Language of document :

Appel iværksat den 24. april 2009 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 17. februar 2009 af Personaleretten i sag F-38/08, Liotti mod Kommissionen

(Sag T-167/09 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved B. Eggers og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Amerigo Liotti (Senningerberg, Luxembourg)

Appellantens påstande

Ophævelse af Personalerettens dom af 17. februar 2009 i sag F-38/08, Liotti mod Kommissionen.

Amerigo Liotti tilpligtes at betale sagsomkostningerne såvel i sagen for Personaleretten som i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved nærværende appel har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Personaleretten den 17. februar 2009 i sag F-38/08, Liotti mod Kommissionen, hvorved Personaleretten annullerede A. Liottis karriereudviklingsrapport for perioden fra 1. januar til 31. december 2006.

Til støtte for sin påstand har Kommissionen fremsat tre anbringender:

Tilsidesættelse af fællesskabsretten, for så vidt som artikel 8, stk. 7, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til tjenestemandsvedtægtens artikel 43 (herefter "gennemførelsesbestemmelserne") ikke indeholder en forpligtelse for en bedømmer, det vil sige en generaldirektør, til at undersøge anvendelsen af evalueringsnormerne i alle de projekter, der er omfattet af karriereudviklingsrapporten for en given lønklasse.

Uregelmæssigheder i proceduren ved Personaleretten, hvorved Kommissionens interesser blev tilsidesat, for så vidt som Personaleretten ved under retsmødet af egen drift at rejse de krav om enighed og overensstemmelse, som omhandles af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 8, stk. 7, har tilsidesat Kommissionens ret til forsvar ved at fratage den muligheden for at fremlægge beviselementer vedrørende faktiske forhold, som kunne godtgøre den manglende tilsidesættelse af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 8, stk. 7, ved udfærdigelsen af den omtvistede karriereudviklingsrapport.

En retlig fejl, for så vidt som Personaleretten har kvalificeret tilsidesættelsen af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 8, stk. 7, som tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og/eller en væsentlig uregelmæssighed, som fører til annullation af den karriereudviklingsrapport, der blev anfægtet ved Personaleretten.

____________