RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
13. november 2012 (*)
»Annullationssøgsmål – aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – stiltiende afslag på aktindsigt – søgsmålsfrist – forsinkelse – åbenbart afvisningsgrundlag«
I sag T-278/11,
ClientEarth, London (Det Forenede Kongerige),
Friends of the Earth Europe, Amsterdam (Nederlandene),
Stichting FERN, Leiden (Nederlandene),
Stichting Corporate Europe Observatory, Amsterdam,
ved advokat P. Kirch,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen ved K. Herrmann og C. ten Dam, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens stiltiende afslag af 22. april 2011, hvorved den gav afslag på aktindsigt i visse dokumenter om frivillige certificeringsordninger, for hvilke der er ansøgt om Kommissionens anerkendelse i medfør af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140, s. 16),
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og M. van der Woude,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 Følgende er fastsat i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43) om behandling af genfremsatte begæringer:
»1. En genfremsat begæring skal behandles straks. Inden 15 arbejdsdage fra registreringen af en sådan begæring skal institutionen enten meddele den, der har fremsat begæringen, aktindsigt og inden for samme periode give adgang til de ønskede dokumenter i overensstemmelse med artikel 10 eller skriftligt begrunde, hvorfor der gives helt eller delvist afslag. Afslår institutionen helt eller delvist begæringen om aktindsigt, oplyser den, den der har fremsat begæringen, om mulighederne for domstolsprøvelse af institutionens beslutning og/eller klage til Ombudsmanden efter reglerne i […] artikel [263 TEUF] og [228 TEUF].
2. I undtagelsestilfælde, f.eks. hvis begæringen vedrører meget lange dokumenter, eller hvis der er tale om et meget stort antal dokumenter, kan den i stk. 1 nævnte frist forlænges med 15 arbejdsdage, forudsat at den, der har fremsat begæringen, på forhånd underrettes herom og gives en nærmere begrundelse.
3. Har institutionen ikke afgivet svar inden for den fastsatte frist, anses dette for et afslag på begæringen, og den, der har fremsat begæringen, kan herefter iværksætte domstolsprøvelse af institutionens beslutning og/eller klage til Ombudsmanden efter reglerne i [EUF-traktaten].«
Tvistens baggrund
2 Sagsøgerne, ClientEarth, Friends of the Earth Europe, Stichting FERN og Stichting Corporate Europe Observatory, er ikke-statslige organisationer, der bl.a. er aktive på miljøbeskyttelsesområdet.
3 Ved skrivelse af 22. oktober 2010, der blev fremsendt på e-mail, fremsatte sagsøgerne i medfør af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 begæring til Europa-Kommissionen om aktindsigt i flere dokumenter om frivillige certificeringsordninger, for hvilke der er ansøgt om Kommissionens anerkendelse i medfør af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT L 140, s. 16) (herefter »den oprindelige begæring«).
4 Ved e-mail af 12. november 2010 underrettede Kommissionen sagsøgerne om dels registreringen af den oprindelige begæring den 22. oktober 2010, dels at fristen for at svare på den begæring var blevet forlænget med 15 arbejdsdage.
5 Ved skrivelse af 7. december 2010, der blev fremsendt på e-mail, besvarede Kommissionen den oprindelige begæring ved at videregive et enkelt dokument og ved at afslå aktindsigt i de øvrige dokumenter, der var omfattet af den oprindelige begæring.
6 Ved skrivelse af 15. december 2010, der blev fremsendt på e-mail, genfremsatte sagsøgerne begæringen til Kommissionens Generalsekretariat i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 (herefter »den genfremsatte begæring«).
7 Ved skrivelse af 12. januar 2011, der blev fremsendt på e-mail, underrettede Kommissionen sagsøgerne om dels registreringen af deres genfremsatte begæring den 15. december 2010, dels forlængelsen af svarfristen med 15 dage i medfør af bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001, dvs. indtil den 4. februar 2011. Kommissionen begrundede denne forlængelse med det betydelige antal dokumenter, hvori der var begæret aktindsigt, den tekniske karakter af de oplysninger, som dokumenterne indeholdt, og behovet for at foretage nye høringer af tredjemand.
