RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
30. maj 2018 (*)
»EU-varemærke – bistand fra en advokat, som ikke er en tredjemand, der er uafhængig af sagsøgeren – udskiftning af en part i sagen – overdragelse af en EU-varemærkeansøgers rettigheder – bistand fra en advokat, som ikke er en uafhængig tredjemand i forhold til den, der har anmodet om udskiftning – afvisning«
I sag T-664/16,
PJ ved advokat S.,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), først ved S. Hanne, derefter ved A. Söder, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:
Erdmann & Rossi GmbH, Berlin (Tyskland), ved advokaterne H. Kunz-Hallstein og R. Kunz-Hallstein,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 18. juli 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1670/2015-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Erdmann & Rossi ogPJ,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Den 19. september 2011 indgav sagsøgeren, PJ, en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).
2 Det varemærke, der blev søgt registreret, var ordmærket Erdmann & Rossi.
3 De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 12, 37 og 42 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer for hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:
– klasse 12: »automobiler, især tunede motorkøretøjer; automobilkarrosserier«
– klasse 37: »renovering af automobiler og påbygninger til motorkøretøjer; vedligeholdelse og reparation af motorkøretøjer«
– klasse 42: »design og formgivning samt teknisk udvikling af karosserier til motorkøretøjer; projektering af fabrikationsanlæg; konstruktion af værktøj og anlæg til fremstilling af motorkøretøjer«.
4 Varemærket blev registreret den 3. februar 2012 under nr. 010310481.
5 Den 26. marts 2014 indgav intervenienten, Erdmann & Rossi GmbH, en ugyldighedsbegæring vedrørende det omtvistede varemærke i medfør af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001].
6 Ved afgørelse af 29. juni 2015 afslog annullationsafdelingen ugyldighedsbegæringen i dens helhed.
7 Den 18. august 2015 indgav intervenienten i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 66-71 i forordning 2017/1001) en klage til EUIPO over annullationsafdelingens afgørelse.
8 Ved afgørelse af 18. juli 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) gav Fjerde Appelkammer ved EUIPO intervenienten medhold i klagen og annullerede annullationsafdelingens afgørelse.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
9 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. september 2016. Stævningen er underskrevet af S. i dennes egenskab af advokat.
10 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor samme dag anmodede sagsøgeren om anonymitet og fortrolig behandling af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden i overensstemmelse med artikel 66 i Rettens procesreglement.
11 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2016 oplyste sagsøgeren Retten om, at EUIPO, efter at sagsøgeren den 14. september 2016 havde indleveret sin anmodning om anonymitet og udeladelse af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden, midlertidigt, og indtil Domstolen træffer endelig afgørelse, havde blokeret adgangen til den anfægtede afgørelse og til alle de skrivelser, som parterne havde sendt til annullationsafdelingen og appelkammeret, på sit websted.
12 Ved afgørelse af 28. oktober 2016 imødekom Retten sagsøgerens anmodning om, at dennes navn og adresse blev udeladt i offentliggørelser vedrørende den omhandlede sag, og at sagsøgerens navn efterfølgende blev erstattet af bogstaverne »PJ«.
13 Ved afgørelse af 24. januar 2017 og i forlængelse af sagsøgerens besvarelse af et skriftligt spørgsmål, som Retten havde stillet, forkastede Retten sagsøgerens anmodning om fortrolig behandling af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden.
14 Den 28. marts 2017 har intervenienten indleveret et svarskrift til Rettens Justitskontor.
15 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 31. marts 2017 har EUIPO fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1.
16 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 3. april 2017, som blev tilført sagsakterne ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 17. maj 2017, meddelte EUIPO Retten, at det omtvistede varemærke den 28. februar 2017 var blevet optaget i EUIPO’s register med en ny indehaver, nemlig »[X] [GmbH & Co. KG]«. Det fremgår af bilagene til denne skrivelse, at denne registrering blev berigtiget af EUIPO, og at varemærket den 1. marts 2017 blev registreret med en anden indehaver, nemlig »[Y]-GmbH«.
