Sag T-442/08

International Confederation of Societies of Authors and Composers (CISAC)

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – aftaler – ophavsret vedrørende offentlig fremførelse af musikværker via internettet, satellit og viderespredning pr. kabel – beslutning om, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81 EF – opdeling af det geografiske marked – bilaterale aftaler mellem nationale forvaltningsselskaber – samordnet praksis, som udelukker muligheden for at udstede multiterritorie- og multirepertoirelicenser – bevis – uskyldsformodning«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 12. april 2013

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse vedrørende en konkurrencebegrænsende praksis – sag anlagt af en organisation, hvis aktiviteter har tjent som grundlag for udarbejdelsen af de aftaler, der gennemførte den pågældende adfærd – organisationen direkte berørt

(Art. 81 EF og art. 230, stk. 4, EF)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse vedrørende en konkurrencebegrænsende praksis – sag anlagt af en organisation, hvis aktiviteter har tjent som grundlag for udarbejdelsen af de aftaler, der gennemførte den pågældende adfærd – berørt af organisationens stilling som forhandlingsleder – dybt involveret i den administrative procedure

(Art. 81 EF og art. 230, stk. 4, EF)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevis for overtrædelse påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

4.      EU-ret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – beslutning, der fastslår en overtrædelse, men ikke pålægger en bøde – anvendelse heraf

(Art. 81, stk. 1, EF; art. 6, stk. 2, EU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – beviser, der alene bygger på virksomheders adfærd – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider overtrædelsens eksistens – forpligtelser for Kommissionen, der anfægter troværdigheden af virksomhedernes forklaringer

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

6.      Karteller – forbud – aftaler med retsvirkning efter deres formelle gyldighedsperiode – anvendelse af artikel 81 EF

(Art. 81, stk. 1, EF)

7.      Karteller – samordnet praksis – parallel adfærd – formodning for samordning – grænser – nationale ophavsretsselskaber nægter brugere i en anden medlemsstat direkte adgang til deres repertoire – konkurrencebegrænsning

(Art. 81, stk. 1, EF)

1.      Betingelsen for at antage et søgsmål vedrørende det at være umiddelbart berørt til realitetsbehandling kræver for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på sagsøgerens retsstilling, og for det andet at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til foranstaltningens adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

En ikke-statslig organisation, hvis aktiviteter har tjent som grundlag for udarbejdelsen af gensidige repræsentationsaftaler, og som er relevante ved vurderingen af, om de pågældende forvaltningsselskaber er i færd med at gennemføre den anfægtede beslutning ved at bringe den i beslutningen fastslåede overtrædelse til ophør og ved at undgå en sådan tilsvarende adfærd i fremtiden, skal betragtes som direkte berørt af en beslutning fra Kommissionen, som fastslår en konkurrencebegrænsende adfærd gennemført af nationale forvaltningsselskaber vedrørende offentlig fremførelse af musikværker gennem gensidige repræsentationsaftaler.

(jf. præmis 66-68 og 72)

2.      En organisation, som ikke er adressat for en omtvistet beslutning, er individuelt berørt heraf, når sammenslutningen selv har en søgsmålsinteresse, navnlig fordi dens forhandlerposition er blevet berørt ved den retsakt, som påstås annulleret.

Dette er tilfældet for en organisation, der anfægter en beslutning fra Kommissionen, hvori der fastslås en konkurrencebegrænsende adfærd gennemført af nationale forvaltningsselskaber vedrørende offentlig fremførelse af musikværker gennem gensidige repræsentationsaftaler, og som berører organisationens rolle som katalysator for samarbejdet mellem de nationale forvaltningsselskaber.

Den individuelle berøring bekræftes ved den omstændighed, at den sagsøgende organisation, som var adressat for klagepunktsmeddelelsen og dybt involveret i den administrative procedure som vigtig forhandlingspartner med Kommissionen, havde en stilling som forhandlingsleder, der var klart afgrænset og tæt forbundet med selve genstanden for beslutningen, hvilket indebar, at den befandt sig i en faktisk situation, der adskilte den pågældende fra alle andre.