8 Ved skrivelse af 3. februar 2011, der blev fremsendt på e-mail, underrettede Kommissionen sagsøgerne om, at den ikke var i stand til at give et endeligt svar inden for den forlængede frist den 4. februar 2011, og at dette skyldtes, at den krævede analyse af de ønskede dokumenter og høringerne af de berørte tjenestegrene havde taget længere tid end sædvanligt. Kommissionen tilføjede, at den havde til hensigt at give et svar snarest muligt.
9 Ved e-mail til Kommissionens Generalsekretariat af 23. februar 2011 redegjorde sagsøgerne for deres bekymring over Kommissionens manglende svar på den genfremsatte begæring og opfordrede den til at meddele dem en bestemt svardato.
10 Ved skrivelse af 28. februar 2011, der blev fremsendt på e-mail, angav Kommissionen over for sagsøgerne, at den genfremsatte begæring var under behandling, og at Kommissionen ville gøre alt, hvad den kunne, for at give et endeligt svar på begæringen inden udgangen af marts 2011.
11 Ved skrivelse af 7. april 2011, der blev fremsendt på e-mail, bemærkede sagsøgerne over for Kommissionen, at de fortsat ikke havde modtaget et endeligt svar på den genfremsatte begæring, og at de opfordrede Kommissionen til at meddele dem de ønskede dokumenter inden for en frist på ti arbejdsdage, idet de tilføjede, at de, såfremt der ikke var modtaget et svar inden den 22. april 2011, ville anlægge sag ved Retten til prøvelse af det stiltiende afslag på begæringen.
12 Ved skrivelse af 14. april 2011, der blev fremsendt på e-mail, underrettede Kommissionen sagsøgerne om, at den på grund af en ny udvikling i sagen og lukningen af kontorerne i anledning af »påske fra den 21.-25. april 2011« ikke var i stand til at give et endeligt svar inden den 22. april 2011, men at de kunne forvente et svar umiddelbart efter denne dato.
13 Ved skrivelse af 18. april 2011, der blev fremsendt på e-mail, anførte sagsøgerne over for Kommissionen, at påskeferien var uden betydning, eftersom den genfremsatte begæring var blevet fremsat og registreret den 15. december 2010, og at der var forløbet 83 arbejdsdage siden begæringen eller 68 arbejdsdage længere end den maksimale frist for behandling af en genfremsat begæring og 53 arbejdsdage længere end enhver forlængelse af den lovligt forudsigelige frist i medfør af bestemmelserne i forordning nr. 1049/2001.
14 Den 19. september 2011 traf Kommissionen en udtrykkelig afgørelse som svar på den genfremsatte begæring af 15. december 2010, som vedrørte en del af de ønskede dokumenter (herefter »den første udtrykkelige afgørelse«).
Retsforhandlinger
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 2011 anlagde sagsøgerne denne sag til prøvelse af den stiltiende afgørelse om afslag på deres genfremsatte begæring, der blev formuleret den 22. april 2011 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
16 Den 2. april 2012 fik parterne meddelelse om Rettens beslutning om at indlede den mundtlige forhandling og at fastsætte datoen for retsmødet til den 5. juni 2012.
17 Ved skrivelse af 17. april 2012 meddelte Kommissionen Retten, at den ved skrivelse af 3. februar 2012 (herefter »den anden udtrykkelige afgørelse«), som sagsøgerne modtog med anbefalet post den 8. februar 2012, havde truffet en anden udtrykkelig afgørelse om de af de ønskede dokumenter, der ikke var omhandlet i den første udtrykkelige afgørelse. I henhold til skrivelsen gjorde Kommissionen formelt gældende, at sagsøgerne havde mistet deres søgsmålsinteresse, således at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse i denne sag, og Kommissionen gjorde i øvrigt gældende, at sagen til prøvelse af den anfægtede afgørelse åbenbart skulle afvises. Sagen blev nemlig anlagt efter fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål. Den anfægtede afgørelse blev som et stiltiende afslag truffet efter udløbet af den i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede frist, nemlig den 4. februar 2011.
