Sag T-667/19
(offentliggørelse i uddrag)
Ferriere Nord SpA
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 9. november 2022
»Konkurrence – karteller – markedet for rundt armeringsstål – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 65 KS, efter EKSF-traktatens udløb, på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – fastsættelse af priser – begrænsning af og kontrol med produktionen og afsætningen – afgørelse truffet efter annullation af tidligere afgørelser – afholdelse af en ny mundtlig høring i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder – ret til forsvar – princippet om god forvaltningsskik – rimelig frist – begrundelsespligt – proportionalitet – princippet non bis in idem – ulovlighedsindsigelse – bevisbyrden for deltagelsen i kartellet – skærpende omstændigheder – recidiv – formildende omstændigheder – ligebehandling – fuld prøvelsesret«
1. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – hensyntagen til såvel begrundelsen som domskonklusionen – udstedelse af en ny retsakt på grundlag af de tidligere forberedende akter – lovlighed
(Art. 266, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 51-55, 106 og 107)
2. Konkurrence – administrativ procedure – det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål – høringspligt – væsentlig formforskrift – rækkevidde
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 14)
(jf. præmis 61, 169, 185 og 194)
3. Konkurrence – administrativ procedure – det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål – høringspligt – annullation af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – genåbning af proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden fastslås – ny høring af det rådgivende udvalg – upartiskhed hos repræsentanterne for de konkurrencemyndigheder, der er medlemmer af det rådgivende udvalg
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 14)
(jf. præmis 64-66 og 69-73)
4. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – høring af virksomhederne – ret til kollektiv høring af de virksomheder, der har modtaget klagepunktsmeddelelsen – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 14, stk. 6)
(jf. præmis 80-83)
5. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – høring af virksomhederne – annullation af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – genåbning af proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden fastslås – ny høring af virksomhederne – pligt til at invitere andre enheder, der ikke har udtrykt interesse i at deltage i denne ny høring – foreligger ikke – pligt til at offentliggøre en afgørelse om at organisere en ny høring – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 12 og art. 13, stk. 1, 2 og 3)
(jf. præmis 86-135)
6. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – genåbning af proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden fastslås – analyse af genåbningens forenelighed med princippet om overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid forud for denne genåbning – tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41)
(jf. præmis 159-161 og 199-223)
7. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelser – overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid – tilsidesættelse – følger – annullation af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse, som følge af en uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid – betingelse – indgreb i de berørte virksomheders ret til forsvar
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)
(jf. præmis 230, 231, 235-252, 256-263 og 266-271)
8. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om anvendelse af konkurrencereglerne – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse, og som er vedtaget efter, at en tidligere afgørelse med samme genstand er blevet annulleret – afgørelse, hvori angives ræsonnementet for at begrunde vedtagelsen af en ny afgørelse
(art. 101 TEUF og 102 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
(jf. præmis 275-296)
9. EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde – annullation af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – genåbning af proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden fastslås – vedtagelse af en ny afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – tilsidesættelse – foreligger ikke
(Art. 5, stk. 4, TEU)
(jf. præmis 317-323)
10. Konkurrence – administrativ procedure – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse, efter at en første afgørelse vedrørende samme virksomhed og samme overtrædelse er blevet annulleret – tilsidesættelse af princippet non bis in idem – foreligger ikke
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)
(jf. præmis 326-342)
11. Konkurrence – administrativ procedure – forældelse med hensyn til pålæggelsen af økonomiske sanktioner – regler for, hvornår forældelsesfristen afbrydes eller sættes i bero – EU-lovgivers skønsbeføjelse – ingen regler om en absolut maksimal forældelsesfrist – lovlighed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 25, stk. 3 og 6)
(jf. præmis 351-367)
12. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves af de beviser, som Kommissionen har lagt til grund – en række indicier – domstolsprøvelse – rækkevidde – afgørelse, der giver anledning til tvivl hos Retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning
(Art. 65 KS)
(jf. præmis 374-377, 380, 381 og 445)
13. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – bevis ført ved et vist antal indicier og sammenfaldende omstændigheder, som beviser forekomsten og varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd – lovlighed
(Art. 65 KS)
(jf. præmis 378 og 379)
14. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – udveksling vil kunne fjerne tvivl om den påtænkte adfærd hos de pågældende virksomheder
(Art. 65, stk. 1, KS)
(jf. præmis 427-433)
15. Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – manglende bevis for deltagelsen i visse møder – ingen betydning
(Art. 65 KS)
(jf. præmis 434 og 435)
16. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – afgørelse støttet på bevismateriale, som er tilstrækkeligt til at påvise den anfægtede overtrædelse – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens
(Art. 65, stk. 1, KS)
(jf. præmis 436)
17. Karteller – aftaler mellem virksomheder – begreb – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omfattet – betingelse – manglende afstandtagen fra de trufne beslutninger – offentlig afstandtagen – bedømmelseskriterier
(Art. 65 KS)
(jf. præmis 449)
18. Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsende formål eller virkning – formodning – betingelser
(Art. 65, stk. 1, KS)
(jf. præmis 476-480)xx
19. Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – angivelse af de væsentligste faktiske og retlige faktorer, som kan medføre en bøde
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)
(jf. præmis 538-542)
20. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – tidsrummet mellem en overtrædelse og gentagelsestilfældet – manglende forældelsesfrist – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke – Kommissionens skøn – hensyntagen til den tid, der er forløbet fra en overtrædelse til gentagelsestilfældet – kriterier – domstolsprøvelse – rækkevidde
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)
(jf. præmis 553-559 og 569-578)
21. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke
(Art. 65, stk. 1, KS; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 584 og 585)
22. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – tilpasning af grundbeløb – skærpende omstændigheder – gentagelsestilfælde – størrelsen af forhøjelsen af bødens grundbeløb – Kommissionens skønsmargen – den tidligere overtrædelses grovhed og den rolle, som den virksomhed, der har gjort sig skyldig i et gentagelsestilfælde, har spillet – ikke relevant
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 28, første led)
(jf. præmis 589-594)
23. Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – angivelse af oplysninger om de hensyn, Kommissionen har taget i betragtning, og som har givet den grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og varighed – tilstrækkelig angivelse – Kommissionens pligt til at angive taloplysninger vedrørende bødeberegningen – foreligger ikke
(Art. 65, stk. 1, KS; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3)
(jf. præmis 597-603)
24. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – ligebehandlingsprincippet – hensyntagen til de forskelle og omstændigheder, der er karakteristiske for de pågældende virksomheder
(Art. 101 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)
(jf. præmis 612, 613 og 618)
25. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – omfang
(Art. 101 TEUF, 261 TEUF og 263 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
(jf. præmis 646-649)
Resumé
Retten tiltrådte, at Kommissionen havde pålagt fire virksomheder sanktioner i størrelsesordenen 2,2 til 5,1 mio. EUR for deres deltagelse i et kartel på markedet for rundt armeringsstål
Ved beslutning af 17. december 2002 fastslog Europa-Kommissionen, at otte virksomheder og en sammenslutning af virksomheder havde overtrådt artikel 65, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab ved fra december 1989 til juli 2000 at have deltaget i et kartel på det italienske marked for rundt armeringsstål, som havde til formål eller virkning at fastsætte priser og begrænse og kontrollere produktionen (herefter »den første afgørelse«) (1).
Retten annullerede denne afgørelse med den begrundelse, at det anvendte retsgrundlag, dvs. artikel 65, stk. 4 og 5, KS, ikke længere var gældende, da afgørelsen blev vedtaget, idet EKSF-traktaten var udløbet den 23. juli 2002 (2). Følgelig vedtog Kommissionen en ny afgørelse den 30. september og den 8. december 2009, hvorved den fastslog den samme overtrædelse, men i henhold til EF-traktaten og forordning (EF) nr. 1/2003 (3) (herefter »den anden afgørelse«) (4).
Denne anden afgørelse, som blev tiltrådt af Retten ved domme af 9. december 2014 (herefter »dommene af 9. december 2014«) (5), blev annulleret af Domstolen. Domstolen fastslog, at Retten havde begået en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til at organisere en ny mundtlig høring som led i den procedure, der førte til vedtagelsen af den anden afgørelse (6), idet undladelsen heraf udgjorde en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Domstolen fastslog således, at den første mundtlige høring, der var blevet organiseret med henblik på vedtagelsen af den første afgørelse, ikke opfyldte de proceduremæssige krav vedrørende vedtagelsen af en afgørelse i henhold til forordning nr. 1/2003, da medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ikke havde deltaget heri. Domstolen ophævede således dommene af 9. december 2014 i deres helhed.
