Appel iværksat den 29. december 2023 af Bourbon Offshore Interoil Shipping – Navegação, Lda til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. oktober 2023 i sag T-721/22, Bourbon Offshore Interoil Shipping mod Kommissionen (frizonen Madeira)
(Sag C-803/23 P)
Processprog: portugisisk
Parter
Appellant: Bourbon Offshore Interoil Shipping – Navegação, Lda (ved advogadas S. Fernandes Martins og M. Mendonça Saraiva)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
i. Kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. oktober 2023 i sag T-721/22 ophæves, og Domstolen fastslår:
a. Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 1 af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) gennemført af Portugal for Zona Franca da Madeira (ZFM) — ordning III annulleres.
b. Under alle omstændigheder, og med forbehold for punkt a., annulleres artikel 4 i Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN), og dermed annulleres anordningen om tilbagesøgning af støtten fra modtagerne med tillæg af renter.
For så vid som ovennævnte påstande tiltrædes:
ii. Indstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Anbringender og væsentligste argumenter
1. Det første anbringende: Den appellerede kendelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt angår begrebet »oprettelse af arbejdspladser«
⎯ I modsætning til, hvad Retten fastslog, pålagde Kommissionen Portugal at anvende metoden med ÅAE (årsarbejdsenheder) og FTÆ (fuldtidsækvivalenter), jf. i denne retning 173.-179. og 216. betragtning til Kommissionens afgørelse.
⎯ Det fremgår af den appellerede kendelse, at Retten fastslog, at 2007- og 2013-afgørelserne såvel som selve grundlaget for at tillade ordning III taler for den ufravigelige anvendelse af metoden med ÅAE og FTÆ. Appellanten har gjort gældende, at dette ræsonnement savner retsgrundlag, eftersom hverken 2007- og 2013-afgørelserne eller afsnit 5 i retningslinjerne OAR 2007-2013 – som finder anvendelse på driftsstøtte, under hvilken kategori ordning III hører – henviser til metoden med ÅAE og FTÆ.
⎯ Denne metode fremgår alene af fodnote 52 til afsnit 4 i retningslinjerne 2007-2013, som udelukkende gælder for investeringsstøtte, hvilken kategori ordning III ikke er omfattet af.
⎯ Eftersom fodnote 52 i retningslinjerne 2007-2013 ikke finder anvendelse, og EU-retten ikke indeholder nogen definition, som finder tværgående anvendelse på »oprettelse af arbejdspladser«, skal anvendelsen heraf med henblik på anvendelsen af ordning III ske i lyset af national ret, hvorved proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet overholdes, hvilke principper på områder med delt kompetence begrænser Unionens lovgivningsmæssige indgreb til det, der er uundværligt for at sikre traktatens målsætninger.
⎯ Der er ikke modstrid mellem portugisisk arbejdsret og bestemmelserne i EU-retten, navnlig de regler, der finder anvendelse inden for statsstøtte, som kan begrunde, at førstnævnte fraviges.
⎯ Anvendelsen af portugisisk arbejdsret fører ikke nødvendigvis til et urimeligt resultat, idet den ikke er til hinder for effektiv arbejdstid i de af Kommissionen anførte vendinger.
⎯ Den systematiske anvendelse af kriteriet om ÅAE og FTÆ er i strid med portugisisk ret, for så vidt som dette kriterium ser bort fra de ved denne ret beskyttede udsatte situationer, såsom forældreskab og sygdom.
⎯ Det påhvilede Retten med et ræsonnement baseret på antagelse at begrunde fravigelsen af national ret ved at tillægge den i EU-retten fastlagte metode forrang, hvilket den ikke gjorde, hvorved den appellerede kendelse er retsstridig, hvorfor den skal ophæves og omgøres med en anden, som annullerer Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. december 2020 i sin helhed.
2. Det andet anbringende: Den appellerede kendelse er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som det blev fastslået, at artikel 4 i Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. december 2020 ikke er strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
⎯ Hverken 2007- og 2013-afgørelserne eller retningslinjerne 2007-2013 definerer den metode, der finder anvendelse for så vidt angår begrebet »oprettelse af arbejdspladser«, idet det star fast, at såvel hensynet til Kommissionens faste praksis som formålet med og opbygningen af ordning III bør foranledige fortolkeren til at fastslå, at metoden til definition af arbejdspladser i ÅAE og FTÆ ikke finder anvendelse. Såfremt det, således som Retten fastslog, måtte findes, at det pågældende krav kun kan fortolkes i de af Kommissionen anførte måde, kan det kun fastslås, at den pågældende retlige ordning savner klarhed.
⎯ Retten begik en fejl ved at fastslå, at Kommissionens langvarige passivitet (mindst otte år) var uskadelig, eftersom dette, selv om det star fast, at Kommissionen ikke var underlagt en maksimal frist med henblik på beskatning, ikke betyder, at denne passivitet ikke har retlige konsekvenser.
⎯ Appellanten har gjort gældende, at ordning III var fuldt forenelig med det indre marked, og denne overbevisning skyldes den omstændighed, at Kommissionen havde godkendt denne ordning, og at ordningen efterfulgte en helt identisk ordning – ordning II – hvis forenelighed med EU-retten aldrig havde været draget i tvivl.
⎯ Det forhold, at Portugal jævnligt gav Kommissionen oplysninger, som gjorde det muligt at beskatte anvendelsen af denne støtte, sammenholdt med Kommissionens manglende offentlige tilkendegivelse af ulovligheden heraf, er præcise garantier for Portugals lovlige anvendelse af støtten, hvilket skaber berettigede forventninger herom for modtagerne af ordning III.
⎯ Det kan ikke konkluderes, at den »gennemsnitlige støttemodtager« (hvis det retlige begreb »homem medio« accepteres) for så vidt angår appellantens stilling i forhold til Kommissionens passivitet, og når der ikke foreligger udtrykkelige tegn herpå, ville have anvendt »begrebet »oprettelse af arbejdspladser« som fastlagt i fodnote 52 til retningslinjerne 2007-2013 – dvs. ved anvendelse af metoden om ÅAE/FTÆ – eller ville have overvejet muligheden for, at dette begreb fandt anvendelse, eftersom intet tydede herpå.
⎯ Den appellerede kendelse er således behæftet med en åbenbart urigtig vurdering, idet den fastslog, at der ikke var sket en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvorfor kendelsen skal ophæves og erstattes mede n afgørelse, hvorved artikel 4 i Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. December 2020 annulleres i henhold til artikel 16 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 1 af 13. juli 2015.
____________
1 EUT 2022, L 217, s. 49
1 Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248. s. 9).