Sag T-539/08

Etimine SA og AB Etiproducts Oy

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål – miljø og beskyttelse af menneskers sundhed – klassificering, emballering og etikettering af visse borater som farlige stoffer – direktiv 2008/58/EF – direktiv 67/548/EØF – forordning (EF) nr. 790/2009 – forordning (EF) nr. 1272/2008 – tilpasning af påstandene – tidsmæssig anvendelse af artikel 263, stk. 4, TEUF – sagsøgerne ikke individuelt berørt – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for at støtte en sag, der er anlagt før Lissabontraktatens ikrafttræden, på artikel 263, stk. 4, TEUF – foreligger ikke

(Art. 230, stk. 4 og 5, EF og art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for at være individuelt berørt af en generel retsakt – betingelser – retsakter vedrørende procedurer for risikovurdering og for klassificering af farlige stoffer

(Art. 230 EF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – mulighed for at være individuelt berørt af en generel retsakt – betingelser – retsakter vedrørende procedurer for risikovurdering og for klassificering af farlige stoffer

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.      EUF-traktaten fastsætter ikke nogen særlig overgangsbestemmelse, der regulerer spørgsmålet, om artikel 263, stk. 4, TEUF finder anvendelse på retssager, der verserede den 1. december 2009. Hvad særligt angår problemet om den tidsmæssige anvendelse af bestemmelser, der fastsætter betingelser for antagelse til realitetsbehandling af et annullationssøgsmål indgivet af en enkeltperson for Unionens retsinstanser, skal spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, for det første i overensstemmelse med maksimen tempus regit actum behandles efter de regler, der var i kraft, da sagen blev anlagt, og for det andet skal betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling bedømmes i forhold til det tidspunkt, hvor den blev anlagt, dvs. ved indgivelsen af stævningen, hvorved en berigtigelse kun er mulig, når den foretages inden udløbet af søgsmålsfristen. Det følger heraf, at når betingelserne for antagelse af sagen til realitetsbehandling blev reguleret ved artikel 230 EF på det tidspunkt, hvor annullationssøgsmålet blev anlagt, dvs. ved indgivelsen af både stævningen og anmodningen om tilpasning af påstandene og anbringenderne om annullation, skal spørgsmålet om sagsøgernes søgsmålskompetence i et annullationssøgsmål vedrørende de anfægtede retsakter behandles på grundlag af denne artikel.

(jf. præmis 75, 76 og 78)

2.      Når en beslutning berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af en generel retsakt i henhold til artikel 230 EF og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende. Den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, indebærer imidlertid ikke, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det er ubestridt, at denne retsvirkning som grundlag har objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt. Den omstændighed, at der findes enerettigheder til import og markedsføring i Unionen af borater fra et tredjeland, kan ikke som sådan individualisere indehaveren af den nævnte ret, navnlig når andre erhvervsdrivende kan have tilsvarende rettigheder.

Da sagsøgerne, som er erhvervsdrivende, der har rettigheder til minedrift med hensyn til borater, og som er berørte af retsakten om klassificering af dette produkt som farligt stof, ikke har identificeret andre erhvervsdrivende, der har tilsvarende rettigheder, ikke har præciseret grundene til, at disse – i betragtning af deres særlige egenskaber – kan udgøre en sluttet gruppe, og heller ikke har bevist, at de omhandlede klassificeringer havde til formål eller til følge at påvirke rækkevidden af de enerettigheder, der er blevet påberåbt, eller at forhindre udøvelsen af dem, kan de nævnte sagsøgere ikke anses for at være individuelt berørt af den omhandlede retsakt, jf. artikel 230 EF.

De omhandlede klassificeringer skader nemlig ikke sagsøgernes enerettigheder til at importere og markedsføre borater i Unionen. Den omstændighed alene, at klassificeringerne i givet fald kan gøre udøvelsen af disse enerettigheder vanskeligere, er ikke tilstrækkelig til at individualisere sagsøgerne i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, eftersom de a priori påvirker alle erhvervsdrivende, der udøver eller kan udøve aktiviteter, som omfatter import og/eller markedsføring af borater i Unionen på samme måde, uanset om de har enerettigheder hertil eller ikke. I den forbindelse er muligheden for, at sagsøgerne udsættes for en økonomisk ulempe – også selv om den er stor – på grund af de anfægtede klassificeringer, ikke tilstrækkelig til at bevise, at de nævnte klassificeringer individualiserer dem i forhold til enhver anden erhvervsdrivende, der kan være udsat for tilsvarende konsekvenser. Endelig kan den omstændighed, at en sagsøger er den største importør af borater i Unionen, heller ikke individualisere denne i forhold til de andre importører. En erhvervsdrivende af en mindre størrelse, der har de samme forhandlingsrettigheder, udsættes nemlig for tilsvarende økonomiske vanskeligheder, da de nævnte klassificeringer berører alle erhvervsdrivende i denne egenskab og proportionelt i forhold til deres størrelse og betydningen af deres handelsmæssige aktivitet i forbindelse med borater.

(jf. præmis 100, 101 og 104-107)

3.      En person, der deltager i en procedure for vedtagelse af en unionsretsakt, skal alene individualiseres i forhold til denne retsakt i det tilfælde, hvor der ved de EU-retlige forskrifter er fastsat processuelle garantier for den pågældende person. For så vidt angår direktiv 2008/58 om ændring med henblik på den 30. tilpasning til den tekniske udvikling af direktiv 67/548 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer fastsætter de relevante procedureregler, der fastlægger rammerne for proceduren for dets vedtagelse, ikke sådanne processuelle garantier til fordel for erhvervsdrivende, der potentielt kan blive berørt af resultatet af en procedure for tilpasning til den tekniske udvikling af direktiv 67/548. Desuden kan artikel 6-10 i forordning nr. 793/93 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer, som vedrører en anden procedure for vurdering af risici end den, der gælder for klassificering af et stof, ikke finde anvendelse på proceduren med henblik på klassificering af et stof som farligt stof og kan derfor ikke påberåbes i form af sagsøgernes aktive deltagelse i proceduren. Disse bestemmelser indeholder ingen processuelle garantier, der finder anvendelse med henblik på klassificeringen af et stof som et farligt stof i henhold til direktiv 67/548 eller forordning nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548 og 1999/45/EF og om ændring af forordning nr. 1907/2006. Det følger heraf, at disse bestemmelser ikke kan individualisere sagsøgerne med hensyn til klassificeringer, der er genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, da disse klassificeringer ikke er resultatet af proceduren for risikovurdering i henhold til forordning nr. 793/93, men af de respektive særskilte procedurer for tilpasning til den tekniske udvikling af direktiv 67/548 og forordning nr. 1272/2008, hvorunder sagsøgerne ikke har sådanne garantier.

(jf. præmis 109, 112, 114, 115 og 116)