Kommissionen organiserede – idet den genoptog proceduren på det trin, hvor den af Domstolen konstaterede uregelmæssighed var blevet begået – en ny mundtlig høring og fastslog ved afgørelse af 4. juli 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) (7) atter den overtrædelse, der havde været genstand for den anden afgørelse. Som følge af procedurens varighed blev alle de bøder, som var pålagt de virksomheder, der var adressater for afgørelsen, imidlertid nedsat med 50%.
Fire af de otte berørte virksomheder, dvs. Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA, Alfa Acciai SpA, Feralpi Holdings SpA og Ferriere Nord SpA (herefter »sagsøgerne«), anlagde sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, hvorved de var blevet pålagt sanktioner i størrelsesordenen 2,2 til 5,1 mio. EUR (8). Rettens Fjerde Udvidede Afdeling frifandt Kommissionen i samtlige sager og afklarede i denne forbindelse betingelserne for, at Kommissionen kan vedtage en afgørelse om pålæggelse af sanktioner næsten 30 år, efter at de faktiske omstændigheder, som overtrædelsen udgøres af, begyndte, uden at de interesserede parters rettigheder eller princippet om overholdelse af en rimelig frist tilsidesættes. Retten tog ligeledes stilling til lovligheden af ordningen for, at forældelsesfristen på området for pålæggelse af bøder udsættes eller stilles i bero, samt til betingelserne for hensyntagen til gentagelsestilfælde ved beregningen af bøderne.
Rettens bemærkninger
I sagerne T-655/19, T-656/19, T-657/19 og T-667/19 forkastede Retten anbringendet om uregelmæssigheder ved Kommissionens organisation af en ny mundtlig høring.
Idet Retten bemærkede, at annullationen af en retsakt, hvorved en administrativ procedure afsluttes, ikke påvirker alle trin forud for vedtagelsen heraf, men alene de trin, som påvirkes af de præmisser, som begrundede annullationen, fastslog den, at Kommissionen kunne genoptage proceduren fra den mundtlige høring.
I denne henseende forkastede Retten i første række sagsøgernes argumentation om, at upartiskheden hos repræsentanterne for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i det rådgivende udvalg ikke var sikret under en ny mundtlig høring, for så vidt som disse repræsentanter havde kendskab til Kommissionens første og anden afgørelse og til Rettens standpunkt i dommene af 9. december 2014.
I denne henseende bemærkede Retten, at når en retsakt annulleres, fjernes den fra retsordenen og anses for aldrig at have eksisteret. På samme måde fjernes Rettens domme fra retsordenen med tilbagevirkende kraft, når de ophæves efter en appel. Følgelig var såvel Kommissionens afgørelser som dommene af 9. december 2014 forsvundet fra Unionens retsorden med tilbagevirkende kraft, da det rådgivende udvalg afgav sin udtalelse. Eftersom kendskabet til Domstolens løsning i dommen om annullation indgår i forpligtelsen til at drage konsekvenserne af denne dom, kan det heller ikke heraf udledes, at de pågældende konkurrencemyndigheder ikke var upartiske.
I anden række forkastede Retten klagepunktet om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved at have undladt at invitere forskellige enheder, som havde spillet en vigtig rolle i oplysningen af sagen, til den mundtlige høring.
Hvad nærmere bestemt angår fraværet af enheder, der tidligere under proceduren havde givet afkald på at anfægte den første eller den anden afgørelse, som de var blevet tilsendt(9), fastslog Retten, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at udelukke disse enheder fra den nye mundtlige høring, idet nævnte afgørelse var blevet endelig i forhold til disse. Med hensyn til fraværet af en yderligere enhed, hvis ret til at deltage i den administrative procedure var blevet anerkendt i 2002, fastslog Retten, at Kommissionen med føje havde fastslået, at eftersom denne enhed havde deltaget i den første mundtlige høring, men ikke mødte op til den anden høring, der var organiseret i anledning af vedtagelsen af den første afgørelse, havde den fortabt sin interesse i atter at intervenere.
I tredje række forkastede Retten argumentationen om, at de ændringer, der som følge af den tid, der var gået, var indtrådt af identiteten på aktørerne og af markedets struktur, var til hinder for organisering af en ny mundtlig høring på tilsvarende vilkår som dem, der forelå i 2002. Retten fastslog, at Kommissionen havde foretaget en korrekt vurdering ved, henset til omstændighederne på tidspunktet for genoptagelsen af proceduren, at konkludere, at fortsættelsen heraf stadig var en passende løsning.
