion, hvis personen vidste eller med rimelighed burde have vidst, at denne indførsel var ikke forskriftsmæssig, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bedømme.
Sagens omkostninger
28 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 202, stk. 3, andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at en person, der uden at medvirke direkte ved indførslen har fungeret som formidler ved indgåelsen af købsaftaler vedrørende varer, der indføres i Den Europæiske Unions toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, skal anses for debitor for toldskylden vedrørende denne transaktion, hvis personen vidste eller med rimelighed burde have vidst, at denne indførsel var ikke forskriftsmæssig, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bedømme.
Underskrifter