18 Ved skrivelse af 4. maj 2012 fremsatte sagsøgerne på Rettens opfordring deres bemærkninger til Kommissionens påstand om, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen.
19 Ved skrivelse af 29. juni 2012 fremsatte sagsøgerne på Rettens opfordring deres bemærkninger til den af Kommissionen i skrivelsen af 17. april 2012 rejste indsigelse vedrørende formaliteten, ifølge hvilken søgsmålet er indgivet for sent.
Parternes påstande
20 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat artikel 4, nærmere bestemt artikel 4, stk. 2, 3 og 6, i forordning nr. 1049/2001, og samme forordnings artikel 8, stk. 1 og 2.
– Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat artikel 4, stk. 1-4, i Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, der blev indgået den 25. juni 1998, og som blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets beslutning 2005/370/EF af 17. februar 2005 (EUT L 124, s. 1, herefter »Århuskonventionen«).
– Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT L 264, s. 13).
– Det stiltiende afslag om afslag på aktindsigt i de ønskede dokumenter annulleres.
– Der iværksættes foreløbige retsmidler som foreskrevet i Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, ved at pålægge Kommissionen inden for en nærmere fastsat frist at give aktindsigt i alle de ønskede dokumenter, medmindre de er beskyttet af en absolut undtagelse i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder alle intervenienters sagsomkostninger.
21 Kommissionen har oprindeligt nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises for så vidt angår de 63 dokumenter, der er udleveret i henhold til afgørelsen af 19. september 2011.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger i henhold til gældende ret.
22 Kommissionen har i skrivelsen af 17. april 2012 nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse, idet sagen er uden genstand.
– Subsidiært afvises sagen.
23 Sagsøgerne har i skrivelsen af 4. maj 2012 nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at sagsøgerne, henset til Kommissionens åbenbare processuelle forsinkelse, hvilken er i strid med Unionens regler om aktindsigt i dokumenter og gennemsigtighed, ikke længere har en praktisk interesse i at opnå en dom, og at det ikke længere er fornødent at træffe afgørelse i sagen.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med artikel 87 i Rettens procesreglement.
Retlige bemærkninger
24 I henhold til procesreglementets artikel 111 kan Retten, hvis det er åbenbart, at sagen må afvises, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. Endvidere kan Retten i medfør i procesreglementets artikel 113 til enhver tid af egen drift efter høring af parterne afgøre, om sagen skal afvises. I denne sag anser Retten sig for tilstrækkeligt oplyst af sagsakterne og parternes forklaringer under den skriftlige og mundtlige forhandling, således at det ikke er nødvendigt at fortsætte sagens behandling.
25 Kommissionen har i skrivelsen af 17. april 2012, der er indgået i sagsakterne som en påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, for det første efter den anden udtrykkelige afgørelse meddelt sagsøgerne den 8. februar 2012, at de, idet de hverken havde anlagt et annullationssøgsmål mod denne afgørelse inden for den fastsatte frist eller ajourført deres stævning, henset til denne afgørelse, havde mistet deres interesse i at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse, således at Retten skulle beslutte, at det var ufornødent at træffe afgørelse i denne sag.
26 For et andet har Kommissionen subsidiært gjort gældende, idet den ikke har nedlagt en formalitetsindsigelse ved et særskilt dokument i den i procesreglementets artikel 114, stk. 1, omhandlede forstand, at sagen skal afvises, da den er anlagt efter udløbet af den for sagsøgerne fastsatte frist for at anfægte lovligheden af den anfægtede afgørelse. Kommissionen har i denne henseende anført, at denne frist udløb den 14. april 2011.