17 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 8. maj 2017, som blev tilført sagsakterne ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 18. maj 2017, har sagsøgeren bl.a. anmodet om, dels at der træffes en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra c) og d), for at undersøge en mistanke om manipulation af de administrative sagsakter, dels at den foreliggende sag i overensstemmelse med procesreglementets artikel 69, litra d), udsættes, indtil den strafferetlige efterforskning af EUIPO’s medarbejdere er afsluttet.
18 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. maj 2017 har EUIPO anført nye beviser i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, til støtte for sin formalitetsindsigelse.
19 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. maj 2017 har sagsøgerens repræsentant, advokat S., i henhold til procesreglementets artikel 174 fremsat anmodning om, at [Y]-GmbH (herefter »den, der har anmodet om udskiftning«) træder i sagsøgerens sted. Den 1. juni 2017 har Retten anmodet parterne i sagen om at fremsætte deres bemærkninger til den nævnte anmodning om udskiftning i medfør af procesreglementets artikel 176, stk. 2.
20 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 24. maj 2017 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til EUIPO’s formalitetsindsigelse.
21 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 2017 har intervenienten fremsat bemærkninger til EUIPO’s skrivelse af 3. april 2017 og sagsøgerens skrivelse af 8. maj 2017.
22 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. juni 2017 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til EUIPO’s skrivelse af 3. april 2017. Sagsøgeren har bl.a. gjort gældende, at vedkommende som følge af retten til at blive hørt og princippet om en retfærdig rettergang skal have mulighed for at tage stilling til intervenientens svarskrift af 28. marts 2017.
23 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 9. og den 15. juni 2017 har intervenienten og EUIPO anført, at anmodningen om udskiftning bør afvises.
24 Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Fjerde Afdeling den 14. juni 2017 blev de nye beviser, som EUIPO anførte ved skrivelse af 23. maj 2017 (jf. præmis 18 ovenfor), tilført sagsakterne, og der blev fastsat en frist i overensstemmelse med procesreglementets artikel 85, stk. 4, således at sagsøgeren og intervenienten kunne tage stilling til de nye beviser, hvilket de gjorde henholdsvis den 28. og den 20. juni 2017, dvs. inden fristens udløb.
25 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2017 fremsatte sagsøgeren på ny sin anmodning af 8. maj 2017 om, at sagen udsættes i henhold til procesreglementets artikel 69, litra d).
26 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 14. og den 21. august 2017 fremsatte intervenienten og EUIPO bemærkninger til anmodningen om udsættelse, hvori de gjorde gældende, at anmodningen burde forkastes.
27 Ved afgørelse af 9. oktober 2017 forkastede Retten sagsøgerens anmodning om udsættelse af sagen.
28 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med annullationssagen for Retten samt ugyldighedssagen for appelkammeret og ugyldighedsafdelingen.
29 EUIPO har i formalitetsindsigelsen i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
30 Sagsøgeren har i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelsen afvises.
– Sagen antages til realitetsbehandling.
31 Intervenienten har i sit svarskrift i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
32 I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, kan sagsøgeren anmode Retten om at tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Retten kan i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 6, beslutte at indlede den mundtlige forhandling vedrørende formalitetsindsigelsen.
33 I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt belyst ved sagsakterne til, at den kan træffe afgørelse uden at indlede den mundtlige forhandling.
34 Før det undersøges, om den foreliggende sag og anmodningen om udskiftning kan fremmes til realitetsbehandling, skal der tages stilling til sagsøgerens påstand om, at Retten bør afvise både formalitetsindsigelsen af 31. marts 2017 og beviserne af 23. maj 2017.
Formaliteten med hensyn til EUIPO’s formalitetsindsigelse
35 Sagsøgeren har fremført en afvisningsgrund mod EUIPO’s formalitetsindsigelse, som efter sagsøgerens opfattelse blev fremsat for sent. Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, dels at EUIPO ikke har overholdt fristen på to måneder i procesreglementets artikel 81, stk. 1, dels at den faste afstandsfrist på ti dage i procesreglementets artikel 60 ikke finder anvendelse, når et procesdokument overføres via e-Curia-applikationen.
36 Det skal hertil bemærkes, at det følger af procesreglementets artikel 81, sammenholdt med dets artikel 130, stk. 1, at en formalitetsindsigelse, der rejses af sagsøgte, skal fremsættes i et særskilt dokument inden to måneder efter stævningens forkyndelse. Ifølge dette reglements artikel 60 forlænges denne frist med en fast afstandsfrist på ti dage (kendelse af 23.3.2017, Gollnisch mod Parlamentet, T-624/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:243, præmis 32).
37 Ved afgørelse af 14. september 2011 om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia (EUT 2011, C 289, s. 9) har Retten desuden indført en metode til elektronisk indlevering og forkyndelse af procesdokumenter. Det fremgår af denne afgørelses artikel 7, stk. 2, første punktum, at procesdokumentet anses for forkyndt på det tidspunkt, hvor modtageren anmoder om adgang til dokumentet.
38 I det foreliggende tilfælde blev der sendt en besked til EUIPO den 24. januar 2017 via e-Curia-applikationen, og EUIPO anmodede om adgang til stævningen den 26. januar 2017, hvilket betød, at fristen for fremsættelse af formalitetsindsigelse udløb den 5. april 2017.
39 Da EUIPO’s formalitetsindsigelse blev indleveret ved særskilt dokument til Rettens Justitskontor den 31. marts 2017, blev den således fremsat rettidigt.
40 Sagsøgerens argument om, at afstandsfristen ikke gælder i det foreliggende tilfælde, fordi ligebehandlingsprincippet kræver, at procesreglementets artikel 73, stk. 3 – hvorefter denne frist ikke finder anvendelse, når der er sendt en genpart af et processkrift pr. telefax til Rettens Justitskontor, før originaleksemplaret indleveres – anvendes analogt på den situation, hvor et processkrift indleveres via e-Curia-applikationen, ændrer intet ved denne konklusion. I modsætning til det af sagsøgeren anførte finder den faste afstandsfrist på ti dage, der er fastsat i procesreglementets artikel 60, anvendelse på alle procesfrister, som er fastsat ved traktaterne, statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementet, uanset hvordan procesdokumentet indleveres (på papir eller via e-Curia-applikationen). Når der ikke er angivet andet i procesreglementet vedrørende indlevering af et processkrift via e-Curia-applikationen, må det konstateres, at den faste afstandsfrist på ti dage, der er fastsat i procesreglementets artikel 60, finder anvendelse på en formalitetsindsigelse, der indleveres via e-Curia-applikationen (jf. i denne retning kendelse af 23.3.2017, Gollnisch mod Parlamentet, T-624/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:243, præmis 32 og 33).
41 Endelig må sagsøgerens argument om, at EUIPO’s formalitetsindsigelse ikke blev indleveret i overensstemmelse med artikel 5 i Rettens afgørelse af 14. september 2011 om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia, forkastes som ugrundet. Det fremgår således klart af forsatsbladet til den formalitetsindsigelse, der blev forkyndt for parterne, at indleveringen den 31. marts 2017 blev valideret af EUIPO’s befuldmægtigede, A. Söder, via e-Curia-applikationen. Hvad angår sagsøgerens anbringende om, at »det ikke fremgår af [sagsøgerens repræsentants] gennemgang af sagsakterne den 26. [april] 2017, at [A. Söders] bruger-id og adgangskode blev benyttet i forbindelse med indleveringen den 31. marts 2017«, må det konstateres, at det ikke er teknisk muligt for en parts repræsentant selv at kontrollere, hvorvidt og hvornår modpartens repræsentant har anvendt sit bruger-id eller sin adgangskode til it-applikationen e-Curia.
42 Sagsøgerens afvisningsgrund må derfor forkastes.
Formaliteten med hensyn til de beviser, som EUIPO har anført den 23. maj 2017, i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3
43 Sagsøgeren har gjort gældende, at de nye beviser, som EUIPO har anført til støtte for sin formalitetsindsigelse ved skrivelse af 23. maj 2017, bør afvises. Der er tale om en skrivelse, som intervenienten sendte til EUIPO den 11. maj 2017, og som indeholdt en udskrift fra Gemeinsames Registerportal der Länder (de tyske forbundsstaters fælles registreringsportal), som mod betaling giver adgang til samtlige handelsregistre i alle de tyske delstater. Ifølge EUIPO dokumenterer denne udskrift, dels at sagsøgeren alene er bemyndiget til at repræsentere advokatfirmaet [Z.] og til at gennemføre retlige transaktioner med EUIPO, dels at den advokat, som sagsøgeren har givet fuldmagt i forbindelse med sagen for Retten, dvs. advokat S., ikke er partner i det nævnte advokatfirma. Det er derfor klart, at der foreligger en ansættelseskontrakt og dermed et lønmodtagerforhold mellem sagsøgerens firma og advokat S.
44 Ifølge sagsøgeren kunne og burde EUIPO have konsulteret det nævnte register med henblik på at fremlægge dette bevis i forbindelse med fremsættelsen af formalitetsindsigelsen, eftersom udskriften fra registret har foreligget siden 2013, og EUIPO flere gange i sin formalitetsindsigelse har angivet, at det pågældende advokatfirma er et selskab, der udøver liberalt erhverv.
45 Det bemærkes, at i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 1 og 3, fremlægges eller anføres beviserne i forbindelse med den første udveksling af processkrifter, men hovedparterne kan i undtagelsestilfælde fremlægge eller anføre beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.
46 Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at EUIPO fremlagde den udskrift, der er nævnt i præmis 43 ovenfor, den 23. maj 2017, dvs. næsten to måneder efter den 31. marts 2017, hvor formalitetsindsigelsen blev indleveret. At EUIPO fremlagde udskriften så sent, skyldes, for det første, at intervenienten først sendte den skrivelse, der indeholdt denne udskrift, til EUIPO den 11. maj 2017, for det andet, at EUIPO ikke havde adgang til den fælles registreringsportal for de tyske delstater, og for det tredje, at en sådan adgang ikke er begrundet, henset til EUIPO’s aktiviteter.
47 Når det var begrundet at fremlægge det nye bevis så sent, vil det som følge heraf kunne godtages. Der bør under alle omstændigheder mindes om, at spørgsmålet om sagsøgerens repræsentation vedrører en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2013, ClientEarth mod Rådet, C-573/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:564, præmis 20), og at Retten som følge heraf og i henhold til procesreglementets artikel 129 kan undersøge det til enhver tid af egen drift.
Sagens formalitet
48 Med formalitetsindsigelsen har EUIPO i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren ikke er behørigt repræsenteret ved en advokat som omhandlet i procesreglementets artikel 51, stk. 1, sammenholdt med artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og at stævningen ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 73, stk. 1.
49 EUIPO har til støtte for sin formalitetsindsigelse fremført to afvisningsgrunde, hvoraf den første vedrører den omstændighed, at sagsøgeren ved at give advokatfirmaet [Z.], som den pågældende er partner i, generel procesfuldmagt faktisk har bemyndiget sig selv, og den anden vedrører den omstændighed, at den repræsentant, der har underskrevet og indleveret stævningen – advokat S. – var ansat i det nævnte advokatfirma og ikke kan opfylde det krav om uafhængighed, der følger af statutten for Den Europæiske Unions Domstol og af procesreglementet, eftersom han reelt er underlagt sagsøgeren, der som partner og ejer har en ledende position i dette firma.
50 Sagsøgeren har anfægtet EUIPO’s argumentation. Sagsøgeren mener ikke, at forudsætningerne for, at sagsøgeren kan anses for at »repræsentere sig selv«, eller at dennes repræsentant ikke kan anses for at være uafhængig, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
51 Der skal mindes om, at andre parter end medlemsstaterne, Den Europæiske Unions institutioner, Tilsynsmyndigheden for Den Europæiske Frihandelsorganisation (EFTA) og stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), i henhold til artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i henhold til samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og ifølge artikel 73, stk. 1, i Rettens procesreglement skal være repræsenteret ved en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen. Stævningen skal endvidere angive sagsøgerens navn og adresse samt underskriverens stilling. Endelig skal det originale eksemplar af ethvert processkrift være underskrevet af partens befuldmægtigede eller advokat.
52 Det følger efter fast retspraksis af ovennævnte bestemmelser og navnlig af anvendelsen af udtrykket »repræsenteres« i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at når der anlægges en sag ved Retten, er en »part« i denne artikels forstand uanset dennes stilling ikke bemyndiget til selv at føre sin sag, men skal lade en anden person møde for sig, og denne person skal have ret til at give møde for en domstol i en medlemsstat eller i en stat, som er part i EØS-aftalen (jf. Rettens kendelse af 20.7.2016, PITEE mod Kommissionen, T-674/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:444, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis).
53 Det skal herved påpeges, at opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden, som udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, og som ligger til grund for artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er, at denne betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for (jf. kendelse af 16.9.2016, Salavrakos mod Parlamentet, T-396/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:588, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis). Dette kriterium anses for opfyldt, når den pågældende advokat strukturelt, hierarkisk og funktionelt er tredjemand i forhold til den person, som den juridiske bistand ydes til (dom af 17.9.2007, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, T-125/03 og T-253/03, EU:T:2007:287, præmis 168). Denne fortolkning af kravet til advokatens uafhængighed gælder i forbindelse med repræsentation for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning kendelse af 9.11.2011, Glaxo Group mod KHIM – Farmodiética (ADVANCE), T-243/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:649, præmis 16).
54 Som det tidligere er blevet fastslået, forudsætter kravet til advokatens uafhængighed således, at advokaten ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold. Begrebet advokatens uafhængighed defineres nemlig ikke kun positivt ved henvisning til de fagetiske forpligtelser, men også negativt, dvs. ved henvisning til et manglende ansættelsesforhold (jf. dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
55 Denne argumentation finder i lige så høj grad anvendelse på en situation, hvor en advokat er ansat af en enhed, der er tilknyttet den part, som advokaten repræsenterer (dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 25), som på en situation, hvor en advokat er tilknyttet sagsøgeren ved en civilretlig kontrakt.
56 Det er også blevet fastslået, at advokaten for en part som omhandlet i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ikke må have en sådan personlig tilknytning til den pågældende sag eller en sådan afhængighed af sin klient, at advokaten risikerer ikke at være i stand til at opfylde sin vigtige rolle som juridisk rådgiver på den mest hensigtsmæssige måde. Retten har navnlig fastslået, at de økonomiske eller strukturelle forbindelser, som repræsentanten havde til sin klient, ikke måtte give anledning til forvirring om klientens egne interesser og de personlige interesser hos dennes repræsentant (kendelse af 6.9.2011, ClientEarth mod Rådet, T-452/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:420, præmis 20).
57 Det EU-retlige krav om, at ikke-privilegerede parter skal repræsenteres af en uafhængig tredjemand ved Retten, kan således ikke opfattes som et krav, som alene har til formål at udelukke, at fuldmagtsgiveren repræsenteres af sine ansatte eller af personer, der er økonomisk afhængige af denne (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2013, ClientEarth mod Rådet, C-573/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:564, præmis 13). Der er tale om et mere generelt krav, hvis overholdelse skal undersøges i hver enkelt sag (kendelse af 20.11.2017, BikeWorld mod Kommissionen, T-702/15, EU:T:2017:834, præmis 35).
58 Det er i lyset af disse principper, at EUIPO’s formalitetsindsigelse skal undersøges.
59 Hvad for det første angår EUIPO’s første afvisningsgrund om, at sagsøgeren »repræsenterer sig selv«, må det konstateres, at den repræsentant, der har underskrevet og indleveret stævningen via e-Curia-applikationen, er advokat S. og ikke sagsøgeren. Den første afvisningsgrund, som EUIPO har gjort gældende, må som følge heraf forkastes som ugrundet.
60 EUIPO’s argument om, at sagsøgeren har givet advokatfirmaet [Z.], hvori sagsøgeren er den ene af de to stiftende partnere, en generel procesfuldmagt, som i virkeligheden er en fuldmagt til at repræsentere sig selv, ændrer intet herved. Det bemærkes herved, at procesreglementets artikel 51, stk. 3, bestemmer, at advokaterne, når den part, de repræsenterer, er en privat juridisk person, skal indlevere en fuldmagt udstedt af denne private juridiske person til Rettens Justitskontor. Dette krav gælder imidlertid ikke, når sagsøgeren som her er en fysisk person. Den omstændighed, at sagsøgeren har givet advokatfirmaet [Z.] fuldmagt, har derfor ingen betydning for bedømmelsen af, om sagsøgeren repræsenterer sig selv.
61 Hvad for det andet angår den anden afvisningsgrund, som EUIPO har gjort gældende, og som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt advokat S. er i stand til at yde sagsøgeren juridisk bistand »i fuld uafhængighed«, skal det undersøges, om advokat S.’ tilknytning til sagsøgeren er forenelig med de krav, der gælder for repræsentation af ikke-privilegerede parter for Unionens retsinstanser.
62 Det er i denne henseende ubestridt, at sagsøgeren er en af medstifterne af advokatfirmaet [Z.] og den ene af de to partnere i dette firma. Det fremgår desuden af sagsakterne og navnlig af forsatsbladet til den indleverede stævning samt af advokatfirmaets websted, at advokat S. ikke er partner i advokatfirmaet [Z]. Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at advokatfirmaet [Z.] er et registreret selskab, som i retlig henseende er adskilt fra sagsøgeren, selv om sagsøgeren er bemyndiget til at repræsentere det (jf. det i præmis 43-47 nævnte bevis, som EUIPO fremlagde den 23.5.2017). Det ligger i øvrigt fast, at sagsøgeren har givet advokatfirmaet [Z.] fuldmagt til at forsvare sig, og at advokat S. handler på vegne af dette firma.
63 Uanset at sagsøgeren ikke er den eneste partner i advokatfirmaet [Z.], og at sagsøgeren, da beslutningerne i dette firma – som sagsøgeren har anført i sine skriftlige bemærkninger til formalitetsindsigelsen – træffes enstemmigt, ikke »egenhændigt [kan] ansætte, afskedige eller forfremme« en medarbejder i firmaet, forholder det sig ikke desto mindre således, at sagsøgeren, netop fordi beslutningerne træffes enstemmigt af de to partnere, udøver effektiv kontrol med alle advokatfirmaets beslutninger, herunder beslutninger vedrørende firmaets medarbejdere, hvilket omfatter advokat S. Advokat S. har trods sin bestalling som advokat og de dermed forbundne fagetiske forpligtelser for advokathvervet ikke samme grad af uafhængighed over for sagsøgeren som en advokat, der er ansat på et andet advokatkontor end det, hvor dennes klient er partner. Det er under disse omstændigheder vanskeligere for advokat S. at imødegå eventuelle spændinger mellem advokatens faglige forpligtelser og de mål, som dennes klient har sat sig (jf. analogt dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 45).
64 Forholdet mellem advokat S. og advokatfirmaet [Z.] kan i øvrigt, selv om firmaet i retlig henseende er adskilt fra sagsøgeren, have indflydelse på advokat S.’ uafhængighed, eftersom advokatfirmaet [Z.’] interesser stort set er sammenfaldende med sagsøgerens. Der foreligger således en risiko for, at advokat S.’ faglige vurdering i det mindste delvist er påvirket af dennes arbejdsmiljø (dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 25, og kendelse af 14.11.2016, Dimos Athinaion mod Kommissionen, T-360/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:694, præmis 10).
65 Den faglige tilknytning, som advokat S. havde til sagsøgeren på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, er derfor af en sådan art, at den risikerer at medføre, at advokaten ikke er i stand til at opfylde sin vigtige rolle som juridisk rådgiver på den mest hensigtsmæssige måde.
66 Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argumenter.
67 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at det ikke er muligt at gøre indgreb i advokat S.’ uafhængighed, da et sådant indgreb strider mod de tyske regler i Bundesrechtsanwaltsordnung (forbundsloven om advokatvirksomhed) af 1. august 1959 (BGBl. 1959 I, s. 565) og Berufsordnung für Rechtsanwälte (adfærdskodeks for advokater). Det skal herved bemærkes, at selv om opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, skal den inden for rammerne af de tvister, der indbringes for Unionens retsinstanser, gøres til genstand for en objektiv gennemførelse, som nødvendigvis må være uafhængig af de nationale retsordener. Bestemmelserne om repræsentation af ikke-privilegerede parter for Unionens retsinstanser skal derfor i videst muligt omfang fortolkes uafhængigt og uden henvisning til national ret (dom af 6.9.2012, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej mod Kommissionen, C-422/11 P og C-423/11 P, EU:C:2012:553, præmis 34 og 35, samt kendelse af 14.11.2016, Dimos Athinaion mod Kommissionen, T-360/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:694, præmis 13). Som det fremgår af præmis 53-56 ovenfor, defineres begrebet advokatens uafhængighed imidlertid ikke kun positivt i EU-retten under henvisning til dennes tilhørsforhold til advokatstanden eller den omstændighed, at den pågældende er undergivet dens disciplinære og fagetiske regler, men også negativt.
68 For det andet har sagsøgeren anført, at dennes erhvervsvirksomhed som fysisk person, der er indehaver af det omtvistede varemærke, er klart adskilt fra erhvervsvirksomheden for den juridiske person og i særdeleshed for advokatfirmaet [Z.], der ikke er part i sagen. Selv om den juridiske person anses for at være uafhængig af sine partnere i retlig henseende, synes det imidlertid at være vanskeligt at sondre formelt mellem den juridiske persons adfærd og den fysiske persons adfærd i det foreliggende tilfælde. Det er således åbenbart, at den juridiske persons aktiviteter gavner partnerens interesser og aktiviteter som fysisk person.
69 Sagsøgeren har for det tredje konstateret, at det krav til advokatens uafhængighed, der fremgår af retspraksis, ikke er et kriterium, der er fastsat ved artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og heller ikke følger af procesreglementets artikel 51, og at det derfor vil være i strid med retssikkerhedsprincippet at afvise sagen, da en retsregel, som er bebyrdende for borgerne, ifølge dette princip skal være klar og præcis, og dens anvendelse skal være forudsigelig for de pågældende.
70 Det skal hertil bemærkes, at det generelle retssikkerhedsprincip ganske vist kræver, at en lovgivning er klar og præcis, således at borgerne ikke er i tvivl om deres rettigheder og pligter og kan handle derefter. Med henblik på at afgøre, om de krav, der udspringer af dette princip, er opfyldt, skal der imidlertid tages hensyn til alle relevante faktorer, der fremgår af denne lovgivnings ordlyd, formål eller opbygning, om fornødent ved hjælp af retternes fortolkning heraf.
71 Det må dog indledningsvis konstateres, at udtrykket »[a]ndre parter skal repræsenteres af en advokat« i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol derfor udelukker, at en part og dennes repræsentant kan være én og samme person (jf. i denne retning kendelse af 3.9.2015, Lambauer mod Rådet, C-52/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:549, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.11.2016, García Ruiz mod Parlamentet, T-628/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:669, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis). Opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden og navnlig af kravet om uafhængighed, hvis overholdelse skal undersøges i hver enkelt sag (jf. præmis 57 ovenfor), udspringer endvidere af medlemsstaternes fælles retstraditioner (jf. præmis 53 ovenfor). Det følger endelig af Unionens retsinstansers faste praksis, at kriteriet om, at den juridiske bistand skal ydes »i fuld uafhængighed«, anses for opfyldt, når den pågældende advokat strukturelt, hierarkisk og funktionelt er tredjemand i forhold til den person, som denne bistand ydes til (jf. præmis 53 ovenfor). Det er derfor ikke i strid med retssikkerhedsprincippet, at kravet om uafhængighed ikke fremgår udtrykkeligt af statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller procesreglementet.
72 Det følger heraf, at den foreliggende sag ikke er anlagt i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 51, stk. 1, da stævningen ikke er underskrevet af en uafhængig advokat.
73 Sagen må som følge heraf afvises, uden at det er fornødent at iværksætte den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som sagsøgeren har anmodet om.
Anmodningen om udskiftning
74 EUIPO og intervenienten har gjort gældende, at anmodningen om udskiftning af sagsøgeren med den, der har fremsat anmodning om udskiftning, og som ifølge sagsøgeren er blevet indehaver af ansøgningen om det omtvistede varemærke og dermed rettighedserhverver, må afvises. Efter EUIPO’s og intervenientens opfattelse er den, der har anmodet om udskiftning, ikke repræsenteret i overensstemmelse med procesreglementets artikel 175, stk. 3.
75 Der træffes ifølge procesreglementets artikel 176, stk. 3, afgørelse om anmodningen om udskiftning ved begrundet kendelse afsagt af retsformanden eller i den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.
76 Det fremgår af procesreglementets artikel 174, at når en af tvisten berørt intellektuel ejendomsret er blevet overført af en part i sagen for appelkammeret ved EUIPO til tredjemand, kan erhververen fremsætte anmodning om at træde i den oprindelige parts sted i forbindelse med sagen for Retten. Det præciseres i procesreglementets artikel 176, stk. 5, at erhververen skal acceptere tvisten i den tilstand, hvori den befinder sig ved udskiftningen, hvis anmodningen om udskiftning tages til følge. Den pågældende er bundet af de processkrifter, der er indgivet af den part, i hvis sted vedkommende indtræder. Det fremgår i øvrigt af artikel 17 og 24 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 20 og 28 i forordning 2017/1001), at erhververen, efter at overdragelsen af en ansøgning om et EU-varemærke er indført i EUIPO’s register, kan gøre de rettigheder gældende, som følger af denne ansøgning.
77 Det bestemmes endelig i procesreglementets artikel 175, stk. 3, at den, der har anmodet om udskiftning, skal være repræsenteret i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
78 Det må for det første konstateres, at det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om udskiftning, eftersom Retten af de i præmis 59-73 anførte grunde har fastslået, at sagen må afvises. I en sag som den foreliggende, hvor den, der har anmodet om udskiftning, er nært knyttet til sagsøgeren, mister anmodningen om udskiftning således enhver relevans, når sagen er blevet afvist, fordi sagsøgeren ikke er repræsenteret på retmæssig vis.
79 For det andet må det under alle omstændigheder fastslås, at anmodningen om udskiftning, henset til de faktiske omstændigheder i sagen, ikke kan antages til realitetsbehandling. Advokat S. har nærmere bestemt meddelt Retten, at sagsøgerens ansøgning om registrering er blevet overdraget til den, der har anmodet om udskiftning, og har som repræsentant for sidstnævnte anmodet om, at den, der har anmodet om udskiftning, træder i sagsøgerens sted i den foreliggende sag. Advokat S. har som bevis for, at ansøgningen om det omtvistede varemærke er blevet overdraget til den, der har anmodet om udskiftning, bl.a. vedlagt en meddelelse fra EUIPO af 1. marts 2017 og en udskrift fra EUIPO’s register. Advokat S. har ligeledes fremsendt en genpart af den fuldmagt, som den, der har anmodet om udskiftning, har givet advokatfirmaet [Z.]
80 Som nævnt i præmis 77 ovenfor, gælder betingelserne om repræsentation ifølge bestemmelserne i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol imidlertid også i forbindelse med en anmodning om udskiftning. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den advokat, der har underskrevet anmodningen om udskiftning, dvs. advokat S., ikke er uafhængig i forhold til den, der har anmodet om udskiftning, som omhandlet i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, eftersom dennes direktør, som har underskrevet den i præmis 79 nævnte fuldmagt, er sagsøgeren, som er den ene af de to partnere i advokatfirmaet [Z.], hvori advokat S. udøvede advokatgerning på tidspunktet for fremsættelsen af anmodningen om udskiftning (jf. herved præmis 63-65 ovenfor).
81 Det er under disse omstændigheder ufornødent at træffe afgørelse om den anmodning om udskiftning, som er fremsat af den, der har anmodet herom.
Sagsomkostninger
82 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med EUIPO’s og intervenientens påstand herom.
83 Hvis anmodningen om udskiftning forkastes, træffes der ifølge procesreglementets artikel 176, stk. 4, afgørelse om omkostningerne vedrørende nævnte anmodning, herunder omkostningerne afholdt af den, som fremsætter anmodningen om udskiftning, på grundlag af bestemmelserne i artikel 134 og 135. Da anmodningen om udskiftning er blevet afvist, og der ikke er nedlagt påstand om omkostningerne vedrørende anmodningen om udskiftning, bestemmes det, dels at den, der har anmodet om udskiftning, bærer sine egne omkostninger, dels at hver part bærer sine egne omkostninger vedrørende nævnte anmodning om udskiftning.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om udskiftning.
3) PJ betaler sagsomkostningerne.
4) [Y]-GmbH og hver part bærer deres egne omkostninger vedrørende anmodningen om udskiftning.
Således bestemt i Luxembourg den 30. maj 2018.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |