RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. december 2010
Sag T143/09 P
Europa-Kommissionen
mod
Nicole Petrilli
»Appel — personalesag — kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner — kontrakt på bestemt tid — regler vedrørende den maksimale varighed for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene — afslag på forlængelse af kontrakten«
Angående: Appel af dom afsagt af Personaleretten (Anden Afdeling) den 29. januar 2009 i sag F98/07, Petrilli mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 13, og II‑A‑1, s. 41), med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Nicole Petrillis omkostninger i forbindelse med appelsagen.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne — kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner — ansættelsens varighed — fortolkning
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 88, stk. 1, litra b)]
2. Tjenestemænd — ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne — kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner — ansættelsens varighed —institutionens skønsbeføjelse
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 88, stk. 1, litra b)]
3. Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser
1. Formuleringen »samlede ansættelsestid i en institution« i artikel 88, stk. 1, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte skal fortolkes således, at den med henblik på beregningen af den maksimalt tilladte ansættelsestid kun gør det muligt at tage hensyn til den pågældendes kumulerede ansættelsestid som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner som omhandlet i artikel 3b i nævnte ansættelsesvilkår, med udelukkelse af den pågældendes øvrige ansættelser som ikke-permanent ansat.
(jf. præmis 33)
2. Artikel 88, stk. 1, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvorefter den samlede ansættelsestid som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner som omhandlet i artikel 3b i nævnte ansættelsesvilkår ikke kan overstige tre år, giver ikke den pågældende ret til at blive ansat for denne maksimale periode, henset til aftalefriheden og til institutionens beføjelse til at indgå eller forlænge sådanne kontrakter for en kortere varighed end den tilladte maksimale varighed, og dette i henhold til de vide skønsmæssige beføjelser, som denne institution råder over i forbindelse med organisationen af sin tjenestegrene ud fra de opgaver, der er blevet overdraget den, og i forbindelse med placeringen af det personale, den råder over, med henblik på udførelsen af disse opgaver, hvilket imidlertid kun gælder på betingelse af, at denne placering foretages i tjenestens interesse.
Principielt råder institutionen over denne frihed ikke blot i individuelle sager, men ligeledes i forbindelse med en generel politik, fastlagt ved en almengyldig intern beslutning, såsom de almindelige gennemførelsesbestemmelser, hvorved den pålægger sig selv en begrænsning ved udøvelsen af sit skøn. Det forholder sig ikke desto mindre således, at en sådan intern beslutning ikke kan have den konsekvens, at institutionen dels fuldstændigt giver afkald på den beføjelse, som den er tillagt i artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, med hensyn til at indgå eller forlænge, alt efter omstændighederne i det foreliggende tilfælde, en kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner som omhandlet i artikel 3b i nævnte ansættelsesvilkår indtil den maksimale periode på tre år, dels giver afkald på overholdelsen af de almindelige retsprincipper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Henset til disse principper kan ansættelsesmyndigheden ikke give afkald på den skønsbeføjelse, som den er tillagt i artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, ved en automatisk anvendelse af loftet på seks år i artikel 3, stk. 1, i Kommissionens beslutning af 28. april 2004 vedrørende den maksimale periode for benyttelse af ikke-permanent personale i Kommissionens tjenestegrene — dvs. uden at gennemgå ansøgningen fra en person, der er egnet til at blive ansat som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, og uden at undersøge tjenestens interesse i at ansætte den pågældende — med henblik på at begrunde en begrænsning af ansættelsen til en periode, der er kortere end den periode, der er tilladt i artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Ved således at give afkald på denne skønsbeføjelse tilsidesætter ansættelsesmyndigheden nemlig omsorgspligten og ligebehandlingsprincippet, som kræver, at institutionen omhyggeligt, indgående og upartisk gennemgår enhver ansøgning for så vidt angår den pågældende ansøgers kvalifikationer og evner og kravene i den ledige stilling.
I et tilfælde, hvor den pågældende i egenskab af ikke-permanent ansat over en periode på tolv år allerede har kumuleret tjenesteperioder, som overstiger tre år, har den automatiske overholdelse af reglen på seks år den konsekvens uden videre at begrænse ansættelsesmyndighedens udøvelse af sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 88, stk. 1, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte hvad angår et eventuelt opbrug af den maksimale tilladte periode på tre år, eftersom en sådan overensstemmende anvendelse er klart forbudt i ordlyden af artikel 3, stk. 1, i Kommissionens beslutning af 28. april 2004, sammenholdt med punkt II i bilaget hertil og med fjerde betragtning til denne, hvorefter det ikke er tilladt at gøre undtagelser hertil. For så vidt som artikel 3, stk. 1, i nævnte beslutning er i strid med disse højere retsregler, er reglen på seks år herefter ulovlig og skal ikke anvendes.
(jf. præmis 34-36)
Henvisning til:
Domstolen, 28. juni 2005, forenede sager C189/02 P, C202/02 P, C205/02 P — C208/02 P og C213/02 P, Dansk Rǿrindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 211
Retten, 27. november 2003, forenede sager T331/00 og T115/01, Bories m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 309, og II, s. 1479, præmis 72; Retten, 1. marts 2005, sag T258/03, Mausolf mod Europol, Sml. Pers. IA, s. 45, og II, s. 189, præmis 25; Retten, 20. september 2007, sag T375/03, Fachvereinigung Mineralfaserindustrie mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 141; Retten, 15. oktober 2008, sag T160/04, Potamianos mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 75, og II‑A‑2, s. 469, præmis 30; Retten, 2. april 2009, sag T473/07 P, Kommissionen mod Berrisford, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 17, og II‑B‑1, s. 85, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 8. september 2009, sag T404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 215
3. Tvister i personalesager i henhold til artikel 236 EF og vedtægtens artikel 90 og 91, herunder de tvister, som vedrører erstatning for en skade, der er forvoldt en tjenestemand eller en ansat, følger regler, der er særlige og specielle i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF. Det følger nemlig bl.a. af vedtægten, at en tjenestemand eller en ansat i Unionen i modsætning til enhver anden borger er bundet til den institution, han tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens omsorgspligt i forhold til den pågældende. Denne ligevægt har i det væsentlige til formål at bevare det tillidsforhold, som skal bestå mellem institutionerne og deres tjenestemænd med henblik på at sikre borgerne, at de opgaver af almen interesse, som skal varetages af institutionen, udføres korrekt. Heraf følger, at Unionen, når den handler i sin egenskab af arbejdsgiver, er underlagt et skærpet ansvar, som kommer til udtryk gennem forpligtelsen til at erstatte de skader, som denne ulovligt har forvoldt dens ansatte i sin egenskab af arbejdsgiver.
(jf. præmis 46)
Henvisning til:
Domstolen, 29. juni 1994, sag C298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 38; Domstolen, 6. marts 2001, sag C274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 44-47
Retten, 12. juni 2002, sag T187/01, Mellone mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 81, og II, s. 389, præmis 74; Retten, 14. oktober 2004, sag T1/02, Polinsky mod Domstolen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47; Retten, 10. december 2008, sag T57/99, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 83, og II‑A‑2, s. 505, præmis 162