27 Sagsøgerne har i deres bemærkninger til Kommissionens påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, således som bemærkningerne er formuleret i deres skrivelse af 4. maj 2012, for det første gjort gældende, at sagen er rettet mod Kommissionens stiltiende afslag, som de tidsfæster til den 22. april 2011 på grundlag af deres korrespondance med Kommissionen mellem den 14. og den 18. april 2011. De har for det andet bestridt, at de fik underretning om den anden udtrykkelige afgørelse den 8. februar 2012. Denne underretning var nemlig kun adresseret til en enkelt af dem. For det tredje har de i realiteten anerkendt, at de ikke længere har interesse i at få aktindsigt i de dokumenter, som de havde ønsket, og at Kommissionen havde meddelt dem afslag herpå i den anden udtrykkelige afgørelse. Sagsøgerne har for det fjerde gjort gældende, at Kommissionen med urette anførte, at fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål mod den anden udtrykkelige afgørelse var udløbet. De havde under alle omstændigheder efter vedtagelsen af denne sidste afgørelse ret til at ændre påstandene og de retlige anbringender i stævningen i denne sag. Sagsøgerne har imidlertid bekræftet, at de anerkender, at de ikke længere har en praktisk interesse i at opnå en dom, og at de dermed ikke længere har søgsmålsinteresse i denne sag.
28 Sagsøgerne har i deres svar på Rettens foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedrørende overholdelsen af søgsmålsfristen i denne sag i det væsentlige gjort gældende, at det fremgår af deres korrespondance med Kommissionen mellem den 3. februar og den 18. april 2011, navnlig af det af Kommissionen afgivne og gentagne løfte i denne anledning om snarest muligt at træffe en udtrykkelig afgørelse, at de lovligt kunne antage, at der ikke var truffet en stiltiende afgørelse ved fristens udløb den 4. februar 2011, men på et senere tidspunkt, som de har tidsfæstet til den 22. april 2011.
Rettens bemærkninger
29 Retten beslutter efter at have hørt parterne af egen drift at undersøge – uanset Kommissionens påstande om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, der formelt er gjort gældende i Kommissionens skrivelse af 17. april 2012 – om denne sag kan antages til realitetsbehandling, henset til den frist, som sagsøgerne har haft til at anlægge sagen.
30 Retten bemærker for det første, at denne søgsmålsfrist ifølge fast retspraksis er præceptiv, da formålet hermed er at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling og vilkårlighed i retsplejen, og det påhviler Unionens retsinstanser af egen drift at efterprøve, om den er overholdt (Domstolens dom af 23.1.1997, sag C-246/95, Coen, Sml. I, s. 403, præmis 21, og Rettens kendelse af 4.4.2008, sag T-503/07, Kulykovska-Pawlowski m.fl. mod Parlamentet og Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 6).
31 Ifølge fast retspraksis er søgsmålsfristerne hverken undergivet Rettens eller parternes rådighed (Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621, præmis 40, og af 14.7.1998, sag T-119/95, Hauer mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2713, præmis 22, samt Rettens kendelse af 25.6.2003, sag T-287/02, AIT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2179, præmis 20).
32 For det andet bemærker Retten, at det følger af retspraksis, at hverken Domstolen eller Retten i princippet anerkender, at så længe der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse, som fastsætter en frist, efter hvis udløb der antages at være truffet en stiltiende beslutning af en institution, der er blevet anmodet om at tage stilling, og som fastlægger indholdet af denne beslutning, kan en institutions passivitet i princippet ikke ligestilles med en beslutning, da EUF-traktatens søgsmålsordning ellers ville blive bragt i fare (Domstolens dom af 9.12.2004, sag C-123/03 P, Kommissionen mod Greencore, Sml. I, s. 11647, præmis 45, samt Rettens dom af 13.12.1999, forenede sager T-189/95, T-39/96 og T-123/96, SGA mod Kommissionen, Sml. II, s. 3587, præmis 27, og af 9.12.2009, sag T-437/05, Brink’s Security Luxembourg mod Kommissionen, Sml. II, s. 3233, præmis 55).
33 I overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 anses institutionens manglende svar på en genfremsat begæring i den i samme forordnings artikel 8, stk. 1 og 2, omhandlede forstand inden for den fastsatte frist for et afslag på begæringen, og den, der har fremsat begæringen, kan herefter iværksætte domstolsprøvelse af institutionens beslutning efter reglerne i EUF-traktaten.
