Language of document : ECLI:EU:C:2014:2149

Forenede sager C‑256/13 og C‑264/13

Provincie Antwerpen

mod

Belgacom NV van publiek recht

og

Mobistar NV

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af hof van beroep te Antwerpen)

»Præjudiciel forelæggelse – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – direktiv 2002/20/EF – artikel 6 – vilkår, der kan være knyttet til den generelle tilladelse og brugsretten til radiofrekvenser og numre samt særlige forpligtelser – artikel 13 – afgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter – national lovgivning, der pålægger virksomheder betaling af en afgift af driftssteder«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. september 2014

Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikation – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – bevilling – direktiv 2002/20 – afgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter – begreb – afgift af driftssteder med henvisning til mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner – ikke omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20, art. 6 og 13)

Artikel 6 og 13 i direktiv 2002/20 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, pålægges en generel afgift af driftssteder med henvisning til de mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner, der er opsat på offentligt eller privat område, og som er nødvendige for udøvelsen af deres virksomhed.

Eftersom den afgiftsudløsende begivenhed ikke er knyttet til tildeling af brugsret til radiofrekvenser eller tilladelser til installation af faciliteter som omhandlet i artikel 13 i direktiv 2002/20, udgør en sådan afgift nemlig ikke en afgift i den i denne artikel omhandlede forstand og henhører følgelig ikke under direktivets anvendelsesområde. I denne forbindelse henviser begreberne »faciliteter« og »installere«, der er anvendt i den pågældende artikel 13, til henholdsvis den fysiske infrastruktur, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, og til deres fysiske installation på den pågældende offentlige eller private ejendom.

(jf. præmis 33, 37 og 38 samt domskonkl.)