Sag T-215/07 R

Beniamino Donnici

mod

Europa-Parlamentet

»Særlige rettergangsformer – afgørelse truffet af Europa-Parlamentet – prøvelse af medlemmers mandater – fratagelse af et medlems mandat som følge af anvendelse af national lovgivning – begæring om udsættelse af gennemførelsen – formaliteten – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

Sammendrag af kendelse

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – sagsøgerens interesse i den begærede udsættelse

(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Parlamentet – prøvelse af medlemmernes mandater – grænser

(akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 12)

3.      Parlamentet – medlemmer – begreb

(akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 6)

4.      Parlamentet – lovligheden af en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet om prøvelse af de valgtes mandater

(Art. 234 EF; akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet)

5.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af en retsakt fra Europa-Parlamentet, der erklærer et af dets medlemmers mandat for ugyldigt

(Art. 242 EF; akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Parlamentet, art. 8; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1.      En begæring om udsættelse af gennemførelsen kan i princippet ikke rettes mod en negativ forvaltningsafgørelse, da en sådan udsættelse ikke kan ændre den begrærende parts retsstiling.

En afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, der foretager en prøvelse af en sagsøgers mandat som medlem af Europa-Parlamentet og som følge af denne prøvelse erklærer mandatet for ugyldigt, kan imidlertid ikke kvalificeres som en negativ afgørelse. En udsættelse af gennemførelsen af nævnte afgørelse ville nemlig indebære en ændring i sagsøgerens retsstilling, idet den opretholder dennes midlertidige og gunstige situation, under hvilken sagsøgeren fortsat kan deltage i Parlamentet og dets organers møder med fulde rettigheder.

(jf. præmis 33, 35 og 36)

2.      Det fremgår af ordlyden af artikel 12 i akten fra 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, at Europa-Parlamentet ikke har kompetence til at sikre medlemsstaternes overholdelse af fællesskabsretten, hverken generelt eller nærmere bestemt på valgområdet. Bestemmelsens ordlyd indebærer snarere, at Parlamentets beføjelse til at foretage prøvelse af valg forekommer begrænset, i hvert fald ved første øjekast.

For det første forekommer det, at den opgave, der består i at tage de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, »til efterretning«, synes at indebære, at Parlamentets rolle begrænser sig til at tage den udnævnelse af de valgte personer, som de nationale myndigheder allerede har fastslået, til efterretning, dvs. en allerede gældende retsstilling, der udelukkende er et resultat af disse myndigheders afgørelse, hvilket understreger, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn på området. Det synes derfor udelukket, at Parlamentet kan rejse tvivl om selve lovligheden af den berørte nationale retsakt og nægte at tage den til efterretning, hvis det finder, at der foreligger en uregelmæssighed.

For det andet begrænses Parlamentets særlige kompetence til at tage stilling til de tvivlsspørgsmål, som opstår i forbindelse med prøvelse af valg, endvidere materielt til kun at angå de tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i akten af 1976, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.

(jf. præmis 71-73, 75 og 76)

3.      Artikel 6 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet omhandler alene Europa-Parlamentets medlemmer, som uafhængigt skal kunne udøve deres mandat, og ikke de valgte kandidater, hvis mandat endnu ikke er blevet prøvet af Parlamentet i henhold til artikel 12 i akten af 1976. Parlamentets bekræftelse af en sådan persons mandat inden for rammerne af proceduren for prøvelse af valg er en forudgående og nødvendig forudsætning for, at artikel 6 i nævnte akt kan anvendes i forhold til denne person. En valgt kandidats situation kan ikke sidestilles med et medlem af Parlamentets situation ved anvendelsen af artikel 6.

(jf. præmis 77, 79 og 81)

4.      De eventuelle mangler, som de kompetente nationale myndigheders offentliggørelse af valgresultatet måtte være behæftet med, kan derfor på ingen måde påvirke lovligheden af Parlamentets afgørelse om prøvelse af sine medlemmers mandater. Når en national retsakt indgår i en fællesskabsretlig beslutningsproces og ved kompetencefordelingen inden for det pågældende område binder den beslutningstagende fællesskabsinstans og således er afgørende for ordlyden af dennes beslutning, kan de mangler, hvormed den nationale retsakt eventuelt måtte være behæftet, under ingen omstændigheder påvirke gyldigheden af fællesskabsinstansens beslutning.

Det tilkommer de nationale retter – i givet fald efter præjudiciel forelæggelse for Domstolen, jf. artikel 234 EF – at tage stilling til lovligheden af de nationale valgloves bestemmelser og procedurer.

(jf. præmis 91-93)

5.      Det alvorlige og uoprettelige tab, som er kriteriet for uopsættelighed, udgør det første led i den sammenligning, som foretages i forbindelse med vurderingen af interesseafvejningen. Nærmere bestemt må denne sammenligning føre Fællesskabets retsinstanser til i sager om foreløbige forholdsregler at undersøge, om en eventuel annullation af den omtvistede retsakt, foretaget af den ret, der træffer afgørelse om sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som beslutningens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt, om udsættelse af den nævnte akts gennemførelse kan hindre, at beslutningen senere får fuld virkning, såfremt sagsøgte frifindes.

I en sådan situation, hvor de pågældende særlige interesser må ligestilles, bliver de mere generelle interesser, som taler for enten at udsætte gennemførelsen eller at nægte samme, af særlig betydning.

I den forbindelse er det ubestridt, at den medlemsstat, der berøres af en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet, hvorved et af dets medlemmers mandat erklæres for ugyldigt, har en interesse i, at Parlamentet overholder dens valglovgivning, idet valgproceduren i henhold til artikel 8 i akten af 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet i hvert enkel medlemsstat reguleres af nationale bestemmelser. Man kan ganske vist stille denne interesse over for Parlamentets generelle interesse i opretholdelsen af dets afgørelser. Sidstnævnte interesser kan imidlertid ikke veje tungest ved afvejningen af de foreliggende interesser. Selv om det antages, at Parlamentet kan gøre brug af sine beføjelser og tilsidesætte det valgresultat, som den berørte medlemsstat har bekendtgjort, såfremt dette resultat forekommer at være i strid med bestemmelserne i akten af 1976, kan en sådan beføjelse nemlig ikke desto mindre kun udøves undtagelsesvis, idet det med føje kan antages, at medlemsstaterne som hovedregel overholder deres forpligtelser i henhold til artikel 10 EF om at tilpasse de nationale valglove efter kravene i akten af 1976.

(jf. præmis 106, 109, 110 og 113)