34 I denne sag er det fortsat ubestridt mellem parterne, at den anfægtede retsakt er et stiltiende afslag i den i bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede forstand. Retten anfører i denne henseende, at Kommissionen, således som det fremgår af sagsakterne, på datoen for annullationssøgsmålets anlæggelse, nemlig den 25. maj 2011, ikke havde besvaret sagsøgernes genfremsatte begæring af 15. december 2010, og at sagsøgerne på grundlag af bestemmelserne i ovennævnte artikel i forordning nr. 1049/2001, idet de indgav søgsmålet, anfægtede lovligheden af det, der udgjorde Kommissionens afslag.
35 Det skal for det tredje bemærkes, at annullationssøgsmål i henhold til bestemmelserne i artikel 263, stk. 6, TEUF skal indgives inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.
36 Henset til ovennævnte traktatbestemmelse skal det for det første afgøres, på hvilken dato den anfægtede afgørelse retligt blev truffet, og for det andet skal den søgsmålsfrist, som sagsøgerne havde til at anfægtede afgørelsens lovlighed, beregnes.
37 For så vidt angår fastsættelsen af den dato, hvor den anfægtede afgørelse retligt blev truffet, skal det anføres, således som det fremgår af ordlyden af 13. betragtning til forordning nr. 1049/2001, at lovgiver for at sikre, at retten til aktindsigt i dokumenter, der er omfattet af forordningens anvendelsesområde, fuldt ud respekteres, har fastsat indførelsen af en administrativ procedure med to faser, som er fastsat i henholdsvis forordningens artikel 7 og 8, med mulighed for bl.a. domstolsprøvelse. Dette er netop tilfældet med stiltiende afslag i den i forordningens artikel 8, stk. 3, omhandlede forstand.
38 Det skal anføres, at henvisningen i bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 til begrebet den fastsatte frist i stedet for en henvisning til en bestemt frist forklares med det forhold, at varigheden af den periode, hvorunder en genfremsat begæring behandles, i medfør af forordningens artikel 8, stk. 1 og 2, kan veksle mellem et minimum på 15 arbejdsdage og et maksimum på 30 arbejdsdage fra registreringen af begæringen. Varigheden af den fastsatte frist i den i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede forstand skal derfor beregnes af den pågældende institution, henset til behandlingens forløb i hver enkelt sag om genfremsatte begæringer, som den har modtaget, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1049/2001.
39 I denne sag anfører Retten for det første, at det er ubestridt mellem parterne, at Kommissionens frist for at besvare den genfremsatte begæring, som Kommissionens tjenestegrene registrerede den 15. december 2010, udløb den 4. februar 2011, efter at den var blevet forlænget med 15 arbejdsdage i henhold til bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001. Henset til bestemmelserne i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124, s. 1), listen over fridage i 2010 (EUT 2008 C 166, s. 18) og listen over feriedage i 2011 for Det Europæiske Fællesskabs institutioner (EUT 2009 C 230, s. 10) skal det antages, at denne beregning af fristen for at besvare den genfremsatte begæring ikke var behæftet med nogen fejl. Den fastsatte frist i den i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede forstand udløb derfor den 4. februar 2011.
40 Det følger af alle de betragtninger, der er redegjort for i præmis 35-39 ovenfor, at den anfægtede afgørelse, der var et stiltiende afslag, blev truffet den 4. februar 2011.
41 For så vidt angår beregningen af sagsøgernes frist til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse begyndte søgsmålsfristen i henhold til artikel 263 TEUF at løbe den 5. februar 2011 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 101, stk. 1, og udløb i overensstemmelse med procesreglementets artikel 102, stk. 2, den 14. april 2011, dvs. mere end en måned, inden søgsmålet blev indgivet den 25. maj 2011.
