Sag C-158/16
Margarita Isabel Vega González
mod
Consejería de Hacienda y Sector Público del gobierno del Principado de Asturias
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo n. 1 de Oviedo)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 4 – princippet om ikke-diskrimination – begrebet »ansættelsesvilkårene« – den tjenesteretlige stilling »orlov til særlig tjeneste« – national lovgivning, som kun fastsætter tildeling af orlov til særlig tjeneste i tilfælde af valg til offentlige hverv til tjenestemænd og ikke til ikke-fastansatte tjenestemænd«
Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 20. december 2017
1. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – ansættelsesvilkår – begreb – ret for en arbejdstager, som er blevet valgt til et parlamentarisk hverv, til at få orlov til særlig tjeneste – suspension af ansættelsesforholdet, således at denne arbejdstager bevarer stillingen og sikrer sin ret til forfremmelse, indtil udløbet af hans parlamentariske hverv – omfattet
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4, stk. 1)
2. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – forbud mod forskelsbehandling af arbejdstagere i tidsbegrænset ansættelse – national lovgivning, som fuldstændigt udelukker, at en arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse med henblik på at udøve et politisk hverv tildeles en orlov til særlig tjeneste, i henhold til hvilken ansættelsesforholdet suspenderes indtil denne arbejdstagers tilbagevenden efter ophøret af det nævnte hverv – ikke tilladt – berettigelse – foreligger ikke
(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4)
1. § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er indeholdt som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »ansættelsesvilkårene« omfatter en ret for en arbejdstager, som er blevet valgt til et parlamentarisk hverv, til at få orlov til særlig tjeneste som fastsat i den nationale lovgivning, i henhold til hvilken ansættelsesforholdet suspenderes, således at denne arbejdstagers bevarelse af stillingen og hans ret til forfremmelse sikres indtil udløbet af hans parlamentariske hverv.
Hvad angår begrebet »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalens § 4 har Domstolen allerede fastslået, at det afgørende kriterium ved vurdering af, om en foranstaltning kan anses for et »ansættelsesvilkår«, er kriteriet om ansættelse, dvs. arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og hans arbejdsgiver (dom af 12.12.2013, Carratù, C-361/12, EU:C:2013:830, præmis 35, af 13.3.2014, Nierodzik, C-38/13, EU:C:2014:152, præmis 25, og af 14.9.2016, de Diego Porras, C-596/14, EU:C:2016:683, præmis 26, og kendelse af 9.2.2017, Rodrigo Sanz, C-443/16, EU:C:2017:109, præmis 32).
Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 22 i forslaget til afgørelse, skal udtrykket »ansættelsesvilkårene« således forstås som rettigheder og pligter, der definerer et ansættelsesforhold, idet dette omfatter såvel de vilkår, hvorunder en person ansættes, som de vilkår, der vedrører dette ansættelsesforholds ophør.
Under alle omstændigheder skal det tilføjes, at en fortolkning af rammeaftalens § 4, stk. 1, hvorved retten til orlov til særlig tjeneste udelukkes fra anvendelsesområdet for begrebet »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, ville betyde, at rækkevidden for den beskyttelse, der er tillagt arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse mod diskrimination, begrænses i strid med det formål, der forfølges med denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 13.3.2014, Nierodzik, C-38/13, EU:C:2014:152, præmis 27 og 29, og af 14.9.2016, de Diego Porras, C-596/14, EU:C:2016:683, præmis 30, og kendelse af 21.9.2016, Álvarez Santirso, C-631/15, EU:C:2016:725, præmis 39).
(jf. præmis 30, 34, 38, 39, domskonkl. 1)
2. § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fuldstændigt udelukker, at en arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse med henblik på at udøve et politisk hverv tildeles en orlov til særlig tjeneste, i henhold til hvilken ansættelsesforholdet suspenderes indtil denne arbejdstagers tilbagevenden efter ophøret af det nævnte hverv, selv om denne ret indrømmes arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse.
I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at selv om den forelæggende ret ikke udelukker, at en midlertidig udnævnelses uopsættelighed og nødvendighed, ligesom den forudsigelige karakter af arbejdsforholdets ophør, principielt kan udgøre præcise og konkrete omstændigheder, der kan begrunde en ulige behandling for så vidt angår tildeling af en orlov til særlig tjeneste, har denne samme retsinstans imidlertid præciseret, at sådanne argumenter ikke vil kunne gælde i en situation som den, der gav anledning til tvisten i hovedsagen, hvor stillingen i mere end fire år har været besat af den samme midlertidigt ansatte arbejdstager.
Under alle omstændigheder synes den fuldstændige afvisning af, at arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse har ret til orlov til særlig tjeneste, a priori ikke at være uundværlig for det formål, der forfølges med lov nr. 3/1985, nemlig en bevarelse af ansættelsen og af retten til forfremmelse for arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, og nærmere bestemt tjenestemænd, der varetager et politisk hverv, for så vidt som den forelæggende ret selv har konstateret, at det sagtens er muligt at lade arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, der varetager samme hverv, få ret til en sådan orlov til særlig tjeneste, der suspenderer ansættelsesforholdet indtil udløbet af det nævnte hverv, hvor de vil være sikre på at kunne vende tilbage til deres stillinger, under forbehold af, at sidstnævnte ikke i mellemtiden er blevet nedlagt eller besat med en tjenestemand.
(jf. præmis 49-51, domskonkl. 2)