FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. SHARPSTON
fremsat den 7. september 2017(1)
Sag C-158/16
Margarita Isabel Vega González
mod
Consejería de Hacienda y Sector Público del gobierno del Principado de Asturias
(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Contencioso-Administrativo No 1 de Oviedo (forvaltningsdomstol nr. 1, Oviedo, Spanien))
»Direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – betydningen af »ansættelsesvilkårene« – orlov til særlig tjeneste med henblik på at varetage offentligt embede – princippet om ikke-diskrimination«
1. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«) og er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF (2). Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Margarita Isabel Vega González og Consejería de Hacienda y Sector Público del gobierno del Principado de Asturias (det regionale ministerium med ansvar for finanser og den offentlige sektor i den selvstyrende region Asturien, Spanien). Tvisten drejer sig nærmere bestemt om, hvorvidt Margarita Isabel Vega González skal have ret til »orlov til særlig tjeneste« fra hendes stilling som midlertidigt ansat tjenestemand med et tidsbegrænset ansættelsesforhold med henblik på at bestride hvervet som valgt medlem af en lovgivende forsamling. Hvis hun havde været fastansat tjenestemand (i dette tilfælde ville hun have været en tjenestemand i en fast stilling i rammeaftalens forstand), ville hun have haft ret til orlov til særlig tjeneste i et sådant tilfælde.
2. Den forelæggende ret ønsker retningslinjer for anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og betydningen af udtrykket »ansættelsesvilkårene« i rammeaftalens § 4. I overensstemmelse med Domstolens anmodning skal jeg i dette forslag til afgørelse indskrænke mig til at undersøge fortolkningen af begrebet »ansættelsesvilkårene« i denne bestemmelse.
Retsgrundlag
EU-retten
Direktiv 1999/70
3. I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den […] rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.
4. Artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme nærværende direktiv [og skal] træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv. […]«
5. I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål »at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination« og »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
6. I henhold til rammeaftalens § 2 (»Anvendelsesområde«) finder denne anvendelse på »arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, der har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«.
7. I § 3, stk. 1, defineres »en person med tidsbegrænset ansættelse« som en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed. Udtrykket »en sammenlignelig fastansat« er i § 3, stk. 2, defineret som »en fastansat i samme virksomhed, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller indgår i et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og som udfører samme eller tilsvarende arbejde/beskæftigelse, idet der tages hensyn til kvalifikationer/færdigheder«.
8. § 4 fastsætter princippet om ikke-forskelsbehandling. I artiklen bestemmes følgende:
»1. Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.
[…]«
National lovgivning
9. Artikel 64, stk. 1, litra g), i Ley del Principado de Asturias 3/1985, de 26 de diciembre, de Ordenación de la Función Pública de la Administración del Principado de Asturias (den asturiske lov nr. 3/1985 om offentligt ansatte i Asturiens administration af 26. december 1985, herefter »lov nr. 3/1985«) fastsætter en ubetinget ret til »orlov til særlig tjeneste« for fastansatte tjenestemænd, som vælges til medlemmer af Junta General del Principado de Asturias (den selvstyrende region Asturiens regionale parlament). Orlov til særlig tjeneste bevilges ved at placere den pågældende tjenestemand i en særlig »tjenesteretlig stilling«. Denne stilling står kun til rådighed for fastansatte tjenestemænd (3).
10. Det synes at fremgå af forelæggelsesafgørelsen og af de sagsakter, som Domstolen har fået forelagt, at Ley del Estatuto básico del empleado público (den spanske lov om vedtægt for offentligt ansatte), som ikke direkte er omhandlet i denne sag, indeholder bestemmelser, der i det væsentlige ligner bestemmelserne i den regionale lovgivning, der finder anvendelse. Forelæggelsesafgørelsen indeholder ingen bemærkninger herom.
De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de forelagte spørgsmål
11. Margarita Isabel Vega González har gjort gældende, at hun har været ansat ved Asturiens administrative myndigheder i forskellige stillinger siden den 26. maj 1989. Mens den nationale ret ikke er fremkommet med nogen udtrykkelige bemærkninger herom, fremgår det klart af forelæggelsesafgørelsen, at hun blev udnævnt til »interina« (dvs. ikke-fastansat tjenestemand) den 15. april 2011 med henblik på at erstatte en fastansat tjenestemand, som gjorde midlertidig tjeneste i en anden stilling. Margarita Isabel Vega González tilhørte den højere kategori af administrativt ansatte.