(jf. præmis 73-77)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 91 og 138)

4.      På konkurrenceområdet skal, såfremt der hos EU-retsinstansen foreligger en tvivl, dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retsinstansen kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvori der pålægges en bøde.

Der skal således tages hensyn til uskyldsformodningen, således som den bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, der i henhold til Domstolens retspraksis udgør generelle EU-retlige principper. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og alvoren af de sanktioner, der kan knyttes hertil, finder uskyldsformodningen særligt anvendelse på procedurer vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

Denne retspraksis, som er udviklet i forbindelse med sager, hvor Kommissionen havde pålagt en bøde, finder ligeledes anvendelse i et tilfælde, hvor den beslutning, som fastslår en overtrædelse, ikke i sidste ende medfører pålæggelsen af en bøde. Der skal i øvrigt tages hensyn til den ikke ubetydelige skade, som en fysisk eller juridisk persons omdømme kan lide som følge af, at det fastslås, at den pågældende har været involveret i en overtrædelse af konkurrencereglerne

(jf. præmis 92-95)

5.      Det er derfor på konkurrenceområdet nødvendigt, at Kommissionen baserer sig på præcise og samstemmende beviser, for at den kan fastslå, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Imidlertid skal hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse derfor normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Når den sammenhæng, hvori møder mellem virksomheder, som beskyldes for at have tilsidesat konkurrenceretten, indgår, viser, at disse møder var nødvendige for i fællesskab at behandle spørgsmål, som ikke drejer sig om tilsidesættelser af konkurrenceretten, kan Kommissionen ikke antage, at sådanne møder havde til formål at blive enige om en konkurrencebegrænsende adfærd. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Når beviset for samordningen derimod ikke følger blot af konstateringen af en parallel adfærd på markedet, men af dokumenter, hvoraf det fremgår, at virksomhedernes praksis er resultatet af en samordning, påhviler det de berørte virksomheder ikke alene at give en påstået alternativ forklaring på de forhold, Kommissionen har konstateret, men at bestride eksistensen af disse forhold, som er bevist ved de af Kommissionen fremlagte dokumenter.

Når Kommissionens argumentation hviler på den forudsætning, at der ikke kan være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, end at der foreligger en samordning mellem virksomhederne, er det derimod tilstrækkeligt, at de berørte virksomheder godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys, og dermed give en anden forklaring på disse end den, der lægges til grund i Kommissionens beslutning.

Når Kommissionen påberåber sig visse eksempler for at rejse tvivl ved troværdigheden af sagsøgerens synspunkt, har den bevisbyrden for, hvorfor disse eksempler er relevante. Kommissionen kan i øvrigt ikke kritisere den pågældende virksomhed for ikke i tilstrækkelig grad at have præciseret sin anden forklaring, for så vidt som det er Kommissionen, der skal godtgøre overtrædelsen. Hvis Kommissionen således under den administrative procedure er af den opfattelse, at den pågældende virksomhed ikke har underbygget sin forklaring tilstrækkeligt, skal den fortsætte med at opklare sagen eller fastslå, at de berørte ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkelige oplysninger for at kunne undersøge, om der forelå troværdige forklaringer på de pågældende selskabers parallelle adfærd.

Før det undersøges, om der findes andre forklaringer på den parallelle adfærd end samordningen, skal det undersøges, om Kommissionen har godtgjort, at der forelå en overtrædelse, ved beviser, som går videre end blot konstateringen af en parallel adfærd. Undersøgelsen af dette spørgsmål går således forud for spørgsmålet om velbegrundetheden af de andre forklaringer end samordningen, idet – hvis Retten kommer til den konklusion, at sådanne beviser er blevet fremlagt – sådanne forklaringer, selv hvis de var troværdige, ikke kunne rejse tvivl ved konstateringen af overtrædelsen.

(jf. præmis 96-99, 101, 107 og 161)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 123)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 137)