Anbringenderne om en tilsidesættelse af princippet om overtrædelse af en rimelig frist blev ligeledes forkastet. Sagsøgerne foreholdt Kommissionen, at den ikke have undersøgt, om vedtagelsen af den anfægtede afgørelse stadig var forenelig med princippet om overholdelse af en rimelig frist. Desuden anfægtede de varigheden af den procedure, der førte til vedtagelsen heraf.
I denne henseende fastslog Retten for det første, at Kommissionen, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, havde analyseret varigheden af den administrative procedure, de årsager, der kunne forklare procedurens varighed, og de følger, der skulle udledes heraf. Kommissionen havde således overholdt sin pligt til at tage hensyn til de krav, der følger af princippet om overholdelse af en rimelig frist, da den vurderede, om en forfølgning skulle indledes, og om der skulle vedtages en afgørelse i henhold til konkurrencereglerne.
For det andet bemærkede Retten med hensyn til procedurens varighed, at overskridelsen af en rimelig frist kun kan føre til, at en afgørelse annulleres, forudsat at denne varighed forekommer at have været urimelig, og at overskridelsen af en rimelig frist skal have hindret udøvelsen af retten til forsvar.
Henset til tvistens betydning for de berørte, sagens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd var varigheden af procedurens administrative faser ikke urimelig i den foreliggende sag. Den administrative procedures samlede varighed kunne desuden delvist tilskrives afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen og var knyttet til antallet af anlagte sager for Unionens retsinstanser om sagens forskellige aspekter. For så vidt som sagsøgerne under proceduren betragtet som helhed i hvert fald syv gange havde haft lejlighed til at give deres synspunkter til kende og fremføre argumenter, var deres ret til forsvar ikke blevet hindret.
Retten fastslog, at Kommissionen ligeledes havde opfyldt sin begrundelsespligt hvad angår hensyntagen til procedurens varighed. Kommissionen havde netop begrundet vedtagelsen af en ny afgørelse om konstatering af en overtrædelse og om pålæggelse af en bøde til de berørte virksomheder med formålet om, at disse virksomheder ikke måtte forblive ustraffede, og at de skulle afskrækkes fra at begå en lignende overtrædelse i fremtiden.
I sagerne T-657/19 og T-667/19 forkastede Retten ligeledes anbringenderne om en tilsidesættelse af princippet non bis in idem og de anbringender, der rejste tvivl om lovligheden af den ordning for at afbryde eller stille forældelsesfristen i bero, der er fastsat i artikel 25, stk. 3-6, i forordning nr. 1/2003.
Retten erindrede om, at princippet non bis in idem forbyder, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere afgørelse, der ikke længere kan anfægtes. Derimod er dette princip ikke til hinder for, at man atter forfølger samme konkurrencefordrejende adfærd, når en første afgørelse er blevet annulleret af formelle grunde, uden at der er blevet truffet afgørelse om realiteten med hensyn til de foreholdte omstændigheder, idet de sanktioner, der pålægges ved den nye afgørelse, ikke føjer sig til dem, der blev pålagt ved den annullerede afgørelse, men træder i stedet for disse.
I denne henseende bemærkede Retten, at både den første og den anden afgørelse blev annulleret, uden at der blev truffet nogen endelig afgørelse om realiteten. Selv om Retten i dommene af 9. december 2014 havde taget stilling til sagsøgernes anbringender vedrørende realiteten, havde Domstolen endvidere ophævet disse domme i deres helhed. I øvrigt var de sanktioner, som blev pålagt ved den anfægtede afgørelse, trådt i stedet for dem, der var blevet pålagt ved den anden afgørelse, som selv havde erstattet sanktionerne pålagt ved den første afgørelse. Retten konkluderede, at Kommissionen ikke havde tilsidesat princippet non bis in idem ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
Ved at fremsætte en ulovlighedsindsigelse i forhold til den gældende ordning for at afbryde eller stille forældelsesfristen i bero anfægtede sagsøgerne endvidere, at EU-lovgiver, ikke har fastsat en maksimal frist, efter udløbet af hvilken Kommissionens indgreb er udelukket, selv om den oprindelige forældelsesfrist eventuelt havde været afbrudt eller stillet i bero.
