PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

16. januar 2007

Sag F-119/05

Charlotte Gesner

mod

Kontoret for Harmonisering i det indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Tjenestemænd – invaliditet – afslag på ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EF, hvori Charlotte Gesner har nedlagt påstand om annullation af KHIM’s afgørelse af 2. september 2005 om afslag på hendes klage over afgørelsen af 21. april 2005, hvorved Harmoniseringskontoret afslog sagsøgerens ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg.

Udfald: Afgørelsen af 21. april 2005, hvorved Harmoniseringskontoret afslog sagsøgerens ansøgning om nedsættelse af et invaliditetsudvalg, annulleres. Harmoniseringskontoret betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – invaliditet – midlertidigt ansatte – iværksættelse af invaliditetsproceduren

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 4; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 31, stk. 1, og art. 33, stk. 1)

I mangel af nogen modstridende bestemmelse i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte er begrebet invaliditet som omhandlet i disse ansættelsesvilkår identisk med begrebet i vedtægten. Det omfatter derfor den situation, hvor den midlertidigt ansatte ligesom tjenestemanden rammes af invaliditet, som anses for fuldstændig, og som af denne grund må opgive tjenesten. Den midlertidigt ansatte, der har måttet opgive tjenesten på grund af sin helbredstilstand, har derfor ret til at kræve, at fremgangsmåden ved behandlingen af en eventuel invaliditet bliver indledt. Det kan kun forholde sig anderledes, såfremt tjenestemandens ansøgning har karakter af misbrug, især hvis den alene har til formål – når der ikke foreligger nye faktiske forhold – at bestride et tidligere invaliditetsudvalgs konklusioner, der allerede har behandlet tjenestemandens situation.

Indledningen af denne procedure er ikke underlagt nogen betingelse om sygeorlov i et bestemt tidsrum. Hvis en sådan betingelse var foreskrevet, ville den i mange tilfælde være til hinder for, at midlertidigt ansatte, der rammes af en pludselig eller hurtig forværring af deres helbredstilstand eller udsættes for en ulykke, kan få dækning mod disse risici.

Den betingelse om sygeorlov i et bestemt tidsrum, der er fastsat i vedtægtens artikel 59, stk. 4, finder ikke anvendelse i det tilfælde, hvor det er den midlertidigt ansatte, der ansøger om indledning af invaliditetsproceduren. Denne bestemmelse omfatter nemlig det tilfælde, hvor det er administrationen, der beslutter at indlede denne procedure, og underkaster en sådan afgørelse den betingelse, at tjenestemanden eller den ansattes fravær på grund af sygeorlov overskrider et bestemt tidsrum. Denne bestemmelse udgør således en garanti for såvel den ansatte som for administrationen. Den giver på den ene side den ansatte en rimelig frist for at blive restitueret og reintegreret i sin stilling, inden han bliver tvunget til en invalidepensionering. På den anden side giver den administrationen beføjelse til – ud over denne frist – at konstatere den pågældendes invaliditet for i givet fald at erstatte denne endeligt i dennes stilling, og anerkender således ansættelsesmyndighedens mulighed for – ikke pligt til – at forelægge sagen for invaliditetsudvalget.

(jf. præmis 28-30 og 32-34)

Henvisning til:

Domstolen, 9. juli 1975, forenede sager 42/74 og 62/74, Vellozzi mod Kommissionen, Sml. s. 871, præmis 25-27; 15. januar 1981, sag 731/79, B. mod Parlamentet, Sml.. s. 107, præmis 7.

Retten, 16. juni 2000, T-84/98, C mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 113, og II, s. 497, præmis 68.