12. Den 24. maj 2015 blev Margarita Isabel Vega González valgt til den selvstyrende region Asturiens regionale parlament. Den 13. juni 2015 ansøgte hun om orlov til særlig tjeneste eller, alternativt, personlig orlov fra sin stilling med henblik på at påbegynde sine funktioner. Hendes påstand under den efterfølgende sag synes afgrænset til et ønske om ret til at vende tilbage til sin stilling, når hendes hverv som offentligt valgt ophørte, hvis den stilling, som hun beklædte, på dette tidspunkt a) ikke var nedlagt og b) ikke var blevet besat med en fast tjenestemand.
13. Hendes ansøgning blev afslået ved afgørelse af 23. juni 2015 fra Dirección general de función pública (generaldirektoratet for den offentlige forvaltning). Hun ansøgte Consejería de Hacienda y Sector Público del gobierno del Principado de Asturias (det regionale ministerium med ansvar for finanser og den offentlige sektor i den selvstyrende region Asturien) om en fornyet prøvelse af denne oprindelige afgørelse, men denne myndighed afslog hendes ansøgning ved afgørelse af 22. oktober 2015. Hun har herefter anlagt sag ved den forelæggende ret med påstand om ændring af den sidstnævnte afgørelse.
14. Den forelæggende ret har forklaret, at en fastansat tjenestemand i henhold til spansk ret og i medfør af den gældende regionale lov i Asturien – som ikke tillægger arbejdsgiveren noget skøn i denne henseende – ville have haft ret til orlov til særlig tjeneste, hvis vedkommende var blevet valgt til det regionale parlament. Margarita Isabel Vega González var imidlertid ansat som ikke-fastansat tjenestemand, og den gældende lovgivning indeholdt ikke en sådan ret for personer i den kategori. Derfor blev hendes ansøgning om orlov afslået.
15. På denne baggrund har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal begrebet »ansættelsesvilkår«, der er omhandlet i § 4 i [rammeaftalen], fortolkes således, at det omfatter den retlige situation, hvor en arbejdstager i et tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er blevet valgt til et repræsentativt politisk hverv [som medlem af parlamentet], i lighed med en fastansat arbejdstager kan anmode om og opnå, at ansættelsesforholdet sættes i bero, med henblik på at vende tilbage til stillingen, når det pågældende parlamentariske hverv er udløbet?
2) Skal princippet om ikke-diskrimination, der er omhandlet i § 4 i [rammeaftalen], fortolkes således, at det er til hinder for en regional lovgivning såsom [artikel 59, stk. 2, i lov nr. 3/1985], der […] fuldstændigt udelukker midlertidigt ansatte tjenestemænd fra at opnå anerkendelse af en administrativ situation med særlige tjenester, når de bliver valgt til medlemmer af parlamentet, mens denne ret anerkendes for fastansatte tjenestemænd?«
16. Der er indgivet skriftlige indlæg af Margarita Isabel Vega González, den spanske regering og Kommissionen. Selv om den spanske regering har anmodet om en mundtlig forhandling, har Domstolen fundet, at de indlæg, som er indgivet under den skriftlige del af retsforhandlingerne, har givet den tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe en afgørelse, og har derfor i henhold til procesreglementets artikel 76, stk. 2, besluttet ikke at afholde nogen mundtlig forhandling.
Bedømmelse
17. Indledningsvis erindrer jeg om, at hovedsagen vedrører en ansøgning om orlov til særlig tjeneste fra en midlertidigt ansat ikke-fastansat tjenestemand, som i de seneste fire år havde beklædt en stilling som afløser for en fastansat tjenestemand, som gjorde midlertidig tjeneste i en anden stilling, og som havde ret til en sådan orlov. Ansøgningen var foranlediget af Margarita Isabel Vega González’ indvælgelse i den selvstyrende region Asturiens regionale parlament. Margarita Isabel Vega González har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at selv om hun teoretisk set kunne opfylde sine forpligtelser som demokratisk valgt repræsentant på halvtidsbasis, skal hun i praksis bruge hele dagen på at hellige sig sine nye funktioner, hvis hun skal udøve disse effektivt og fuldt ud deltage i arbejdet i den selvstyrende region Asturiens regionale parlament og dets forskellige underudvalg. Den spanske regering har i sit skriftlige indlæg ikke bestridt dette argument, og jeg anser det ifølge sagens natur for at være overbevisende. Jeg har derfor accepteret den forelæggende rets forslag om, at den eneste mulighed for Margarita Isabel Vega González (eller en anden person i hendes stilling) for at hellige sig sine funktioner på fuldtidsbasis, eftersom der ikke eksisterede nogen ret for en ikke-fastansat tjenestemand til at opnå orlov til særlig tjeneste, var at forlade sit job uden ret til at vende tilbage, når hendes valgmandat ophørte.
18. Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes dette kunne afholde sådanne ikke-fastansatte tjenestemænd fra at lade sig opstille til valg. Dette kunne til gengæld være til skade for den pågældende lovgivende myndigheds forskellighed og repræsentative karakter.
19. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om udtrykket »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, skal fortolkes således, at det omfatter en ret til orlov som den i hovedsagen omhandlede ret, når en fastansat har ret til orlov til særlig tjeneste med henblik på at udøve hvervet som valgt medlem af en myndighed, såsom den selvstyrende region Asturiens regionale parlament, og når en ansat i en tilsvarende stilling, der er i et tidsbegrænset ansættelsesforhold, ikke har denne ret. Jeg skal forsøge at forklare, hvorfor dette – i modsætning til den spanske regerings synspunkt – er tilfældet, på grundlag af såvel en ordlydsfortolkning som en formålsfortolkning af denne bestemmelse.
20. I henhold til fast retspraksis – hvilket den spanske regering ikke på nogen måde har bestridt – forholder det sig således, at ikke-fastansatte tjenestemænd i tidubegrænsede ansættelsesforhold, såsom Margarita Isabel Vega González, er omfattet af det personelle anvendelsesområde for direktiv 1999/70 og rammeaftalen (4).
21. Den forelæggende ret har oplyst, at »orlov til særlig tjeneste« (som den af Margarita Isabel Vega González ansøgte orlov) »bevirker, at ansættelsesforholdet afbrydes, idet den tjenesteretlige stilling og selve stillingen bevares, således at tjenestemanden, når de omstændigheder ophører, som gav anledning til orloven til særlig tjeneste (hvilket i det foreliggende tilfælde vil være det parlamentariske hvervs ophør), kan vende tilbage til sit arbejde for regeringen«. Den har tilføjet, at artikel 64, stk. 2, i lov nr. 3/1985 bestemmer, at »tjenestemænd på orlov til særlig tjeneste bevarer deres tjenesteretlige stilling og deres stilling, og den tid, der tilbringes på en sådan orlov, medregnes med henblik på beregningen af det treårige anciennitetsbaserede løntillæg og forfremmelse i lønklasse«. Det følger klart af denne beskrivelse, at en fastansat tjenestemand bevarer visse fordele fra det underliggende ansættelsesforhold, mens han eller hun er på orlov til særlig tjeneste. Disse fordele vedrører såvel selve ansættelsen (en garanteret stilling) som karriereudvikling og lønniveau.
22. Jeg tager udgangspunkt i den almindelige betydning af udtrykket »ansættelsesvilkårene«. Efter min opfattelse skal dette udtryk forstås som rettigheder og pligter, der definerer et ansættelsesforhold, dvs. de vilkår, hvorunder en person ansættes (5). Dette vil klart omfatte forhold som løn, arbejdstid, ret til ferie med eller uden løn osv.
23. Domstolen har allerede afklaret betydningen af »ansættelsesvilkårene« i den forstand, hvori dette udtryk er blevet anvendt i rammeaftalen i flere sager. Hovedparten af disse sager (men ikke alle) har omhandlet ansættelsesforholdets økonomiske aspekter. Domstolen har således fastslået, at bl.a. følgende er omfattet af begrebet »ansættelsesvilkårene«: godtgørelse, som en arbejdsgiver har pligt til at udbetale til en arbejdstager som følge af opsigelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt (6), opsigelsesvarsel ved opsigelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (7), erstatning, som en arbejdsgiver er forpligtet til at betale en arbejdstager som følge af en ulovlig tidsbegrænsning af den pågældendes ansættelseskontrakt (8), anciennitetstillæg (9), vilkår vedrørende løn og pension, der hidrører fra ansættelsesforholdet, bortset fra vilkår vedrørende pensioner, der følger af en lovbestemt social sikringsordning (10), halvering af arbejdstiden og den følgende lønnedgang (11) og retten til deltagelsen i vurderingsplanen for undervisere og det økonomiske incitament, der er knyttet dertil (12).
24. Hver af disse »vilkår« er efter min opfattelse karakteriseret ved, at de er en del af den specifikke pakke af rettigheder og pligter, som definerede det pågældende ansættelsesforhold i hver af disse sager. Det er endvidere klart, at de fordele, som en fast tjenestemand fortsat har, mens han er på orlov til særlig tjeneste, vedrører aspekter af ansættelsesforholdet, som Domstolen allerede har anerkendt som værende en del af »ansættelsesvilkårene« (13).