I henhold til artikel 25 i forordning nr. 1/2003 stilles forældelsesfristen på fem år på området for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder i bero, så længe sager om Kommissionens afgørelse verserer for Domstolen, i hvilket tilfælde fristen forlænges med den tid, hvor forældelsen har været stillet i bero. Retten bemærkede, at denne ordning skyldes, at EU-lovgiver forenede to særskilte formål, nemlig behovet for at sikre retssikkerheden og kravet om at sikre, at lovgivningen overholdes, idet overtrædelser af EU-retten forfølges, konstateres og sanktioneres. Ved at foretage denne afvejning overskred EU-lovgiver ikke de skønsbeføjelser, som den råder over i denne forbindelse.
Retten fastslog, at selv om forældelsesfristen stilles i bero, når der anlægges sager for Unionens retsinstanser, kræver denne mulighed imidlertid, at virksomhederne med henblik på gennemførelsen heraf selv foretager skridt. EU-lovgiver kan følgelig ikke foreholdes den omstændighed, at den afgørelse, der træffes ved afslutningen af en procedure, når de berørte virksomheder har anlagt flere sager, vedtages efter en vis frist. De borgere, der klager over en urimeligt lang procedure, kan i øvrigt anfægte denne varighed ved at anlægge sag med påstand om annullation af den afgørelse, der er vedtaget efter denne procedure, på betingelse af at overskridelsen af en rimelig frist har hindret udøvelsen af retten til forsvar. Når overskridelsen ikke har givet anledning til en tilsidesættelse af retten til forsvar, kan borgerne anlægge et erstatningssøgsmål for Unionens retsinstanser.
Inden for rammerne sagerne T-657/19 og T-667/19 fastslog Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret, at der ved fastlæggelsen af de bøder, som sagsøgerne blev pålagt, skulle tages hensyn til bødernes forringede afskrækkende virkning, eftersom der var forløbet næsten 20 år fra overtrædelsens ophør til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hvorved den med en ny begrundelse bekræftede behovet for at pålægge de nævnte sagsøgere en bøde. Den fastslog i denne henseende, at den nedsættelse på 50% af nævnte beløb, som Kommissionen havde indrømmet, var passende med henblik herpå.
I sag T-667/19 forkastede Retten endelig Ferriere Nord SpA’s anbringende om, at det var ulovligt at forhøje den pålagte bøde som følge af gentagelsestilfælde.
Hvad angår overholdelsen af Ferriere Nord SpA’s ret til forsvar bemærkede Retten, at når Kommissionen har til hensigt at tilregne en juridisk person ansvar for en overtrædelse af konkurrencereglerne, og over for denne som skærpende omstændighed vil gøre gældende, at der er tale om gentagelsestilfælde, skal den klagepunktsmeddelelse, som den sender til denne person, indeholde alle de oplysninger, som giver denne juridiske person mulighed for at forsvare sig, navnlig de oplysninger, der berettiger, at betingelserne for gentagelsestilfælde er opfyldt.
På baggrund af samtlige omstændigheder omkring sagen bemærkede Retten, at det var tilstrækkeligt forudsigeligt, at Kommissionen havde hensigt om som gentagelsestilfælde at tage hensyn til den afgørelse om pålæggelse af sanktioner, som Ferriere Nord SpA tidligere havde været adressat for. Dette selskab havde i øvrigt haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger herom under den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
Hvad angår klagepunkterne om tidsrummet mellem de to overtrædelser, der var taget i betragtning som gentagelsestilfælde, præciserede Retten, at selv om der ikke findes en forældelsesfrist for at konstatere et gentagelsestilfælde, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen for at overholde proportionalitetsprincippet ikke på ubestemt tid kan tage hensyn til en eller flere tidligere afgørelser, hvorved en virksomhed er blevet pålagt en sanktion. Henset til det korte tidsrum, der var forløbet mellem de to overtrædelser, nemlig tre år og otte måneder, havde Kommissionen med føje fundet, at der var grundlag for at forhøje bødens grundbeløb som følge af gentagelsestilfælde, henset til at Ferriere Nord SpA havde tilbøjelighed til at overtræde konkurrencereglerne, selv om undersøgelsen varede en vis tid.
På baggrund af det ovenstående blev Kommissionen frifundet i det hele.