Language of document :

Appel iværksat den 29. december 2023 af Renco Valore SpA, Seopult LTD og Grapevine Investimentos e Serviços, Lda (Zona Franca da Madeira) til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. oktober 2023 i sagerne T-588/22 og T-660/22, Renco Valore og Seopult mod Kommissionen (frizonen Madeira)

(Sag C-806/23 P)

Processprog: portugisisk

Parter

Appellanter: Renco Valore SpA, Seopult LTD og Grapevine Investimentos e Serviços, Lda (Zona Franca da Madeira) (ved advogados A. Gaspar Schwalbach og C. Pinto Xavier)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Appellanterne har i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF nedlagt påstand om ophævelse kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 18. oktober 2023 i sagaerne T-588/22 og T-660/22, hvorfor:

(i) artikel 1, 4 og 5 i Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 1 af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) gennemført af Portugal for Zona Franca da Madeira (ZFM) — ordning III annulleres.

(ii) Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af appellanterne afholdte.

Anbringender og væsentligste argumenter

URIGTIG RETSANVENDELSE HVAD ANGÅR FORTOLKNINGEN AF KRITERIET OM »VIRKSOMHED, DER FAKTISK OG FYSISK UDFØRES PÅ MADEIRA«

Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen foretog en korrekt fortolkning af kriteriet »overskud hidrørende fra virksomhed, der faktisk og fysisk udføres på Madeira«. Det af de i frizonen Madeira registrerede virksomheder opnåede overskud, som kan være genstand for den skattefordelen, er ikke begrænset til overskud fra virksomhed, som er genstand for de yderligere omkostninger ved at være beliggende i den yderste periferi, dvs. virksomhed, som udelukkende gennemføres på det geografiske område for den selvstyrende region Madeira. Henset til formålene med og den sammenhæng, hvor i ordning III for frizonen Madeira indgår, giver den korrekte fortolkning af dette kriterium mulighed for, at aktiviteter, der udøves af virksomheder registreret i frizonen Madeira, og som, uanset om de udøver international virksomhed, har deres beslutningssted her, anses for at være virksomhed, der faktisk og fysisk udføres på Madeira.

URIGTIG RETSANVENDELSE HVAD ANGÅR FORTOLKNINGEN AF KRITERIET »BEVARELSE AF ARBEJDSPLADSER«

Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen foretog en korrekt fortolkning af begrebet »bevarelse af arbejdspladser« var korrekt. Eftersom begrebet »arbejdslads« ikke findes i Den Europæiske Union, og dette med henblik på anvend endelsen af ordning III hverken er præciseret i 2007- og 2013-afgørelserne eller retningslinjerne af 2007, skal begrebet arbejdsplads som fastlagt i national arbejdsret anerkendes. Metoden til definition af »FTÆ« (fuldtidsækvivalenter) og (ÅAE) »årsarbejdsenheder« finder ikke anvendelse på frizonen Madeira.

TILSIDESÆTTELSE AF DE GENERELLE EU-RETLIGE PRINCIPPER OM RETSSIKKERHED OG BESKYTTELSE AF DEN BERETTIGEDE FORVENTNING

Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens afgørelse ikke er i strid med Den Europæiske Unions generelle principper om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning. I det foreliggende tilfælde gav anvendelsen af disse principper ikke Kommissionen mulighed for at pålægge de nationale portugisiske myndigheder at tilbagesøge den pågældende støtte fra modtagerne, og nærmere bestemt appellanterne.

____________

1 JO 2022, L 217, p. 49