25. Jeg tilføjer, at de offentlige myndigheders afslag på at tildele orlov til særlig tjeneste under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder stillede Margarita Isabel Vega González i en situation, hvor hun ville blive nødt til at bringe sit ansættelsesforhold til ophør for at påbegynde og varetage sit demokratiske mandat i den selvstyrende region Asturiens regionale parlament på fuld tid. Domstolen har allerede anerkendt, at vilkår vedrørende opsigelsen af en tidsbegrænset kontrakt indgår i de »ansættelsesvilkår«, der er omfattet af rammeaftalens § 4, stk. 1 (14). Dette kan indirekte tale for argumentet om, at dette udtryk under sådanne omstændigheder også omfatter en ret til sådan en orlov.
26. Domstolen har gentagne gange fastslået, at »det afgørende kriterium ved vurderingen af, om en foranstaltning kan anses for et »ansættelsesvilkår« […] netop er kriteriet om ansættelse, dvs. arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og hans arbejdsgiver« (15). Med andre ord er vilkår, der er en del af ansættelsesforholdet, omfattet.
27. Rettigheder, der kan medføre, at visse elementer af ansættelsesforholdet, såsom retten til orlov af personlige grunde eller forældreorlov, suspenderes, skal efter min opfattelse også anses for omfattet af denne samme fortolkning af rammeaftalen. De indgår også i den pakke af rettigheder og forpligtelser, som definerer ansættelsesforholdet mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver. Under en orlov til særlig tjeneste er visse rettigheder og forpligtelser suspenderet (navnlig retten til at modtage løn og pligten til at udføre arbejde). Imidlertid fortsætter andre af den ansattes rettigheder.
28. Den spanske regering er uenig heri. Den har gjort gældende, at den foreliggende situation ikke vedrører »ansættelsesvilkår«, eftersom indrømmelse af en suspendering af ansættelsesforholdet ikke er en del af ansættelsesforholdet mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver. Den har fremhævet, at den suspendering, der er ansøgt om, følger af Margarita Isabel Vega González’ bevidste og ensidige beslutning om at deltage i det regionale valg og om at påbegynde hvervet som valgt medlem af den selvstyrende region Asturiens regionale parlament på fuldtidsbasis.
29. Jeg har svært ved at følge denne begrundelse.
30. Margarita Isabel Vega González søger om ret til at fortsætte ansættelsesforholdet på samme vilkår som – eller på vilkår, der så meget som muligt ligner – de vilkår, som en fastansat tjenestemand har ret til. Disse vilkår er klart omfattet af de rettigheder og forpligtelser, som definerer ansættelsesforholdet mellem den pågældende arbejdstager og arbejdsgiver, dvs. »ansættelsesvilkårene«. Det væsentlige er, at en fastansat tjenestemand, der befinder sig i lignende omstændigheder som Margarita Isabel Vega González, fortsat akkumulerer visse rettigheder, der følger af ansættelsesforholdet, og har ret til at genindtræde i tjenesten efter ophøret af den pågældendes valgperiode som valgt medlem af den pågældende lovgivende forsamling, mens dette ikke er tilfældet for en person med tidsbegrænset ansættelse (i dette tilfælde en ikke-fastansat tjenestemand), som udfører nøjagtigt det samme arbejde.
31. Den omstændighed, at Margarita Isabel Vega González’ behov for at ansøge om orlov til særlig tjeneste følger af hendes »bevidste og ensidige beslutning« om at opstille til et valgt hverv, er fuldstændig irrelevant. Den fremførte begrundelse svarer til at påstå, at eftersom en kvindelig arbejdstagers arbejdsgiver ikke (i hvert fald normalt) er involveret i hendes beslutning om at blive gravid, skal hun derfor ikke have mulighed for at blive tildelt barselsorlov. Det vil hurtigt stå klart, at sådant et argument (og konsekvensen heraf) er fuldstændig forfejlet.
32. Den i hovedsagen omhandlede ret til orlov til særlig tjeneste er klart en del af den pakke af rettigheder og forpligtelser, der definerer ansættelsesforholdet mellem tjenestemanden og hans arbejdsgiver. Den er derfor en del af »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalen og i direktivet.
33. Nægtes en sådan ret, som ubetinget står til rådighed for tjenestemænd, til disses ikke-fastansatte kolleger på det grundlag, at denne ret ikke er en del af en person med tidsbegrænset ansættelses »ansættelsesvilkår«, er dette ikke blot en tilsidesættelse af dette begrebs almindelige betydning. Det er også i direkte strid med formålet med rammeaftalen og direktivet.
34. Det følger af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dens ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (16).
35. Ifølge rammeaftalens § 1, litra a), har denne aftale bl.a. til formål at »forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination«. Dette formål skal forstås i sammenhæng med det formål, der er fastsat i artikel 151 TEUF, om at fremme beskæftigelsen og om forbedring af arbejdsvilkårene.
36. Domstolen har flere gange fastslået, at rammeaftalens § 4 har til formål at anvende princippet om ikke-diskrimination på personer med tidsbegrænset ansættelse med henblik på at forhindre en arbejdsgiver i at anvende sådanne ansættelsesforhold til at fratage disse ansatte rettigheder, som er anerkendte for fastansatte arbejdstagere, og at § 4 er udtryk for et »socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende« (17).
37. En fortolkning af udtrykket »ansættelsesvilkårene« i rammeaftalens § 4, stk. 1, som udelukker ret til orlov (såsom den i hovedsagen omhandlede ret til orlov til særlig tjeneste) fra dette udtryks anvendelsesområde, vil være i strid med formålet med direktiv 1999/70 og rammeaftalen, eftersom den vil tillade, at rettigheder, der indrømmes personer, som er ansat tidsubegrænset, fratages personer med tidsbegrænset ansættelse (18). Hvis ret til orlov skulle udelukkes fra anvendelsesområdet for princippet om ikke-diskrimination, vil dette uden tvivl nedsætte kvaliteten af tidsbegrænset arbejde frem for at forbedre denne.
38. Det følger heraf, at en afvisning af at indrømme en person med tidsbegrænset ansættelse en sådan ret er i strid med princippet om ikke-diskrimination i rammeaftalens § 4, hvis a) en fastansat tjenestemand, der har ret til en sådan orlov til særlig tjeneste, er en »sammenlignelig fastansat« i forhold til personen med tidsbegrænset ansættelse, og b) forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.
39. For så vidt angår disse forhold skal jeg indskrænke mig til at fremkomme med tre korte bemærkninger.
40. For det første har jeg i de sagsakter, der er forelagt Domstolen, ikke fundet antydning af, at det arbejde, der udføres af Margarita Isabel Vega González i hendes egenskab af ikke-fastansat tjenestemand (med mindst fire års uafbrudt tjeneste) (19), er væsentligt forskelligt fra det arbejde, der udføres af den fastansatte tjenestemand, som hun afløser. Mens det i sidste ende tilkommer den nationale ret at fastlægge de faktiske omstændigheder, forekommer det rimeligt sandsynligt, at Margarita Isabel Vega González formentligt vil blive sammenlignet med hendes fastansatte tjenestemandskollega i denne henseende.
41. For det andet har Domstolen ikke fået forelagt nogen sagsakter, som i tilstrækkelig grad begrunder den klare forskelsbehandling. Den spanske regering har nærmere bestemt gjort gældende, at ret til orlov er uløseligt forbundet med fastansatte tjenestemænds karriereforløb. Efter min opfattelse kan en sådan ret imidlertid objektivt set være fordelagtig for såvel fastansatte som ikke-fastansatte tjenestemænd.
42. Endelig erindres om, at Margarita Isabel Vega González ikke ansøgte om en ubetinget garanti for, at hun ville blive genansat efter udløbet af hendes mandat i den selvstyrende regions Asturiens regionale parlament. Derimod ansøgte hun om ret til at vende tilbage til sin stilling, hvis den stilling, hun havde beklædt, på dette tidspunkt a) ikke var blevet nedlagt og b) ikke var blevet beklædt med en fastansat tjenestemand. Dette forekommer mig, i det mindste umiddelbart, at være en ansøgning, der tager forholdsmæssigt hensyn til de egentlige forskelle, som formentlig kan antages at eksistere mellem fastansatte og ikke-fastansatte tjenestemænd, henset til retten til at genindtræde i den offentlige administration efter en periode med tjeneste som valgt demokratisk repræsentant. Førstnævntes ret til at genoptage aktiv tjeneste er ubetinget, mens sidstnævntes pr. definition ikke er.
Forslag til afgørelse
43. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer den forelæggende rets første spørgsmål således:
»Udtrykket »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i § 4, stk. 1, i den rammeaftale, der er bilagt Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at det omfatter en ret til orlov som den i hovedsagen omhandlede ret, når en fastansat tjenestemand har ret til at tage orlov til særlig tjeneste med henblik på at varetage et hverv som valgt medlem af et regionalt parlament, og en ansat i en tilsvarende situation, der er i et tidsbegrænset ansættelsesforhold, ikke har denne ret.«