Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 24. oktober 2023 – Amt der Tiroler Landesregierung
(Sag C-638/23, Amt der Tiroler Landesregierung)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgerichtshof
Parter i hovedsagen
Revisionsappellant: Amt der Tiroler Landesregierung
Sagsøgt myndighed: Datenschutzbehörde
Den anden part: Bundesministerin für Justiz
Procesdeltager: CW
Præjudicielt spørgsmål
Skal artikel 4, nr. 7), i generel forordning om databeskyttelse (herefter »den generelle forordning om databeskyttelse«) 1 fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i national ret (såsom i den foreliggende sag § 2, stk. 1, i Tiroler Datenverarbeitungsgesetz (lov om databehandling for delstaten Tyrol)), hvori der ganske vist som omhandlet i artikel 4, nr. 7), anden sætningsdel, i den generelle forordning om databeskyttelse fastsættes en bestemt dataansvarlig, men
– denne dataansvarlige blot er en tjenestegren (såsom i den foreliggende sag regeringen for delstaten Tyrol), der ganske vist er oprettet ved lov, men ikke er en fysisk eller juridisk person og i den foreliggende sag heller ikke er en myndighed, men derimod blot optræder som hjælpeorgan for denne myndighed og ikke har egen (delvis) retsevne,
– udpegelsen af denne dataansvarlige sker uden henvisning til en konkret behandling af personoplysninger, og der derfor i medlemsstatens lovgivning heller ikke foreskrives nogen formål og hjælpemidler i forbindelse med en konkret behandling af personoplysninger,
– denne dataansvarlige i det konkrete tilfælde hverken alene eller sammen med andre har afgjort, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).