Appel iværksat den 30. september 2016 af José Barroso Truta, Marc Forli Calogero Galante og Bernard Gradel til prøvelse af Personalerettens dom af 20. juli 2016 i sag F-126/15, Barroso Truta m.fl. mod Domstolen

(Sag T-702/16 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: José Barroso Truta (Bofferdange, Luxembourg), Marc Forli (Lexy, France), Calogero Galante (Aix-Sur-Cloie, Belgien) og Bernard Gradel (Konacker, Frankrig) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Domstol

Appellanternes påstande

Det fastslås:

Personalerettens dom i sag F-126/15, Barroso Truta m.fl. mod Domstolen, ophæves.

Der træffes en ny afgørelse med følgende indhold:

Domstolen tilpligtes at betale 61 121, 08 EUR til José Barroso Truta, 129 440,98 EUR til Marc Forli, 76 324,29 EUR til Calogero Galante og 99 565,13 EUR til Bernard Gradel, til en fond eller forsikring, i appellanternes navn.

Subsidiært tilpligtes Domstolen at betale de førnævnte beløb til sagsøgerne, idet disse beløb skal tillægges renters rente på 3,1 % p.a. at regne fra datoen for overførslen af pensionsrettighederne til pensionsordningen for Den Europæiske Unions institutioner.

Domstolen tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat tre anbringender.

Første anbringende er, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at fastslå, at erstatningssøgsmålet skulle afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgerne ikke havde overholdt den administrative procedure, som angiveligt skulle være startet med en klage og dernæst et eventuelt annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelserne om anerkendelse af godskrivningen af de pensionsgivende tjenesteår i pensionsordningen for Den Europæiske Unions institutioner.

Andet anbringende er, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at fastslå, at ansættelsesmyndigheden ikke havde begået nogen tjenstlig fejl i anledning af fremsendelsen af forslagene om godskrivning af de pensionsgivende tjenesteår, som imidlertid viste sig at være ufuldstændige, endog ukorrekte, eftersom de var adresseret til kontraktansatte i ansættelsesgruppe I.

Tredje anbringende er, at Personaleretten begik en retlig fejl ved at fastslå, at appellanternes tab var hypotetisk.

____________