42 Denne konklusion kan ikke ændres af sagsøgernes argumenter.
43 Det skal nemlig først fastslås, at Kommissionen bestemt udtrykkeligt havde anført i skrivelsen af 3. februar 2011, at den tilsigtede at give et endeligt svar på den genfremsatte begæring snarest muligt, at den derefter i skrivelsen af 28. februar 2011 ville gøre alt muligt for at give et sådant svar inden udgangen af marts 2011, og endelig, at den i skrivelsen af 14. april 2011 regnede med at give et sådant svar kort tid efter den 22. april 2011. Henset til Kommissionens udtrykkelige skriftlige løfter viste den i forhold til sagsøgerne, at den tilsigtede at vedtage et endeligt svar på den genfremsatte begæring snarest muligt i den første halvdel af 2011.
44 Retten anfører derefter, at sagsøgerne i deres skrivelse af 7. april 2011 udtrykkeligt over for Kommissionen anførte, at de i mangel af et endelig svar på deres genfremsatte begæring inden den 22. april 2012 ville anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den stiltiende afgørelse, der efter deres opfattelse var truffet på denne dato.
45 Retten finder imidlertid, at ingen af de to omstændigheder, der er anført i præmis 43 og 44 ovenfor, kan have den virkning at udsætte datoen for vedtagelsen af den stiltiende afgørelse til den 22. april 2012, således som sagsøgerne synes at have vurderet på daværende tidspunkt, og som de har gjort gældende i både deres bemærkninger til påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i denne sag, og deres skrivelse af 29. juni 2012.
46 Således som Retten har bemærket i præmis 31 ovenfor, fremgår det nemlig af fast retspraksis, at søgsmålsfristerne hverken er undergivet Rettens eller parternes rådighed. Sagsøgerne har ved at antage, således som det fremgår af skrivelserne af 4. maj og 29. juni 2012, at det stiltiende afslag i den i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 omhandlede forstand blev truffet den 22. april 2011, henset til den udvekslede korrespondance mellem dem og Kommissionen, åbenbart tilsigtet at råde over søgsmålsfristen ved at udsætte datoen for afgørelsens vedtagelse og dermed datoen for, hvornår den fastsatte frist, inden for hvilken de skulle anlægge sag, begyndte at løbe, og hvornår den udløb.
47 Det følger af alle ovenstående betragtninger, at det er åbenbart, at sagen skal afvises i sin helhed, da den er for sent anlagt.
Sagens omkostninger
48 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis der foreligger ganske særlige grunde.
49 Retten er i denne henseende af den opfattelse, at Kommissionens gentagne udtrykkelige løfter i skrivelserne af 3. og 28. februar samt 14. april 2011, således som anført af Retten i præmis 43 ovenfor, gav sagsøgerne berettigede forventninger om, at der snart ville blive truffet en endelig afgørelse om den genfremsatte begæring af 15. december 2010. Således som det fremgår af sagsøgernes bemærkninger til påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i denne sag, tog sagsøgerne følgelig fejl, hvilket dog var helt forståeligt på grund af Kommissionens udtrykkelige løfter, da de antog, at behandlingen af begæringen fortsatte, og at datoen for udløbet af den fastsatte frist var blevet udskudt.
50 Det skal i øvrigt fastslås, at det endelige svar på den genfremsatte begæring – i modsætning til Kommissionens udtrykkelige løfter i skrivelserne af 3. og 28. februar samt 14. april 2011 om snarest at vedtage et sådant svar – først fremkom den 3. februar 2012 eller et år, på nær en dag, efter udløbet af den fastsatte frist i den i bestemmelserne i artikel 8 i forordning nr. 1049/2001 omhandlede forstand. Kommissionen overskred derfor åbenbart og groft denne frist.
51 Henset til disse ganske særlige omstændigheder, som kendetegner Kommissionens behandling af den genfremsatte begæring, er det rimeligt, at Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af sagsøgernes omkostninger. Sagsøgerne bærer en fjerdedel af deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Europa-Kommissionen betaler sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af de af ClientEarth, Friends of the Earth Europe, Stichting FERN og Corporate Europe Observatory afholdte omkostninger. ClientEarth, Friends of the Earth Europe, Stichting FERN og Corporate Europe Observatory bærer en fjerdedel af deres egne omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 13. november 2012.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |