Sag T-181/14 DEP

Nürburgring GmbH

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Sammendrag – Rettens kendelse (Sjette Afdeling) af 26. januar 2017

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet – begreb

(Rettens procesreglement, art. 170, stk. 1)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – merværdiafgift – udelukket for en afgiftspligtig

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – forhold, der skal tages hensyn til – aftale om advokatsalær indgået mellem en part og dennes advokat – ikke omfattet

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

4.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – bedømmelse først og fremmest af det samlede antal arbejdstimer, der objektivt set forekommer nødvendige med henblik på sagens behandling

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

5.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – forhold, der skal tages hensyn til – advokaternes kendskab til sagen

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

6.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – udgifter, der er afholdt efter afslutning af den mundtlige forhandling – ikke omfattet – undtagelse

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

7.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – advokaters rejse- og opholdsudgifter – betingelser for godtgørelse

[Rettens procesreglement, art. 140, litra b)]

1.      Den omstændighed, at den dømte part, der skal afholde intervenientens sagsomkostninger, inden anmodningen om fastsættelse af sagsomkostningerne over for intervenienten skal oplyse, at den pågældende part ikke på nogen måde kan acceptere at betale det beløb, der kræves erstattet i sagsomkostninger, og at foretage en betaling uden en formel afgørelse fra Retten, skal fortolkes som en anfægtelse af kravet om betaling af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, som omhandlet i artikel 170, stk. 1, i Rettens procesreglement.

Det kan endvidere ikke af den omstændighed, at den part, der er dømt til at afholde disse omkostninger, efter at have nedlagt påstand om fastsættelse af sagsomkostninger meddelte Retten, at selskabet ikke havde til hensigt at fremsætte bemærkninger vedrørende den nævnte påstand, udledes, at sagsøgeren havde givet udtryk for, at selskabet accepterede størrelsen af det beløb, der krævedes erstattet i sagsomkostninger, eller at betale det beløb, der kunne kræves erstattet.

(jf. præmis 8)

2.      Det fremgår af artikel 140, litra b), i Rettens procesreglement, at de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, er de nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, navnlig rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater. Det fremgår af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, dels er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, dels til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse.

I den forbindelse kan det beløb, der er opkrævet i moms, derfor kun anses for en omkostning, der kan kræves erstattet, såfremt den fysiske eller juridiske person, der kræver dette beløb erstattet, godtgør, at den pågældende ikke er momspligtig.

(jf. præmis 9 og 12)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 10 og 11)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 19, 20 og 23)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 25)

6.      Der bør gives afslag på erstatning af sagsomkostninger, der vedrører perioden efter den mundtlige forhandling, når der ikke er fremkommet noget processkrift efter retsmødet.

(jf. præmis 28)

7.      Det påhviler den anmodende part at fremlægge dokumentation, der kan godtgøre, at de rejse- og opholdsudgifter, som den pågældende kræver erstattet, faktisk er blevet afholdt og med hvilket beløb. Det kan nemlig hverken påhvile den part, der pålægges at betale sagsomkostningerne, eller Unionens retsinstanser at foretage en vurdering af sådanne udgifter alene på grundlag af taloplysninger, som den anmodende part har angivet.

(jf. præmis 34)