Language of document :

Sag anlagt den 15. juni 2007 - Harman International Industries mod KHIM - Becker (Barbara Becker)

(Sag T-212/07)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Harman International Industries, Inc. (Northridge, USA) (ved barrister M. Vanhegan)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Barbara Becker (Miami, USA)

Sagsøgerens påstande

-    Punkt 1 i afgørelsen truffet af Første Appelkammer den 7. marts 2007 (sag R 502/2006-1), hvorved Indsigelsesafdelingens afgørelse af 15. februar 2005 blev ophævet, annulleres.

-    EF-varemærkeansøgning nr. 2939072 afvises i sin helhed.

-    Harmoniseringskontoret betaler sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Barbara Becker

Det omhandlede EF-varemærke: EF-ordmærket "Barbara Becker" for varer i klasse 9 - ansøgning nr. 2939072

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Harman International Industries, Inc

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-ordmærkerne "BECKER" og "BECKER ONLINE PRO" for varer i klasse 9

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Medhold i indsigelsen i dens helhed

Appelkammerets afgørelse: Medhold i klagen og indsigelsen forkastet

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Rådets forordning nr. 40/94 (herefter "varemærkeforordningen").

Sagsøgeren har påstået, at appelkammeret begik en fejl i anvendelsen af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b), idet det var af den opfattelse, at der ikke var nogen begrebsmæssig lighed mellem sagsøgerens varemærke "BECKER" og tegnet ansøgt af "Barbara Becker", og derfor ikke var risiko for forveksling. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret begik en retlig fejl ved anvendelsen af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5, idet det var af den opfattelse, at der ikke var nogen sammenhæng mellem tegnet ansøgt af "Barbara Becker" og EF-varemærket som sådan.

____________